Unges vold - flere programmer for at undgå kedsomhed?

Når teenagere angriber         

Christopher Orlet
       
Hvorfor mangler vor ungdom i byerne respekt for menneskelivet?

Min hustru og jeg har forskellige holdninger til den epedemi af ungdomsvold der nu for tiden plager vor nabolag her i byen. Hun mener nogle af misdæderne kunne blive hjulpet ved mere målrettede programmer efter skoletid, under opsyn af omsorgsfulde voksne. Jeg mener der er masser af programmer efter skoletid, og udover de, da er de teenagere der udøver volden, efter efter kl. 23.00 ikke den slags individer der netop ville gå til sådanne programmer. Jeg tror at der skal mere ekstreme metoder til.

       

Baggrunden for denne artikel: Siden tidligt på sommeren har grupper på op til et dusin teenagere antastet, ganske tilfældigt, midaldrende eller ældre mænd i et forsøg på at slå dem ud med et enkelt slag til hovedet. Mindst syv sådanne angreb er sket i vor del af byen. En ældre vietnamesisk indvandrer er allerede død i et sådant angreb. I sidste uge overværede borgmester Francis Slay, St Louis, tilfældigvis at en gruppe af unge slyngler vandrede stille og roligt bort fra et sådant overgreb. I denne uge blev syv unge, de fleste i alderen 13-14, arresteret for to hændelser. Borgmester Slay sagde han meget gerne ville se, at de teenagere kom under anklage som var de voksne.                

I samtalen med journalister sagde borgmesteren:

“i min tankegang er dette et mordforsøg....du slår nogen ned uprovokeret og går bort fra stedet ganske nonchalant som de gjorde da vi ankom, de har ingen respekt for menneskeliv eller deres medmennesker.”

Borgmesteren ord blev budt velkommen, men det var udelukkende det rene og skære held at han tilfældigvis kørte forbi da angrebet fandt sted. Vi er mange der spekulerer på om hændelsen ville have fået samme opmærksomhed, hvis han ikke havde været viden til blodsudgydelsen på første hånd.

Den følgende dag interviewede en lokal journalist en gruppe studerende ved den nærliggende high school, herunder nogle få der stolt indrømmede at de deltog i den såkaldte “knockout leg.” De interviewede sagde de kedede sig, udover at det var sjovt at foretage sådanne ting, så blev de også populære. Når de blev konfronteret med at de jo skadede en person alvorligt, sagde en teenager: “Man kender dem ikke, så hvorfor dog bekymre sig om det?”

 

Det er vist en ægte sociopat, der der taler.

Socialarbejderne foretrak at ignorere “teenagernes” udtalelser og gav snarere skylden på en mangel på kapital - kapital til deres egen programmer, naturligvis. James Clark vicepræsiden for kommunens gruppe ved navn ‘Bedre Familieliv’, havde dette at sige:

Selve årsagen til denne ‘knockout.leg’ er manglen på rekreative muligheder og programmer i boligkvartererne for vore unge mennesker.....der skal være flere programmer for teenagere i områder med høj kriminalitet.

Det kan da ikke undre at teenagere er ligeglade med vold når de hele tiden bliver forsikret om at deres nederdrægtige opførsel ikke er deres egen fejl. Giv skylden til manglen på hula-hoops ringe og Frisbee golf. Giv skylden til de manglende klasser i fingermaling.

Den holdning at unge i byen kunne kede sig så voldsomt, at de nærmest er tvunget til at slå tilfældige fremmede ihjel er dog i mine øjne mildest talt helt ubegribelig. Det er en velkendt stereotypi at teenagere på landet kun har lidt at foretage sig udover at pimpe spiritus på landevejene og måske vælte nogle køer. Det var imidlertid en overraskelse for mig at erfare at ungerne i byen keder sig på samme måde. De lever trods alt i storbyen. Er I ikke flyttet til byen for spændingens skyld, og ikke fordi de ønsker fred og ro? For at parafrasere dr. Johnson: “Hvis du keder dig med byen, så keder du dig med livet.”

Den altid skarpe dr. Johnson

Jeg voksede op i en lille arbejderklasse by, et sted der så udmærket er skildret i de tidlige sange af Jeff Tweedy og Jay Farrar fra netop sådanne byer. Som de fleste teenagere kedede jeg og mine venner sig fra tid til anden. Men til gengæld skabte vi vore egne tidsfordriv. Vor fritid var fyldt op med skatboarding, spillen fodbold, køre på cykel, rulleskøjter, vandreture i skovene, fisketure, bygge co-carts, trætophuse, og lange cykelture. Vi havde avisruter og klippede naboernes græs for lommepengenes skyld. Vi var med i sportsklubberne og i drengespejderne. Helt sikkert havde vi ikke utallige gratis programmer og de rekreationsmuligheder som byen tilbyder sine indbyggere.

Om ikke andet så fik sidste uges angreb da endelig St. Louis’ Demokratiske borgmesters opmærksomhed. Denne uge skød han “flere programmer” mentaliteten i sænk og gik i stedet ind for mere individuel ansvarlighed. 

Hvis byens embedsmænd virkelig stiller krav til teenagerne som til de voksne, se det vil med stor sandsynlighed få disse overgreb til at holde ind hurtigere end årtier med samfundets håndsrækninger nogensinde vil kunne. Det ville sende et krystalklart budskab om at vold ikke er sjovt, og det ikke er en leg. Det ville da være en begyndelse.

                           
   
Christopher Orlet writes from St. Louis and is a frequent contributor to The American Spectator Online.

http://spectator.org/archives/2011/11/03/when-teens-attack