Berømtheders retfærdighedssans

Berømtheds justits       

Christopher Orlet
       
WM3 er nu endelig frie, men burde de være det?   
                    

The West Memphis Three er på fri fod i dag, ikke på grund af nogen nye beviser,eller som det ofte er tilfældet, en teknikalitet; deres frihed skyldes snarere den magt og indflydelse som Amerikas berømhedskultur, og vor åndsforladte besættelse af samme.

Som mange andre hørte jeg først om West Memphis Three - WM3 forkortet - da jeg så dokumentarfilmen fra 1996 Paradise Lost: Barnemorderne ved Robin Hood Hills. Filmen fortæller historien om tre teenagere, Damien Echols, Jessie Misskelley og Jason Baldwin, der blev dømt for at have myrdet tre otteårige drenge, Stevie Branch, Michael Moore, og Christopher Byers i Vest Memphis i 1993. Paradise Lost og opfølgeren fra 2000 blev roste eksempler på  cinéma vérité at to dygtige filmskabere, Joe Berlinger og Bruce Sinofski, der synes at have taget Berthold Brecht’s definition af kunst  -- ikke et spejl at holde op for samfundet, men en hammer hvormed det skabes -- ganske så bogstaveligt.

Filmskabernes meget selektive portræt af WM3 efterlader mere sentimentale filmtilskuere overbeviste om at de tre teenagerne er blevet ført afsted på ad et bondekonolds retssystem. Mindre sentimentale filmtilskuere, herunder mig selv, mistænker instruktørerne for at fortælle halve sandheder, en fornemmelse der hurtigt har vist sig korrekt.

Jessie Misskelley blev i det store og hele dømt på sine mange (undertiden upræcise) indrømmelser, som han senere trakt tilbage. Damien Echols og Jason Baldwin blev fundet skyldige på baggrund af vidneudsagn, og Echols bekendelser til politiet, der indeholdt førstehåndskendskab til mordene. To juryer fandt WM3 skyldige i mord. Echols blev dødsdømt. En appeldomstol holdt fast ved afgørelserne.

Det kunne måske have været afslutningen på den historie om ikke en HBO filmdirektør ved et lykketræf faldt over en rapport om arrestationerne på bagsiden af New York Times. Efter nogle få dages søgning i Vest Memphis, fandt Berlinger og Sinofski ud af, at hver eneste bondeknoldspolitibetjent og Arkansas hillbilly var overbeviste om at skylden hos West Memphis Three. Derfor var teenagerne tilsyneladende uskyldige.

Enhver med blot et minimumskendskab til kendsgerningerne kunne imidlertid se at Berlinger og Sinofskis films -- der i stor grad er ansvarlig for at skabe en opinion der går imod sagen -- havde en dagsorden der var for WM3. For eksempel gjorde filmskaberne meget ud af den kendsgerning at Misskelley blev udspurgt i 12 timer, men man nævnte ikke at han indrømmede efter tre og en halv times forhør. I stedet understregede filmmagerne Misskelley lave intelligens, uoverensstemmelserne i hans mange udtalelser og man påstod at han blev tvunget til at gå til bekendelse, en kendsgerning der modsiges af de aktuelle bånd med forhøret. (Senere bestemte Arkansas Højesteret at Misskelleys indrømmelse ikke var påtvungen og at han faktisk forstod dens konsekvneser.)

Filmmagerne påstod at WM3 blev udpeget, fordi de var “udefrakommende” og “anderledes.” At være udpeget fordi man er anderledes , se det får helt sikkert hjerterne på den sentimentale Hollywood eliten til at bløde. Og det virkede tilsyneladende. Stjerner som Eddie Vedder, Winona Ryder, medlemmer af Metallica og Dixie Chciks, Trey Parker, Johnny Depp (Depp og Echols fik med tiden samme tatoveringer), og Margaret Cho (Cho ønsker at “hjælpe” Echols med at få udgivet en digtsamling) skrev checks og demonstrerede til fordel for de dømte. Instruktøren Peter Jackson lovede endog at lade Echols være med i den nyeste film. 

 

Men lige præcis, hvor anderledes var WM3 da? Echols og Baldwin fortælles der om at de klædte sig i sort, lyttede til heavy metal musik. Jeg er ikke fra Vest Memphis, men jeg har boet ganske kort derfra tidligt i 1990’erne. Min erindring er at det var teenagere der ikke havde den holdning og indstilling og ikke lyttede til heavy metal, og ikke var iklædt sort der var de skøre kugler.

Ydermere sprang filmskaberne meget belejligt over lidt uheldige detaljer, som den kendsgerning at WM3 ikke havde noget alibi, at den formodede leder, Echols, ikke var i særlig grad et følsomt ‘væsen’ med en poetisk åre, men ligeså meget en forstyrret og ultravoldelig narkodjævel som han var fan af Anton LeVay, grundlæggeren af Satans Kirke, mens Memphis Commercial Appeal fortalte at “beviser peger på at Echols var under indflydelse af skriverier af den afdøde Aleister Crowley, en fortaler for menneskeofringer.” Talen om det okkulte blev imidlertid benyttet af Echols berømte støtter til at portrættere anklagerne som en samling skøre, frygtindbildte, dumme evangelikere. Faktisk blev hver en cliche om Syden støvet af for at nedgøre det lokale retsvæsen.

.

På gund af at sagen fik opmærksomhed fra kendte, beordrede en ny dommer en ny retssag, men den nye anklager insisterede på at han ikke kunne vinde den nye retssag, ved at fortælle journalisterne at “hans hænder var bundet sammen” ved Echols berømte advokater. Officielt betragter Arkansas stadig WM3 som skyldige i tredobbelt mord, og har lukket bøgerne om sagen. Og takket været presset fra scenens og lærredets stjerner har staten besluttet af løslade en trio af dømte mordere, og ladet dem nøjes med at afsone den tid de har.  

Indbyggerne i West Memphis forsøger stadig at forstå, hvordan tre dømte mordere kunne løslades blot på grund af penge og indflydelse fra nogle få Hollywood berømtheder.

Måske vil svaret komme frem i Paradise Lost 3, der snart kommer på lærredet.

                    
                        
      
   
Christopher Orlet writes from St. Louis and is a frequent contributor to The American Spectator Online.
http://spectator.org/archives/2011/12/15/celebrity-justice