fredag den 30. december 2011

Landsbyboeren og byboeren

Landsby indbyggere kontra byboere
           
Christopher Orlet
       
På tide at genoverveje visdommen i at tilbageholde en fordømmelse
       
Jeg kom til storbyen relativt sent i livet. Byerne forekom mig at være steder kun beregnet for de unge. Deres såkaldte charme - besynderlighed, den sitrende nerve, anonymiteten , diversiteten - er vist nok de unges foretrukne. Ældre mennesker ønsker ikke noget der ‘sitrer. Vi ønsker ro, orden, disciplin. Vi vil have gader der er rene. Vi vil have små byer. 
                    
Mine “oplyste’ venner i byen, hvoraf mange stammer fra Midtvestens landsbyer og flækker, har kun ganske få gode ting at sige om de små byers befolkninger, som de betragter som homofobiske, snævertsynede fjolser, hvilket kan ses ved at de er meget tilbagestående.

Præsident Obama en pavestolt Chicagoboer, gav den fuldkomne genlyd af denne elitære følelse da han anklagede beboerne i de små byer i Midtvesten for at “klynge sig til deres våben eller religion, eller have antipati mod mennesker der ikke er som dem, eller have anti-immigrant holdninger eller anti-frihandelsholdninger.”

Jeg er naturligvis ikke familiær med alle småbyerne, men jeg har dog boet i et dusin eller flere landsbyer i mit liv, fra Eldon, Missouri (4895 sjæle) til Chester, Illinois (8400). Jeg har aldrig været ejer af et skydevåben jeg har heller ikke været optaget af religiøsitet (skønt jeg har overvejet begge dele efter jeg flyttede til storbyen). Jeg erindrer helt sikkert ikke megen bitterhed blandt beboerne i de småbyer. Faktisk har jeg altid fundet. at menneskene der på sidevejen og de små flækker har mere kærlighed til deres land og deres medmenneske end de fra forstæderne og byens folk tilsammen.


For ikke så lang tid siden overværede jeg et byrådsmåde i en central Illinois by med 10000 indbyggere. Midtvejs gennem mødet stod en ældre dame frem, og henvendte sig til de ærværdige byrådsmedlemmer. Folkene der bor på den anden side af hendes gade, klagede hun, smed deres affald ud foran huset hele ugen igennem. Det var et forskrækkeligt syn. Hun ønskede at Byrådet skulle gøre noget ved det. Byrådsmedlemmerne udvekslede nogle usikre blikke. Til sidst sagde borgmesteren, “Jeg skal nok snakke med dem, Blanche.” Jeg tør bide spids på, at det gjorde han.

Nævenyttig?. Småtskåren? Måske. Men jeg var på hendes side. Der har altid været Blanches i denne verden der har opretholdt orden, disciplin og god moral i et samfund. Som kontrast  findes der affald i nærmest knæhøjde fra ende til anden i min by. Mine apatiske naboer synes det er ganske passende at smide en tom øldåse eller en pose med burgerrester midt på gaden, eller (mere sandsynligt) i min forhave. Sidegaderne er ofte umulige af passere på grund af mængden af affald der er smidt der ulovligt og lovligt. Hvor jeg dog gerne ville have nogle Blanches i mit nabolag.

En anden gang, da det selskab der indsamlede byens affald pludseligt gik konkurs, gik den samme borgmester i gang med at samle sammen i sin pickup og pligtopfyldende indsamlede han de ældres affald. Hvornår har du sidste gang set din bydelsborgmester eller den store borgmester gøre det?

Da jeg var en ung mand var de små byer stadig steder, hvor gode manerer, moral og god opførsel blev strengt overvåget, hvor mennesker blev bedømt ganske så barsk af deres naboer, og hvor “alle vidste alt om næsten alle og enhver.” I de dage, hvis en mand gjorde noget forkert, hvis han var en drukkenbolt, hvis han snuppede en anden mands kone, hvis han nægtede at arbejde, se han blev ugleset af hele samfundet. Han kom til at føle skam og skyld. Måske ville han forbedre sig eller måske ville han pakke samme og smutte til storbyen hvor en sådan elendig opførsel blev tolereret og ikke fordømt. Frygt for udstødelse og samfundets dom holdt flertallet af menneskene på den lige og snævre vej og dette fik samfundet til at fungere gnidningsløst og civiliseret fremad.

Sentimentalisterne betragtede selvfølgelig sådanne ting som værende grusomme og uoplyste. Det var forkert at fordømme andre, uanset, hvad de har gjort. Værre endnu, undertiden blev drukkenboltens uskyldige børn eller det uægte barn af en ugift kvinde også ugleset. Der var kun et hjælpemiddel mod dette: Fordømmelse, skam og skyld skulle udslettes fuldstændigt. Bedre at et helt samfund gled ind i dekadence, end at en uskyldig skulle lide.

Dette åbnede naturligvis op for flodbølgerne af alle mulige former for patologiske opførselsmønstre. Resultatet af denne “alt er tilladt” mentalitet har været skilsmisse tal der er røget til himlen, en eksplosion af børn født udenfor ægteskab, utallige enlige forældre, en epedimi med brug af stoffer, og alle andre nuværende patologier. Sentimentalitetens triumf har været den lille amerikanske småbys fald.

Men dog ikke helt. Jeg forventer at sentimentaliteten har haft sin bedste tid. Udfra det jeg har set med “alt er tilladt” er den på vej ud. Folk er begyndt at tænke over visdommen i at holde en dom tilbage.

Måske er en sund gang ‘uglesethed’ lige netop det som dette land har brug for.

                        
Christopher Orlet writes from St. Louis and is a frequent contributor to The American Spectator
http://spectator.org/archives/2011/12/08/village-people

Ingen kommentarer:

Send en kommentar