‘En større chance for hæder’
Bruce BawerMens jeg har radiolyttet to eller tre gange siden begyndelse af februar har jeg hørt journalister ude på gaden spørge sorte forbipasserende, hvilke mænd og kvinder i afrikansk-amerikansk historie de ser op til. Anledninger er selvfølgelig Black History Month.
For de fleste af de udsprugte, dem jeg hørte, var spørgsmålet åbenbart overraskende vanskeligt. Mange af dem kunne kun komme med et navn: Martin Luther King Jr. Nogle, tilføjede, efter et stykke tid, Malcolm X. Nogle få nævnte Oprah. En nævnte Will Smith. Det som var måske overraskende - og så dog måske ikke - er at kun et par stykker tænkte på præsident Obama.
Jeg er noget forbeholden overfor en “history month” der er knyttet til en særlig gruppe, uanset om det er sorte, bøsser, kvinder, latinoer, dværge, skaldede - hvad som helst. På den ene side så har amerikanerne ikke brug for at få endnu mere opmuntring til at betragte sig som tilhørende grupper - vi er allerede gået alt for langt ud af den tangent. På den anden side har amerikanerne på desperat vis brug for at vide mere om deres egen historie.
Selvfølgelig ikke ud fra en snæver og fjendtlig holdning ala Howard Zinn og kompagni, men ved en omfattende forståelse af, at samtidig med at vi så absolut ikke må glemme, overse de mørke kapitler i landets fortid, da skal vi anerkende at amerikansk historie er enestående, unik, og ualmindelig inspirerende - at hovedpersonerne i den er kommet fra alle hjørner af jorden.
Endnu en overvejelse er at sorte amerikanere, ligesom medlemmer af så at sige enhver anden gruppe, ofte er blevet oplært til at idolisere visse andre medlemmer af deres grupper der bare ikke fortjener deres respekt.
Jesse “Hymietown” Jackson, ikke sandt? Al “Tawana Brawley” Sharpton? Tal med unge mennesker der har taget kurser i Black Studies og de vil fortælle dig at deres helte inkluderer ubegribelige kryb som Huey Newton og Angela Davis. Det er frastødende. Mange hædrer Muhammad Ali, men selvom de kender til hykleriet han så brutalt blev underlagt, så er de helt uvidende om beretningen om hans egen frastødende fordomme.
Så er der den næsten allestedsnærværende tendens til at benytte ordet “helt” omtrent som et synonym for “berømthed.” Derfor ender vi med unge mennesker hvis sorte “helte” er basketballspillere - eller hip-hop kunstnere, der i det mindste er ligeså berømte for deres forbrydelser som for deres rap.
Min egen fornemmelse, mens jeg lyttede til de radiointerviews var at hvis vi skal have en Black History Month så lad os benytte lejligheden til at informere nutiden unge amerikanere - uanset hudfarve - om stor sorte amerikanere i fortiden, som de måske ikke kender til, men som hjalp med at gøre Amerika til en større og mere tolerant nation.
Mennesket Hattie McDaniel, der spillede Mammy i Borte med Blæsten vandt den første Oscar som en sort har modtaget. Selv som filmstjerne på toppen var McDaniel underlagt en ydmygende fordomsfuldhed (hun blev ikke inviteret til Atlanta premieren på filmen), men det holdt hun ud med en enorm selvrespekt og selvdisciplin, og hun arbejdede som stuepige når hun ikke få skuespillerroller som netop stuepige. Hun var ikke aktivist i ordets snævreste betydning men som den vidunderlige skuespiller Fay Bainter sagde da hun præsenterede prisen til McDaniel, hendes Oscar sejr var i sig selv en triumf i sagen for ægte diversitet, “der gør os i stand til at omfavne hele Amerika - et Amerika som vi elsker, og et Amerika der, næsten alen i dagens verden, anerkender og giver hæder og løn til de som har gjort deres bedste, uanset trosoverbevisning, race eller hdufarve.”
http://www.youtube.com/watch?v=e7t4pTNZshA
Og hvad med Zora Neale Hurston, hvis fremrangende smertelige smukke roman fra 1937 Their Eyes Were Watching God er uendeligt meget bedre end noget Toni Morrison eller Alice Walker nogensinde skrev? Ulig mange andre prominente sorte amerikanere i hendes tid, var Hurston ingen fan af New Deal, som hun betragtede som en formel for afhængighed. Hvis hun var for noget, så var det individuel uafhængighed. Hun skriver.
Zora Neale Hurston
“Jeg er ikke på nogen måde ‘tragisk’ farvet. Der er ingen stor sorg ophobet i min sjæl, eller lurende bag mine øjne. Jeg er helt ligeglad med det. Jeg tilhører ikke den hulkende skole af Negerdom der holder fast i, at naturen på en eller ande måde har givet dem en elendig skæbne og hvis følelser kun handler om det. Selv i det omtumlede liv der er mit, har jeg set at verden tilhører den stærke uanset mængden af pigment. Næ, nej, jeg græder ikke over verden - jeg har for travlt med at få min østerskniv gjort skarp.Nogen skubber mig altid i siden og minder mig om jeg er oldebarn af slaver. Det gør mig ikke deprimeret. Slaveriet er 60 år tilbage i tiden. Operationen lykkedes, og patienten har det godt, mange tak! Den forfærdelige kamp der gjorde mig til en amerikaner ud af en potentiel slave sagde “På række!” Rekonstruktionen sagde: “Vær Beredt! og og generatioen før sagde, “Gå!” Jeg er i fuld firspring og jeg må ikke holde inde i løbet for at se mig tilbage og græde. Slaveriet er den pris jeg betalte for civilisationen, og det valg var ikke mit. Det er et pinagtigt eventyr og prisen er blevet betalt af mine forfædre. Ingen på jorden har nogensinde haft en større mulighed for hæder.”
Marian Anderson
Kender unge mennesker i dag, sort eller hvid, til Marian Anderson, den fantastiske sangerinde der efter at være blevet nægtet adgang i 1939 til at synge i Constitution Hall i Washington af the Daughters of the American Revolution, blev inviteret af Eleanor Roosevelt til i stedet at synge ved Lincolm Memorial for et radiopublikum på millioner - og som blev den første sorte optrædende på Metropolitan Opera og optræde ved March on Washington?
Kender de til Jackie Robinson, der brød igennem som farvet i de store ligaer i 1947, og hvis tålmodige vedholdenhed overfor racistiske krænkelser af de andre spillere gjorde enormt for at bane vejen for andre sorte spillere?
Kender de Nat King Cole, der trods sin hjertegribende blide sangstemme var en stålsat mand, nægtede, gennem en dybfølt principiel modstand, at flytte familien fra deres hus i det overvejende hvide Hancock Park, Los Angeles, skønt bøller generede dem nådesløst. og endog brændte et kors på deres græsplæne?
Kender de Louis Armstrong, som nogle gav tilnavnet Onkel Tom, men hvis indfølte opfordring til præsident Eisenhower om at tage stilling til adskillelsen mellem sorte og hvide i skoler i Little Rock, og som det er blevet vidt anerkendt, tvang Ike til at handle - og som var helt meget tyngende, fordi han blev opfattet, ikke som en radikal oprører, men som selve personificeringen af anstændighed, ansvarlighed, og en god borger? (Hvis du ønsker at blive ophøjet af det inspirerende liv af en stor amerikaner som køb Terry Teachout’s vidunderlige biografi om Armstrong.)
Man kunne opliste mange, mange andre navne - gående fra Joe Louis til General Benjamin O. Davis, Jr., og the Tuskegee Airmen. Og Bill Cosby, der i de senere år er belvet en tapper og veltalende fortaler for individuel ansvarlighed.
De mænd og kvinder jeg har nævnt repræsenterer en stor bred vifte af sorte amerikanere. Men det som de alle har, eller havde til fælles er uselviskheden og selvdisciplinen i deres helt lovligt berettigede vrede over ækelt, monstrøst og uforsvarligt hykleri, og viljen til at være mænd og kvinder, hvis værdighed og storhed har hjulpet med til at udskamme millioner af hvide amerikanere - således at de må give dem - og alle sorte amerikanere deres anerkendelse. Det fortjener de vor evige respekt for - ikke kun i februar måned, men hele året.
Bruce Bawer
Bruce Bawer is a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center and the author of “While Europe Slept” and “Surrender.” His new Harper Collins e-book, "The New Quislings," about the Norwegian Left's exploitation of the July 22 mass murders in Norway, is now available.http://frontpagemag.com/2012/02/13/%E2%80%9Ca-greater-chance-for-glory%E2%80%9D/2/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar