søndag den 5. februar 2012

Stakkels Castro mobbet af USA?

Hvordan USA ‘mobbede’ stakkels lille Castro

       
Humberto Fontova                                      

Den 7. januar 1959 markerede en milepæl i U.S. diplomatiets historie. Aldrig før havde Udenrigsministeriet givet diplomatisk anerkendelse til en latinamerikansk regering så hurtigt som man velsignede Fidel Castro med den på denne dag.

På det tidspunkt var Castro end ikke kommet ind i Havana.

Intet så ihærdigt hurtigt var blevet udøst over den “U.S. støttede” Fulgencio Batista, syv år tidligere. Batista var faktisk blevet straffet af et U.S. våbenforbud og et voldsomt diplomatisk pres for at trække sig i over et år. Batista var efterfølgende blevet nægtet eksil til USA og fik end ikke lov til at sætte sin fod i det land der “støttede” ham.

Ved et besøg på Cuba i 2001, for “et lærd topmøde” med Fidel og Raul Castro, klargjorde Robert Reynolds - der tjente som CIA’s skrivebordsekspert om Caribien og Revolutionen i Cuba i 1960 - for USA diplomtiske stillingtagen på den tid: “Jeg og mit hold var alle Fidelistas,” pralede han overfor sine værter der strålede af glæde.

Robert Reynolds


Reynolds’ kollega Robert Weicha, der tjente som CIA chef i  Santiago, Cuba, sent i 1950’erne konkluderede: Alle i CIA og alle i Udenrigsministeriet var pro-Castro, undtagen amnassadør Earl T. Smith.  
                             


I efteråret 1957 indsmuglede Weicha, og U.S. konsulen Park Wollam de mest moderne sendere ind i Cuba der blev til Castro’s og Che’s Radio Rebelde. Fra disse mikrofoner sendte Castroitter deres “guerillasejre” rundt på hele øen, sammen med deres planer om at løfte Cuba ind som et Caribisk Shangrii-La område, inspireret af Adam Smiths, John Stuart Mill, Thomas Jefferson og Frans af Assisis principper. Disse proklamationer nåede efterfølgende det meste af den engelsktalende verden gennem det gode arbejde af New York Times og CBS (henholdsvis Herbert Matthews og Don Hewitt),

“Krig mod USA er min sande skæbne!” havde Fidel Castro betroet i et brev til en ven i juni 1958. “Når den krig er forbi vil jeg påbegynde en endnu større krig.” Tja, desværre blev dette budskab ikke sendt til USA på “Radio Rebelde,” og synes helt at være sluppet for CIA knusemaskinen.

I løbet af få dage efter at have anerkendt Castro regimet afskedigede U.S. Udenrigsministeriet sin Republikanske ambassadør til Cuba, Earl T. Smith - den utålelige pest som Weicha nævnte. Smiths utilgivelige gentagne fejl var at advare om at det at støtte Castro oprørerne (som vi har set både moralsk som materielt) og samtidig trække tæppet væk under Batista ikke var det smarteste i varetagelsen af U.S. interesser, for slet ikke at nævne de cubanske folks interesser.

Måneder tidligere havde en oprørt Smith kontaktet Jim Noe, CIA stationschefen i Havana, med rapporter fra hans cubanske kontakter om at kommunister trak i tådene i Castro bevægelsen og om Che Guevaras velkendte kommunistiske forbindelser og sympatier. (Da han blev arresteret i Mexico City i 1956, havde Guevara i sin lomme visitkortet fra den lokale KGB agent, der også tjente som Raul Castros KGB mellemmand, og det siden 1953). Men Noel kunne knap skjule sin ærgelser over den besværlige Republikanske alarmist:

“Vær ikke bekymret, Ambassadør,” snerrede den typisk venstreorienterede CIA officer. “Vi har infiltreret Castors guppe i Sierra. Castoerne og Che Guevara har ingen forbindelse overhovedet med kommunisterne.”  

Smiths erferfølger - Phil Bonsal - en liberal karrierediplomat belv fuldt og helt støttet og adopterede hurtigt den officielle “gulerod, og endnu større gulerods” politik overfor Castro. Det nye cubanske regime blev snart overbruset med 200 millioner dollars i subsidier fra U.S. skatteyderne.
 
Phil Bonsal

Castro var hurtig til at svare:

“USA er en grib der lever af menneskeheden!” udtalte han henrykt blot en uge efter Smiths afsked. “Lad Marinerne invadere! Vi skal samle en bunke med 200000 døde gringoer!”

Som nævnt bestod den eneste “USA invasion” dengang af smilende behagesyge Yankee diplomater med støttedollars fra Yankee skatteyderne.

Årvågne cubanere begyndte at lægge planer mod Castro næsten fra dag til dag, men - da de var klar over, hvem det var der hjalp ham til magten - holdt de sig på afstand af embedsmænd fra USA, og vendte sig i stedet til Rafael Trujillo fra Den Dominikanske Republik for at få logistisk assistance.

Ikke desto mindre fik Phil Bonsal i august 1959 nys om denne plan og omgående varskoede han Castro om en konspiration mod hans regime, der udelukkende bestod af cubanere. Til dels takket været Bonsals ‘omsorg’ fra regimet, der fornærmede hans land ved “en grib mod menneskeheden” og i færd med at stjæle 2 milliarder dollars fra U.S. aktiehavere, blev anti-Castro planen afsløret.

Hundreder af cubanere der havde været med i planen blev fængslet. Nogle af dem henrettet. Og regimet der tre år senere var tæt på at pulverisere mange af Amerikas største byer med atomraketter (herunder Bonsals hjem) overlevede.

Dengang, som nu, blev ordet gringo meget sjælden benyttet af cubanerne. Således med sin “grib” tirade var Castro allerede i gang med at spille op til det Latinamerikanske galleri. Castros allerførste tur udenlands som statschef var til Caracas, hvor han den 25. januar 1959 opfordrede Venezuelas præsident Romulo Betancourt om at “følge” hans “store plan mod gringoerne.” Den nyvalgte venezuelanske præsident erfarede snart af hans “tilslutning” ville bestå af kæmpelån, finansiel hjælp og afskibninger af gratis olie til Castro fra Venezuela. Derfor besluttede Betancourt at “tænke over det.”

Der krævedes en Hugo Chavez før Venezuela endelig “sluttede sig” til Castros masterplan. Midt i 2005 flød der dagligt 160000 næsten gratis olie fra Vanezuela til Cuba, om dagen, en strøm der fortsætter uhindret trods Venezuelas patetiske økonomi. Gaven til Chavez er i form af tusinder af cubanske specialister der i væsentlig grad står for hans regimes sikkerheds og efterretningssektorer.

Faktisk, slet ikke en dårlig byttehandel. Optrænet og oplært i årtier af KGB og Østtyske STASI, betragtes Castros hemmelige politi som værende blandt de mest “profeffektive” på Jorden, noget der passer til et regime der fængslede politiske fanger i større antal end Stalin og henrettede (myrdede, faktisk; for første udtryk antyder en form for domsproces) flere mennesker i forhold til indbyggerantal i sine tre første år ved magten end Hitler i hans første seks år.

Mon han selv er klar over han er gennemført nuts?

I løbet af få uger efter hans “døde gringoer” tirade og besøget i Venezuela havde Castro regimet stjålet Cuban Telephone Company (ITT underafdeling), påbegyndt en masseplyndring af U.S. ejendom for spidsen af et Sovjetvåben der ville nå næsten 2 milliarder dollars på mindre end et år - og omfattede tortur og henrettelsespelotoner overfor adskillige U.S. borgere der gjorde modstand.

Castro regimet har aldrig betalt en øre af dette masserøveri til sine ofre i USA. Led du blot efter nogen omtale af ovennævnte i de førende medier om den såkaldte U.S. embargo af Cuba (faktisk har vi været Cubas hovedforsyner af mad og den femtestørste handelspartner i nu næsten et årti) du vil absolut intet kunne finde.

“Men det er jo forslidt Kold Krigs retorik, Humberto,” ville nogen sige. Men det er de samme folk der stadig leder Cuba, som de gjorde i 1959.

http://frontpagemag.com/2012/01/09/how-the-u-s-%E2%80%9Cbullied%E2%80%9D-poor-little-castro/2/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar