Burton Folsom, Jr. & Anita Folsom
Hvad gør virkelig en præsident stor?
Ifølge præsident Obama er de præsidenter der lader regeringen vokse mest kandidater til at være de største præsidenter. Store forkromede programmer tæller. I et interview med Steve Kroft fra CBS på 60 Minutes Overtime, talte præsident Obama med begejstring om sine bidrag: “Jeg ville sætte min lovgivnings- og udenrigspoliltiske succeser i de to første år op imod enhver præsident - med den mulige undtagelse af Johnson, FDR, og Lincolm -- med hensyn til hvad vi har fået udrettet i den moderne historie.”
Et stort problem er selvfølgelig, at præsidentens to største programmer, hans stimuluspakke, og Obamacare begge lider under en lavine af kritik. Stimuluspakken førte til en øgning, ikke en sænkning, af arbejdsløsheden, og hans katastrofale godtgørelser udstilles næsten dagligt.
Obamacare har lav tilslutning i spørgeundersøgelser; den udsættes for svære udfordringer hos domstolene; og alle republikanerne stemte imod den, og de fleste kørte hårdt imod den ved midtvejsvalget i 2010, og med succes.
Præsidenterne Johnson og FDR har lignende bagage. I Johnson to første år, blev Vietnamkrigen ustyrlig; og øgningen af betalingen i ‘Hjælp til Familier med Børn i Nød’ gav enlige mødre stor tilbøjelighed til at tage imod kontanterne fra regeringen, og ikke blive gift.
FDR’s største programmer i hans to første år, AAA og NRA blev begge ramt af Højesteretsdomme. Og FDR endte med mere end 19% arbejdsløshed i 1938 da landene i Europa, ifølge en Folkeforbunds undersøgelse blot havde 11%. Er det de succeser en præsident skulle gå efterligne?
Hvis vi ser på historikernes meninger, da er præsident Obama muligvis på rette vej. De plejer at give præsidenter, der meddeler store programmer og kraftig forøgelse af nationens gæld, høje karakterer. Johnson er god, og FDR endnu bedre - de ligger i top 3 over præsidenter i de fleste meningsundersøgelser.
The Arthur Schlesinger Presidential Polls, for eksempel, udført i 1948, 1962 og 1966, lader FDR konstant ligge i toppen eller næsten toppen.
Hvordan bedømmer historikerne præsidenter der giver velstand og sikkerhed for amerikanerne? Lad os stille spørgsmålet på denne måde: Hvad hvis vi havde en præsident, der i sine to første år som præsident, skar halvdelen af forbundsregeringens forbrug bort; skabte budgetoverskud i begge årene; lod skatteraterne skære ned, og angreb arbejdsløsheden så den faldt fra 12 til 2%? Hvor skulle han placeres?
Svaret er “på sidstepladsen -- den værste præsient i U.S. historien” Det har været skæbnen for Warren G. Harding, der var præsident fra 1921 - 1923. Han opnåede alt ovennævnte - forbundsbudgettet styrtdykkede fra 6,4 milliarder i 1920 til 3,1 milliarder dollars i 1923; skatteraterne for de rige faldt fra 73 til 56%, og U.S. fik styr på den nationale gæld og arbejdsløsheden under Hardings to første år som præsident -- før hans for tidlige død i embedet.
Warren Gamaliel Harding
Sandt, som nogle historikere påpeger, at Harding havde to store skandaler med Veterans Administration og med olieaftaler ved Teapot Dome. Hans ansatte udnyttede eller stjal penge fra kassen, men det lader til at Harding intet anede om det. Mens disse linjer skrives kan Solyndra og Fast and Furious, de to seneste Obama skandaler måske vise sig ligeså skadelige som Teaport Dome var for Harding.
Men Hardings eftermæle som forbedrer af velstand for amerikanerne var stærk. Og burde det ikke være en hovedpointe når man vurderer hans præsidentskab? Hardings ‘kedelige’ nedskæringer i skatterne og forbundsforbruget kan måske mangle drama, men de gav amerikanerne jobs.
Harding med sin yndligshund Laddie Boy (airdale, og derfor et fremragende valg - synopsis)
Som kontrast er der forsvundet millioner af jobs under præsident Obama, huspriserne er på vej ned, og levestandarderne er faldet. Alligevel fortæller Obama os at han kan lide “hvad vi har fået gennemført” med Obamacare og stimulusforbruget. Det gælder også de fleste historikere. Men historikerne sidder fast i sadlen med godt betalte og sikre jobs, andre amerikanere bliver afskediget når skatterne stiger, reguleringerne bliver flere og gælden stryger mod himlen for at betale for Obamas Hope& Change. Og det er de amerikanere, i langt højere grad end historikerne der vil vælge den næste præsident i 2012.
Burton Folsom, Jr. is professor of history at Hillsdale College and author of New Deal or Raw Deal? (Simon & Schuster, 2008). His new book, co-authored with Anita Folsom, is FDR Goes to War: How Expanded Executive Power, Spiraling National Debt, and Restricted Civil Liberties Shaped Wartime America (Simon & Schuster, 2011).
Anita Folsom works at Hillsdale College and is co-author of FDR Goes to War: How Expanded Executive Power, Spiraling National Debt, and Restricted Civil Liberties Shaped Wartime America (Simon & Schuster, 2011).
http://spectator.org/archives/2012/01/25/obama-against-any-president
Ingen kommentarer:
Send en kommentar