Religiøs forfølgelse - hvor og af hvem?

På vagt mod religiøs forfølgelse

Doug Bandow

Open Doors har udgivet sin World Watch List med de 50 værste forfølgere af kristne worldwide.

Evindelig årvågenhed er frihedens pris

sagde Thomas Jefferson, og det omfatter religiøs frihed. Religiøs forfølgelse er på tragisk vis almindelig i udlandet. 

Mens medlemmer at alle trosretninger somme tider er i risikozonen, da er kristne overalt ofre. Og i mange af disse tilfælde er truslen vold, fængsel, og endog døden. Martyriet er tilsyneladende mere almindeligt i dag end under Romertiden.

Gruppen Open Doors med basis i Californien har udgivet sin seneste World Watch List med de 50 værste forfølgere af kristne rundt om på kloden. Rundt regnet et dusin er kommunistiske eller tidligere kommunistiske lande, ført an af Nordkorea. Og på helt utrolig vis er 38 muslimske, herunder adskillige af Washingtons allierede. (Syv er både kommunistiske/tidligere kommunister og islamiske, i sandhed en giftig kombination). De andre seks er et potpourri - Hindu Indien, Budhisstiske Burma og Bhutan, det konfliktplagede Colombia, Eritrea og Etiopien der både er repressive og religiøst splittede.

Øverst på Wolrd Watch listen er den såkaldte Demokratiske Folkerepublik Korea, der fører an i enhver parade over verdens undertrykte, fattige eller blot mest forfærdelige steder. Således forklarer Open Doors:

“Trodsig kommunistisk på den Stalinistiske vis, en bizar quasi-religion blev opbygget omkring grundlæggeren af landet, Kim Il Sung. Enhver med ‘en anden Gud’ bliver automatisk forfulgt, hvilket er mellem 200000-400000 kristne i dette land der skal være i det tætteste ‘skjul.’” Mindst en fjerdedel af dem er lukket inde i arbejdslejre.

Nummer to er Afghanistan, hvor amerikanere og europæere fortsætter med at dø i forsøget på at skabe et vestligt lignende liberalt demokrati. De kristnes status fortsætter med at blive værre. Open Doors rapporterer: “Trods det man har underskrevet alle internationale aftaler beregnet på at beskytte religionsfrihed, er den nuværende regering end ikke blot i stand til at garantere de allermest grundlæggende dele af denne ret.” Tværtimod, så myrder jublende pøbel amerikanere og andre ikke-muslimer når kopier af Koranen ved en fejl afbrændes.

Endnu en “ven” af Washington, Saudiarabien er nummer tre. “Religiøs frihed eksisterer ikke i dette Islams hjerteland, hvor borgerne kun må tilhøre en religion.” bemækrer Open Doors: “Frafald -- konversion til en anden religion -- er strafbart med døden, hvis den anklagede ikke indrømmer sin fejl.” Selvfølgelig lever de saudiske kongelige i den rene liderlighed når de er i udlandet mens de hjemme fremstår som forsvarere af Islam.

Den fjerde er Somalia, endnu et muslimsk land. Dette område udgør ikke længere en traditionel nation. Således siger Open Doors, “Den overordnede forfølgelse i Somalia er blevet en del værre. Den som står som hovedforfølgeren er islamisk ekstremisme.”

Iran, der for det meste er i nyhederne af frygt over at man udvikler atomvåben ligger som nummer 5. “Religiøs forfølgelse af visse minoriteter er blevet forstærket i Iran siden 2005,” konkluderer Open Doors, herunder af Baha’is, sufi mulsimer og kristne. Faktisk er, “næsten alle kristne aktiviteter ulovlige, især når det sker på persiske sprog.” Regimet har offentligt udtalt man er imod udbredelse af Kristendommen, som beskyldes for at være “islams fjender.”

Maldiverne kommer ind som nummer 6. En lille østat, der ganske enkelt forbyder andre trosretninger. Open Doors fastslår: “Da hver maldiver skal være muslim, er alle religiøse overbevisninger der er imod strengt forbudt.” Troende skal “praktisere deres tro i yderste hemmelighed, altid i frygt for at blive opdaget.”

Nummer 7 er Uzbekistan, hvor “alle aktiviteter af uregistredede kirker er streng forbudt, både indenfor- som udenfor kirkerne. Ungdomsaktiviteter er forbudt, forsamlinger er forbudt, seminarer og oplæring er forbudt.” Uzbekistan er en muslimsk stat der har haft 70 år under kommunismen, en tragisk blanding der nærmest er en garanti for religiøs forfølgelse.

Også i nyhederne, er Yemen, der er nummer 8 på World Watch List. Open Doors rapporterer: “Islam er statsreligionen og Sharia er kilden til al lovgivning. Der er en vis religiøs frihed for udlændinge, men evangelisering er forbudt; adskillige udenlandske arbejdere er blevet deporteret i fortide for deres kristne aktiviteter. Yemenitter der forlader Islam kan som resultat modtage en dødsdom.”

Forfølger nummer 9 er Irak, en nation der som bekendt blev befriet med amerikansk blod. Uheldigvis har U.S. invasionen frigjort civilt kaos og konflikter der kan have kostet op til 200000 menneskeliv. Det kristne samfund er i total opløsning. Open Doors forklarer: “En sand exodus af kristne foregår i Irak, kristne flygter fra landet.” Årsagen er forståelig: “Kristne individer bliver stadig truet, voldtaget eller bortført og kirkerne angribes.” Ydermere er situationen blevet værre i Kurdistan der indtil fornylig var relativt sikker for kristne.

Endnu en ikke så loyal allieret, Pakistan slutter af som nummer 10. “Kristne er en belejret minoritet....fanget mellem islamisk militante organisationer der rutinemæssigt har kristne som mål for vold, og en islamiseringen kultur der får de kristne til at føle sig som mindre og mindre del af Pakistan,” siger Open Doors.

På 11. pladsen er Eritrea, en religiøst blandet stat styret af en af de mest ondsindede undertrykkende regeringer i verden. Open Doors rapporterer: “Kristne fra den evangeliske minoritet bliver presset til at ændre eller forkaste deres religion. De bliver tortureret og tvunget til vende tilbage til de registrerede trosretninger. Mens ingen kristne er blevet dræbt i det sidste år, så døde fem kristne i fængsel på grund af sygdom.”

Næste, som nummer 12 er tilbagestående Laos, der stadig styres af kommunister i en verden hvor kommunismen ellers i det store og hele er blevet henvist til akademiet, her kræver man en registrering af religiøse grupper som derpå kontrolleres. Open Doors forklarer at “Andre små uafhængige protestantiske menigheder er under pres og er blevet nægtet anderkendelse. Aktiviteterne af de ikke anerkendte kirker anses som ulovlige af myndigheder, der tilbageholder og arresterer deres medlemmer og leder under forskellige anklager.”

Det nordlige Nigeria, som er muslimsk, sætter denne vigtige afrikanske stat som nummer 13. Open Doors rapporterer: “Den altovervejende forfølgelse i det nordlige Nigeria er islamisk ekstremisme.” En øgning i dødsfaldene fornylig fik organisationen til at flytte Nigeria fra nummer 23 til nummer 13: “denne forandring sætter lyset på den strukturelle proces i hvilken sociale grupper der er tæt knyttet til en dominerende religion (islam) og regeringstiltag hver især fører til en ‘ond cirkel’ hvor religiøse mínoriteter ‘kvæles’ i det Sharia dominerede nordlige Nigeria.”

Som nummer 14 er endnu et islamisk afrikansk land. Mauritanien. Open Doors siger, “På grund af barske regeringsrestriktioner er det meget vanskeligt, om ikke umuligt, for kristne missioner og kristne som sådan at operere i landet.” Som andre islamiske stater giver Mauritanien “ikke lov til religiøs firhed i sin forfatning, og landets love forbyder omvendelse til den kristne tro. Dommen for frafald er døden,” tilføjer gruppen.

Endnu en langvarig forfølger og U.S. allieret er Egypten på 15. pladsen. For de kristne, ikke mindst har Det Arabiske Forår været en Arabisk Vinter. Open Doors beskriver i detaljer den sørgelige beretning: “....da det lykkedes islamisterne i begivenhederne der fulgte med folkeafstsemningen om forfatningen var regeringen ikke i stand til at genskabe den nødvendige lov og orden.” Volden er øget og “Forfølgelsen af kristne i Egypten er i stigning, med et betragtelig der er blevet slået ihjel, fysisk skadet og kirker/huse der angribes.”

 

I de senere årtier har Sudan været blandt de mest tragiske nationer med mere end en million eller flere dræbt i den langvarige interne konflikt. Trods en reduktion i kampene, er Sudan stadig nummer 16 på World Watch Listen. “Hovedårsagen til forfølgelsen i Sudan er islamisk ekstremisme,” observerer Open Doors: “Forfølgelsen er øget hurtigt i de sidste 12 måneder.” Ydermere “er antallet af de som formelt rapporteres som dræbte begrænset, men hele Abyei, Syd Kordofan, og Blue Nile området har oplevet tusinder af drab, hvor religion har været en faktor.”

Den næste som nummer 17 er det lille land i Himalaya (og overvejende buddhistisk) Bhutan. Det nye konstitutionelle monarki er demokratiserenden, med nogen forbedring af de kristnes status. Open Doors rapporterer: “Kirken i Bhutan er ikke længere en undergrundskirke, da kristne får lov til at mødes i private hjem om søndagen, uden indblanding af myndighederne; kristne i fjernere liggende landsbyder møder dog flere vanskeligheder.” Ydermere debatterer parlamentet en lovgivning om at kriminalisere det at konvertere.

Som nummer 18 er det islamiske og tidligere kommunistiske Turkmenistan, hvor bemærker Open Doors, “det svære greb fra myndighederne over de kristne fortsætter.” Denne stats undertrykkelser synes af være en afspejling af Tukrmenistans kommunistiske fortid fremfor islam. Således “er alle uregistrerede religiøse aktiviteter stengt forbudt” og “for indfødte i det turkmenske samfund er det nærmest umuligt af blive registreret, for andre er det vanskeligt.”

Selvom Vietnem er gået bort fra den doktrinære kommunisme er det nummer 19. Open Doors forklarer at “de vietnamesiske myndigheder holder et vågent øje med alle kristne aktiviteter i landet. Troende får flere problemer med embedsmænd, ofte bliver de anklaget for at være årsag til ‘sociale forstyrrelser,’ ‘bekæmpelse af den lokale regering’ eller blot ‘ikke villig til at underkaste sig.’ Kirkelederne holdes under nøje opsyn.”

Fuldstændiggørelsen af top 20 er Tetjenien, tidligere en republik i Den Russiske Føderation. “Det generelle religiøse klima it Tetjenien har altid være islamisk, og indflydelsen af islam er voksende.” Regeringen har diskuteret implementeringen af Sharia lov og “langsomt men sikkert bliver landet islamiseret.” Ydermere lider muslimer der er konverteret til kristendommen “svært på grund af regeringen og familiens modstand. “  

Den forfærdelige liste fortsætter. Som førende for de næste ti er Kina. stadig en nominelt kommunistiske stat, hvor situationen er noget blandet -- bedre end under Mao æraen, men stadig undertrykkende. Så følger Qatar en af Golfstaterne, der har restriktioner på kristnes gudsdyrkelse og omvendelse. Endnu en undertrykker er Algeriet, hvor “uheldigvis forfølgelsen af kristne har været konstant.” Næste igen er den islamisk ø, Comoros, der forbyder fremmed gudsdyrkelse og straffer muslimer der konverterer til kristendommen.

Azerbaijan er både islamisk og tidligere kommunistisk, og forfølger kristne, med politiraids, fængslinger og meget mere. I det “befriede” men muslimske Libyen er de kristnes forhold ikke blevet bedre end under Gaddafi. Det islamiske Oman har restriktioner på kristen gudsdyrkelse og lægger pres på kristne konvertitter. Det islamiske Brunei regulerer stramt de kristne og planlægger at indføre islamisk kriminal lov. Situationen for kristne er blevet noget bedre i endnu et muslimsk nordafrikansk land, Marokko, hvor “hovedkilden til forfølgelse skyldes muslimske fundamentalisters indflydelse på myndigheden og samfundet.” Kuwait har altid været en rimelig liberal islamisk stat, men presset på de kristne er der stadig; “hovedforfølgelsen kommer fra familierne og muslimske ekstremister, og i mindre grad fra myndighederne.”

Den næste gruppe på 10 er: Det islamisk men ellers erklærede verdslige Tyrket, hvor der ikke desto mindre forekommer “forskellige former for forfølgelse af kristne,” Hindu Indien, hvor “de førende er pøbel af ekstremistiske hinduorganisationer”; Buddhistiske Burma, hvor hæren længe har haft de store kristne etniske minoriteter som Karan og Kachin som ofre; muslimske og tidligere kommunistiske Tajikistan, der fornylig indførte nye restriktive love og regler for registrereing af kirker; islamiske Tunesien hvor presset på de kristne er øget siden “Jasmin Revolutionen”; muslimske men verdslige Syrien, hvor støtten til kristne “fra alawit regiemet før i tiden har gjort dem sårbare for angreb fra oppositionen”; De Forenede Arabiske Emirater, et relativt liberalt Gulf sheikdømme der ikke desto mindre har restriktioner på kristen praksis; det religiøst blandede Etiopien, hvor forfølgelsen stammer både fra den Etiopiske Ortodokse Kirke som fra islamiske ekstremister; det muslimske Djibouti, hvor familielovgivningen diskriminerer mod kristne; og Jordan, hvor det at få kristne proselytter er forbudt og hvor de fra islam som er konverteret fortsat må lide.

Her nu ved afslutningen er det kommunistiske Cuba, det tidligere kommunistiske og undertrykkende Belarus, det muslimske Indonesien, de islamiske palæstinensiske territorier, tidligere kommunistiske og islamiske Kazaksthan, det muslimske Bahrain, det demokratiske og katolske Colombia (hvor organiseret kriminalitet har kristne sociale reformister som målgruppe) det tidligere kommunistiske og islamiske Kirgisistan, det muslimske Bangladesh. Kristne lider under en mangeartet palet af undertrykkelser, diskriminationer og pres og ringeagtelse i disse nationer.

Forfølgelse af nogen religiøst troende er en moralsk falliterklæring, et krænkelse af individets samvittighed, og et angreb på mennskelig værdighed. Men hovedkilden til religiøs forfølgelse i dag er entydig: ISLAM.

Som Open Doors understreger så er 38 af de 50 muslimske. Ni af dem i top 10 og de tre største på vej frem (Det nordlige Nigeria, Egypten og Sudan) er muslimske. Islamisk ekstremisme er den “sædvanlige mistænkte” blandt forfølgerne over hele verden.

U.S. regeringen burde inkludere religiøs frihed i sin dialog om menneskerettighederne med de andre lande. Ydermere som individer og i samarbejde med hinanden som amerikanere - ikke kun kristne eller andre troende, men enhver der tror på livet, værdighed og frihed - burde skytset rettes mod forfølgerne og støtten gå til de forfulgte. Om ikke andet så for at de forfulgte for deres tro ikke burde stå alene.

Doug Bandow is a Senior Fellow at the Cato Institute and the Senior Fellow in International Religious Persecution at the Institute on Religion and Public Policy. A former Special Assistant to President Ronald Reagan, he is author of Beyond Good Intentions: A Biblical View of Politics (Crossway).

http://spectator.org/archives/2012/03/23/on-the-watch-for-religious-per/1