Den smukke Pat Nixon

Den smukke Pat Nixon

           
Ben Stein
       
100 års fødselsdagshilsen, givet ved Nixon Library.        
                    

Den 16. marts 2012 var det hundredårsdagen for Mrs. Thelma “Pat” Nixons fødsel. Jeg holdt en tale om hende ved Nixon Library i Yorba Linda, og dette er, hvad jeg fremførte:

Patricia Ryan havde ikke nogen lovbefæstet (her må Stein men om affirmative action, hvor f.eks. sorte har lovmæssige særrettigheder) ret til at hun kunne komme på en Ivy League (finere universiteter)  college selvom hendes karakterer var gode, og hun fik en flot eksamen. Hendes resultater var gode, men hun havde ingen særret. Hun fik ikke noget forærende, fordi hun var kvinde.

Hun måtte arbejde for det hele. Hendes mor døde da hun var 12. Hun måtte tage sig af hjemmet. Det er et rigtigt job. Hun var salgassistent, en røntgentekniker, en vicevært der vaskede gulve i en bank. Hun arbejdede. Hun sagde senere at hun ikke havde tid til at dagdrømme. 

Hun havde altfor travlt med at arbejde. 

Hendes far døde da hun var 17. Hun arvede ingen penge.

Hun måtte bare arbejde. Som 18, fra en lille by der dengang hed Artesia, nu Cerritos, flyttede hun til New York City for at arbejde som sekretær og undervise i kontorfærdigheder. Det var et voveligt skridt, især under Den Store Depression. 

Hun var smuk. Hun var klog. Men frem for alt så arbejdede hun. 

Det bliver jeg ved med at sige fordi det er det Amerika plejede at være: Unge mænd og kvinder, midaldrende mænd og kvinder - vi arbejdede alle. Det var det livet drejede sig om: Arbejde.

Det var ikke noget med at omorganisere sit samfund, og bede regeringen gøre tingene for dig - hvilket faktisk blot er at kræve at skatteyderne gør ting for folk, der ikke betaler skat. 

Mrs. Nixon - som hun med tiden blev - arbejdede. 

De fleste aner det ikke, men da hun mødte Mr. Nixon ved en amatørteater produktion, blev han så forelsket i hende at han ville køre hende til stævnemøder med andre mænd blot for at tilbringe tid sammen med hende. Det var fordi Richard Nixon også arbejdede. 

 

En ung Richard Nixon

De var begge arbejdere. De var arbejdere blandt arbejdere, forældre blandt forældre, de kæmpede en krig for at redde friheden blandt andre krigere. 

De fleste aner heller ikke dette, men Mrs. Nixon kæmpede mod racefordomme hele sit liv. Hun så ikke på hudfarve eller race. Hun så menneskehjertet under huden.

De fleste aner heller ikke dette. Men da Mr. Nixon var i Navy i Stillehavet, var Mrs. Nixon økonom i San Francisco for regeringen. Jeg er sikker på hun var en forbandet god økonom. Hun ville ikke, gennem sin livserfaring, smide en billlion dolars bort på et fantasifuldt solcelleprojekt og des lignende. Hun ville med stor sandsynlighed også have været sig bevidst om ikke at have løn og priskontroller.

Hun giftede sig med Mr. Nixon fordi hun så karismaen i den unge mand. Hun så at han havde planer, og hun så hans elskelige indre, der elskede morskab  bag det alvorlige, hårdtarbejdende ydre. 

Da Mr. Nixon stillede op til Kongressen i 1946, ønskede hun ikke nødvendigvis at han skulle gå ind i politik, men hun arbejdede for hans kampagne fordi hun var hans hustru og i den tid, arbejdede ægtemænd og hustruer sammen.

Hun arbejdede for at få en Kongres der ville lede Amerika i en pro-Amerika retning efter 2. Verdenskrig. Hun arbejdede for at få Richard Nixon ind i Kongressen så han kunne kæmpe for mænd og kvinders indflydelse, de som ikke kunne eller ville se faresignalerne ved Stalinismen og Stalins beundrere i USA. 

Hun blev en beundringsværdig kampagnefører, og hun arbejdede da Mr. Nixon stillede op til Senatet, og da han stillede op som vicepræsident for en af alle tiders største mænd, General Dwight Eisenhower fra Kansas.

Da smædekunsterne i 1952 kampagnen begyndte at gå i kødet på Mr. Nixon med fuldstændig falske anklager om en fond med ulovlige penge fra velstående bidragydere, stod Mrs. Nixon ved hans side, mens han fortalte sandheden, hun forsvarede den mand hun elskede og grunden til hun elskede: For friheden. 

Da Mr. Nixon holdt sin berømte Checkers tale hvori han forklarede at han langt fra var rig, at han ingen sorte penge havde, at han knap var solvent, sad han smukke Pat lige ved siden af ham. Han ytrede nogle ord der er betegnende for Mrs. Nixon. Han talte om hvilken fremragende stenograf hun var, men at han ikke lod hende være i Senatets lønningsliste som så mange andre senatorer gjorde med deres hustruer.

Og han tilføjede, at under deres beskedne forhold, havde Mrs. Nixon ikke en minkpels. Det hun havde var en “respektabel Republikansk klædedragt.....og jeg siger altid til hende hun ville se godt ud i hvad som helst.” 

Der ligger lidt mere bag bemærkningen om minkpelsen, end man umiddelbart skulle tro. Nogle hjælpere for Truman havde fået minkpelse som betaling for tjenester, fra bidragydere med masser af penge, og Richard Nixon ønskede at adskille og udstille sin ærlige facon med forretninger overfor sine modstandere. Men der lå mere bag: Mrs. Nixon var en respektabel hårdarbejdende kvinde. Hun havde ikke brug for en pelsfrakke for at vise sin status. Hun var en respektabel kvinde, og det eneste hun havde brug for var en “respektabel frakke” der ville kunne holde hende varm i de kolde vintre i Washington.

For mig har det altid forekommet at være essensen af Pat Nixon. Hun havde ikke brug for at vise sig frem. Hun var en fin, fin kvinde, og det eneste hun havde brug for var at være den hun var. Det var mere end rigeligt.

        

   

Mrs. Nixon blev vicepræsidentens hustru. Hun rejste over hele verden for at fremme friheden og fredens sag sammen med Mr. Nixon. Hun kom til farlige steder og fik smidt sten efter sig og demonstrerende der spyttede på hendes bil i Venezuela. 

Intet hindrede hende i at arbejde for fred og for frihedens sag.

Hun opdrog og passede på sine døtre og gjorde det godt. Julie har især været min ven i meget lang tid. Julie har bedt om at jeg ikke er for overstrømmende over for hende, så det undlader jeg. Julie er en helgeninde. Mere er der ikke at sige. Ligesom min hustru er en helgeninde. 

I 1960 arbejdede Pat Nixon så hårdt som noget menneske kan for at hjælpe Mr. Nixon med at blive valgt. Alle ved at det valg blev stjålet fra Republikanerne det år af den Demokratiske maskine i Illinois. Mrs. Nixon var fortørnet og vred over det, men hun adlød Mr. Nixons ønske om ikke at være årsag til splittelse ved at udfordre resultatet.

Nixons i 1960

Kennedy’erne, de ophøjede, mægtige elegante Kennedyer, takkede for denne gunst ved aldirg nogensinde at invitere Nixons til Det Hvide Hus. 

Tiden gik. Mrs. Nixon blev i 1969 det hun skulle have været i 1961 - First Lady. Hun var den hårdestarbejdende First Lady i Århundredet. Hun rejste over hele verden, hilste på millioner, gik til steder som Afrika, hvor ingen First Lady havde været før hende. Hun drog til Vietnam og blev den første First Lady til at flyve over en kampzone. Hun drog med Mr. Nixon til Moskva for at forsøge at få afsluttet Den Kolde Krig.

Hun tog til Kina og charmerede Chou En-Lai. Hun kom tilbage med to gigantiske pandaer og en ny verdensorden der gav løfter for en generation om fred. Det var altid Mrs. Nixons mål, og også Mr. Nixons - og de indfriede det.

Pat Nixon i Kina ved overrækkelsen af pandaerne

Hele tiden smædede de smukke mennesker i New York og Hollywood og Washington Mrs. Nixon ved at give hende øgenavne og gøre grin med hende for at været helt ned på jorden og en trofast hustru. I deres verden “er det at arbejde” en vits, og det er loyalitet overfor ægtemanden også. Men ikke i Mrs. Nixons verden. 

Men smæderiet standsede hende ikke i at rejse ud i verden for at hjælpe spedalske, hjælpe de sultende, hjælpe de blinde, hjælpe de ældre. Mrs. Nixon havde nemlig så meget kærlighed i sit hjerte, at smæderiet fra de kønne mennesker og magthaverne, ikke forsinkede hende i hendes missioner. 

Hofnarrene og jokerne kan håne, men Mrs. Nixon måtte arbejde. 

Så fulgte Watergate og den allerværste hån nogen sinde mod hende og Mr. Nixon. Hun og hendes ægtemand måtte stadig arbejde - redde Eretz Israel og bygge et fundament for fred i Mellemøsten. Indgå våbenkontrolaftaler med Rusland. Gøre verden sikrere, et bedre sted.

Men denne gang, havde smædefolkene og de hadende deres store dag. Over en trivialitet, over ingenting, over noget småt, blev den største fredsmager nogensinde til at sidde i Det Hvide Hus nødt til at forlade det. 

En meget klog ven sagde engang til mig at der er visse børn på stranden der kan bygge sandslotte - og der er andre børn der kan smadre dem. Det var Watergate.

Mr. og Mrs. Nixon kunne bygge slotte af kærlighed og fred. De smukke mennesker kunne smadre dem - og det gjorde de så godt de kunne. Men fredsstrukturen som Mr. og Mrs Nixon skabte har holdt ved til nu. 

Vi har nu haft 67 år uden en krig mellem og blandt de store magter, den længste periode siden der fremstod stormagter i industrialderen. Der er farer overalt, men vi lever stadig i en verden med fred blandt stormagterne i et hus som Richard og Patricia Nixon byggede. 

Richard Nixon sagde i sin selvbiografi, “Jeg blev født i et hus min far byggede.” Hele Vesten lever nu i et fredens hus - skridt for skridt - som Richard Nixon og Pat Nixon - kvinden i “respektabel Republikansk klædedragt” - byggede.

“I min fars hus er der mange boliger,” sagde tømreren. Det smukkeste er Fredens Hus. Gud velsigne Richard og Pat Nixon.  

     
Ben Stein is a writer, actor, economist, and lawyer living in Beverly Hills and Malibu. He writes "Ben Stein's Diary" for every issue of The American Spectator.

http://spectator.org/archives/2012/03/16/pat-nixon-at-100/

Læs endelig denne gribende beretning om Richard Nixon sidste dag og farvel til Det Hvide Hus af Ben Stein: http://synopsis-olsen.blogspot.com/2009/08/et-klap-pa-skulderen-kan-foandre-alt.html

En video her: http://video.google.com/videoplay?docid=-5899400172693879410