Patrick J. Buchanan
I juni 1967, sammen med eksvicepræsident Richard Nixon, var jeg på besøg på et israelsk militærhospital der var fyldt med sårede egyptiske soldater.
En israelsk officer fortalte os, at på hospitalet befandt sig en egyptisk officer han havde fanget i 1956 Sinai kampagnen, og at han spurgte egypteren: “Vi har været i krig med jer tre gange nu, og tre gange er I belvet besejret. Hvorfor bliver i ved med at bekrige os?”
Egypteren svarede, “I har måske besejret os tre gange, og I kan måske besejre os 11 gange. Men den tolvte gang vinder vi.” Fra Seks Dages Krigen lærte kloge israelere to lektioner.
For det første skulle de være vedblive med at være på vagt og have styrke nok til at besejre alle naboer samtidigt. For det andet var den vigtigste kamp de skulle vinde, opnå, accepten af de arabiske folk for at overleve i det arabiske menneskehav.
Israelerne var ikke på vagt i 1973 da Egypten igangsatte angrebet i Yom Kippur Krigen der sendte deres hær ind over Suez Kanalen.
Præsident Nixon intervenerede med en massiv luftbro for at redde Israel.
5 år senere enedes præsident Sadat og Menachem Begin i Camp David om en fredsaftale for land. Israel ville opgive hele Sinai der blev indtaget i 1967 mod at få en fredstraktat med Cairo.
Derpå fulgte en aftale med Kong Hussein af Jordan. .
Israel var på vej til at vinde den arabiske verdens accept.
I 1982, efter en israelsk diplomat blev dødeligt såret af en snigmorder i London, gav Begin ordre til en invasion af Libanon. General Ariel Sharon nåede hurtigt Beiruts forstæder og Yasser Arafat’s PLO blev bortvist til Tunis.
Men som Yitzak Rabin så bedrøvet konkluderede, “Vi lod Shia Ånden komme ud af flasken!”
I det sydlige Libanon var de ellers så rolige Shiiter begyndt at bekæmpe den israelske besættelse i militser der blev kendt som Hezbollah.
Blødende efter 18 år trak israelerne sig ud i 2000, og overlod Libanon til at blive domineret af Hezbollah.
Langt mere kritisk, efter Seks Dages Krigen, havde israelerne annekteret hele Jerusalem og var påbegyndt med bosættelser i Øst-Jerusalem og på Vestbredden. I 1987 kom Den Første Intifada, en opstand med palæstinensere der benyttede stave og sten. Dog forsatte de israelske bosætteres projekter.
Fra nogle få tusind i 1970 til et antal der voksede til en halv million.
Efter fredsaftalerne med Egypten og Jordan begyndte israelerne hemmelige forhandlinger med palæstinenserne. I 1995 kom Oslo Aftalen, en forhandling om at bytte land for fred.
Da Sadat fik Sinai tilbage ved at indgå fred med Israel da ville Palæstinenserne få en nation for sig selv i bytte for en anerkendelse af Israel.
Israel var brudt ud af isolationen og havde vundet Egypten, Jordan og endog Arafats PLO’s accept.
Men i 1995, blev premierminister Rabin, der havde vundet Nobel Fredsprisen for Oslo Aftalen og var kommet til at tro på nødvendigheden af at handle land for fred, snigmyrdet af en israelsk fanatiker, der var fast besluttet på at forhindre overgivelsen af land på Vestbredden.
Da Sharon kom til magten, opgav han Gaza, men nægtede at give Jerusalem eller Vestbredden tilbage. Hans efterfølger Ehud Olmert, ligesom Rabin og Ehud Barak før ham, mente at Israel måtte opgive Vestbredden for freden, ellers ville der aldrig blive fred.
Det lykkedes ikke for Olmert af forhandle sig til en fred.
Når man ser tilbage har Israel sejret i alle sine krige, fra Uafhængighedskrigen til Sinai Kampagnen, til Seks Dages Krige, og Yom Kippur Krigen, til invasionen af Libanon i 1982 til den første og anden intifada, Libanon Krigen i 2006, og Gaza Krigen i 2008.
Men i dag er Israel mere isoleret end nogensinde, og udsigterne er ikke gode for at landet kan bryde ud af denne isolation.
Hamas hersker i Gaza. Hezbollah i Libanon. Tyrkerne er blevet fjendtligt indstillede. Den Palæstinensiske Selvstyreenhed har opgivet Barack Obama og kræver nu en stat af Sikkerhedsrådet og FN Generalforsamlingen.
Israels partner, Hosni Mubarak i Egypten er borte. Den israelske ambassade i Cairo er blevet plyndret. Pøbler i Amman har søgt at gøre det samme der.
Neokonservative overbeviste George W. Bush om at en invasion af Irak ville igangsætte en dominoeffekt hvor de arbaiske tyrannier ville falde og skabe grobund for pro-Vesten demokratier i regionen.
Sådan er det ikke gået. Det Arabiske Forår, der fulgte et årti efter U.S. invasionen får despoter til at falde men frigiver etnonationalismens dæmoner og islamisk fundamentalisme der er såvel anti-amerikansk som anti-zionistisk.
Israels store beskytter, Amerika, er på tilbagetog fra regionen med hæren i Irak hjemme inden årets afslutning og hendes autokratiske allierede i Egypten og Tunis borte og Bahrain og Yemen i laser.
I 2050 vil palæstinenserne vest for Jordan være dobbelt så mange som israelerne. Syrien, Jordan og Egypten, der ved Seks Dages Krigen udgjorde 40 millioner vil have 170 millioner mennesker.
Militært vil Israel stadig dominere, men hverken tiden eller demografien synes at være på landes side.
Og arabisk accept forekommer at ligge langt borte, mere end nogensinde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar