Løgne om vindmøller blæses omkuld!

Løgne om vindmøller blæses omkuld

                                                                                
Windfall udstiller en gadehandlers tilbud.
                           
John Boot
                                

Indbyggerne i det landlige Meredith, New York, er stærkt bekymrede over den globale opvarmning, afhængigheden af olien fra udlandet, og af forureningen fra de fossile brændstoffer. Da en vindmøllefabrikant så kom til byen, og begyndte at tilbyde de pengemanglende indbyggere kontanter i bytte for at få lov til at opføre vindmøller på deres jorder, vindmøller der ville give ren, bæredygtig energi til elnettet, da var folk mere end villige til at lytte opmærksomt. “Vi hjælper verden” siger en indbygger.

Men da beboerne i dette økonomisk trængte område begyndte at forske en smule i dette økonomiens nye ‘skønhedsbillede’ blev de først bekymret, derpå rædselsslagne. Den nye dokumentarfilm Windfall handler om det de erfarede.  

Windfall er den sjældne dokumentarrfilm der kaster et kritisk blik på påstandene som venstrefløjen fremfører, selvom det i dette tilfælde passer så ganske udmærket med miljøbevægelsens lobbyarbejde sammen med Wall Street investeringsbankerne, der finansierer denne formodede kur på vort påståede drivhusgasproblem.

Det viser sig at vindmøllerne er ca 200 meter høje - højden på en skyskraber på Manhattan og malplaceret i det smukke landskab. En enkelt rotor vejer 7 tons. Diameteren på betonfundamentet kan være 50 meter. Når de først er rejst, smadres den naturlige skønhed ved de nærliggende bjerge, møllerne kaster gigantiske skygger, de smider store mængder livsfarlig is fra sig. Mennesker der bor under dem klager over helbredsproblemer, svært ved at sove, og et mærkeligt tryk i deres ører, og så den lave intense kværnende støj fra møllerne der kan sammenlignet med det at bo ved siden af et diskotek, eller være i nærheden af et jetfly der aldrig lander. Andre siger at det at bo i nærheden af en vindmølle er som at have “en støvsuger lige under sengen, og det hele natten.”    

                   

Hallo, det kan jo se ud til der er noget mere vedrørende den ‘rene’ og ‘bæredygtige’ energi, end vi er blervet forledt til at tro. Ydermere på grund af uregelmæssigheden ved vindenergi, da skal nærliggende kraftværker stadig være i drift for at kunne forsyne når det ikke blæser. En overordnet reduktion i CO2 udledning er minimal. Ydermere kræver vindmøller ofte at træer fældes, og veje skal anlægges i et uberørt landskab. Fugle og andre dyr bliver ofre for de enorme rotorer, og det tryk der skabe får flagermusenes lunger til at falde sammen. En flagermusekspert citeres i dokumentaren for at den omfattende brug af vindmøller kunne sætte flagermus i fare for at uddø. Des mere man ser på vindmøller, des mere ligner de ethanolbegejstringen i det 21. århundrede - en prangerkur der kun gør lidt ved sygdom og måske blot gør forholdene værre. 

Så hvorfor bygges disse vindmøller først og fremmest? Som det ofte er tilfældet når noget bizart og ufornuftigt fanger an, er der eet svar på blot et ord. Regeringen giver enorme subsidier til vindmølleproduktionen, og det kan ikke være en overraskelse når Windfall på listen over investorer i giganterne angiver navne som “Morgan Stanley” og “Goldman Sachs.”

Tilsyneladende opmuntrer afskrivningsreglerne til at vindmøllefarmene bliver solgt, og solgt igen, og derpå igen solgt for at opnå skattefordele, gennem afskrivninger - et tordenvejr af papirer der falder som en snestorm over det oprindelige grønne formål. Helt absurd så meddelte Staten New York i 2004 at målet var at 25% af statens energi, skulle komme fra bæredygtige kilder i 2013.

Mange andre stater har vedtaget lignende latterlige mandater som om energiøkonomien er ren ønsketænkning. Med subsidier der lægges gavmildt i budget’æde’truget - selv i en tid med såkaldt “sparsommelighed” da er store virksomheder som GE og Wall Street banker ikke kun ivrige efter, næ de spurter hen til truget og labber i sig som spindende kattekillinger.

Gennemsnitsamerikaneren er blot blevet ‘forført’ at de falske løfter om bæredygtig energi, og indtil nu er det lykkedes den grønne lobby og dens medsammensvorne fra de store virksomheder, med øjnene stift rettet mod statssubsidier, i det store og hele at klare sig fri af nymodens ‘brændstoffers’ hemmelighed. 

Men Windfall gør det klart at vindmøller i kæmpeskala ikke passer i beboede områder, og når man tager omkostningerne forbundet med ‘transporten’ af energien over lange afstande så opstår der spørgsmål om deres anvendelighed selv på helt åbne steder. Nu da skrækscenariet, der skulle indtræffe midt i århundredet er blevet påvist som værende helt hysterisk, så er det på tide at begynde at flytte regeringens subsidier bort fra bæredygtig energi til den sektor der kan trives eller falde ved egen indsats. Windfall der er blevet rost af New York Times (“passende, tidssvarende, kunstnerisk”) af Huffingtofn Post (“vedkommende”) og andre liberale medier, er en levende og påtrængende afsløring af sandhed.

                                    
John Boot is the pen name of a conservative writer operating under deep cover in the liberal media.