Le Pen's magt i Frankrig

Le Pen's magt

Joseph A. Harriss

To Hurra for Marine Le Pen.

Den nye præsident for partiet Frankrigs National Front fastholder, at nationen/staten er det eneste lovlige grundlag for regering. I taler giver hun udtryk for afsky overfor sjælsløse multinationale organisationer. Hun foragter af hjertet fortæreren af national suverænitet, EU, og dens erstatningsvaluta Euroen. Hun vover, at proklamere at Frankrig og resten af Europa står over for en virkelig og alvorlig fare for at blive oversvømmet af ulovlig indvandring, især nu da halvdelen af Nordafrika lander på Europas italienske dørtrin. Hun siger, at hvis muslimer ønsker at bo i Frankrig, så skal de anstrenge sig for at blive assimileret og acceptere Frankrigs kristne arv. 

Når man stilles overfor holdninger som disse, da går Paris' intellektuelle i den rædsel som de reserverer for de meget politisk ukorrekte. De førende medier, anført af TV interviewere med en slet skjult dagsorden er i en holdkamp mod hende. De etablerede partier fra Nicolas Sarkozys' angiveligt konservative UMP til socialisterne, økologisterne, kommunisterne med flere forhåner og frygter hende i lige mængde. I stedet for at komme med modsvar til hendes holdninger forsøger de sig med ad hominem angreb og forsøger at islolere hende med en politisk cordon sanitaire, med anklager om at hendes parti mangler "republikanske værdier." 

Så noget må hun jo gøre rigtigt!

Det skal understreges, at der gode grunde til at holde øje med National Front (NF), hvad følger senere. Men der kan ikke være nogen tvivl om at Marine Le Pen står i Frankrigs centrum -- og i en vis udstrækning, Eurppas - i den politiske samtale. Alle landets elitære traditionelle partier, de selvsamme, der med en nikken og et blink, så længe har samarbejdet om intet reelt at gøre ved Frankrigs ægte problemer, har nu travlt med en hidtil uset hastighed at positionere sig selv af hensyn til Fronten. Selvom den sættes i en kategori som værende farlig, ekstremistisk, da giver de partiet den mest højtidelige smiger ved at kopiere mange af partiet holdninger, især om den ulovlige indvandring.

Således har Claude Guéant,  éminence grise hos Nicolas Sakrozy, og nu hans indenrigsminister erklæret fornyligt at "på grund af uhæmmet indvandring føler franskmændene sig undertiden ikke længere hjemme."

Hvor besynderligt at ingen i Sarkozys regering, meget ligesom ham selv, aldrig har sagt noget lignende, ikke førend NF trak masser af stemmer i sidste valg. Et UMP medlem gik nærmest på komisk vis i forbøn hos partiets ledelse forleden, "I fire uger har vi nu diskuteret, hvordan vi skal behandle NF. Kan vi ikke bare tale om vort eget program"?

NF's pludselige nye status som fransk politiks omdrejningspunkt har været noget der har været undervejs længe. Det er resultatet af årtier med øget utilfredshed med globalisering og dens følger, blandt dem porøse nationale grænser og uhæmmet indvandring, industri der forsvinder til udlandet og mistede arbejdspladser, den frustrerende følelse af tabt nationalidentitet. Lignende smertelige symptomer eksisterer i USA, men smerten er langt mere akut i det engang så stolte national staternes Europa, som tidligere beherskede Planeten.

Da det Europæiske Fællesmarked blev skabt sent i 1950'erne som en frihandelszone, begyndte overførselen af national suverænitet til en Bruxelles baseret organisation bemandet af ikke valgte bureaukrater (tænk på et USA ledet af FN), og fortrydelsens frø var således sået. Læg dertil en agressiv islamisme ind i blandingen, med Frankrig, der nu er hjem for 6 millioner muslimer der vælger at ikke integrere sig - 10% af befolkningen -- og situationen bliver giftig, om ikke eksplosiv.

Marines far, Jean-Marie grundlagde partiet i 1972. Den flittige søn af en hårdarbejdende fisker fra Breton, han havde mistet et øje som faldskærmssoldat i Frankrigs kolonikrig i 1950'erne i Algeriet -- og lagde ike skjul på at der blev benyttet tortur mod bombekastende terrorister. Med en nærmest from veneration og Jeanne D'Arc indstilling, og en vision om et hvidt katolsk Frankrig der havde brug for en moralsk vækkesle, skabte han Fronten ud af adskillige usammenhængende højrefløjsfraktioner. Den blev længe anset, ganske korrekt, som en uskøn blanding af Vichyfolk, (læs denne artikel på synopsis) skinhead hooligans, hårdnakkede kolonialister og ultratraditionalister  - latinmessende katolikker.

Anført af en konfrontatorisk indstilling der gerne ville provokere den pæne opinion, med direkte racistiske bemærkninger (han kaldte som det er velkendt Holocaust gaskamrene "en detalje" i 2. Verdenskrig) var Fronten politisk ikke noget man ville røre ved. Ironisk nok, var det den socialistiske præsident Mitterand, der håbede at svække de konservative i 1980'erne, der gik tilbage til proportional valgsystemet som var blevet forbudt af Charles de Gaulle, som en metode til at bringe flere medspillere i fransk politik. Dette åbnede op for de små partier. En ikke ønsket konsekvens var fremkomsten af det yderste højres Fronten.

Øget støtte til Fronten var under nøje opsyn i meningsmålinger i årevis fordi kun få borgere ville indrømme overfor udspørgerne at de ville stemme NF. Frankrig var derfor forbløffet i 2002, da Jean-Marie overraskende klarede sig til anden runde af præsidnetvalget, og slog den populære socialist Lionel Jospin, tidligere premierminister ud. Han stod så overfor den siddende Jacques Chirac, der yderst usportsligt nægtede at deltage i den traditionelle debat med sin modstander (mange mente Le Pen, en godt arugmenterende debattør ville have vundet). Le Pen tabte i et uundgåeligt jordskredsnederlag da de etablerede partier blokerede for ham gennem en mærkelig konstellation af konservative-socialister-kommunister.

Det var dengang. I januar 2010 kunne den 82 årige Jean-Marie sige, "Situationen er anderledes, verden har forandret sig," da han overdrog partiet til sin datter efter hun var blevet valgt som leder. "Virkeligheden har imødekommet, og undertiden har den overgået vore forudsigelser," Med Eurozonen i fald, under gældskrisen, var det svært at argumentere med Frontens indstilling til at den Europæiske Monetære Union havde været en fejl. Eller, da Paris' gader blev blokeret af en overflod af muslimer fra deres moskeer ved fredagsbønnen, med dens advarsel om den tåbelige naivitet ved multikulturalismen.

Marine har være nøglen til Frontens seneste hurtige vækst. Så længe den skrøbelige Jean-Marie var det 'truende' ansigt, var det let at sammenkæde partiet med en proto-fascistisk kant, uanset dets stillingtagen til problemerne. Hun har forandret alt det. En nydelig 43 årig blond kvinde, let til smil, hurtig i replikken og en smittende latter, hun udstråler vitalitet og karisma når hun indtager en pressekonference i høje hæle, designer jeans, silkebluse og uden makeup. Når hun kommer med nogle at sine mest brandfarlige svar på journalisternes spørgsmål smiler hun venligt.

Hun er imod abort, to gange skilt, mor til tre, men det synes ikke at bekymre Frontens traditionelle base af konservative katolikker. (Det gør det tilsyneladende heller ikke at hun bor sammen med Louis Aiot, NF vicepræsident, som også er skilt) Som værende en ikke feminist går Marine i kødet på de konfrontatoriske relationer mellem mænd og kvinder og hun bryder sig ikke om særrettigheder til grupper eller køn: "Du aner ikke om du er ansat på grund af din kompetence eller fordi du er kvinde."

Hun har med stor styrke lagt antisemitismen der længe hæmmede NF bag, hun griner af de ekstremistiske etiketter der klæbes på partiet, hun accepterer udtrykket populist. "Hvis valget er mellem det ekstrem højre, fascist,nazist eller blot populist så finder jeg populisten OK," siger hun og sprøger retorisk, "Hvad ekstrem højrefløj er der ved vort program?" Hun påpeger, med en uforlignelig logik, at da den britiske premierminister fornylig gik ind for en begrænset indvandring til GB, og bedre assimilation, så var der ingen der kaldte ham fascist.

Udlært som advokat kommer hun uden problemer med gode taler der fremlægger Frontens holdninger om en stærkere stat, om lov og orden, om nationalistisk protektionisme og social velfærd krydret med en gang svingen med flag, og oppiskende patriotisme. Ved partiets konvent i Tours i januar 2011 gav hun en fremragende takketale med overraskende henvisninger til Lincoln (statsmagten burde være "af folket, ved folket, for folket") og begejstrede henvisninger der gik fra Jean Jaurés, en stor historisk person fra den franske venstrefløj, til den katolske forfatter Charle Péguy. I hendes forførende angreb på "identitets-dræbende globalisering," kaldte hun det "en økonomisk rædsel, en social tsunami, et moralsk Tjernobyl. Det globaliserede utopia er færdig." 

I tale efter tale over hele Frankrig slår Marine som med en hammer på Frontens andre yndlingstemaer: Begrænsing af indvandringen (lave om på EU regler for at genoprette grænsekontroller og paskontrol), gå imod de stærkere og stærkere muslimske samfund (ingen burqas til kvinder, eller offentlige midler til nye moskeer) gå ud af EU, ("Det er en dødsstjerne der synes at være til, men ikke længere rigtig eksisterer," gå ud af eurovalutaen (Den er ikke levedygtig, og vil allerede kollapse af sig selv").

Budskabet, skønt provokerende og ofte uden gang på jorden kommer dog igennem. Cirka 75% af franskmændene betragter hende som "modig" næsten halvdelen er enige med hende om sikkerhed og kriminalitet, en tredjedel om en langsommere indvandring, mens 42% mener "hun er nærmere på folkets bekymringer." I løbet af fire måneder i år (2011) fordoblede hun Frontens tilslutning fra 12-24%. Gentagne undersøgelser viser hun kan slå Sarkozy i første runde i 2012 valget. Andre mener endog, at hun kan slå enhver sandsynlig kandidat i anden runde om præsidentembedet.

Jo, der er langt tid til 2012 kampagnen (artiklen er fra juni 2011). Men meningsmålingerne stammer fra lokalvalgene i marts måned, den sidste store prøve før præsidentvalgåret. De genoplivede socialister fik 36% mod UMP's 19%. Men chokket var Frontens 40% i kantoner, hvor man havde kandidater. På blot få måneder er man gået fra at at være noget marginalt til de førende. 

På den vis surfer man på samme bølge af utilfredshed som løfter populister over hele Europa. Fra Skandinavien til Italien ryster højrefløsjpartier den politiske scene, uanset om det er De Sande Finner, Dansk Folkeparti, Østrigs FPÖ, Schweiz Folke Parti, eller Italiens Liga Nord. Som den konservative franske kommentator Guy Sorman observerede fornylig, "Når man tager hensyn til den svage økonomi. en forfejlet velfærdsstat, og ukontrollerede indvandrings udfordringer som ingen af de førende partier på hverken højre- eller venstrefløjen har nogen sammenhængende forslag til så synes appellen fra den yderste højrefløjs populisme, at ville fortsætte med at plage Frankrig og Europa."

Det plager helt sikkert Nicolas Sakrozy. Den mest upopulære præsident i Den Femte Republiks 53 årige historie er nu skræmt. Og med god grund, for hele tre fjerdedele af de franske vælgere af alle politiske overbevisninger er nu overbevist om han vil tabe Elysée Paladset næste år, og blive en  en periodes præsident.

I emner som indvandring og islamificeringen af det franske samfund har Marine fået ham kørt op i en krog, hvor alt hvad han gør er forkert. Hvis han ikke indtager en stærk konsekvent holdning vinder Fronten. Hvis han forsøger at stjæle dens politik med kopilignende forslag, gør han kun Frontens program endnu mere tiltrækkende: Hvorfor stemme for en efterligning når man kan få den ægte vare? Han er sig det bevidst, at medlemmer af hans eget UMP går ind for et samarbejde med Fronten og at mange vælgere glider over til NF. 

I mangel på et jordskælvagtigt oprør bliver Marine ikke præsident. Dog er det muligt, at det vil lykkes hende at smadre det ynkelige Gaullist parti der har domineret fransk politik i et halvt århundrede. Men en lille advarsel: Hvis National Front kommer til at dominere eller have stor indflydelse på fransk politik, kunne det i sig selv være ret så destabiliserende. 

Politik som at droppe Euroen og vendte tilbage til francen, at udkæmpe en skyttegravskrig mod EU, og foretrække en dirigiste økonomi fremfor frimarkeds kapitalisme ville ikke være uden store omkostninger for Frankrig og Vesten. Således også med Marines holdning til de franske/amerikanske relationer. Ved at implementere en overfølsom nationalisme á la Charles de Gaulle, ville hun trække Frankrig ud af NATO, udvikle et nærmere forhold til Rusland -- og derved gøre Tyskland nervøst -- og i det store og hele blive en vanskelig partner på visse områder, økonomi, militært eller diplomatisk, hvor Frankrig muligvis ville kunne syne at være "servil" overfor USA.

Derfor to Hurraher for Marine Le Pen for at gå i kødet på Frankrigs politiske etablissemnet og vise deres elitære hykleri og mangel på sammenhæng. Men ikke tre. Fordi hvis denne dame nogensinde bliver præsident, da falder alle væddemål bort.

http://spectator.org/archives/2011/06/28/the-power-of-le-pen/1