At redde en hund og redde et land!

Om at redde menig Fido

Jack Cashill

En tidlig morgen for ikke så lang tid siden gik jeg langs betonbredderne af Brush Creek, et vandløb lagt som kanal, der går gennem hjertet af Kansas City, da jeg så noget jeg ikke havde set længe: En hund der svømmede i kanalen.

Jeg havde selvfølgelig set hunde svømme i søer, og ænder svømme i vandløbet, så det tænkte jeg ikke meget over, men så dæmrede det for mig at det dog så meget lettere at komme ned i denne betonrandede kanal, end at komme op.

Det vidste jeg af egen erfaring. Nogle år tidligere var jeg gået langs kanten af kanalen, som jeg så ofte gør, da jeg fortabt i egne tanker trådte lige ud i intet. Øjeblikkeligt vidste jeg, at nu falder jeg i vandet, men som i tegnefilm, tog det en halv times tid at ramme vandet. På vejen havde jeg tid til at overveje det absurde i det hele.

Jeg havde netop afsluttet en bog om TWA Flights 800’s mystiske forsvinden. Den skulle udkomme om en måned. Mindst et dusin mennesker havde sagt til mig “hold øje med din ryg.” Det de skulle have sag var “pas på dit næste skridt.”

Nu lå jeg så der og var ved at drukne i Brush Creek. En hel konspirationsindustri kunne dukke op omkring min bogstavelige likvidering. Hvem ville dog tro på, at jeg blot faldt i? Jeg ramte vandet nærmest leende.

Morskaben standsede imidlertid da jeg indså jeg ikke kunne komme op. Det var sent i november. Jeg var iført sweater, der nu var ligeså tung som jeg selv, og så støvler. Fortovet lå cirka 60 centimeter over vandet. Jeg kunne ikke helt trække mig selv op og smide en fod over kanten. Jo mere jeg forsøgte des tungere blev jeg.

Kun få mennesker i vor ellers travle by går langs kanalen, selv når vejret er bedst. Sent i november ingen. Men så -- mirabile dictu! -- kom en bomstærk - som sendt fra himlen - fyr i luntetrav ad gangstien. “Hallo Mac,” sagde jeg til min frelsende engen, “kunne du ikke give mig en hånd.”

Igen som i en tegnefilm foretog han en komisk attitude. Mit gæt er at han ikke havde set særlig mange svømmere i dette halvgiftige vandløb, og især ikke sent i november. Muntert var han med på ideen. Da jeg først var kommet på benene igen, fik jeg fisket et drivvådt visitkort frem, og lovede at gengælde hans tjeneste hvis det nogensinde blev aktuelt.

Med denne erfaring i baghovedet kunne jeg næppe overlade en hund til ulykken. Derfor lagde jeg mig på betonkanten og strakte min hån ud. Fido forstod, hvad jeg ville. Han begyndte at svømme ihærdigt hen mod mig og strakte sin pote frem. Jeg forsøgte at få fat i den men kunne ikke finde noget sted af holde fast så jeg kunne trække denne tunge, drivvåde hund op.

På dette tidspunkt greb jeg min mobiltelefon og ringede 112. Da det sat redde hund ikke lige var deres gebet, henvistes jeg til Dyrenes Værn. Jeg erfarede snart, at de kun betjenete dyr fra mandag til fredag. Det var lørdag. Jeg forklarede at, uden deres indgriben ville denne hund helt sikkert drukne. Jeg fik derpå at vide at så måptte den holde sig svømmende til det blev mandag.

Hvis jeg nogensinde skulle mindes om at ordene “medfølelse” og “regering” kunne forekomme i samme sætning så var det nu. Skønt individuelle ansatte kan have gode egenskaber, da er faktisk medfølelse ikke en jobkrav i noget regeringskontor som jeg kender til. Hvis en ansattes gode hjerte overlever hæmmende fagforeningskrav og bureaukratiske samme, da er det et mirakel der er værd at fejre. Der var derfor ingen mirakler den lørdag ved Dyrenes Værn.

Værende søn og ægtemand til cynofober (slå det selv op), havde jeg aldrig ejet en hund. Jeg har imidlertid regelmæssigt drømme om hunde. Mine drømmehunde er uomtvisteligt kloge, drillesyge, og overraskende snakkesalige, især i betragtning af at de er hunde. Vi har det godt sammen. En psykiater kunne skrive en bog om de drømme. Jeg kunne bare ikke lade Fido drukne.

Jeg lagde mig på igen på betonen og strakte min hånd ud igen. Fido svømmede derhen, nu helt tydligt træt og bange. Denne gang nåede jeg bag hans hoved for at få fat i halsbåndet og trak derpå godt til. Fido gik i panik. Han fik vendt hovedet og tog en god bid af min handske. Mine drømmehunde gjorde aldrig noget sådant.  

Jeg ringede til Dyreværnet igen. Jeg forklarede at hvis de lod hunden drukne, så skulle de tømme Brush Creek for at finde ham. Ellers skulle jeg havde indsprøjtning mod hundegalskab. Det ville ikke være en god reklame for dem. Modstræbende føjede de sig. De ville sende en mand.

Mens jeg ventede, gik jeg hen til den nærliggende Starbucks for at få en kop kaffe. Da jeg kom tilbage havde en lille forsamling komme til, der havde opdaget Fdio der nu svømmede 50 meter længere ned i vandløbet og de forsøgte at redde ham. “Pas På!” råbte jeg. “Han vil bide jer.” Advarslen kom for sent.

“For helvede” udbryd fyren. Fido havde netop også bidt ham. Men jeg gik derhen ringede Dyreværnsfyren. Han var faret vild. Han ønskede en adresse. Jeg forklarede vi var længere nede ad vandløbet, under Main Street broen. Der var ingen adresse. Det hele forvirrede ham. Han insisterede på at jeg holdt telefonen åben for at give ham vejledning.

Nu var der et halvt dusin mennesker kommet til. Fido var ved at drukne for øjnene af os. Det var patetisk. Vi kunne ikke lade det ske. Jeg sagde til min 'bidkollega.' “Det er enten dig eller mig. Vi er allerede blevet bidt.” Det var han enig i. “Bliv ved telefonen,” sagde han. “Lad mig prøve en gang til.”

Lykkeligvis var Fido for udbrændt til at kæmpe. Fyren rakte ud og med et mægtig h i v i Fidos halsbånd trak han ham op, nu rystende og fugtig som en nyfødt føl. Den lille forsamling klappede med tårer i øjnene.

I det øjeblik dukkede en halvtyk forsagt dyreværnsmand endelig op. Han havde en snor i hånden. Ikke andet. Han kunne ikke have fået fat i Fidos halsbånd bedre, dengang Fido var mere frisk end han kunne have fanget en løs flodhest.

I sit klassiske værk “Demokrati i Amerika” undrede den franske observatør Alexis de Tocqueville sig for snart to århundreder sig over den amerikanske egenskab ved frivillig hjælp.

Han skrev:

"I United States, ligeså snart adskillige indbyggere har indtaget en holdning eller grebet en ide de ønsker at fremme i samfundet, finder de hinanden og forenes når de først har haft kontakt. Fra det øjeblik, er de ikke længere isolerede, men er blevet en magtenhed der kan ses fra lang afstand hvis aktiviteter tjener som et eksempel, og hvis ord hyldes."

Som Tocqueville også bemærkede: “Der er kun et land på jordens flade, hvor borgerne nyder fællesskabets ubegrænsede frihed uden et politisk formål.” Det er os. 2012 valget kan meget vel bestemme om det forbliver således.

http://www.americanthinker.com/2012/01/saving_private_fido.html#ixzz1keCG9jTR