Rhodesias Uafhængighedsdag

Hip, Hip, Hurrah. Rhodesias Uafhængighedsdag        

H. W. Crocker, III
       
Ian Smith​ opnåede at se alle sine dystre forudsigelser gå i opfyldelse.
       

Den 11. november 1965 underskrev premierministeren for den britiske koloni Rhodesia sit lands ensidige Uafhængighederklæring, og dermed fødtes en ny nation der temmelig heroisk ville søge at opretholde sin livsstil i de næste 15 år.  Den livsstil var ikke - som kritikerne var så hurtige til at hævde - baseret på racisme, men på frihed, den frihed der blev forundt Rhodesia af Det Britiske Imperium. Den var den frihed der gik tabt ved Rhodesias tranformation til Robert Mugabes Zimbabwe. Det er en transformation som selv vi som amerikanere kan lære af.  

Faktisk grundlagde rhodesierne deres Uafhængighedserklæring på vores, skønt de på charmerende vis genbekræftede deres troskab overfor dronningen. Da de anså sig som “mere britiske end briterne,” gav de meddelelse om deres uafhængighed på Remembrance Day, den dag der markerede afslutningen af 1. Verdenskrig (som vi markerer som Veterans Days) for at minde Storbritannien om at da hun kæmpede med en enorm omkostning i forsvaret af friheden, for lov og orden, og små nationers rettigheder, havde Rhodesia været på hendes side.

I 2. Verdenskrig havde Ian Smith selv fløjet Hawker Hurricanes og Spitfires for RAF. En flyulykke havde molestreret hans ansigt, (hvilket krævede omfattende plastickirurgi) og efterladt ham med adskillige alvorlige skader som det tog måneder at komme over. Han vendte tilbage til tjenesten, blev skudt ned over Italien og det lykkedes ham til sidst at flygte tilbage til  de Allieredes linjer. 

Langt mere end det, rhodesierne havde gjort det som er menneskets formål -- de var draget ind i ødemarken, og havde været i stand til at genskabe deres civilisation. Samtidig med de havde et ry for at være friluftselskende ølsvingende charmetrolde, vurderede den store rhodesiske forfatter Peter Godwin og Ian Hancock, i deres klassiske studium om Rhodesia ‘Rhodesians Never Die’ “at muligvis havde ingen andre forflyttede engelsk-talende gjort mere - med de samme ressourcer - for at genskabe og praktisere deres hjemlands kultur.”

Det er et spørgsmål der er værd at stille os selv: Hvor mange af os ville kunne hakke os vej ind i junglen og genskabe United States? Des mere kulturelt pessimistisk, eller des mere forkærlighed for multikultur -  og man kunne da undre sig over om det mon alligevel ville være noget særlig godt.

Rhodesierne tvivlede ikke -- eller havde kun få. De var så tillidsfulde til deres civilisation, at de var villige til at udholde international udelukkelse. De var så sikre på at de stod på den rigtige side i historien, og så  forsikrede om deres kampiver at de ganske frivilligt sendte tropper til Vietnam (et tilbud som den noget flove Lyndon Johson administration nægtede at tage imod).

De var så sikre, at de ofrede deres sønner og befæstede deres farme i den afrikanske bushkrig der fik det til at gyse hos lænestolseventyrerne hos læserne af Soldier of Fortune magasinet, der solgte “Vær Mand blandt Mænd, Rhodesian Army” T-shirts taget fra en rekrutteringsplakat i Rhodesia.
 

Smith troede på at en-mand, en-stemme betød frie valg  -engang. Han var uvillig til at underlægge sit land kaos, socialisme, vold og diktatur som han var sikker på ville være en følge af valg med grundlag i en universel stemmeret (der, som han påpegede, ville medføre vanskeligheder som kritikere i Vesten med sandsynlighed ikke ville tage hensyn til: For eksempel, hvordan man mest akkurat registrerede vælgerne når de flest afrikanere født på lande ikke havde nogen fødselsattester).  

Smith var omhyggelig med at få støtte af landets høvdinge, han fastslog at hans mål var evolution ikke revolution på vejen frem mod at udvide stemmeretten (der var knyttet til indkomst og ejendoms kvalifikationer) og han bekræftede at han ikke ville sætte Rhodesias valg med mange partier, den frie presse, de uafhængige domstole og den fri økonomi, på spil ved et massevalg der ville kunne betyde en ende på alt dette. 

Til sidst indgik briterne så en aftale. Lord Carrington og næsten alle de andre delegerede ved den såkaldte Lancaster House Agreement i 1979, var overbevist om at Robert Mugabe, anset som den mest radikale af de kommuniststøttede oprørere ville blive besejret i valget i 1980. Ian Smith havde en helt anden opfattelse. Han var sikker på Mugabe ville vinde for han tilhørte Shona-stammen der udgør 80% af Rhodesias befolkning, og fordi Mugabe ville være den som mest effektivt ville intimidere valget. Det viste sig Smith fik ret, som han plejede, -- skønt han ingen kredit fik for det.

Smith oplevede at se alle sine værste forudsigelser gå i opfylde; havde han været i stand til at læse mindeordene over sig ville han have set at den venstreorienterede opnion gav ham skylden.

Smiths trøst i de seneste år var den popularitet han havde blandt de sorte zimbabweanere der anså ham som et  symbol på ubrydelig modstand mod Mugabe.

Hvis du ønsker at se Rhodesia Smith forsvaret, kan du se en video eller to på Youtube og se sorte soldater (de fleste i Rhodesias Hær var sorte) marchere på parade foran flest hvide civile, herunder en embedsmand klædt som en 18. tals udråber; man kan se sønnner af de flittige landmænd og forretningsfolk der gjorde Rhodesia til en økonomisk succes, med rifler ved skulderen i forsvaret af deres hjem og friheder.  

Og hvis du ønsker at se den skat som ondskab betaler til dyd - eller Zimbabwe betaler til Rhodesia og Det Britiske Imperium - så læg blot mærke til, hvordan Zimbabwes dommere stadig er iført hvide parykker, hvordan Mugabes medslyngler gør meget ud af at vise landbrug (stjålet fra hvide farmere der engang producerede i overflod, og hvis marker nu ligger øde hen mens zimbabweanerne sulter), og hvordan Mugabe stadig holder fast ved de formelle valg (sålænge hans bøller sikrer han vinder).

Zimbabweanerne tænker på de britiske institutioner som havende en lovmæssig gyldighed, selvom de er anvendt som del af Robert Mugabes sandkasseleg.

Hvad kan en amerikaner da lære af tapre Rhodesia? For det første kan vi lære at bedømme nationer efter de værdier de opretholder, ikke efter de valgprocedurer de antager. Vi kan se hvorfor Vestens “kolonialisme” ofte var bedre end alternativet.

Og først og fremmest, kunne vi måske ikke at tage vore egne friheder for givet. I hver generation skal der kun en demagog til at fjerne dem fra os.
   
                        
   
H. W. Crocker, III is a bestselling author. His most recent book is The Politically Incorrect Guide to the British Empire.
http://spectator.org/archives/2011/11/11/hip-hip-hooray-its-rhodesia-in