Red folket - afskaf den europæiske superstat!

Red folket - dræb den Europæiske superstat

Ilana Mercer

“En ærlig mand””  Ayn Rand i “Og Jorden Skælvede,” “er en der ved han han ikke kan forbruge alt det han producerer.” Hvor står grækerne i dette billede?

For anden gang siden 2010 har Eurozonens finansministre smidt Grækenland “en finansiel redningskrans,” denne gang sammen med 172 milliarder dollars. De europæiske banker har indvilliget i at nedskrive mere end 50% af de penge Grækenland skylder, næsten 100 milliarder dollars i gæld.

Alligevel forbliver Athen, som Washington, korrupt til benet. Man vedbliver med at forbruge mere end man skaber. Det græske arbejdsmarked er endnu ikke blevet liberaliseret. En høj minimumsløn hæmmer ansættelser. Og ifølge en BBC News beregning, er “vanen med at betale en ‘feriebonus’ der svarer til en eller to måneders ekstra løn,” stadig gældende. Man behøver vist ikke være et orakel fra Delfi for på gudommelig vis at forudsige næste trin i Grækenlands opløsning: En nedgradering af landets kreditstatus til under 0. 

“Sparsommelighed,” er imidlertid en eufemisme blandt politikere og deres medieflokdyr for “længerevarende nedskæringer og reform,” i den offentlige sektor. Implicit i deres kritik af “sparsommelighed er den påførte smerte på det græske statsapparat der uundgåeligt vil ødelægge det græske samfund.

Au Contraire. Stat og samfund burde aldrig være så stærkt indarbejdet i hinanden.

Forsøg at forklare for vor præsident at des større stat, des mindre det civile samfund. Mens han underholdt lederne af EU, i november sidste år, lovede præsident Obama at Amerika ville hjælpe sine europæiske sjælsfæller med at stå imod i Eurozone krisen. Han sagde følgende (nuvel en del af det):

“EU er vor største handelspartner. Vi har ikke råd til at lade det fejle. Vi sender megen af vore varer og tjenesteydelser til Europa. Vi deler deres værdier.”

Uden vore europæiske samarbejdspartnere er vi ikke i stand til at knuse Iran og Syrien. Eller bombe og regulere verden og dens folk til underkastelse. Hvis Eurozonen går i opløsning - ville det kunne være en forvarsel om det som vil overgå U.S. (OK sidste del er som var det talt af hans mund, for jeg tror jeg kender min præsident nu.)

Risici er for høje, siger du hr. Præsident? For hvem? Cui Bono? Hvem får goderne, Barack?

Stil dig selv det spørgsmål, hver gang en journalist/klogeåge/analytiker/politiker på hysterisk vis insisterer, uden helt at motivere, hvorfor EU og Eurozonen ikke kan overlades at dø en naturlig død.

At spørge hvad der vil hænde dersom kolossen kollapser, er at indbyde non sequiturs og omstændighedsargumenter fra obligationsholderne. I traditionen med “en udtalelse der ikke følger logikken fra det som gik forud,” opsummerede David Böcking fra Spiegel Online (en helt ukarakteristisk intelligent tysk avis; tyskerne er ubenægteligt ikke lette at gøre indtryk på) argumenterne mod et nedbrud af Eurozonen. Traktaterne, argumenterer Böcking, giver ikke lov til en nem opløsning. Disputer om jura kunne dukke op, hvis de stater der trækker sig ud virkelig var bundet ved deres gæld til en Bismarcklignende superstat, som tilfældet er med Grækenland. Fremfor alt, ville de forkælede EU teknokrater miste deres greb om verdensscenen.

Er du ikke overbevist ved disse juramæssige retfærdiggørelser for at opretholde en Union i rigor mortis?

Så overvej følgende økonomiske realiteter:

Amerikanere af kød og blod handler ikke med Barack eller med Bruxelles, hovedsædet for EU centralregeringen, men snarere med Belgiens folk, Hollands, Tysklands, Frankrigs og Grækenlands folk. Hvis de finansielle institutioner som europæerne og amerikanerne er blevet ført ind i som flokdyr af ‘Statisterne’ på begge sider af Atlanten, fejler , nuvel da, vil individuelle fabrikanter og og handlende være frie til at producere og handle uden at være underlagt disse voldsomme, kunstige, uorganiske strukturer.

Grækenlands fiasko er regeringspåført, ikke nødvendigvis af folket - en fiasko hos en regering der har fomøblet 160% af BNP. Indrømmet, ret så mange af de regerede, måske flertallet, har også fejlet, er blevet forført af statens forbudte frugt.

“Vi må ikke lade vore ledere bebyrde os med stigende gæld,” forvarslede Thomas Jefferson. “Vi skal foretage et valg mellem økonomi og frihed, eller ødselhed og underkastelse.” Ved at forkaste “økonomi og frihed” fik Grækenland “underkastelse.” Athen, demokratiets vugge, er også borte, splittet er det direkte demokrati ved at nægte at give lov til en folkeafstemning om, hvorvidt landet skulle forlade Eurozonen.

I fraværet af den mulighed er de nedbrudte Dionysius’er fanget. For eksempel sammenlignet med de produktive tyskere består den græske arbejdsstyrke af omkostningskrævende og meget lidt effektive arbejdere.

De kan bare ikke konkurrere.

Om de havde en moral, og et intellektuelt kompas - og fik lov til at bestemme deres skæbner - da ville Grækenlands folk vælge at forlade Eurozonen og EU.


Grækerne kunne da fastholde deres suverænitet. For det første ved at genindføre drakmen, deres gamle valuta. For det andet kunne de vælge at lade deres valuta flyde mod EU medlemsstaterne således, at det forøger incitamentet hos den græske arbejdsstyrke.

Endelig ville disse ‘vogtere’ af superstaten være i stand til at smide besætterne fra EU, IMF og ECB (Europæiske Centralbank) ud,  hvis embedsmænd er stationeret i Athen som en overopsynsenhed.
Ilana Mercer
Ilana Mercer is a classical liberal (libertarian) writer and a fellow at the "Jerusalem Institute for Market Studies." She is the author of "Into the Cannibal's Pot: Lessons For America From Post-Apartheid South Africa." "The titular tease," explains Ilana in the book, "is meant as a metaphor and is inspired by Ayn Rand's wise counsel against prostrating civilization to savagery." Ilana's website is IlanaMercer.com.. She blogs at www.barelyablog.com.

http://www.wnd.com/2012/02/save-the-people-kill-the-european-superstate/