Nordkorea uden sin Messias

En Jul uden Kim

Paul Kengor

Her i denne Jul er folket i Nordkorea uden deres Messias.

For at få en fornemmelse af, hvor patetisk og ond Kim Jong-Il var det min oprindelige hensigt at ville dele nogle få anekdoter der skildrer den enestående nederdrægtighed og blasfemiske natur ved denne mand og hvad han skabt i sit billede.

Kim var i sandhed en moderne Stalin - og på visse områder værre. Det store flertal af amerikanerne har glemt kommunismens rædseler og Kim’s, og har brug for at værdsætte dette udyrs natur, et udyr der ganske nådigt har forladt denne verden og således befriet sit folk fra sit vanvid.

Kim’s personlighedskult begyndte ved fremkomsten, hans fødsel, som Nordkorea fejrer som et Andet Komme, i skræmmende grad lig Jesu Kristu fødsel. Kim blev født den 16. februar 1941, en dato der anerkendes som en national helligdag, og fejres som var det Julen. På den dato får alle nordkoreanere fri fra arbejdet for at være med i den mest storslåede parade, hvor højdepunktet er en kulisse markeret ved en storslået dobbelt regnbue og stjerne -- som skal gøre opmærksom på, gennem den dobbelte regnbue, og den nye stjerne at der på mirakuløs vis viste sig en stjerne i det øjeblik Kim blev født. 

Når vi nu taler om mirakler da har den totalitære stats propagandamaskine udspyet forskrækkelige forvanskninger, der med stor lethed har overgået endog Stalins standarder. Statsmediet påstod at ved hans første spil golf nogensinde, da slog han alle tiders verdensrekord i golfhistorien. Regeringspressen rapporterede også at Kim har komponeret flere og bedre operaer -- og som den yngste -- end nogen der har eksisteret førhen. Sange som “Den Kære Leder Tæmmer De Rasende Storme” var karaoke hits i Nordkorea.

Et øjenvidne til galskaben var Kang Chol-hwan, forfatter til den angstfremkaldende memoir,
Aquariums of Pyongyang. Kang huskede, hvordan han som barn sammen, med sine klassekammerater måbende blev undervist i at Kim og hans afdøde far var “Eden-lignende” mennesker, så fuldkomne, at de hverken producerede afføring eller urin. De blev født syndfri om ikke renere. Min tro lærer, at Kristus var både 100% menneske og 100 guddommelig. Nordkorea har sat denne skala i en ny dimension.

Kang Chol-hwan huskede, hvordan Nordkoreanske børn fik at vide, at Kim var “en slags Julemand,” og på grund af al den godhed fik hvert barn så nådigt ret til et nyt par sko.

Regimet var som besatte med dette Messias kompleks. Den vedholdende skjulte anvendelse af denne guddommelige fortælling var syg og uden grænser. Jeg kunne give eksempel efter eksempel der ville få dig til at fortvivle. Det var ondskab, den skinbarlige ondskab.

Sammen med denne tragiske sandheds obskønitet: Intet moderne folk har være så undertrykt og forfulgt. Nordkoreanerne erfarede en regeringspåført hungersnød hvor mellem 2 og 3 millioner mennesker (10-15% af befolkningen) sultede til døde fra 1995-98. Landet er en levende, åndende (faktisk døende) tragedie. På landets trone sad Kim, hvis allestedsnærværende fjæs og figur i bogstavelig forstand svævede over masserne på mure og statuer og skærme.

Jeg husker en dag jeg så en C-SPAN udsendelse om U.S. Senatorer der vendte hjem fra en tur til denne fængselsstat, for at finde ud af hoved og hale i landet. Det var en af de første ture til udlandet for senator Pat Roberts (Republikaner-Kansas), der havde erstattet Bob Dole. Roberts blev spurgt, hvilket udtryk han ville bruge for at klassificere det nordkoreanske regime, måske “Stalinistisk,” måske “totalitært,” eller blot “kommunistisk?” Jeg skal aldrig glemme Roberts’ svar: Han sagde hurtigt “Teokratisk.”

Ja, aldeles udmærket. Dette nederdrægtige onde ateistiske regime der førte en klassisk kommunistisk krig mod religion var selv religiøs til det ekstreme. Ironisk nok havde man ikke forbudt religion, man havde nationaliseret den, centraliseret, den uddelt den -- alt sammen i form af Kim Jong-Il. Ligesom Nordkoreas kommunistiske regering har overtaget al industri, alt landbrug, og endog al kriminalitet, har man også fået greb om tro.

Da Whittaker Chambers engang kommenterede om, hvad der er kommunisternes ultimative forbrydelse forklarede han at de i overmåde grad havde gentaget menneskehedens oprindelige fejltagelse: “I skal være som Guder.”

I den forstand var Kim virkelig “Eden-lignende.”

Kim Jong-Il præsenterede sig for sit lidende folk som deres gud og deres frelse. I stedet blev han deres fald. Han var den allerværste legemliggørelse af menneskets fald, og tilmed fik han en nation og et folk med i faldet i denne ækle proces. 

Julen er ikke tiden til falske Messiaser. Den værste af dem Kim Jong-Il, er ikke mere blandt de levende i denne højtid. Hans folk kan hvile i fred. Det tror jeg ikke Kim kan. I denne Jul har den lille gamle Kim en masse at skulle forklare. Nu endelig skal han stå til regnskab for sine synder. 

Paul Kengor is professor of political science and executive director of the Center for Vision & Values at Grove City College His books include The Crusader: Ronald Reagan and the Fall of Communism and Dupes: How America's Adversaries Have Manipulated Progressives for a Century.

Read more: http://www.americanthinker.com/2011/12/a_kim-less_christmas.html#ixzz1hY2LrbMn