fredag den 27. januar 2012

En amerikansk skarpskytte

American Sniper      

Jacob Laksin                     

Man kan ikke regne det ud ved blot at sludre med den venlige, gennemført høflige Texaner, der kalder sin interviewer “sir,” men Chris Kyle er den ‘dødeligste’ mand i amerikanske militærhistorie. Den nu pensionerede Navy SEAL snigskytte har 225 drab på sin listem 160 af dem er blevet bekræftet af Forsvarsministeriet. Den præstation har givet ham tilnavnet “legenden” blandt hans SEALs kolleger, Marinesoldater og soldater mens de iraksiek oprørere af samme grund, døbte ham “Djævelen fra Ramadi.”

Kyle’s dødbringende præcision er imidlertid kun en del af beretningen. I de ti år han var i tjenesten hos Navy SEALs fra 1999-2009, tjente Kyle på fire ture i Irak, blev skudt seks gange, og involveret i seks forskellige vejsidebombeangreb. Som frygtet skarpskytte var han en konstant trussel for oprørerne, og der fortælles at han ramte og dræbte en oprører på en afstand af 2100 yards. 1,920 km) Kyle blev for sin indsats belønnet med to Silver Stars og fem Bronze Stars with Valor. Kyle kom til Frontpage for at tale om hans nye bog, American Sniper: The Autobiography of the Most Lethal Sniper in U.S. Military History.

FP: The Pentagon krediterer dig for 160 drab som skarpskytte, hvilket er flere end nogen anden amerikansk soldat, i fortid som nutid. I American Sniper skriver du at det samlede antal ikke er vigtigt for dig. Men er der nogen pletskud der i særlig grad skiller sig ud i din hukommelse som værende af særlig betydning?


CK: Muligvis er det mest mindeværdige fra Ramadi. Min SEAL afdeling skulle give dækning for Marinere mens de undersøgte forladte huse for at finde oprørere. Så var det de kom under angreb. Snart efter var de i en voldsom ildkamp. Jeg befandt mig i en bygning 200 yards borte, og forsøgte at ramme de slemme når de kom i mit synsfelt. På et tidspunkt i kampen skulle Marinerne i gang med at rydde ud i nogle huse. Da var det jeg en så oprører dukke op med en raket-styret-granat på vej mod dem. Jeg er ikke sikker på at raketstyret virkede, men hvis det gjorde ville vore Marinere virkelig være i problemer. De kunne ikke se han var på vej. Jeg sigtede og skød lige hen over hovedet på Marinerne og han faldt. Med al den skyden der var igang anede Marinerne ikke hvad der skete. En af Marinerne spurgte over radioen, hvorfor i Helvedet jeg skød på dem. Jeg svarede “Jeg skyder ikke på jer din tåbe, jeg skyder hen over hovedet på jer! Se længere fremme på gaden!” Bagefter sprugte Marineren hvem der havde skudt over hovedet på dem. Jeg sagde det var mig. Så tog en af Marinerne sin handske af. Det var ham jeg havde kaldt ‘tåbe.’ Jeg refgnede med at nu fik jeg problemer. I stedet sagde han “jeg må hilse på dig, du reddede mit liv derude! Jeg mener ikke jeg nogensinde har set så taknemmelig en Mariner før.




FP: De irakiske oprørere gav dig tilnavnet “Al-Shaitan Ramadi,” eller “Djævelen fra Ramadi” og udstedte en bonus på 80000 dollars for drabet eller tilfangetagelsen af dig. Hvordan fandt man på det tilnavn, og hvordan føltes det at der var sat en pris på dit hoved?

CK: Sådan set ret behageligt. Så meget af krigsførelsen drejer sig om fjendens psyke. Det er derfor militæret investeret i så meget psykologi i operationerne. Når de satte en pris på mit hoved, tænkte jeg, “Jamen jeg har jo faktisk en indvirkning på krigen.” Men hensyn til djævle-delen tror jeg det var en anerkendelse af, at jeg var en ganske habil skarpskytte. Jeg mente det var et bevis på, at jeg medførte ødelæggelse over fjenden. Det eneste der var et problem var at oprørerne fik lagt et billede af mig i cirkulation så jeg kunne genkendes. Men da jeg så billedet, viste det sig faktiske var være et billede af min kammerat.   


FP: Du skriver din samvittighed er ren med dit job som skarpskytte. Faktisk ønsker du, at du havde dræbt flere oprørere mens du var i felten. I vor politiske korrekte tidsalder kunne det godt lyde som en chokerende indrømmelse. Kan du ikke beskrive hvad du mener? Hvad er det ved det daglige arbejde som skarpskytte der jo skal nedskyde oprørre der inspirerede dig, der holdt dig i gang?

CK: Nuvel, som jeg har sagt før så er det sådan set ikke antallet der har betydning. Det er ikke blot drabet for drabets skyld. Det drejer sig om, hvor mange oprørere der kan sættes ud af spillet. Jeg ser min rolle som en Beskytter, om du vil. Jeg beskyttede drengene på jorden. Jeg så soldater gå til under oprørernes ild, og min eneste tanke var at forhindre at det skulle ske. Jeg ønsker stadig jeg kunne have gjort mere. Jeg ønsker jeg kunne have elimineret flere fjender før de fik en chance for at skyde. Hvis det var lykkedes for mig, ville måske flere amerikanere være kommet hjem. Og ikke kun amerikanske tropper. Der var også andre koalitionsstyrker, plus irakiske civile som vi forsøgte at beskytte. Det ansvar var inspirerende for mig.

FP: Som du siger, er en skarpskyttes hovedopgave at beskytte sine medsoldater fra fjender, hvis tilstedeværelse de ikke er klar over. Hvordan klarede du dette pres om liv-og-død som dine kammeraters altafgørende og sommetider sidste forsvarslinje?


CK: Helt ærligt så er det belastende. At se drengene komme hjem i ligposer er nedbrydende. På et tidspunkt da jeg var i Irak, ringede jeg til min hustru over satellittelefon og bryd grædende sammen. Jeg følte jeg ikke havde gjort nok, at flere soldater var kommet hjem om jeg havde gjort noget mere. Men det var også det som holdt mig igang. Uanset om det var fyren til venstre eller fyren til højre så var det min opgave at sikre de kom sikkert hjem. Det er det en skarpskyttes arbejde drejer sig om.

FP: Det fortælles at dit foretrukne våben er .300 Winchester Magnum custon skarpskytteriffel. Hvad særligt er der ved den riffel?

CK: Mens jeg var i tjenesten var det den allermest præcise riffel jeg kunne få.

 
Chris Kyle med sit foretrukne våben.

FP: Dit mest berømte drab skete i Bagdads Sadr City i 2008 da du dræbte en oprører der havde et raktstyr og du gjrode det på en afstand af 1,920 km ligesom han nærmede sig en Army Konvoj. Hvad kræves der for at være så præcis på den afstand?

CK: En masse held. Jeg var meget heldig med det træf. At ramme en fyr på den afstand, da skal alt falde på plads. Du skal koncentrere dig. Din riffel må ikke ryste. Du skal beregne vindhastigheden og vindretningen, og tage hensyn til kuglens afbøjning. Du skal justere højden for skuddet. Du skal kontrollere din hjerterytme - den skal være helt rolig og langsom - og trykke ganske let på aftrækkeren. Med hensyn til det skud skriver jeg i bogen “Gud pustede på den kugle og den ramte ham.!

FP: Du har nu et firma med kontrakt med militæret der hjælper med at optræne den næste generation af amerikanske skarpskytter. Hvilke værdier og hvilke færdigheder forsøger du at indgyde i dine elever?

CK: Jeg kan ikke tale om taktik med en civil, men det jeg kan sige er, at vi forsøger at lære og opøve professionel disciplin. En masse af de drenge der kommer til optræning har allerede kamperfaring. De har allerede mange af færdighederne. Det vi kan forsøge at gøre er at sikre, at de bliver endnu mere duelige til det de gør, og at de gør det helt rigtige når det er påkrævet.

FP: Følger du succesen med Seal Team Six, der dræbte Osama bin Laden, og som netop har udført en succesrig aktion mod somaliske pirater, og hvis du gør, hvad mener du  om det?

CK: Det er forbløffende. De har udført et utroligt stykke arbejde ved at redde gidslerne. SEALS er nogle hårde negle, og dette er sådanne ting de gør hver dag. Jeg er sikker på der er en masse som offentligheden aldrig har hørt om. Jeg er sikker på at de ikke ønskede at denne historie om gidslerne kom ud. Men det er en god påmindelse om hvad SEALs optrænes til at gøre og hvad de er i stand til.

FP: Hvad håber du læserne får ud af din bog?

CK: Jeg skrev denne bog ikke kun for at fortælle min historie, men for at fortælle om al den besvær vore mænd i uniform står overfor og de afsavn som deres familier hjemme lider under. Folk siger altid de gerne vil give noget tilbage til tropperne, men de er ikke sikker på hvordan. Jeg tror det bedste man kan gøre er at udvise spontane venlige handlinger og tilkendegivelser. Klip en soldats græsplæne. Vær babysitter for dem mens de er ude at spise eller på en date. Undertiden kan de nemlig ikke gøre de ting. Undertiden har de ikke tid til at gå ud eller de kan ikke få sig en lur. Hjælp dem derude, selv med de mindste ting. Jeg kan fortælle dig at det betyder langt mere end det at gå hen til dem og sige tak.  

FP: Chris Kyle, på vegne af Front Page Magazine og vore læsere mange tak fordi du tog dig tid, og for din heroiske indsats for vort land.

Jacob Laksin
Jacob Laksin is managing editor of Frontpage Magazine. He is co-author, with David Horowitz, of One-Party Classroom: How Radical Professors at America's Top Colleges Indoctrinate Students and Undermine Our Democracy. His work has appeared in the Wall Street Journal, the Philadelphia Inquirer, The Weekly Standard, City Journal, Policy Review, as well as other publications. Email him at jlaksin@gmail.com.

Lidt info om skarpskytter: Under Civil War 1861-64 var kravet for skarpskytter at de skulle sætte 10 skud fra en afstand af 100 meter i en skive med et centrum på 25 centimer og det med det våben som de selv valgte og i den stilling de selv valgte. Imponerende med tanke på datidens udstyr.  (synopsis-olsen) 

Feb. 2013 Sidste nyt om Kyle der blev skudt på en træningsbase:
http://abcnews.go.com/US/seal-chris-kyle-allegedly-killed-marine/story?id=18389238

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar