Stemning fra Jerusalem 2011

Palæstinenserne fra 1967

Michael J. Totten

Sidste gang jeg besøgte Jerusalem mødte jeg en araber, der sagde han var klar til at dø i et atomholocaust sålænge bomben ødelagde Israel.

Hver gang jeg besøger landet, forsøger jeg at tale med arabere så jeg ikke kun hører problemstillingen fra jødernes side. Ikke at der kun er en jødisk holdning, selvfølgelig. Enhver der har blot den mindste opmærksomhed på Israel ved, som det er så velkendt  at landet er delt op i fraktioner. Det overvejende flertal af jødiske israelere er imidlertid enige om visse ting, og du skal enten tale med mennesker der er på den kugleskøre side af spektret, med radikale udenlandske aktivister, eller med palæstinenserne, hvis du vil høre noget anderledes. En palæstinensisk mand der bad mig citere ham som "Ghazi" skuffede mig ikke da jeg søgte efter noget der var anderledes.

Han sælger smykker i det muslimske kvarter i Jerusalems Gamle By, et sted jeg holder af at gå til engang i mellem for at snakke politik med butiksejerne. Det er ubetinget behageligt at sidde samme med dem, og de er meget interessante. De siger ikke altid det du forventer. Det gjorde Ghazi helt sikker ikke. 

Ghazi's butik i Jerusalem

Skønt nogle af dem ikke ønsker at tale om politik selvom jeg fortæller dem jeg er journalist. Det er ikke deres opgave. Det er ikke derfor de befinder sig der.

Den første mand jeg talte med på min seneste rejse rystede på hovedet da jeg bad om et interview. Han sad udenfor på trappen til sin butik og lignede en mand der krøb sammen mens han lod en storm passere.

“Kan du i det mindste ikke fortælle mig, om den politiske situation er god eller dårlig?" sagde jeg.

"Den er dårlig," sagde han, men han ville ikke uddybe. "Der er nogen her rundt omkring der vil tale med dig," sagde han mens han blinkede afværgende. 

Måske følte han sig overvældet af de zionistiske-imperialistiske kolonisatorer. Måske var han skuffet over sine medpalæstinenserne og deres evige afvisninger. Han kan have haft forskellige bevæggrunde, nogle jeg ikke kunne regne ud. Jeg aner det ikke, men uanset hvad det var, ville han ikke fortælle mig det.

Ghazi, sagde dog at jeg måtte komme til det rigtige sted da jeg spurgte om vi kunne tale politik. Jeg gjorde det klart, at jeg ikke ønskede at han skulle fortælle mig, hvad han mente amerikanere ønskede at høre. Enhver journalist der ønsker at bære titlen med værdighed kan regne ud at det er netop det der sker i masser af tilfælde i Mellemøsten, og det skal bare tages i betragtning. Jeg ønskede at vide hvad Ghazi virkelig tænker, og det sagde jeg.

“Lov mig du ikke bliver vred på mig," sagde han.

Det muslimske kvarter i Jeruslams gamle bydel

“Jeg har arbejdet i denne region i årevis," sagde jeg. "Jeg har hørt det hele. Så nej, jeg bliver ikke vred, og vil ikke tage det som noget personligt."

“Lov mig det," sagde han igen. Det han absolut ikke havde brug for som butiksejer, der lever af turister, var en amerikaner der råbte af ham i hans butik. 

“Jeg lover dig jeg ikke bliver vred," sagde jeg og grinte. Jeg kunne godt lide den vej situationen var ved at tage, og at han var nervøs. Han forberedte sig på at være ærlig.

“Og du er sikker?” sagde han. “Jovist,” svarede jeg. "Jeg er journalist og jeg har hørt det hele. Der er ingen mening i at tale med dig, hvis du ikke er ærlig overfor mig.

"OK," sagde han lettet. "Så vil jeg fortælle dig hvad jeg har på sinde."

Cirka 20% af Israels borgere er arabere. Ulig deres brødre i regionens flygtningelejre blev de i Israel efter den jødiske stats Uafhængighedserklæring fra det post-osmanniske Britiske Mandat, og de blev derfor statsborgere. Nogle mennesker omtaler dem som palæstinenerne fra 1948, og de er politiske og kulturelt anderledes end palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza, de fleste af dem vil med tiden blive indbyggere i Palæstina fremfor Israel.

De israelske arabere får utrolig lidt opmærksomhed i medierne og som en følge heraf bliver de i det store og hele ignoreret og glemt udenfor Israel. Der er en tredje gruppe, blot nogle få hundredetusinde i antal, der får endnu mindre opmærksomhed end Palæstinenserne fra 1948, og det er dem som jeg tænker på som Palæstinenserne fra 1967.

Jeg henviser her til de arabiske indbyggere i Jerusalem. Som Israels arabere fik de tilbudt statsborgerskab, men denne gang i kølvandet på 1967 krigen, fremfor 1948 krigen. I juni det år besatte Israel af forsvarshensyn Vestbredden fra Jordan og Gaza Striben fra Egypten, men man annekterede aldrig områderne. Begge forblev de indenfor Israels grænser ikke kun ifølge det "internationale samfund," men også ifølge den israelske regering.

Israel annekterede imidlertid formelt de tidligere jordansk besatte dele af Jerusalem. Alle der boede i de kvarterer på den tid var arabere fordi Jordan etnisk havde udrenset de jødiske indbyggere da man gennemførte erobringen af den østlige halvdel af byen i 1949. Det sejrende Israel ville ikke etnisk udrense nogen, skønt ved at annektere Østjerusalem annekterede man samtidig dets befolkning, og palæstinenserne dér blev tilbudt statsborgerskab af Israel.

Hus i Jerusalems Gamle By.

Nogle accepterede det med glæde men de fleste afviste det. Ulig palæstinenserne af 1948 var de ikke interesseret i at bo i Israel. De sagde nej til tilknytningen og derfor til statsborgerskabet. Da Israel ikke ønskede at påtvinge statsborgerskab på de modvillige, erklærede regeringen dem "indbyggere i Jerusalem," og gav dem dem de samme identifikationskort som israelerne benytter, og gav dem alle statsborgskabets rettigheder. Det eneste de ikke kunne var at stemme til Knesset, det israelske parlament, det først når de havde ansøgt om statsborgerskab.

På det seneste har flere og flere af Jerusalems palæstinensere taget imod Israels tilbud. Antallet var i årtier kun en brøkdel, men er blevet dramatisk forøget nogle få år efter den 2. Intifada.

“I nogle og fyrre år," forklarer historikeren Yaacov Lozowick mig, at "mellem 1967 og til midt i 2000, nød de at have denne 'limbo' status. De stemte endog ikke til kommunalvalg, skønt de havde ret til det. De var i stand til at stemme i palæstinensiske valg, og de fleste af dem udnyttede heller ikke denne ret. De stemmer ikke, fordi de ikke ønsker af stille sig på den ene eller anden side."

Historikeren Yaacov Lozowick

Det må være endog yderst vanskeligt, for i det mindste nogle palæstinensere der bor i Israel. De sympatiserer naturligvis med deres med palæstinenserne i det overordnede. Hvordan skulle de noget andet? Og dog nyder de alle goderne ved at bo i Israel, goder de øjeblikkeligt ville miste hvis de kom under palæstinensisk suverænitet.

"Deres levestandard er betragteligt højere end palæstinenserne på Vestbredden," sagde Lozowick. "Den er lavere end på byens vestside, men den er på vej op. Og folk der deltog ikke i den 2. Intifada. De har en fuldstændig anderledes opfattelse end palæstinenserne på Vestbredden. Og i de sidste tre år, har der været en stadig stærkere bevægelse blandt dem om at opnå det fulde israelske statsborgerskab. 12 - 15 tusind har fornylig udfyldt papirerne. Og cirka 20 tusind er allerede blevet israelske statsborgere. Antallet vokser hele tiden.

"Der er et enormt socialt og politisk pres på dem fra palæstinenserne i Vestbredden," fortsatte han, "om ikke at gøre det fordi alle anerkender, at hvis antallet af arabere i Østjerusalem når et kritisk punkt med israelske statsborgere, så vil Israel ikke være i stand til at dele Jerusalem. Hele byen ville være med israelske statsborgere."

Manden jeg mødte som kaldte sig Ghazi, er helt sikkert ikke en af palæstinenserne fra 1967, der ønsker at blive i Israel.

"Hele processen er uden mening," fortalte han mig i baglokalet af sin guldforretning. "Israel har hele Jerusalem med amerikansk støtte. Hvor er vores stat? Hvor er vores frihed? Alle andre har en stat. Det internationale samfund bekymrer sig mere om dyrenes rettigheder end om palæstinensernes."

"Er du interesseret i en 2 statsløsning," spurgte jeg, "eller tage hele det historiske Palæstina tilbage fra israelerne?"

“Israel har 80% af Palæstina," sagde han. "Jeg vil godt indgå komprimis om 1967 grænserne skønt jeg ikke bryder mig om det, fordi hvis jeg ikke indgår på kompromis om 1967 grænserne får jeg ingenting."

Den første gang jeg vandrede ind i Den Gamle By for at interviewe arabere mødte jeg en helt anden form for  palæstinenser, en type Lozowick fortalte mig om, ved navn Samir.

"Når der med tiden kommer en 2 statsløsning," sagde jeg, "ønsker du da at bo på Israels- eller på Palæstinas side?"

"Israels side!" sagde han med det samme og med kraftig betoning som om der ikke var nogen anden svarmulighed. "Ingen af os ønsker at have noget med den Palæstinensiske Selvstyreenhed at gøre. De er helt umulige. De er ikke ærlige. Man kan ikke indgå aftaler med de mennesker."

"Er israelerne ærlige?" spurgte jeg.

"Nej," sagde han. "Men de er bedre. Hvilken side ville du helst bo på?"

Ghazi, havde dog ingen interesse overhovedet i at bo i Israel under nogen omstændigheder. "Selvfølgelig vil jeg helst bo i en palæstinensisk stat!" sagde han.

Jerusalems Gamle By kan en dag blive delt mellem Israel og Palæstina. Ehud Barak, tilbød at give palæstinenserne 3 af deres 4 kvarterer mens han kun ville beholde det Jødiske Kvarter for Israel. Yasser Arafat fremfor at gå ind på aftalen igangsatte krigen med selvmordsbombere. Bill Clinton gjorde det klart for Arafat at hvis han afvist tilbudet ville han ikke få endnu en chance, men palæstinenserne blev tilbudt noget lignende af Israels premierminister Ehud Olmert, og en skønne dag kunne deres ledere være tilbøjelige til at sige ja.

Jeg ønskede at vide, hvad det kunne betyde for mig som amerikaner. Jeg havde netop gået rundt i det muslimske kvarter fra den tyske koloni på den jødiske side af byen. Skulle jeg en skønne dag have brug for et visa for at foretage samme rejse? Ville en grænse mellem Israel og Palæstina endog være åben? Ingen kan krydse grænsen mellem Libanon-Israel, og kun en håndfuld hellige Drusiske mænd kan krydse grænsen Syrien-Israel.

“Når jeg kommer her på besøg," sagde jeg, "vil jeg hurtigt være i stand til, og med lethed krydse grænsen fra Israel til Palæstina, eller vil der være en uigennemtrængelig grænse som den oppe i nord ved Libanon?"

En tunnel i Jerusalem's Gamle By

“Du vil kunne gå rundt her," sagde Ghazi. "Det vil ikke være som Libanon. Libanon, ligesom Jordan er mændenes land. Hezbollah kæmper for deres rettigheder meget bedre end vi gør. Hezbollah er mere ærlig end jeg. Jeg bekymrer mig udelukkende om penge."

Jeg ville ikke skændes med ham, men han handler med mennesker for at tjene til livets opretholdelse, og kunne se på mit ansigt, at jeg var skuffet over hans ros til Hezbollah.

"Der kan ikke være en ægte fred med Israel eller med jøderne, tro mig," sagde han. "Du drømmer om fred, men der vil aldrig blive fred."

"Men du har netop haft jødiske kunder i din butik," sagde jeg, "og du var venlig overfor dem."

"Javist," sagde han, "det er fordi jeg kan bruge deres penge, og er ligeglad med om de er jøder. Hvis det var en Hezbollah butik, ville man bede dem forlade butikken."

Han beundrer Hezbollah, men er ikke nødvendigvis villig til at efterligne dem eller flygte og slutte sig til Hamas som en kriger eller selvmordsbomber.

"Jeg ønsker ikke at slås," sagde han. "Jeg vil bare hare mine rettigheder."

Han kunne opnå den endelige ret til israelsk statsborgerskab - ret til at stemme på medlemmer til Knesset - blot ved at udfylde papirerne, men det er ikke hvad han mente. Han talte ikke om individuelle rettigheder, der findes i langt højere grad i Israel end i noget andet land i området. Nej, han henviste til samfundsrettigheder, hans samfunds ret til at være suveræn, i det mindste i den del af Det Hellige Land.

"Du lyder ikke særlig optimistisk," sagde jeg.

"Der vil aldrig blive fred her," sagde han.

"Der er da stille og roligt her," sagde jeg.

En stille gade i Jerusalems Gamle By

"Jo," sagde han, "fordi vi ikke kæmper. Hezbollah kan dog. Israel er ikke klar til at kæmpe mod Hezbollah. Israelerne kunne invadere Syrien, og spise frokost i Damaskus imorgen, men de kan ikke slå Hezbollah."

Selvom om han selv er Sunni bekymrede ham det ikke det mindste da jeg mindede ham om at Hezbollah er Shia, der invaderede Sunni delen af Vestbeirut i 2008.

"Hezbollah er mere ærlig end jeg," sagde han.

"Hvordan det?" spurgte jeg.

"De vil kæmpe," sagde han, "og de vil dø for det de tror på. Jeg tænker på min butik og på at forsørge min familie, mine børn."

Jeg er ikke så sikker på, at det er præcis ordet "ærlig" han ledte efter. Måske er det han mente, at Hezbollah krigerne er mere ægte overfor sig selv end han er.

Amerikanske modoprørsofficerer under kommando af General David Petraeus hjalp middelklassens butiksejerne med mikrohjælp for netop at forvandle mulige radikale oprørere til folk som Ghazi. Irakere med familier og en indflydelse på økonomien, de med ansvar og noget at miste, er langt mindre tilbøjelige til at ville kæmpe eller tolerere kamphandlinger.

Jeg havde brug for at vide, hvor mange af Jerusalems palæstinensere der hemmeligt eller ikke-så-hemmeligt havde holdninger som Ghazis sammenlignet med de med mere moderate opfattelser. Med kun nogle få undtagelser har nogen af dem næppe forpligtet sig til terrorhandlinger, men kunne de gøre det i det værst tænkelige scenario? Hvad nu hvis der kom en 3. Intifada? Kan Jerusalems arabere da opføres sig som fuldstændig neutrale?

Blot ved at tale med tilfældige arabere i den østlige del af byen ville jeg ikke kunne finde ud af det. Derfor mødtes jeg med Hillel Cohen, en israeler der kender de palæstinensiske indbyggere i Jerusalem bedre end de fleste. Han har været journalist men er nu forelæser på universitetet. Han har skrevet et antal bøger, og hans nyeste er en engelsk oversættelse The Rise and Fall of Arab Jerusalem, hvor han beskriver palæstinensisk politik i byen, især siden Oslo Aftalen, men også under og efter den 2. Intifada. 

“Du er derfor ekspert i den arabiske del af byen" konstaterede jeg.

"Efter israelske øjne, ja," sagde han.

"Hvad med arabiske øjne?" spurgte jeg.

"De siger jeg er ekspert i israelske emner," lød svaret.

Jeg kluklo.

"Næ, nej, jeg mener det alvorligt," sagde han. Jeg skrev en klumme for nogle år siden om israelske forhold. Og selvfølgelig kender en person der lever i et samfund sit samfund bedre end så mange andre udenfor."

Derfor kender han det palæstinensiske samfund langt bedre, end jeg gør, og jeg håbede han kunne forklare mig på Vestens sprogbrug.

"Er det sandt," sagde jeg, "at den Arabiske Nationalistiske Fløj af den palæstinensiske bevægelse i Jerusalem er mere eller mindre færdig?

"Nej," sagde han, "men den er svækket. De er meget svagere end den nogensinde har været. De er isolerede. Palæstinenserne i Jerusalem, herunder medlemmer af nationalistbevægelse er rent fysisk adskilt fra selve hovedbevægelsen af palæstinensere på Vestbredden. Mange af dem er ikke tilknyttet politik. De er dog ikke mindre knyttet til palæstinensisk ideologi, men de er langt mindre tilbøjelige til at praktisere den."

"Hvad er så den førende politiske tendens blandt Jerusalems arabere?" spurgte jeg.

"Passivitet," svarede han. "De er passive. Det er faktisk sandt for de fleste mennesker i de fleste samfund, men her kan det ses og føles. De plejede at være ekstremt politiserede, men nu er de det meget mindre."

Jeg ved han har ret. Næppe nogen af Jerusalems arabere har deltaget i den anden Intifada, og de omgås høfligt og fredeligt med israelske jøder hver dag i Den Gamle By, og i de tilstødende områder hertil.

Det historiske område i det centrale Jerusalem set fra Syd

"Der har været en udvikling hen mod en ny identitet," sagde han. "De har en separat identitet indenfor den større palæstinensiske identitet. Der er mange under-identiteter. De kan vlrke kristne, israelske, fra Gaza, fra Vestbredden og fra Diaspora. Nu er der så en Jerusalem-palæstinensisk identitet."

Der har været megen røsgslør over den kendsgerning at en palæstinensisk identitet faktisk ikke eksisterede før skabelsen af staten israel, og det er sandt, men det betyder knap nok at den ikke eksisterer idag. Den jordanske identitet er også ny i verden og står i kontrast med den palæstinensiske identitet, der sameksisterer i det samme land. (Og en kæmpeprocentdel af de jordanske indbyggere er palæstinensere.) Og det er på samme måde sandt, som Cohn påoeger, at der er under-identiteter herunder den jordansk-palæstinensiske som han glemte at nævne.

Jerusalems palæstinensere er for eksempel meget anderledes en palæstinenserne i Hebron, der fysisk må holdes borte fra de jødiske bosættere i byen med skrækindjagende sikkerhedsforanstaltninger.

En  mur adskiller jøder og arabere i Hebron

Jøderne og araberne dér har intet med hinanden at gøre, heller ikke med rent praktiske gøremål. Hebron har den mest benhårde del af de jødiske bosættere, den berygtede Baruch Goldstein der massakrerede 29 palæstinensere i Patriarkernes Grav i 1994, og et antal voldelige rejektionister på den palæstinensiske side, herunder en snigskytte der skød en baby i en barnevogn gennem hovedet. Hebron er mørkt, voldeligt og hadfyldt mens Jerusalem til sammenligning er en lysets by på bakketoppen.

"Der er mange forskellige strømninger i det samfund," sagde han, "men dette gælder også mange enkeltindivider. Der er to anderledes politiske fraktioner blandt palæstinenserne og du kan høre det samme fra de samme mennesker. En vil fortælle dig at jøderne bør dræbes fordi de er fjender af Gud, at de ingen rettigheder har her, og så videre. Men næste dag vil han sige vi er alle brødre, vi skal bo her sammen i Det Hellige Land. Jeg hører det fra de samme mennesker."

"Hvad får du ud af alt dette?" spurgte jeg.

"Jeg forstår det ikke," svarede han, "hvis de siger det ene til den ene person og noget andet til den næste, se det kan jeg forstå. Jeg har ingen forklaring på, hvorfor jeg hører så anderledes udtalelser fra den samme person. Kulturen har dog to forskellige lærer. En med fred og en med kamp, en med menneskerettigheder, og en med ...jeg aner det ikke."

Den eneste forklaring jeg kan komme på, er at de har to modsatrettede opfattelser, men dog oprigtige, i deres hjerter og deres sind på samme tid. De fleste mennesker har noget blandede følelser om visse ting, og det kan kun give mening at en palæstinenser der bor i Israel, og har næsten de samme rettigheder som israelske jøder, kan blive trukket i modsatte retninger i langt højere grad end de fleste andre.

"Mener du de er oprigtige når de siger modsatrettede ting?" spurgte jeg Cohen.

"Jovist," sagde han.

"Har du nogensinde stillet spørgsmål om dette?" ville jeg vide.

"Ja, selvfølgelig," sagde han.

"Hvad svarer de så?"

"Ikke noget der er værd at huske på," sagde han. "jeg kan ikke huske noget helt specifikt. Jeg blev klar over det for mange år siden. I begyndelsen var jeg selvfølgelig for ængstelig til at spørge, men da jeg så fik begyndt med de mennesker jeg kendte bedst da måtte jeg holde op igen. De er forvirrede, men de har faktisk intet interessant at sige om det. De vil sige noget lignende, 'Ja, vi ved det godt, det er Islam, det er skrevet i vor bog, derfor skal vi sige det, men vi mener det ikke altid.' De vil også sige 'i Islam kan man også finde andre ting, ikke kun at vi skal dræbe jøderne.'"

Han ønskede at vide, hvorfor jeg kom for at lære om araberne, hvilket er et ganske godt spørgsmål. Jeg har en god grund. 

"Fordi du fortæller mig ting og sager som de ikke vil fortælle dig," svarede jeg.

"Det er fordi de fortæller mig ting som de ikke vil fortælle dig," sagde han.

"Præcis," sagde jeg.

"De vil dog fortælle dig om jøderne," sagde han. "De vil fortælle dig mange interessante ting. De ville gerne sige 'Hold op med at benytte muslimsk blod i din Matzoh' ved deres demonstrationer, men blev ikke godkendt af komiteen for Isrels venstrefløj." Han lo. Han er en lun fætter selv når interviewet er alvorligt. jeg aner ikke om han lavede sjov med i halvdelen af sætningen, eller kun den sidste del.

Haifa's Tyske Koloni set fra Bahai Haverne. Babs skrin (nederst til højre) var dækket til da jeg var der

Jøderne og araberne er integrerede i Haifa. De bor i de samme kvarterer, hænger ud på de samme caffer, og går til de samme fester. Mennesker på begge sider af det etniske og religiøse skel er stolte ove den kendsgerning at de har overvundet de fleste af deres forskelle. Der er et sameksistenscenter der som jeg vil besøge næste gang.

I Jerusalem er relationerne noget køligere. De er ikke iskolde, og de er helt sikkert ikke fjendtlige med vold til følge som de er i Hebron, men hvert samfund holder sig for det meste for sig selv. Jeg ser næsten ingen arabere i jødiske restauranter eller vice versa, udenfor Den Gamle By.

Det jødiske Vestjerusalem

"De eneste relationer er på steder, hvor jøder og arabere arbejder sammen," sagde Cohen. "Du finder ofte gode relationer blandt arbejdskolleger, men det beytder ikke at de holder af hinanden eller at det har nogen politisk betydning. Når palæstinensere taler om perioden før 1. Intifada, siger de vi plejede at arbejde sammen. De siger vi plejede at have mange jødiske venner, de plejede at komme til vore bryllupper. Og det er slut. Der er mange tilfælde som dette, især med den lavere middelkalsse i israel, eller med Mizrahi jøderne. Det er lettere for dem end for den højere middelklasses Ashkenazi jøder."

Et jødisk kvarter i Jerusalem

Jeg kan ikke lade være med at overveje om ikke den arabiske del af byen aldrig vil blive integreret med den jødiske. Der eksisterer kun meget få venskaber der krydser denne civilisationsgrænse. Bortset fra  Den Gamle By er der næppe nogen der krydser over til den anden side medmindre de arbejder der, hvilket også er sjældent. Det synes om om Den Arabiske Del slet ikke eksisterer. Beirut er delt ved religionen, med kristne på den østlige side og muslimer på vestsiden, men det er dog stadig en samlet levende by sammenlignet med Jerusalem.

"Jøderne og araberne finder dog så fint sammen i Haifa som det er kendt," sagde jeg. "Jeg hører hele tiden det. Hvorfor tror du de to grupper er mere adskilte her?"

"I Haifa," sagde han, "er araberne israelske statsborgere. Palæstinenserne i Jerusalem er ikke. Jeg tror ikke de kan have et godt indbydes forhold hvis de ikke er lige. Det er en grund. Palæstinenserne i Jerusalem er også, i det mindste ifølge det der siges, i en kamp om uafhængighed. Palæstinenserne i Haifa kæmper ikke for uafhængighed, de kæmper for lighed indenfor Staten Israel. Det er meget lettere for dem."

Et israelsk vagttårn over den palæstinensiske by Bethlehem

De palæstinensiske indbyggere i Jerusalem har ikke lov til at stemme til Knesset medmindre de har statsborgerskab men de kan stemme i Jerusalems kommunalvalg. Kun meget får gør det imidlertid.

"Hvorfor stemmer de ikke?" spurgte jeg Cohen.

"De bryder sig ikke om at stemme," sagde han. "De sender heller ikke breve med posten. De bryder sig ikke om at lægge kuverter i postkasserne." Han lo af sin egen vittighed. Jeg smålo også, delvist fordi det er sjældent nogen fortæller vittigheder når jeg optager et interview. "Men alvorligt talt, så har de ingen grund til at stemme."

"Men de kunne stille deres egne kandidater op og stemme på dem og få repræsentation i regeringen hvis de ikke bryder sig om at blive regeret af jøderne."

"Det ville være forkert, politisk set, fra deres perspektiv," sagde han.

"Hvad der deres politiske retning?" spurgte jeg. "Er der endog en retning?"

"Nej, det er der ikke." lød svaret.

"Hvilken fraktion er den største?"

"Jeg ved det ikke, Man skal have nogle undersøgelser, og man skal stille de rigtige spørgsmål. Det er meget vanskeligt. Hvis du spørger dem om de hellere ville have 1967 grænserne eller et islamisk Kalifat, så vil intet af det komme til at ske. Men tendensen er imod væbnet kamp i Jerusalem. Det betyder ikke at problemet snart vil blive løst, men jeg tror det fortsat vil være det fremherskende. Jeg mener det er meget vanskeligt at være palæstinenser i Jerusalem."

"Hvad forventer du vil ske i Jerusalem? spurgte jeg. "Hvad er dit gæt om situationen om f.eks. 50 år?"

"En krig," svarede han. "En form for fred. Nogle forhandlinger. Det sædvanlige." Vi lo begge. Det er mere eller mindre det som alle i Mellemøsten tænker.

"Hvad mener du den israelske regering burde gøre?" sagde jeg.

"Regeringen burde gå af," sagde han.

"Jeg mener ikke Nethanyahu regering i sig selv, jeg mener regeringen som et hele." sagde jeg.

"Det gør jeg også," sagde han, "og ikke kun i Israel."

Vi lo  begge. Men en mand der ikke synes noget af dette er morsomt er Ghazi tilbage i Den Gamle By.

Ghazi gav mig et glas vand og en stol og lod mig sidde bag disken hos sig, men bad mig venligt om at lade ham arbejde når der kom kunder i butikken. Jeg hørte ham tale arabisk, fransk, engelsk og russisk med forskellige kunder. Da jeg spurgte, hvor mange sprog han kendte til, sagde han at han også taler italiensk.

På et tidspunkt kom en meget grov og agressiv fransktalende ind i butikken. Ghazi's blodtryk steg, og snart råbte de to mænd til hinanden om hvad et halsbånd burde koste. Kunden truede med at tage halsbåndet for 200 shekels. Ghazi greb ham hårdt i armen og skubbede ham fysisk ud på gaden. "Forsvind! råbte han. "Ud af min butik!"

Han var blodrød i ansigtet, drak noget koldt vand og blev rolig.

"Hvor kom vi fra?" sagde han.

"Vi diskuterede politik," sagde jeg, "lad mig spørge dig om hvad du mener om Barack Obama."

"Jeg vil skære min hånd af, hvis Obama kan skaffe fred i dette land," sagde han. "Det kan han ikke. Og når han er borte vil det være det samme med den næste præsident. Obama er på Israels side. Jeg aner ikke om det er på grund af Israel lobbyen eller hvad, men han vil aldrig tvinge Israel til at give os en stat."

"Alle vore tidligere præsidenter," sagde jeg, "herunder Bill Clinton og George W. Bush, støttede en palæstinensisk stat."

Han afviste det med en håndbevægelse.

"Hvad med Israels tilbagetrækning fra Gaza?" spurgte jeg.

Igen viftede han afværgende.

Så spurgte jeg indtil Barak's og Clintons tilbud om en endelig aftale i 2000, der ville have givet palæstinenserne hele Gaza, næsten hele Vestbredden og dele af Jerusalem, herunder de muslimske, kristne og armenske kvarterer i Den Gamle By.

På tagene over Jerusalems muslimske kvarter

“De ville ikke give os moskeen," sagde han.

“Al Aqsa Mosque?,” sagde jeg.

"Ja, moskeen," sagde han.

"Israelerne har ikke ønske om at beholde moskeen," sagde jeg, "De ønsker blot at beholde Templets Vestlige Mur."

"Jeg håber Iran får bomben," sagde han. "Så bliver vi lige."


"Tror du ikke det vil gøre Mellemøsten endnu farligere end det allerede er?" spurgte jeg.

"Jeg er klar til at dø," sagde han. "Hvis Israel kan blive ødelagt, er jeg villig til at dø."

Ghazi er muligvis en del af et politiske mindretal blandt de palæstinensiske indbyggere i Jerusalem. Men hvor mange der bor på vestbredden og Gaza tænker som han?


"Jeg er ikke klar til at dø" sagde jeg. "Og jeg ønsker ikke at dø her."

Så lagde han sin hånd på min arm og sagde, "så bør du rejse tilbage til dit land."

Michael Totten

http://pajamasmedia.com/michaeltotten/2011/06/19/the-palestinians-of-1967/