Kina først på den røde Planet Mars?

Rødt Flag på Den Røde Planet: Kinas spring frem mod Mars?

Zoran Pazameta

Menneskene har i godt over hundrede år pønset på at sætte foden på Mars, men vil det mon ske?

Vi ved at i forhistorisk tid, drog adskillige grupper af hominider ud fra Afrika ind i ukendt land, og det mindst en gang. Alle døde ud med tiden, undtagen en gruppe: Vore forfædre, homo sapiens. Utallige efterkommere af disse ville senere miste livet mens de vandrede gennem ukortlagt ødemark, eller satte sejl på de enorme oceaner i skrøbelige fartøjer af træ. I dag dør mennesker hvert år, mens de kører racerløb eller klatrer i bjerge.

Det kunne se ud til vi bare skal indgå på aktiviteter, der betyder risici udover hverdagens nødvendighed. Læg dertil vor medfødte nysgerrighed, og det er ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt vi kommer til Mars, men hvem der vil være de første til at forsøge.

Uheldigvis er menneskene måske de mest elendige man kan forestille sig til at udforske rummet: Skrøbelige, og krævende meget udstyr. Tænk på hvor meget ilt, vand og føde blot en person har brug for til at overleve i et givet tidsforløb. Og selv om det kun var et kortvarigt ophold på Mars som planlægges, da vil disse nødvendigheder og rumfartøjets livsopretholdende systemer skulle støtte mandskabet på hele ekspetitionen, der, realistisk set, ville vare mindst tre eller fire år.

(To af årene ville nødvendigvis skulle bruges på at kredse rundt om Mars indtil Jorden var i den helt rigtige position for mødet med det tilbagevendende rumfartøj når dette når Jordens kredsløb.)

At bygge et sådant rumfartøj vil uden tvivl være en bekostlig affære -- og mange amerikanere klager endda over dagens beskedne forbrug til udforskning af rummet, og insisterer på at disse penge burde gå til mere ‘jordiske formål’ som de anser som mere værdige. Præsident Obama er tilsyneladende enig, og omtaler omkostningen ved Rumfærgeprogrammet som grunden til at det blev opløst for få måneder siden; alle astronauter skal nu betale pæne beløb for at rejse til og fra den Internationale Rumstation i Ruslands Soyuz TMA, en opdateret version af det raketbårne fartøj som Sovjetunionen lod flyve første gang tilbage i 1966.

 

Soyuz TMA

Så er der risikofaktoren. Apollo 13, som næsten blev en tragedie i 1970 demonstrerede blot, hvor hjælpeløse og alene et forlist rumfartøj er når det forlader Jordens kredsløb. Mandskabet på et fartøj på vej mod Mars ramt af en fejlfunktion, eller af noget eksternt, som en kollision med rumaffald, ville helt sikkert være dødsdømt. Og selvom robotrumfartøjer har indbygget backup systemer for alle de større systemer, så har mennesker ikke det: En astronaut der rammes af en livstruende sygdom eller skade på vej til en anden verden ville med stor sandsynlighed ikke komme hjem i live.

Som om de aktuelle farer ved rumrejser ikke var ægte nok, da fodrer medierne amerikanerne med en stadig diæt af irrationelle skrækscenarier fra panikgrupper der har deres egen dagsorden -- mange af dem, både herhjemme og i udlandet har til formål at underminere amerikansk kapitalisme og industri ved at dæmonisere videnskab og teknologi der netop gør dette muligt.

Resultatet er, at det amerikanske samfund i stadig større grad er blevet risikofrygtsomme, og mistroiske overfor videnskab og teknologi. Ikke overraskende er den offentlige entusiasme for Amerikas Rumprogram historisk lav.

Der er imidlertid en fremstormende økonomisk gigant, hvis ledere kun har lidt respekt for omkostningen, risikoen eller den offentlige mening (uanset om det er hjemme eller ude): 
Folkerepublikken Kina.

Den kinesiske løfteraket

Denne enorme nation, hjem for næsten en femtedel af verdens befolkning er begyndt at spille med de tekologiske og industrielle muskler og er ivrige efter at placere sig som en global supermagt. Ydermere forfølger Kinas totalitære regering  ensidigt ethvert mål man opstiller for nationen, og det folk har en meget lang historie med at udholde uheld og tab af liv. 

Den 29. december frigav Kina en hvidbog om landets kortsigtede mål i rummet. Andrew Malcom der skriver for Investors Business Daily bemærker at disse planer omfatter Kinas egen rumstation (allerede delvist samlet i Jordens kredsløb) og bemandede månelandinger inden afslutningen af årtiet.

Samtidig har præsident Obama lagt sin forgængers projekt om at etablere en bemandet videnskabelig udpost på Månen i skuffen; så mens Amerikas rumprogram visner, trives Kinas.

Menneskehedens historiske beretning indikerer at en bemandet landing på Mars er uundgåelig, uanset risici og omkostningerne -- og skulle Kina forpligte sig til et sådant projekt, da vil det første flag der plantes af en menneske på Den Røde Planet virkelig kunne være rødt.

Zoran Pazameta is director of the Eastern Connecticut University Wickware Planetarium

Read more: http://www.americanthinker.com/2012/01/red_flag_on_the_red_planet_chinas_great_leap_marsward.html#ixzz1ilgQNd4v