Sympati for svirefesten
Jeg har aldrig hørt Amy Winehouse optræde, men jeg har helt sikkert hørt om Amy Winehouse. Hendes navn var del af den evindelige popkultur støj der bliver til den gennemborende lyd i vor dagligdag. Hun var, i en tid, allestedsnærværende på nettet, på TV shows og i de magasiner om de berømte som man bladrer igennem mens man venter på at få trukket den dér tand ud -- hvilket ofte er betragteligt mindre smertefuldt, end at læse ugebladet.
Ikke som hendes utallige fans har jeg fundet det muligt at blive så altereret over en selvpåført nedtur hos nogen jeg kun har kendt gennem ugebladsfotos - billeder der viste en mager, sjusket udseende, heroinafhængig ung kvinde med masser af piercinger og tatoveringer og sædvanligvis nærmest stavrende omkring døddrukken. Jeg har heller ikke lyst til at lægge roser ved det improviserede obligatoriske mindemærke udenfor hendes hjem i London, skønt Sentimentalitets Kulten kræver vi begræder hendes død som en frygtelig tragedie, i stedet for, hvad det så helt åbenbart var - konsekvensen af en hensynsløs og tåbelig levemåde.
I nogle år var "Wino," som hun ofte blev kaldt af medierne, ansvarlige forældres mareridt, mere hyldet for hendes nedværdigede levevis, end for hendes tvivlsomme musiske talent. (Efter hendes død spurgte en TMZ undersøgelse om Frk. Winehouse ville blive husket som en stor sanger eller som en junkie. 70% svarede: Junkie). Hvordan fortæller man sin datter at hun ikke skal efterligne denne touperede diva når hun var en rig og berømt popikon, elsket af millioner? For mange piger må budskabet være ganske klart: Opfør dig som en gennemført degeneret og du bliver en elsket superstjerne. Hendes død, åbenbart af en overdosis som 27 år (fiølge Daily Mirror hævder venner hun døde af en coktail af alkohol og ectasy), syntes for et kort øjeblik at genskabe tingenes naturlige tilstand. Forældre var nu i stand til at fremvise den afdøde popsanger som en advarsel der ikke bør efterlignes for ens egen skyld.
Men tilbage til overskriften der lyder som en dom over hendes familie, hendes venner og endog hendes fans. Faktisk over enhver anden end den person der er ansvarlig for hendes død: Amy Winehouse. Hvorfor hjalp ingen hende? Dette er som at spørge, hvorfor ingen hjalp "vovehals" og Jackass filmstjerne Ryan Dunn. Dunn var, som det fortælles døddrukken, og kørte for stærkt kl. 3.00 da han forulykkede i sin Porsche og dræbte sig selv og en passager. Ligesom Winehouse døde Dunn i færd med det han elskede.
Dermed siges ikke, at ingen forsøgte at hjælpe. Når de ikke kom med undskyldninger for hende, gav hende en offerstatus eller henregnede hendes dårlige opførsel til overnaturlige elementer, som "hendes dæmoner," som var hun uden skyld som Linda Blair i Exorcisten. En "kritiker" besluttede at det var hendes elskede bedstemor død der sendte Winehouse afsted mod hendes sidste piller og druktur. Winehouse far, prøvede gentagne gange af få sin datter på afvænning. Men hun var ikke interesseret. Tilsyneladende skrev hun endog et hit der hånede hans nytteløse bestræbelser:
They tried to make me go to rehab but I said 'no, no, no'
Yes I've been black but when I come back you'll know know know
I ain't got the time and if my daddy thinks I'm fine
He's tried to make me go to rehab but I won't go go go
Hendes modstand mod afvæning eller leve et kedeligt stofrit liv var så velkendt at det inspirerede til et videospil "Amy Winehouse: Escape from Rehab." ("Beskrivelse: Med en håndfuld stoffer og en farlig bikube som forsvar siger Amy Winehouse; No, No, No to rehab!")
Så vidt jeg kan regne ud havde Amy Winehouse et eller to hits. Resten af hendes berømthed stammede fra hendes fremmedartede og degenerede opførsel. Den dekadente livsstil var hendes guldæg. Den holdt hende i nyhederne og i sladderbladene.
Burde vi begræde den kendsgerning at en talentfuld ung kvinde spilder sit liv sådan? Med risiko for at blive anklaget for at tale ilde om den døde, mener jeg Nej. Hvis Amy Winehouse havde lidt af en kronisk mental forstyrrelse og havde valgt at afkorte sig liv á la David Foster Wallace, ville det kun være naturligt at føle oprigtig sorg og medlidenhed. Men ud fra alle beretninger var det eneste frk. Winehouse var hjemsøgt af - det at hade kedsomhed og nyde stoffer og spiritus alt for meget. eneste afhængighed frygt kedsomhed og
Amy Winehouse havde alt, men valgte at leve sit liv som en crack-afhængig fra ghettoen. Som mine liberale venner siger, så må vi respektere hendes valg.
http://spectator.org/archives/2011/08/04/sympathy-for-the-revel
Ingen kommentarer:
Send en kommentar