De grønne nazister
Mark MusserEn af de mest interessante kendsgerninger om Nazi Partiets medlemslister er, hvor mange af tilhængerne der tilhørte det vi i dag ville betragte som Den Grønne Bevægelse.
Selv mange 'grønne' der ikke var medlem af Nazi Partiet, som Leni Riefensthal (1902--2003), den berømte filmskaber hos Det Tredje Tige, blev fanget ind af den nye bevægelse. Nazi biologen Walter Schoenichen vurderede at Nationalsocialismen var den politiske opfyldelse af mere end 100 års tysk romanticisme. Med den stærke understregning af at ophøje det tyske folks ægthed, (das volk) oprindelsen med rod i hjemlandets naturlandskab, i stærk kontrast til Oplysningstidens liberalisme og Den Industrielle Revolution, er Tysk Romanticisme en af det mest grundlæggende søjler i den moderne miljøbevægelse. Set som tilbageblik kunne nogle miljøhistorikere måske godt argumentere mod at de grønne nazister skulle have arbejdet rent praktisk, men det kan ikke benægtes af Nationalsocialisterne havde store forhåbninger om et grønnere Tyskland.
I 1920'erne var Leni Riefenstahl en slags drenget filmstjerne i populære tyske film, der udspilledes i bjergene. Hun var stjerne i snefyldte stumfilm som 'Det Hellige Bjerg' i 1926 og 'Pitz Palus Hvide Helvede' i 1928 for ikke at nævne 'SOS Isbjerg' i 1933. Weimar Tysland var opslugt af disse realistiske film om naturen. I sine memoirer huskede Albert Speer, at mange af hans tyske medkæmpere søgte det som han beskrev som "nærkontakt med naturen." Han gik videre med at skrive at deres kærlighedsaffære med 'den vilde natur'
"ikke blot var det en romantisk protest mod middelklassens snævertsyn, man forsøgte at undslippe dennes krav om en verden der i stigende grad blev mere kompliceret." Det var faktisk en verden der i det store og hele blev foragtet, fyldt som den var med forskellige ansvar og krav for dem, som de sådan set ikke var interesseret i. I deres tankegang kunne en sådan 'kunstig' verden overvindes gennem bjergklatring, "ofte så vi fra bjergtoppene ned på et gråt skydække over den fjerne slette. Dernede levede, det som i vores øjne var forkvaklede mennesker; vi mente vi stod over dem i alle henseender."
De stræbte efter renhed, det enkle liv og fred uden arbejdets, og det at skaffe sig et udkommes, moderne stress, hvilket særligt var vanskeligt i de meget plagsomme tider under Weimar Republikken,
"vi følte at verden rundt om os var ude af balance. I naturen, bjergene og floddalene kunne skaberværkets harmoni stadig fornemmes. Des mere jomfruelige bjerge, des mere ensomme floddale, des mere følte vi os tiltrukket af det."
Livet i Weimar Tyskland var karakteriseret af depression og nederlagsstemning under laissez faire kapitalismen. Disse barske realiteter og nedværdigelser kunne man på de høje alpetinder, hvor sådanne bekymringer på en måde blev mindre væsentlige, se bort fra. Forladt og overladt til sig selv af Weimar Republikken kunne mange heldigvis finde en slags romantisk ensomhed i den isolationistiske Nazi ideologi.
I 1932 skabte Reifenstahl sin egen romantiske film om naturen ved navn 'Det Blå Lys' der satte lys på modernismens og kapitalismens ondskab. Riefenstahl blev imidlertid berømt som instruktør af de berygtede proganda film fra 1935 'Triumph des Willens,' hvori det endog lykkedes at fremvise nazisternes dagsorden for grønne jobs. I en særlig scene ved den kolossale demonstration i Nürnberg, viser uniformerede tyskere deres skovle i stedet for rifler men de råber, "vi planter træer!" Senere lavede Riefenstahl den meget roste dokumentarfilm 'Olympia' fra Olympiaden i 1936 i Berlin. Filmen understregede på kraftigste vis den konkurrenceprægede styrke hos atleterne. Mens Jesse Owens måske kom hjem med fire guldmedaljer og fire egetræer som gaver fra Führeren, var det dog Tyskland der tog de fleste andre guldmedaljer.
Riefenstahl blev betaget af Hitler fra første gang hun hørte ham tale. Hun blev overbevist om, at han kunne føre tyskerne ud af det internationale politiske kaos efter 1. Verdenskrig.
Riefenstahl forblev loyal overfor Hitler langt ind i krigstiden, blot for at blive yderst skuffet til sidst (som mange tyskere), især da rædslerne i Holocaust blev udstillet i al sin gru. Hun ville derpå bruge resten af sit liv i et forgæves forsøg på at afkoble sig fra sin nazistiske fortid. Skønt hun officielt blev af-nazificeret af både de amerikanske og franske myndigheder forbliver hendes uapologetiske forsvar af hendes handlinger under Nazitiden dog stadig meget lidt overbevisende, selv i dag.
Efter krigen gik Leni Riefenstahl i Charles Lindberg's fodspor. Heldige Lindy havde Nazi sympatier i 1930'erne og senere blev han en radikal miljøforkæmper. I årenes løb blev han især optaget af de oprindelige racer. Riefenstahl fulgte trop ved at flytte sig bort fra sin moderne Nazi stammetro da hun blev yderste fascineret af sorte oprindelige stammer. Riefenstahl bosatte sig i en fjerntliggende afrikansk landsby for at lave en dokumentarfilm om den næste uddøde sudanesiske gruppe ved navn Nuba. I stedet for at beskytte de oprindelige tyskere fra international jødisk kommunisme og kapitalismen, da måtte der gøre noget for at beskytte de primitive Nuba fra af falde for de korrupte globalistiske kræfter.
Imidlertid blev dokumentarfilmen aldrig helt færdig. Nogle har spekuleret på grunden, og mener at det var fordi hun var perfektionist. Senere i livet blev Riefenstahl blandet ind i Greenpeace. Hun døde i 2003, 101 år gammel.
Robert von Dassanowsky, lederen af Film Studies at the University of Colorado, bemærkede dristigt tilbage i 2001, at James Cameron's episke filme Titanic har sit udspring fra de tyske bjergfilm som Riefenstahl var stjerne i. Skønt han i det store og hele ser bort fra Riefenstahls noget kompromitterende forhold til nazisterne, kommer von Dassanowsky med det vægtige argument af Camerons Titanic er en tysk bjergfilm der udspiller sig i Nordatlantens ishav.
Von Dassanowsky går endog så vidt som at hævde at heltinden i Titanic, Rose, faktisk er baseret på Riefensthal personlige karakter. Derpå antydes, at Cameron faktisk kan have instrueret Titanic for at vise, hvordan Riefenstahls utæmmede feminisme med tiden overvandt hendes kompromitterende forbindelse med nazisternes chauvinisme, repræsenteret ved hendes diktatoriske forlovede ombord på skibet, som hun aldrig giftede sig med. Til sidste løskøber Riefensthal sig, som Rose, fra det diktatoriske naziregime,
Endnu mere forbavsende lånte Cameron også fra Nazi Tysklands egen version af Titanic fremstillet i 1943. I naziversionen, er beretningens helt en tysk officer der beskylder de engelske profitbegærlige kapitalistiske ejere af skibet for at sænke Titanic. I slutningen viser Naturens Isbjerg sig stærkere, end alle de overnaturlige bekymringer og hensyn der er knyttet til manipulationerne på børsmarkedet. En romance udvikler sig også mellem en tysk musiker og en allerede forlovet kvinde. Denne romance gøres der ikke mere ved i nazifilmen. Camerons film samler tilsyneladende op der, hvor nazisterne forlod denne romance, ved at sætte fokus på Rose og Jake. Leonardo Dicaprio spiller den frie fugl Jake der bryder forstyrrrende ind i ægteskabsplanerne hos Rose's aristokratiske forlovede.
Man kan også spekulere på om Camerons Avatar blev skabt med Riefenstahls aldrig fuldførte dokumentarfilm Nuba i tanke. I stedet for Nuba kalder Cameron de naturtilbedende oprindelige stamme på Avatar for Navi.
Helt præcist, hvem er så disse Navi? Svaret på det sprøgsmål kan være meget mere kompromitterende end man rent umiddlbart kunne formode. Faktisk var det den jødiske historiker dr. Harold Brackman der bemærked, at det som foruroligede ham mest med Camerons Avatar, var at den havde lånt rigtig meget fra Savitri Devis Neo-Nazisme. Det var Savitri Devi der hjalp med til at ændre den nazistiske 'blod og jord' mytologi til en Neo-Nazi New Age miljøbevidsthed der lurer lige i baggrunden hos den moderne grønne bevægelse.
For yderligere at smide mere benzin på bålet kan nævnes, at James Camerons helt i begge film, Jake, er baseret på en karakter af Jack London. Dette betyder at social darwinismen og 'ødemarkens kalden' virkelig har betydning for James Cameron.
Det skal også påpeges, at mens nazisterne brændte Jack London's marxistiske socialistiske bøger, da blev hans eventyr og historier fra ødemarken ikke rørt. At Jack London også var en hvid racist kompromitterer yderligere sagerne. Således er det lykkedes James Cameron at give verden to seværdige film med Jack London og Leni Riefenstahl som stjerne, alt sammen smukt indpakket i grønne socialistiske temaer og pakket ind med romantisk træk af multikulturalisme, racisme.
Jack London
Helt sikkert forhåner James Cameron den mytiske Hitler takket være den moderne venstrefløjs marxistiske og socialistiske propaganda gennem 80 år, der netop fremhæver nazisterne som en ekstrem højrefløjsbevægelse.
På den anden side tror vi så på, at Cameron ikke vidste at Hitler blev kaldt "Avatar" af Savitri Devi i hendes Neo-Nazi Manifest fra 1958 med titlen "Lynet og Solen?" Sagt på anden vis, kan vi skifte fra New Ages oprindelige miljøbevidsthed for at sone for den racistiske politiske biologi ved den nazistiske fortid ligesom man slipper ud af et tidligere elendigt ægteskab? Mens James Cameron helt sikker mener det kan man, er kendelsen stadig tilgode vedrørende det økologiske spørgsmål.
Faktisk skrev Luc Ferry, forfatteren til "Den Nye Økologiske Orden" at vi "ikke må være blinde for eller have fordomme for ikke at kunne se det: Nazismen indeholder, af grunde som absolut ikke er tilfældige, begyndelsen til en ægte bekymring for at bevare 'det naturlige,' hvilket vil sige, endnu engang, 'de oprindelige folk.'" Ferry går derpå videre med at lave en overraskende vinkling mellem det ægte Nazi, og den moderne miljøkulturalisme, "som æstetikken af meninger om inderlig økologi, der også giver ny værdi til de primitive folk, folk i bjergene, eller de amerikanske indianere, den Nationalsocialistiske opfattelse af økologi der omfatter den holdning at Naturvolker, 'naturfolkene' opnår en perfekt harmoni med deres omgivelser og levevis. Dette er endog det allermest sikre tegn på deres levevis suverænitet fremfor den liberale verden med rodløshed og evindelig forandring. Deres kultur, der ligner dyrenes levevis, er en forlængelse af naturen."
Således er forskellen mellem Nationalsocialismen og en multikulturel national geografi ikke så stor en tankeændring, som mange vil vi formode.
Mark Musser is the author of "Nazi Oaks: The Green Sacrificial Offering of the Judeo-Christian Worldview in the Holocaust" and a commentary on the warning passages in the book of Hebrews called "Wrath or Rest: Saints in the Hands of an Angry God."
Andre spændende artikler af Mark Musser:
http://synopsis-olsen.blogspot.com/2011/06/islam-og-miljforkmpere-i-tt-samarbejde.html
http://synopsis-olsen.blogspot.com/2010/04/hitlers-grnne-drbermaskine.html
http://synopsis-olsen.blogspot.com/2011/03/nazi-teorien-bag-global-opvarmning.html
http://synopsis-olsen.blogspot.com/2009/12/de-grnne-i-historiens-lys.html
Ingen kommentarer:
Send en kommentar