Militær grundregel giver succes

Guds Vilje i en militær maksime

W. Thomas Smith, Jr.

For år tilbage skrev jeg en klumme med titlen "Åndelighed og militærtjeneste," hvori jeg skrev at det at tjene i militæret på en måde er, at sammenligne med en religiøs oplevelse.

Jeg skrev dengang, "Det er vigtigt at det er således." For at være en god soldat er det trods alt nødvendigt at man antager soldatermæssige dyder (de 'religiøse' uhåndgribeligheder som - loyalitet, pligt, respekt, uselvisk tjeneste, ære, integritet og personligt mod), fordi soldater i kamp har at gøre med de tyngende ansvar vedrørende liv og død. Hvem leder? Hvem følger? Hvem lever? Hvem dør? Hvorfor?

Dette slægtskab mellem åndelighed og militærtjeneste har eksisteret som det legendariske hjerte-og-sjæl ved alle indsatsstyrker siden begyndelsen af nedskrevet militærhistorie - med alle krigsdeltagere der troede, at Gud var (eller er) på deres side, og Napoleon der morede sig med at "Gud er på den side som har de største kampbataljoner."

Det jeg ikke behandlede i klummen var at forbindelsen mellem åndeligheden og militærtjeneste også kan ses og værdsættes i lyset af, hvordan vi - på en meget personlig, måske grundlæggende vis, - kommer på tværs af menneskets faldne korrupte natur. Med andre ord, hvordan relationen mellem åndelighed og militærtjeneste giver os styrken til at overvinde den særlige soldatermæssige drivkrafts faldgruber - den vi kender som ambition.

Misforstå det nu ikke, en god soldat skal være ambitiøs (i en begrænset grad). Ambition er en afspejling af hans konkurrencemæssige natur, og uden den, har han ingen indre 'ildkraft'  til at vinde.

Ligesom ild er nødvendig for livet, er ambition nødvendig for at give næring til konkurrencen. Men som ild, kan ambition hurtigt komme ud af kontrol, begynde at fortære de førnævnte soldatermæssige dyder og til sidste gøre mere skade end gavn.

Denne drivkraft (eller ambition) skal tempereres.

Som middel til at temperere denne drivkraft har vi således en militær grundregel: Først missionen, derpå mændene, til sidst mig selv. Det er en enkel og dog fuldkommen formel, der ikke kun sikrer den største mulighed for at få succes i en given mission, men den anerkender vigtigheden af den personlige drivkraft, og dog holdes denne under kontrol. 

Efter min mening, er missionen og mændene (begge skal sættes først) alt ved Guds eget design.

Problemet er, at selvom vi alle forstår dette, forsøger vores faldne natur at føre os ud af et sidespor hen imod den skrækkelige selvviskhed - da ambitionen begynder at koge over til det punkt, at den militære leder bliver opslugt af ønsket om at blive værdsat og anerkendt. Dette er ikke godt for en militær leder.

Grundreglen - et værktøj der skal anvendes i ethvert øjeblik i sund militær ledelse - beskytter den militære leder fra sig selv. Grundreglen minder den militære leder om, at han altid skal sætte missionen som nummer et, og derpå tage vare på mændene. Det betyder ikke at mændene indtager bagsædet i missionen. Faktiske holder mange af os af at sige, "Missionen først, mændene altid."

Når vi ser på grundreglens "mig" element forstår vi at "mig" sidder på bagsædet i missionen og i forhold til mændene. Som U.S. Marine Generalmajor James E. Livingston, besidder af Medal of Honor, engang fortalte mig, "Mig" delen af grundreglen skal fjernes langt væk fra missionen og mændene."

James Everett Livingston

Men den militære leder skal aldrig fortolke "mig" - som værende distanceret fra "missionen og mændene" - til at mene, at han skal se bort fra sig selv. At se bort fra "mig" ville være ligeså uansvarligt som at sætte det ind i en jævnbyrdig status med missionen og mændene.

Den bedste fortolkning af "Missionen først, mændene altid" burde være at lederne spiser sidst og de sætter missionen og deres folk først.

Dette er ikke en fuldkommen grundregel for succes, det er en enkel retningslinje for at leve retskaffent. Det er - tror jeg - en af de få artikulerede udtryk for Guds fuldkomne vilje. 

Gud ønsker af os, at vi altid tjener missionen og mændene. Og Djævelen selv (jo, jeg ved det er umoderne i dag at henvise til Djævelen i en alvorlig kommentar) forsøger at forstyrre eller ødelægge Guds Vilje ved at kræve at vi giver det selviske "mig" den samme opmærksomhed som vi giver missionen og mændene.

Men vi ved det er forkert.

Dette er endnu en grund til at jeg elsker militæret. Forkert og rigtigt står så tydeligt i kontrast til hinanden. Præcis som mod (i dens mange former) og kujoneri. Offer og selviskhed. Sandhed og usandhed. Godt og ondt.

I militæret kan vi ikke undgå disse antiteser. Hvilket er grunden til at den store svenske kampkaptajn Gustav Adolf i 1639 sagde, "En god kristen vil aldrig være en dårlig soldat."

Faktisk begynder vi her at se Guds Fuldkomne Vilje i en simpel militær grundregel.

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor W. Thomas Smith Jr. is a former U.S. Marine rifle-squad leader and counterterrorism instructor, who writes about military/defense issues and has covered conflict in the Balkans, on the West Bank, in Iraq and Lebanon. Visit his website at uswriter.com.

http://www.familysecuritymatters.org/publications/id.10098/pub_detail.asp