søndag den 20. november 2011

Vegetarer og miljøet

Myten om den etiske ´Veganer´                                

Etiske veganere bilder sig selv ind de har en moralsk og etisk overhøjhed uden konsekvenser.
                                                    
Ward Clark
                                                               
Veganismen kan dateres tilbage til 1944, da British Vegan Society medgrundlæggeren Donald Watson drejede udtrykket til at betyde “vegetar uden mælkeprodukter.” Foreningen udvidede definitionen i 1951 ved at fastslå at “mennesket burde leve uden at udnytte dyrene.” Veganere afskyr animalske produkter i mad, klædninger, husholdningsprodukter eller hvad som helst.                                                                
Der er forskellige grunde til at mennesker “bliver veganere.” Nogle kan blot ikke lide smagen af kød. Nogle hævder veganismen er “grøn,” og at en vegan livsstil minimerer virkningen på miljøet.



I 1997 afslørede en undersøgelse at 3% af mennesker i U.S. påstod de ikke havde benyttet dyr til noget formål i de to foregående år. Rutgers School of Law professor Gary Francione argumenterede for at “alle sansende væsenerr burde have i det mindste en rettighed - retten til at blive behandlet ordentligt.”

Lever de etiske veganere op til denne fastslåede standard? Lever deres handlinger op til deres eget fastslåede etiske princip, om at dyr har ret til at blive behandlet ordentligt? Medfører deres handlinger virkelig i at dyr slet ikke benyttes? Parallellen i menneskelig sprogbrug ville være slaveri, som intet fornuftigt mennesker tror er etisk acceptabelt. Slaver er deres herrers ejendom; de lever og dør efter deres ejers forgodtbefindende.

Uheldigvis for den etiske veganer da reducerer produktionen af deres mad alene deres påstand til en umulighed. Dyr dræbes i uvisse millionantal, som følge af planternes vækst. Nogle bliver dræbt ved uheld som følge af mekaniskeret landbrug, nogle dræbes bevidst i skadedyrkontrol. Dyr dræbes hver dag. Hver kartoffen, hvert blad selleri, hver kop ris, og hver gulerod har et blodspor der går fra mark til tallerken.

I 1999 da jeg forskede og skrev "Fejlplaceret Medfølelse” mødte jeg en landmand der dyrker ris og som postede den følgende førstehåndsberetning på et Usenet forum:

“Et konservativt årligt anslået estimat af dødsfald hos dyr med hvirvler i organisk risdyrkning er  10+kilo.Dette giver blot en anelse færre end to dødsfald for hvirveldyr per kvaddratfod, og igen er det konservativt anslået. Når det drejer sig om konventionel risdyrkning, er dødsfaldene minimum adskillige gange større ….Når der høstes ris (skæres) er der ganske synlig mængde (vandfald)  af frøer og grønne firben foran høstmaskinen. Undertiden er “vandfaldet”  kun en lille tynd strøm (+-10000 frøer per tønde) der foran skærebordet, samlet for begge skæringer er det på andre tidspunkter en syndflod (50000+ per tønde).”

Min egen familie var beskæftiget med sojadyrkning og majsdyrkning; vort antal var ikke så højt, men det var ganske betragteligt.Fasaner og kaniner bliver rutinemæssigt dræbt når der plantes og høstes og gnavere dræbes i tusindvis ved benyttelsen af fælder og pesticider ved hvert trin i produktionen, lagringen og transport.


Rationelle mennesker ved dette og bekymrer sig ikke om det. Det er en uundgåelig konsekvens af den moderne høj-produktionslandbrug. Den etiske veganer kollapser når vedkommende konfronteres med disse kendsgerninger. Deres reaktion er i næsten hver eneste tilfælde, at foretage en retorisk side arabesk med en ny påstand om at deres veganerdiæt på en eller anden vis forårsager “mindre død, og lidelse” end en ikke-veganer diæt, en latterlig og uvederhæftig påstand.

Et pund kød fra vildt (nettoomkostningen i dyrs død: Cirka 1/20 del af et dyr) forårsager næsten helt sikker mindre “død og lidelse” end et pund ris (nettoomkostningen i dyrs død: Herunder gnavere, insekter, krybdyr, padder, løber op i hundreder.

Men det er ikke så meget antallet der har betydning. Ikke hvis der er et ægte etisk princip med. Det som er det helt store problem med ovennævnte veganerargument er påstanden: At en veganers diæt har en lavere omkostning i dyrs død og lidelse end en ikke veganers diæt.

Hvis nogen etisk veganer har ‘bearbejdet’ det antal for at bevise dette, da har jeg endnu ikke set resultater. Imidlertid er antallet blevet ‘bearbejdet’ andet sted hen, og det viser sig at en ikke-veganers diæt meget vel giver mindre indflydelsen på miljøet end en veganers diæt: Føde til kvæg kan vokse på landområder der er for ringe til at der kan dyrkes afgrøder til mennesker.

Hvis der i det hele taget er et etisk princip med i dette, så er det at der af den etiske veganer burde kræves to ting:
• Analyse af hver af hans eller hendes kilder til vegetabilsk føde, og kun spise de som giver mindst årsag til at dyr dør.
• Se at komme i gang med at dyrke egen mad, og selvfølgelig helt se bort fra insektbekæmpelsesmidler og intet mekaniseret udstyr.

Bemærk at det kun er sidstnævnte der har en chance for faktisk at afstedkomme nul død hos dyr.

I virkeligheden gør etiske veganere ikke noget af dette. I den virkelige verden har den etiske veganer ingen anelse - ja slet ikke- om deres diæt forårsager at flere dyr dør, det samme antal, eller færre, end en diæt der indeholder kød. I

Selv når de beskæftiget med fuldstændig ufornuftig søgen efter mikrogram af dyremateriale i deres diæt (jeg kender en veganer der nægter at spise sorte oliven, fordi blæksprutteblæk benyttes som en del af farven) er deres handlinger rent symbolik; de har ingen anelse om hvilken virkning deres levevis har. I stedet er de som besatte over mikrogram af dyreenheder i deres mad samtidig med de ignorerer de tonsvis af dyremateriale der ødelægges for at bringe deres mad på bordet.

Et etisk princip er sædvanligvis ret så enkelt. Hvis et bevidst mord på et andet menneske er forkert, så er det forkert under enhver omstændighed. Etiske veganere hævder, at det at tage livet af dyr er forkert, men deres handlinger lever ikke op til påstanden; faktisk forsøger de endog ikke. Den etiske veganer følger ikke et etisk princip, de følger en simpel, nem resultats-neutral og etisk anderledes regel: Tag ikke dele fra dyr i din mund. Det giver dem en forestilling om en etisk og moralsk overlegenhed uden nogen virkning, det er en billig og letkøbt holdning, intet andet.

Faktisk så udstiller etiske veganere en forbavsende og brutal hykleri. Etiske veganere, som en klasse, formår ikke, i udbredt grad, at omsætte nogen del af deres bekendte etik, til handling. De hævder de ikke skader dyr, men det gør de; når de konfronteres med det påstår de, at de er årsag til mindre skade mod dyr end ikke-veganere, men de er absolut ikke i stand til at vise, at det skulle være således, og de er ikke villig til oprigtigt at overveje virkningen af deres levevis. De er intimt forbundet med, hver eneste dag, at være med i en aktivitet der forårsager døden for millioner af dyr, og de kan intet gøre ved det.
                                                                                                 
Ward M. Clark is a Colorado-based freelance writer and consultant who has followed and written about the animal rights movement for over thirty years.
http://pajamasmedia.com/blog/the-myth-of-the-ethical-vegan/?singlepage=true

Ingen kommentarer:

Send en kommentar