Statsligt forbrug har aldrig sat noget i gang

At bruge mere har aldrig virket!

Alan Caruba

Spørg hvilken som helst finansrådgiver, hvad man skal gøre når man er ved at drukne i gæld og de vil fortælle dig, du skal bruge færre penge og betale af på din gæld. Det er sund fornuft, og ikke andet. Hvis du imidlertid spørger politikerne, hvad man skal gøre vil de give det råd at landet skal bruge endnu flere penge og låne nogle flere. 

 

Trods en enorm nationalgæld og underskud har forbundsregeringen netop bestemt sig for sit hditil største forbrugsår, med det næststørste årlige budgetunderskud. I finansåret 2011, der sluttede 30.09. brugte regeringen 3,6 billioner dollars, en forøgelse over forbruget i 2009 på 3,52 billion.

Budget “underskuddet” er forskellen mellem regeringens indtægter og hvad der bruges. “Gælden” er akkumuleringen af årevis af underskud. USA har en gæld på 15 billioner dollars og den vokser med milliarder dagligt på grund af renten der skal betales for at holde lånene kørende. Hele 40 cents per dollar regeringen bruger er lånt.

The Congressional Budget Office​ bemærkede, at underskuddet er “større end noget år siden 1945” da 2. Verdenskrig sluttede. Som en Wall Street Journal leder udtrykte det, “Årene med Obama har akkumuleret de tre største underskud, både i absolutte beløb, og som en del af BNP, siden Hitler stadig terroriserede Europa.”

I kølvandet på den fejlslagne Super Committe, der stod udfordret ved at være at skære blot 1,2 billion dollars ned over 10 år bemærkede lederen at, “Præsident Obama var voldsomt imod, selv overfor den mindste nedskæring i statsfinanserne i 2011, som Husets Republikanerne pressede på med i år.” Han fortsætter med at presse på for højere skatter på “de rige” trods den kendsgerning, at de rige allerede. betaler deres rigelige del af indkomstskatterne. Ifølge Obamas definition er en rig enhver der tjener mere end 200000 dollars om året. Hos alle andre er den definition på - middelklasse - ikke rig.

Vi er ved at gå ind i en periode der sandsynligvis kan blive kaldt Den Store Depresssion 2 eller 2.0. Historien plejer sædvanligvis at være en guide, og som Hans Bader, der sidder i rådet for særlige projekter for Competitive Enterprise Institute har bemærket, “regeringsforbruget (og budgetunderskuddet) steg dramatisk under Depressionen og under både Hoover og Roosevelt administrationen....øgedes forbruget  fremfor at skære ned.”

Det er farligt at klynge sig til myterne om Den Store Depression. Bader siger, “Stor ‘regering liberalismen’ er en religion, ikke en skole med rationel tænkning. En falsk forståelse af historien om Den Store Depression er selve hjørnestenen i venstrefløjsideologien...”

Den Store Depression var en række recessioner. Den 5. august bemærkede Bader i New York Times at, “I 1937 fastslog Højesteret antivirksomhedslovgivning der var stadfæstet ved lavere retsinstanser, såsom  National Labor Relations Act​, i beslutninger som National Labor Relations Board​ v. Jones & Laughlin Steel Corporation. Det gjorde fagforeningerne magtfulde, førte til en bølge af dyre strejker og hæmmede ansættelser. De forøgede lønninger der blev krævet af fagforeningerne resulterede i at mange arbejdere blev fyret.”

Lyder dette bekendt? Bestræbelser af staterne på at gøre sig fri af kollektiv overenskomst, hovedsageligt med offentlige ansattes fagforeninger som Service Employees International Union (SEIU), (servicearbejdernes) er en reflektion over den måde de har drænet de offentlige kasser med løn, pension og sundhedsplaner der langt overgå de private virksomheders. Andy Stern​ , den tidligere SEIU formand har netop i en kommentar offentliggjort i The Wall Street ytret sig om, at USA burde antage den kinesiske kommunisme.

I Wisconsin, Ohio og andre steder har fagforeninger, der repræsenterer regeringsarbejdere og andre i den private sektor brugt millioner på at besejre sådanne bestræbelser med opgøret om kollektive overenskomster. New Jersey guvernør Chris Christie fik national opmærksomhed for sine bestræbelser for at hæmme kravene fra statens lærerfagforening.

Det som præsident Obama kalder “en Kongres der intet laver,” er en Kongres. hvor hans parti kontrollerede begge Kongressens huse, indtil valget i 2010. Det vil blive berygtet for at påtvinge Obamacare på en nation der til fulde har forkastet den.

Højesteret vil lytte til anklagen der fremføres af 25 statschefanklagere. Hvis den følges, vil det smadre det som i store kredse betragtes som verdens bedste sundhedssystem sammen med den historiske fortolkning af Forfatningens handelsklausul.

Med hensyn til forbrugsprogrammerne har præsident Obamas “stimulus” eller hans “grønne” programmer været en dyr fiasko sammen med administrationens spild af milliarder i lånegarantier til de grønne industrier. Værst af alt er administrationens spændetrøje på nationens traditionelle energiindustrier, som det fornylig blev åbenbaret ved forsinkelsen af Keystone XL rørledningen der har kostet tusinder af nuværende og fremtidige arbejdspladser. 

Det er en “perfekt storm” af historiske og nuværende fejltagelser i bedømmelsen af nationens økonomi. Amerikanerne kan blot håbe på at Europas finansielle samfund ikke imploderer før valget til november 2012, og dermed trækker USA og resten af verden ind i endnu En Stor Depression.

http://www.renewamerica.com/columns/caruba/111204