Ilana Mercer
I sin foragt for kvinder er Indien, vor demokratiske allierede, kun gået lidt fremad siden man praktiserede Sati - “traditionen med at brænde enker levende ved ægtemandens begravelsesbål.”
Dengang havde Vestens værdier tapre forsvarere som General Sir Charles James Napier. Da “hindupræster klagede til ham over forbudet mod Sati af de britiske myndigheder,” svarede Napier:
Dengang havde Vestens værdier tapre forsvarere som General Sir Charles James Napier. Da “hindupræster klagede til ham over forbudet mod Sati af de britiske myndigheder,” svarede Napier:
"Sådan er det. Dette med at brænde enker er jeres tradition; så forbered begravelsesbålet. Men min nation har også en tradition. Når mænd brænder kvinder levende hænger vi dem og konfiskerer al deres ejendom. Mine tømrere skal derfor rejse galger for at hænge alle der har været med når en enke fortæres af bålet. Lad os alle handle efter vore nationale traditioner.” (via Wikipedia).
Nu til dag er vore “nationale traditioner” belyst ved “oplyste” observatører - f.eks. ASBC’s Elizabeth Vargas, der indsamler og udspreder fejlfyldt data taget ud af konteksten, i dette tilfælde om “den systematiske udbredte eliminering af Indiens babypiger.” Vargas rejste til Indien for det nuværende projekt “20/20.”
Tilbage i 1800 tallet opfattede Napier “Sati” som kulturelt barbari.
I 2011 er Vargas mere usikker. Fakulteternes kritik er sløvet at troen på den lige værdi af alle kulturer og folkeslag. Vargas undlod, og fejlede, ved ikke at direkte at udpege den hellige kultur ko, som inderne ofrer en million piger til om året. (The Economist er mere optimistik og anslår tallet af piger der savnes som et resultat af at drenge foretrækkes til omkring 600000).
Kvinderettighedsaktivisten Ruchira Gupta har forstået hvad Vargas kæmper med at acceptere: Inderne “har kun meget lidt værdi tilovers for piger og kvinder, derfor er de altid i fare fra fødsel til død.”
“Næsten 50000 pigefostre aborteres hver måned (i Indien) og et ukendt antsal babypiger overlades til sig selv eller myrdes,” rapporterer Vargas, der helt fornuftstridigt giver skylden på “penge”: “Pigerne er en økonomisk byrde for deres forældre, der skal betale dyre medgifter for at få dem gift.”
Fornuftsstridigt, fordi hvis det er penge der står bag det indisk kønsslagteri - hvordan kan det da være at de veluddannede og de rige er ligeså ivrige som analfabeterne og den fattige med at få sendt deres piger væk?
Nej, fattigdom og mangel på uddannelse spiller kun en mindre rolle i denne moralsk set forkastelige monstrøse praksis.
Ydermere er “Indiens 2011 folketælling næsten hjertegribende,” skriver Economist. “Familiestørrelsen stabiliserer sig, analfabetismen på retur; livslængden øges.”
Og det gør “køns-selektive aborter” også.
Disse “er steget direkte opad blandt de mere velstående veluddannede familier, med kvinder fra høj-indkomst, bedre uddannede familier der er langt mere tilbøjelige, end fattigere kvinder til at abortere pigebørn,” bekræfter Jim Yardley fra New York Times.
“I Hindu begravelsesritualer,” observerer Yardley, “er det kun mænd, helst en søn af de afdøde der må udføre de sidste ritualer; sønner arver også sædvanligvis ejendom (mens døtrene giftes bort ind i andre familer) og de bærer familienavnet.” De fleste indere er hinduer.
Som vidne kan føres Mitu Khurana, en ung børnelæge, hvis lægemand og hans velstående familie “torterede hende og ikke gav hende mad” således at det medførte ulykker. Mitu havde tvillingepiger. En af de små piger var fire måneder gammel sagde Khurana, da hendes svigermor smed barnet ned af en trappe.” Nu klynger den tilbageværende traumatiserede pige sig til sin mor og vil ikke slippe hende.
Vargas’ kamera indfanger en almindelig “indisk kvinde der holder sin nyfødte niece.” Barnet er ikke smuk i lyserødt, men betragterne kan se at den lille bylt der holdes så fast af slægntingen er en pige. Blot et kig på kvindens ansigtsudtryk siger det hele: Det er Ondskaben Selv.
Abort er ikke ulovligt i Indien, skønt “det er en forbrydelse at benytte ultralyd for at bestemme kønnet hos et foster, og det er også ulovligt at foretage en abort med baggrund i kønnet.” Imidlertid er lov der er fremmed for kulturen som den indføres overfor en der vil blive brudt. “De selvsamme mennesker der skal implementere loven - politiet og domstolene -....implementerer aldrig de love fordi de tror på det samme, og sommetider foretager de selv de samme ting,” forklarer Gupta.
I livmoderen og udenfor den er elimineringen af kvinder i Indien ikke hvad amerikanerne kalder “forplantningsrettigheder.” Dette handler om retten til livet. I Indien er en kvindes liv, foster eller fuldbåren værdiløst.
Inderne udgør over 34% af Amerikas årlige H1-B visa tilladelser. Hvis du ingen kendskab har, som de Republikanske kandidater som præsident, til Amerikas labyrintiske visaretningslinjer/programmer - de fleste af kandidaterne går ind for flere særvisas for højt uddannede individer - så lyt omhyggeligt: Der er ingen begrænsing på det antal genier som amerikanske virksomheder kan importere gennem det åbne 0-1 visa prgram der tillader ubegrænset adgang for individer med unikke evner.
H-1B visas, går på den anden side for det meste til gennemsnitsarbejdere. Sammen med deres, for det meste ordinære evner, bringer de indiske H-1B visas med sig en ekstraordinær antipati for små piger. Kædeindvandring betyder at hver H-1B rekrut medbringer en større familie - som altsammen hjælper med til at støtte den praksis.
Impirisk bevis på disse uholdbare holdninger stammer fra University of California, San Francisco. UCSF udførte en “kvalitativ undersøgelse af præferensen af sønner, og foster kønsudvælgelse blandt indiske indvandrede i United States” Den påviste at “indiske indvandrerkvinder benytter forplantningsteknologier og den liberale abortpolitik i United States for at abortere pigefostre.” Undersøgelsen blev offentliggjort i Social Science & Medicina. Deri siges dette: “Der er noget der hedder for mange døtre, men ikke for mange sønner.”
Den nuværende monomani over muslimerne og deres foragt for kvinder skjuler hinduernes traditioner der er ligeså rædselsfulde. (Og at diversitet er en katastrofe, eller er det at gå for langt?).
Ilana Mercer is a classical liberal (libertarian) writer and a fellow at the "Jerusalem Institute for Market Studies." She is the author of "Into the Cannibal's Pot: Lessons For America From Post-Apartheid South Africa." "The titular tease," explains Ilana in the book, "is meant as a metaphor and is inspired by Ayn Rand's wise counsel against prostrating civilization to savagery." Ilana's website is IlanaMercer.com.. She blogs at www.barelyablog.com.
http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=377809
Ingen kommentarer:
Send en kommentar