Børneopdragelse, dr. Spock og konsekvenserne for samfundet!

Dr Benjamin Spock:

                           

Hvordan en Freudiansk tosse afmonterede forældremyndigheden i Amerika - hjalp med til at igangsætte en tid med ‘alt er tilladt.’                                                     

Richard Brodie

                                          

           

       

Det må være vanskeligt for en yngre person at værdsætte hvilken kolossal kraft i den sociale forandring der kan tillægges een mand, Dr. Benjamin Spock, barnelægen der rådgav adfskillige generationer af amerikanske forældre om det at være netop forældre fra der midt i 1940’erne til cirka afslutningen af det 20. århundrede.

Men han var netop en sådan kraft. Se blot som bevis salgstallet på hans skelsættende bog, Baby og Child Care, (Bogen om Barnet)der første gang udkom i 1946. I 1998, et halvt århundrede senere havde den solgt i mere end 50 millioner eksemplarer, og kun overgået af værker af Shakespeare og af Bibelen.  

Man kan spekulere på om doktor Spocks indflydelse ville have været så stor om han blot havde været Hr. Spock! Er vi  så imponeret af titler? Muligvis. Se blot på den skade som den afskyelige syge Timothy Leary, der næsten på egen hånd igangsatte den ulovlige stof-revolution i 1960’erne. Ville han mon have fået lov til at holde forelæsninger på universiteter og fortælle børnene “Meld Jer, udnyt det, og gå ud igen” hvids han kun havde været Hr. Leary i stedet for “Doktor (ph.d) Timothy leary, psykolog” eller endnu bedre (fald venligst på knæ!), “Doktor Timothy Leary, Professor i Psykologi!” Muligvis ikke.

Før vi diskuterer omfanget og selve naturen ved Spocks indflydelse, skal vi først forstå kilden til hans indflydelse, Sigmund Freud, der mere end nogen anden kraft i historien har tjent til at underminere Vestens traditionelle moralnormer ved at formode af dårlig opførsel, og i videre grad, kriminel opførsel, ikke så meget er et spørgsmål om at individet frivilligt bryder regler eller love, men snarere er et spørgsmål om ikke individet er blevet motiveret af neuroser og uorden som han formodentligt kun har lidt eller ingen frivillig kontrol over, uorden der formodentligt er blevet præget i hans psyke, af hans skrækkelige forældre og/eller af det (skrækkelige) samfund.

Denne formodede offerrolle for det krænkende individ, uanset om han er barn eller teenager eller voksen, giver fundamentalt set individet fripas til sin offerrolle, giver vedkommen ret til, når det er muligt at modtage “behandling” i stedet for (en sædvanligvis velfortjent) straf. For at slippe for straf skal individet blot gøre det som antyder en form for modificeret galskab som forsvar for faktisk alt vedkommende foretager sig: “Jeg kunne ikke lade være,mor og far eller høje Dommer; Jeg har et XYZ handicap!” Resultatet af denne tankerække er selvfølgelig en i praksis afmontering af systemet med regler og loven.

Man skal blot læse Spocks bog, som Spock selv beskrev som værende “100% Freudiansk,” for at indse, hvor langt længere Spock udvidede denne politik med ‘alt er tilladt’ udover alt som endog Freud selv mente, særligt i hans første udgave (1946-57). Det er måske i hans råd til forældre af ældre børn, det vil sige alderen 6 til 12, at Spock mest agressivt forkaster forældremyndigheden. Vi ved alle, hvordan autoritarismens model og tidligere århundreders frygtsomme forældre er blevet mildnet til en mere mildere, men dog stadig fast forældrerolle i begyndelse af det 20.århundrede. Hvis det blot var standset der! På det tidspunkt da Spock havde solgt 50 millioner eksemplarer, var den førhen stabile amerikanske forældrerolle kollapset til en knogleløs bunke.  

Overvej Spock’s råd vedrørende dårlige manerer:  

“Dårlige manerer... Et barn kan måske miste nogle af sine bordskikke, komme til måltider med snavsede hænder, overøse sin tallerken, og proppe sig munden fuld. Uden at indse det opnår han faktisk tre ting på en gang. Han går over til sin egen alder som model for opførselen. Han erklærer sig ret til at være uafhængig af sine forældre. Han bringer sig i overensstemmelse med sin egen samvittighed, fordi han ikke gør noget der er moralsk forkert. Disse dårlige manerer” og “dårlige vaner” er med til at gøre gode forældre ulykkelige. De forestiller sig at barnet glemmer alt de lærte det så omhyggeligt. Faktisk er disse ændringer bevis på at barnet har lært hvad god opførsel er - ellers ville barnet ikke gøre oprør mod det. Det vil dukke op igen når barnet føler han har fået skabt sig en uafhængighed. I mellemtiden kan forstående forældre få trøst ved at vide at deres barn er ved at blive voksen.

. . . hvad skal du gøre ved det (den dårlige opførsel)? Trods alt skal barnet i bad en gang i mellem, være pæn om søndagen. Du må som du plejer indgå på et kompromis. Overse nogle af barnets mindre irriterende dårlige vaner. indse at de sandsynligvis ikke er permanente. Når du beder ham om at vaske hænder, så forsøg faktisk at være venlig. Det er den plagende tone, han synes er irriterende, og tilskynder ham til ubevidst at være mere uvorn.”

Bemærk at intet sted i denne beskrivelse af et barn med dårlig opførsel, undtagen i det at bede ham “venligt” om at vaske hænder, nævner Spock noget om at korrekse barnets dårlige opførsel! Forældrene bliver endog bedt om at overse, de “mindre irriterende dårlige vaner” og være tålmodig fordi på et tidspunkt vil den “gode opførsel komme tilbage, når barnet føler det har skabt sig sin uafhængighed.”  (Lad os håbe det sker før barnet drager af sted til universitetet!)  

Faktisk er dette barns opførsel, som altså bedømmes som acceptabel af Spock krænkende i en grad der aldrig før er blevet accepteret i historien. Ved at undlade at “vise god bordskik vedrørende måltider med snavsedehænder, overdænge sin tallerken og proppe munden fuld” opfører barnet sig som en ægte gris!

Ingen anden kultur i verden ville tolerer en sådan opførsel af et barn over 6 år. Og snavsede hænder kan bare ikke forsvares, netop af hygiejnehensyn. Det allermest afslørende i denne passage hos Spock er uden tvivl hans råd til forældre om “som du plejer skal du indgå på kompromis.” Med andre ord, skal forældre altid overgive sig i en vis grad til det oprørske barn. Forældrenes myndighed kan således altid forhandles. En barn der er klogere end sine forældre ville angiveligt kunne forhandle deres autoritet helt bort. Ved at have en sådan strategi sætter man i praksis forældrenes rolle ud af spillet. (Og glem nu ikke, “dit barn skal tage bad en gang i mellem.”)

Og så er der Spocks råd om når barnet stjæler. Husk at det at stjæle sammen med fysiske overfald er en af de mest alvorlige forbrydelser der findes. Hvad er krig nemlig andet end at stjæle eller begå fysiske overfald i kæmpeskala!  

Her følger hvad Spock rådgav vedrørende et barn der stjæler:  

“Hvad man skal gøre for det barn der stjæler. Behandling af tyveri...er ikke at udskamme barnet, da det blot vil få det til at føles sig endnu mere ensom. Men overvej om han har brug for mere omsorg og anerkendelse hjemme, og hjælp til at få gode venner udenfor familien. Dette er tidspunktet til at give ham, om muligt, en godtgørelse af cirka samme størrelse som de andre børn han kender. Det hjælper på to måder: Barnet føler det er omfattet af forældrenes kærlighed, og det hjælper ham til at skabe sig selv som “en af drengene.” Forældrene bør få hjælp af en barnerådgivningsklinik eller en barnepsykiater, om muligt.

. . .Naturligvis bør barnet levere det tilbage han har taget, forudsat at ejeren har brug for det. Det kunne være klogt af forældrene at hjælpe ham ved at lægge til den sum der bør returneres, eller endog give barnet en gave af et lignende genstand som det han stjal og måtte levere tilbage. Dette er ikke en belønning for at stjæle, men et tegn på at forældrene er bekymrede over barnet ikke burde tage hvad der ikke er hans, og at han bør få sit hjertes ønske opfyldt, hvis dette er fornuftigt.”

Lad os gå i detaljer i undersøgelse af denne straf som Spocks barn skal ‘betale’ for at blive fanget i tyveri:  

• I stedet for en straf vil det stjælende barn modtage “behandling.” Barnet er dermed allerede tilgivet for forseelsen, som freudianeren Bruno Bettleheim postulerede, “Der findes ingen forbrydelse, kun sygdom.”
• Barnet får en helt ny ‘godtgørelse’ eller får sin egen godtgørelse lagt oven i som et “tegn på kærlighed,” så han kan “føle sig som en af drengene.”
• Barnet vil få lektioner betalt af forældrene hos en psykolog, psykiater eller psykoterapeut, hvor han kan tale frit, og med stor selvmedlidenhed om sig selv.
• Hvis barnet stjæler penge, vil forældrene “hjælpe ham med at lægge det oveni der skal til for at betale tilbage,” hvilket omfatter han kan beholde noget af det han stjal - dette oveni det nye, og måske ekstra tilskud.
• Hvis barnet stjal en genstand vil forældrene “give ham en gave der ligner genstanden der blev stjålet eller returneret.”I
• Barnets forældre vil give ham et “tegn....om at han skal have sit hjertes ønske opfyldt, hvis det er rimeligt.” (Hvad er urimeligt om hvad som helst under solen, hvis det nu er dit hjertes ønske!)
• Helt klart er barnet blevet belønnet, ikke straffes for at stjælpe.  

En interessant pointe ved Spocks “kur” mod tyveri er at Spock siger at barnet burde returnere det han har taget, ikke fordi det var forkert at tage det, men “med baggrund i at ejeren har brug for det.” Men hvad nu hvis ejeren ikke har brug for det? Er det så helt i orden at beholde det?

Måske kunne forældrene i en sådan sag få barnet til selv at kontakte ejeren af de stjålne effekter og indgå i en handel med ham, som anbefalet i sektionen om “Dårlige manerer” hvor Spock siger at når det drejer sig om børn “bør man gå på kompromis.” En sådan aftale ville gøre det stjælende barn i stand til at komme videre fremad! Der er utallige andre eksempler på at ‘alt er tilladeligt’ i bogen udover de som omtaler det at stjæle og dårlige manerer.

Selv-disciplin kan ikke læres i et miljø, hvor der slet ingen disciplin findes. Der er passager i den originale udgave af Benjamin Spocks bog, hvor forældrerollen er så ineffektiv at selv de kongeliges plejemødre ikke kunne have været mere underdanige eller krybende. Den første udgave af Spocks bog fra 1946 blev revideret i 1957. I denne anden udgave blev noget, dog slet ikke hele materialet der var overbærende overfor ‘alt er tilladt’ redigeret bort. Men ikke før Pandoras Æske var blevet åbnet som Spock selv udtrykte det.  

Spocks bog ville være emnet for en form for parodi, hvis ikke den var det højtidelige råd af den måske mest hædrede ekspert i noget emne i landets historie.

Set i sin helhed er Benjamins Spocks “Bogen om Barnet” faktisk en gennemført samfundsomstyrtende bog. Med den ivrige og usikre amerikanske forældre der klyngede sig til den som en Bibel om børn, har Spock fortjent sig en niche i historien som en af de største muliggørere af alle tider om anti-social opførsel. Hvis det dog blot var en parodi.

Det der er sket er intet mindre en trykningen af den filosofiske legemliggørelse af det frigjorte temperament og sygelige karaktertræk hos en enkelt prætentiøs mand, Benjamin Spock, - og den perverse filosofi hos denne mands mentor, Sigmund Freud - mod en hel national kultur.

For hvad er den såkaldte Spock Revolution og den underkastende Mig Generation andet end ‘alt er tilladt’ og selviscenesættelsens triumf - og af den ydmygende og groteske overgivelse af den amerikanske forældre af den sidste rest af voksenautoritet, integritet eller selvrespekt?

I stedet for lykkelige, modne mænd og kvinder med en rygrad er Mig Generationen og deres afkom i stigende grad med til at skabe utilfredse, selvcentrede forkælede unger der i deres dekadence overgiver sig til, og endog opmuntrer til, sådanne nationale tragedier som udbredt brug af ulovlige stoffer, bandeuvæsen, ukontrolleret ulovlig indvandring, og tøjlesløshed, og tilmed en korrupt regering der forbruger i en skala der ligner en bananrepubliks for blot at nævne nogle få.  

Det er ikke den slags mennesker vi har brug for til at genskabe  det engang så stærke og retfærdige amerikanske sind og temperament i en stadig mere farlig verden. 

FamilySecurityMatters.org Contributor Richard Brodie graduated with a B.A. in English from UC Berkeley. For most of his life since then he has been a freelance artist and writer.