Churchill’s “Jerntæppe” 66 år siden
Den 5. marts var det 66 år siden (1946) at Winston Churchill gav sin "Jerntæppe" tale i Fulton, Missouri. Det var en tale der rystede verden og forandrede historien.
Dengang var Churchill ikke længere britisk premierminister. Han og de konservative var blevet udskiftet af Clement Attlee og Labour Party, der havde travlt med at nationalisere alt under solen, fra bilindustrien til sundhedssystemet i deres søgen efter at realisere den Keynesianske efterladende økonomiske politik med en eksploderende offentlig sektor, og en ophoben af gæld der billedligt talt begravede Storbritannien i en generation. Churchill var ude og Storbritanniens store drejning mod venstrefløjen var inde, muliggjort af et vælgerkorps der stemte for "forandring."
Churchill og hans arbejde var imidlertid næppe færdigt. Man havde bedt ham frelse Vestens Civilisation ved begyndelsen af årtiet, da Hitlers Tyskland stod på spring. Nu, så han nye vandaler, ligeså farlige, som allerede var indenfor portene, og med farven rød. Stalin var deres diktator.
Værre endnu, Vesten, selvtilfreds og træt af krig, havde ingen fornemmelse for truslen; man kunne ikke se ulven der ved døråbningen. Den tidligere premierminister rejste til Amerika for at komme med et opråb til den frie verden. Så, der ved det lille Westminster College, den 5. marts 1946, på invitation af præsident Harry Truman gik Churchill i gang:
"En skygge er faldet hen over de skuepladser, som så nylig blev oplyst af den allierede sejr. Ingen ved, hvad Sovjet-Rusland og dens kommunistiske internationale organisation har til hensigt at gøre i den nærmeste fremtid, eller hvor grænserne er - hvis der er nogen - for deres ekspansive omvendelsestendenser.
Fra Stettin i det baltiske til Trieste i det adriatiske område har et jerntæppe sænket sig gennem kontinentet. Bag denne linie ligger hovedstæderne i alle Central- og Østeuropas gamle stater. Warszawa, Berlin, Prag, Wien, Budapest, Beograd, Bukarest og Sofia, alle disse berømte byer og folkene rundt om dem ligger i, hvad jeg må kalde Sovjetsfæren, og alle er de under en eller anden form underkastet ikke blot sovjetindflydelse, men en meget høj og i mange tilfælde voksende grad af kontrol fra Moskva."
Churchill indrømmede at dette var barske ord at fremføre i "dagslyset af en stor sejr" over nazismen, en sejr hvor Stalins Rusland havde været allieret. Ikke desto mindre kunne vi ikke være blind for virkeligheden, og blot ønske at kunne bortviske farerne.
Selvfølgelig havde Churhill ret, som alle der var opmærksomme burde have bemærket. En måned før havde Stalin leveret sin tale i Bolshoi Teatret, der fulgtes af åbenlyse Sovjet krænkelser af Jalta aftalen underskrevet et år tidligere. Moskva var i gang med at indsætte marionetregeringer, og nægtede at indfri løfter om frie valg over hele Østeuropa, samtidig med at man begik utalllige krigsforbrydelser især i det østlige Tyskland, hvor Den Røde Hærs soldater begik to millioner voldtægter.
Naturligvis svarede Stalin ved at tromle Churchill: "Med alle midler og muligheder stiller hr. Churchill sig nu på krigsmagernes side."
Churchill forventede Stalins reaktion. Han ville heller ikke have været overrasket over at erfare at medlemmer af Communist Party USA (CPUSA) havde samlet sig på Fourth Avenue i New York for at forberede en strategi for at tilsvine hans planer om at "igangsætte en ny Verdenskrig." Jo, den internationale kommunistbevægelse spildte ikke tiden.
Dog var Churchill dybt forundret over reaktionen fra mange progressive amerikanere. Eleanor Roosevelt var rasende. Hun beskyldte den modige premierminister for at "vanhellige de idealer som min ægtemand gav sit liv for." Hun blev meget personlig: "Måske er det udmærket," snerrede hun offentligt af Churchill, "at FDR ikke er i live i dag så han kan se, hvordan De har vendt Dem mod hans principper."
Præsident Truman var højligt forundret over vreden fra den liberale/progressive venstrefløj. Han havde læst talen på forhånd, og syntes den var i orden. Ikke desto mindre, konfronteret af vrede journalister tog Truman afstand fra den tidligere premierminister. Ifølge historikeren James Humes, var Churchilll så bekymret over Trumans skuffelse at han ikke rigtig kom sig før han modtog et venligt smil (og en drink) hos sin ven fra 2. Verdenskrig Dwight Eisenhower i dennes hjem i Gettysburg.
Journalisten David Brinkley der dækkede talen, husker at hans kolleger fra pressen var lamslåede af forargelse; de mente Churchill var gået fra forstanden.
Selvfølgelig kender vi resten af historien.
I de næste få år blokerede Sovjet for Berlin, stod bag et kup i Tjekkoslovakiet og opslugte Østeuropa. Ifølge det lærde værk af Harvard University Press, "Kommunismens Sorte Bog," blev mindst 100 millioner mennesker dræbt af kommunistiske regeringer - et konservativt tal, selv dengang, er det dobbelte af de samlede tab i 1. og 2. Verdenskrig. Sovjet autoriteter som Alexander Yakolev fastholder, at Stalin alene var ansvarlig for 60-70 millioner døde.
Der gik et godt stykke tid før verden vågnede op til Churchills virkelighed. Da den gjorde anerkendte den premierministeren som en politisk profet. Men den 5. marts 1946 var Winston Churhill et stemme fra ørkenen.
http://frontpagemag.com/2011/03/08/churchills-iron-curtain-at-65/
— Dr. Paul Kengor is professor of political science at Grove City College and executive director of The Center for Vision & Values. His books include “The Crusader: Ronald Reagan and the Fall of Communism” and the newly released “Dupes: How America’s Adversaries Have Manipulated Progressives for a Century.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar