Kong Lear for Piger - Margaret Thatcher
Mark TapsonDen nye film “Jernladyen” med stjernen Meryl Streep som tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher gav fra begyndelsen de venstrehældende filmskabere et dilemma: Hvordan laver man et Oscarværdigt portræt uden på samme tide at hædre et æret ikon fra højrefløjen? De synes at have løst det ved at lave denne film om et feministisk ikon, ikke et konservativt.
Frigivet her i USA i denne måned, skildrer “The Iron Lady” Thatchers professionelle og personlige opstigning og nedtur, fra at være en købmandsdatter fra provinsen til toppen af den politiske orden og tilbage igen, til - som filmen viser det - en ensom og mimrende ubetydelighed.
Under forløbet ser vi hendes konfrontation med de magtfulde strejkende fra fagforeningerne, hendes kraftfulde forsvar for det frie marked, hendes modstandskraft overfor en sexistisk forhånelse fra hendes politiske modstandere, triumfen i 1982 Falklands Krigen, og den nærmest churchillske nægten at ville forsone sig med IRA terroristerne (og når man ser på den liste, da får det mig til at ønske af fru Thatcher havde været vor præsident i de sidste 3 år.)
Filmen viser Streep, den mest Oscar-nominerede skuespillerinde i historien, i sit livs rolle, der helt sikkert lader hende få endnu en godkendelse fra Oscar. Det er ligeså polariserende som den ekstraordinære Jernlady. Nogle kritikere har givet den - eller i det mindste fru. Streep - begejstrede anmeldelser mens andre, og nogle fra Thatchers familie og tidligere venner og kolleger har kaldt den et uvenligt portræt. En ven af familien sagde, før filmens udgivelse, at Thatchers børn var “frastødte af det som de have lært ud fra filmen. De mener det lyder som en venstrefløjsfantasi.”
Norman Tebbit, en rådgiver der arbejdede nært sammen med Thatcher i otte år og som beklager sig over at filmskaberne ikke henvendte sig til ham og andre, der virkelig kendte hende, skrev i Uk’s Telegraph Online, at “hun var aldrig, efter min erfaring, den halvhysteriske, overfølsomme, overreagerende kvinde som Meryl Streep skildrer hende som.”
En del af venstrefløjen føler ikke filmen går langt nok i sin uvenlighed overfor Englands moderne tideres Boadicea. Som Stuart Jeffries skrev i den venstresnoede britiske The Guardian online, var hendes tid en “vredens æra, over hvad Thatcher, ødelæggeren af økonomien og en krigsgalning, gjorde ved Storbritannien....Det vil være en skam om “The Iron Lady” overser den dybe vrede til fordel for et eksklusivt syn på Thatcher som kvinden der overgik alle odds.”
Dog er det det fokus som filmskaberne har. Streep og den britiske instruktør Phyllida Lloyd, der begge har slået fast at “The Iron Lady” er “Kong Lear for piger,” har ladet den handle mindre om Thatchers gennemførte konservatisme og meget mere om “en kvinde der trængte voldsomt igennem køns- og klassebarrierer for at blive hørt i en mandsdomineret verden.”
Streep og Lloyd er trods alt ikke konservative. “Jeg er stadig ikke enig med hende i en masse af hendes politik,” sagde Streep diplomatisk. “Men jeg føler hun troede på dem, og at de kom fra en ærlig overbevisning, og at hun ikke var en kosmetisk politiker der blot skiftede makeuppen så den passede til tiden.”
Med hensyn til politikken sagde Meryl Streep i et interview leende:
Vi er ikke interesseret i Kong Lear’s politik. Vi siger ikke at vi ville have stemt på ham....Det som i stedet interesserede mig var at spille rollen som en der gør monstrøse ting eller ting efter dårlig vejledning.
Monstrøse ting? Forkert vejledning? Det er dog snarere en direkte afvisning af, hvordan Streep betragter den kvindelige Lear’s politik og eftermæle. Instruktøren Lloyd beskrev sit mål med dette projekt i samme boldgade:
I visse dele af England er det nu en synd blot at overveje at hun er et menneskelig væsen. Hun er et uhyre af en kvinde, en hundjævel. For mig var filmens pointe at finde den menneskelige side.
Selvom hun ikke stemte på Thatcher, hylder Lloyd når en kvinde endelig kommer til magten i England: “Det føltes som en fra vores hold.” Streep husker også en gysen ned ad ryggen: Jeg gjorde det samme. Vi alle mente at hvis det kan ske i England -- klasseinddelt, socialt fastlåst, homofobisk - hvis de kan vælge en kvindelig leder derovre, så er det kun et spørgsmål om skeunder, før det sker i Amerika.
Hold lige fast - kalder Streep ikke englænderne homofobiske? Og socialt forkalkede? Dette er ikke lige den slags kommentarer der gavner et reklamefremstød med succes. Men oftere og oftere glemmer mange i Hollywood sig selv og afslører deres foragt for deres sociale uoplyste publikum.
Selvfølgelig omfavner feministerne ikke sædvanligvis Thatcher, trods hendes politiske gennembrud. Afvisningen fra “selv feministerne” siger Streep, synes at “have noget at gøre med vor dybe ...ubehag ved kvinder ved magten. Eller vor frygt for dem.” Nej, den feministiske afvisning af Thatcher har alt at gøre med hendes konservatisme, fordi feministerne er gennemført ubehagelig til mode og frygter konservative kvinder der med større succes symboliserer det feministiske ideal, om “ret til det hele,” end de selverklærede feminister.
Filmkritikeren, den liberale Kurt Loder hævder at “filmen ingen åbenbar stilling tager for noget parti. Den præsenterer det gode, og det dårlige (afhængig af en persons politiske orientering).” Men han bemærker dog at filmens fuldstændig opfundne sekvenser med “den mimrende Iron Lady på pension,” underlagt demens, og forestillende sig samtaler med sin døde ægtemand, er “gysende ubehagelige” og smagløse.
Reagan og Thatcher to konservative der vandt Den Kolde Krig uden et skud blev løsnet
Og netop heri er den anden måde, hvorpå denne film underminerer og nedtoner Thatcher’s plads i historien som en konservativ legende. Som en “Kong Lear for piger,” “handler beretningen om magt og den pris der betales for magten,” som pressemeddelelsen fastslår. Og den pris for Thatcher er, ifølge filmen, ensomhed, mentalt forfald, mareridt og plagende anger.
“Der har været mennesker der har set filmen og som blev virkelig bestyrtede, der gerne ville have set en saga om triumf,” sagde fru Streep. Ja, Himlen forbyde at Hollywood skildrer en konservativ verdensleder som en politiske triumf (forestil dig en Hollywood filmskildring af en national leder de ubetinget beundrer, ja tilbeder - lad os sige Obama; ville det ikke kun kunne være en saga om triumf?).
Nogle er bekymrede over filmens indflydelse. Det “er en uden betydning” afviser Lord Tim Bell, en af Thatcher vigtigste PR rådgivere. “Den vil ikke have nogen betydning for hendes plads i historien.”
Uheldigvis undervurderer han Hollywoods magt til at skabe opfattelsen hos en hel generation, der takket været venstrefløjens dominans på vort uddannelsessystem ikke kender meget til historien.
Mark Tapson
Mark Tapson, a Hollywood-based writer and screenwriter, is a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center. He focuses on the politics of popular culture.http://frontpagemag.com/2012/01/09/a-king-lear-for-girls/2/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar