Rockefeller og Romney - en sammenligning

Nelson Rockefeller's Lære til Mitt Romney

Chris DeSanctis

Tidligere U.S. Senator Rick Santorum, uden de store midler og uden en stor organisation har vundet præsidentprimærvalg og caucuses på grund af Mitt Romney’s Rockefeller problem.

Med sit bud for Det Hvide Hus står Romney overfor anklager der ligner de som Nelson Rockefeller, 49. Guvernør over New York, stod overfor under hans primærvalgkamp som præsident i 1964 mod U.S. senator fra Arizona Barry Goldwater.

Rockefeller var en liberal Republikaner hvis synspunkter i det store og hele lå nærmere Det Demokratiske Parti. På hans tid havde de konservative deres base i Midtvesten og blev flere i Vest og Syd, mens den moderate/liberale fløj af GOP havde basen i Nordøst og dominerede partiet. Sidstnævnte fløj fik øgenavnet 'også.jeg.Republikanismen,' fordi de førte sig frem med at sammenligne sig med Det Demokratiske Parti (synonymt med dagens Republican in Name Only (RINO)).

For at stille op mod John F. Kennedy som præsident (det blev dog Lyndon Johnson) skulle Rockefeller først vinde primærvalget. Idet han mente hans liberale Republikanske organisations støtte var sikker, forsøgte Rockefeller at gøre kur til den stadig stærkere konservative fløj af partiet. Til det formål udviklede han et udmærket venskab med Goldwater, der ledte den konservative fløj, og var Rockefellers hovedmodstander.

Tingenes tilstand ændrede sig imidlertid, og Rockefeller holdt inde med at gøre kur til de konservative af to årsager: Den liberale del af GOP blev foruroliget over hans taktik med at gøre kur til højrefløjen, og konservative kunne ikke helt og aldeles støtte en liberal New England Republikaner.

Da det lykkedes Nixon af forene partiets to fraktioner i 1960 da mislykkedes det for Rockefeller her fire år senere. I stedet for at søge om konservativ støtte i GOP, besluttede Rockefeller sig for at angribe de konservative ret så ondsindet. I sin biografi om Goldwater skriver forfatteren Lee Edwards, “Rockefeller anklagede de konservative og insisterede på at ægte Republikanere måtte redde partiet og nationen....”

Denne taktik gav bagslag. Selvom primærvalgene sluttede med dødt løb, vandt Goldwater 51% mod Rockefeller 49%. Den konservative fløj i GOP havde chokeret den liberale.

 

I sin bog fra 1965, The Agony of the GOP, fastslog Robert D. Novak:

“Den virkelige svaghed ved Rockefellers felttog ....var mangelen på begejstring og glæde. Rockefeller var langt foran, men ikke særlig mange Republikanere var så glade for det -- selvom de heller ikke var udpræget kede af det. Sandheden er at Rockefeller ikke formåede at skabe ægte entusiasme....Han magtede ikke at få nye konvertitter....Rockefeller var i front med hensyn til at eliminere andre, fremfor det var hans medfødte politiske styrke der gjorde udslager.”

Rockefeller, der jo fik støtte af de etablerede liberale, oplevede virkelig vanskelighed ved at skabe begejstring i begge fløje hos GOP.

Mitt Romney har Rockefellers problmer. Romney er også en tidligere New England Republikaner og Guvernør der går efter embedet som liberal. Som tidligere Bush taleskriver Michael Gerson forklarede,

“Romneys helt store politiske sårbarhed er alvorlig i sig selv. Da han stillede op som Guvernør i Massachusetts i 2002, var han en for-livet (abort), økonomisk centrist, og kulturelt liberal, forretningsorienteret Republikaner.”

I hvert fald til dato kan det se ud til at konservative i GOP nægter at støtte Romney på grund af hans Massachusetts fortid. Som Rockefeller forhindrer den ham i at forene partiet.

Samtidig er Rick Santorums opstigning en refleksion af mange ting, herunder god timing, udholdenhed og troværdighed. Imidlertid er Santorums år med at forblive tro overfor sine konservative overbevisninger om regeringen af meget stor betydning. Primærvalgsracet i 1964 der påbegyndte et større skifte i hvem der kontrollerede GOP fra også-jeg-Republikanere til konservative har sat scenen for dagens Rick Santorum. De konservative elsker ham. Siden 2008, har Romney’s problem altid været at finde ud af, hvordan han kunne få dem til også at elske ham.

Efter Goldwaters ekstraordinære nederlag i 1964 valget til Demokraten Lyndon Johnson, fastslog Tom Wicker fra New York Times, i en artikel efter valget, “Republikanerne kan kun vinde som et også-mig-parti” (Lee Edwards). I dag ved vi Wicker tog fejl. De vælgere der gik over  til Goldwater fløjen i det Republikanske Parti var der også, og for Ronald Reagan, i 1980 og 1984, og gav tilskyndelsen til at vinde Det Hvide Hus i 1994, og har været involveret i enhver kampagne siden da.  

Goldwaters fokus på lavere skatter, en mindre forbundsregering, et stærkt militær, støtte til individuelle rettigheder, og de konservative familieværdier, blandt andet, er nu mainstream i GOP.

Goldwaters bevægelse afsluttede dominansen fra 'også-jeg-Republikanismen' og med tiden fik den vendt GOP til et nationalt konservativt parti. Det er derfor at Rick Santorum, en traditionel konservative er i fremmarch, trods alle odds.

Chris DeSanctis is an adjunct professor in the Department of Government and Politics at Sacred Heart University in Fairfield, CT.  He can be reached at desanctisc@sacredheart.edu.

Read more: http://www.americanthinker.com/2012/02/nelson_rockefellers_lesson_for_mitt_romney.html#ixzz1n0fQfZLJ