Pyt med friheden - sex var vigtigere

En præsident prioriterer: Kennedy mere optaget af sin teenage elskerinde end af de cubanske frihedskæmpere

I anledning af årsdagen for invasionen i Svinebugten Cuba 18.04.1961

Ezra Dulis

Mimi Alford har helt sikkert grund til at fortryde sin omgang med præsident Kennedy. Men mens hun dyrkede sex med U.S. præsidenten i Det Hvide Hus og foretog fellatio på U.S. præsidentens venner i swimmingpoolen i Det Hvide Hus da blev denne teenager aldrig snydt af præsidenten, der stadig er den mest populære i moderne U.S. historie.

Og fru Alford indrømmer dog så meget. “Det er svært at sige, men jeg havde det rigtigt godt med at være noget særlig - men sådan havde jeg det,” fortæller hun en interviewer. “Jeg var 19 år gammel. Han var bare helt magnetisk.”  

Kenndey, 45 og Mimi Alford 19.

Mange enker der lever i det sydlige Florida har det på en helt anden vis med Kennedys magnetisme. Du kan ofte finde disse damer, med skrammede næser og rødrandede øjne, vandrende langs de lange rækker af hvide kors på Cuban Memorial begravelsespladsen i Miami. Det er et mini-Arlington, til ære for Castros mordofre, og de som faldt i forsøget på at befri Cuba fra stalinismen han påtvang dem med sine Sovjet overherrer, alt mens “Lederen af Den Frie Verden,” forekom besynderlig distraheret.

Men gravene er symbolske. De fleste af ligene ligger stadig i massegrave udgravet af bulldozers efter ordre af Ted Turner’s fiskekammerat, Jimmy Carter og George McGoverns “gamle ven,” (se denne artikel på synopsis) og Barbara Walters og Diane Sawyers kæledægge.

Har du aldrig hørt om Cuban Memorial i de førende medier? Nuvel, det tjener til ære for de titusinder af Fidel Castros og Che Guevaras ofre. Behøver jeg sige mere om mediernes blackout? ...Nej vel!

Nogle af disse damer vil knæle ned, andre går langsomt rundt og leder efter et navn. Du husker en lignende scene fra åbningsscenerne til Saving Private Ryan. Mange har rosenkranse. Mange af damerne vil læne deres hoveder til slægtninges bryst, de som kørte dem dertil, en slægtning der slår armene rundt om hendes rystende hulkende skuldre.

Idet han forsøger ikke selv at bryde ud i gård da finder han at gråden der hærger hans mor, bedstemor, søster eller tante er smittende. Alligevel er han ofte for ung til at huske ansigtet på martyronklen eller fætteren - navnet de netop har genkendt på det hvide kors.

(læs denne artikel på synopsis)

“Dræbt i kamp. Svinebugen 18. april 1961.”

En anden kvinde drager hjem efter at have lagt blomster under sin fars kors - en far hun aldrig kendte. “Dræbt i kamp, Svinebugten, 18. april 1961,” står der også på det kors. Hun var to år dengang.

“Hvor er FLYENE?” råbte hendes fars kommandør i sin radio fra den blodvædede strandbred. “Send flyene ellers kan vi ikke holde ud!” råbte han mens sovjetiske Howitzers decimerede hans forfærdeligt få folk, sovjet tanke nærmede sig, og hans sårede blev flere og flere.

Samtidig synes “Lederen af Den Frie Verden” besynderlig fraværende.”

Vi skal støtte anti-Castro soldaterne,” havde disse damer hørt (kandidaten) Kennedy betone nogle få måneder tidligere under hans debatter med Richard Nixon. “Indtil nu har disse frihedskæmpere ikke modtaget hjælp fra vor regering,” klagede Kennedy (kandidat).

.

Nogle få uger før debatterne havde CIA chefen Allen Dulles (på ordre af Ike) orienteret Kennedy om planerne for en invasion af Cuba. Og da planerne var hemmelige, vidste Kennedy at Nixon ikke kunne være imod. Og faktisk måtte vicepræsident Nixon (faktisk invasionens hovedfortaler) bide sig i tunge. Han kunne med lethed have tværet Kennedy ud om det emne. Men for nogle kandidater går den nationale sikkerhed fremfor at vinde en debat.

“Vi skal betale enhver pris, bære enhver bryde, imødegå enhver trængsel, støtte enhver ven, være imod enhver fjende, for at sikre overlevelse og succesen ved friheden!” havde disse damer hørt Kennedy ytre blot få minutter efter han blev valgt som “Lederen af Den Frie Verden.”

Fire måneder senere var 1500 af de selvsamme cubanske firhedskæmpere som “vi skal støtte” i kamp 140 kilometer fra U.S. kysten mod 31000 sovjetbevæbnede tropper, tankenheder med Stalintanks og hele Castros luftvåben. Strandbredden er nu kendt som Bay of Pigs.

“Vi vil IKKE evakueres!” skreg kommandøren for disse damers fædre og ægtemænd i sin radio. “Vi kom her for at kæmpe!” Det var hans svar til den fortørnede, og syg om hjertet CIA mand der - efter at have indset størrelsen af bedraget fra “Lederen af Den Frie Verden” - gav tilbud om at evakuere de cubanske frihedskæmpere fra dødens strandbred.

“Vi ønsker ingen evakuering” brølede San Roman tilbage i sin radio. “Send flyene!” Send ammunition! Vi kom her for at KÆMPE!”

Anmodninger til Navy Chief Admiral Arleigh Burke i Washingtogn D.C., der personligt viderebragte dem til sin chef (præsidenten).

“To fly, hr præsident!” nærmest spyttede Admiral Burke i ansigtet på sin chef. Den kampberedte admiral var rød i ansigtet, og bønfaldt om tilladelse til at blot to af hans jetfly kunne lette fra en U.S. hangarskib lige uden for stranden og støtte de desperat omringede og kæmpende frihedskæmpere.

“Burke, vi kan ikke blive blandet ind i dette,” svarede Kennedy, der netop dukkede op iført en hvid smoking fra et elegant bal, hvor han havde danset med en smilende Jackie til bifaldet, hyldesten fra en begejstret mængde.

“VI satte de cubanske drenge der, hr. præsident!” eksploderede den kampberedte admiral. “Vi er da ved Gud indblandet!” Men admiral Burke kunne ikke blødgøre ‘Lederen af Den Frie Verden’ fra at svigte sin ed til frihedskæmperne der så desperat kæmpede mod Sovjet imperialismen blot 140 kilometer fra U.S. kysten.

Frihedskæmperne brugte deres sidste kugler da Lynch igen tilbød at evakuere dem. Men igen svarede San Roman, “NEJ - det slutter her!” hans svar var dog knap hørligt på grund af de øredøvende brag fra sovjet artilleriet.

 

“Kan ikke fortsætte,” lød den sidste knitrende besked fra San Roman en dag senere. I tre dage havde hans styrke af for det meste frivillige civile kæmpet indægt mod et Sovjet optrænet og ledet styrke der var 10 gange større end hans, og påført sovjettropperne skader der svarede til 20 til 1. Selv i dag forbavser deres kampiver professionelle militærfolk. “De kæmpede fremragende - og de blev IKKE besjeret!” understregede deres træner Marine Oberst Jack Hawkins, en mulit-dekoreret veteran fra Bataan, Iwo Jima og Inchon. “De løb lot tør for ammunition efter de har blevet svigtet af deres sponsor U.S. regeringen.”

Moral vil udgøre en kampenhed. Og der er ingen større moralinspiration end at betragte Sovjet marionetterne Fidel Castro og Che Guevara smadre sit fædreland og familier, tro mig.

Der var til sidst ikke mere ammunition. “Russiske tanks kørte over min stilling,” rapporterede San Roman i sin radio....”smadrede mit udstyr.” Så blev radioen tavs.

“Tårerne fyldte mine øjne,” skriver CIA manden Grayston Lunch, en multi-dekoreret 2. Verdenskrig og Koreakrigs veteran og venner med de cubanske frihedskæmpere - da han fik deres sidste besked. “Jeg brød helt sammen,” skriver Silver Star vinderen der har ar fra Omaha Beach, Bastogne og Koreas “Heartbreak Ridge. “For første gang i mine 37 år skammede jeg over mit land.”

Hvis det i stedet for ovennævnte kræves at Mimi Alfords tabloid-sladder kan få nogle til endelig at føle skam over deres nations “leder” på den tid ....ja så er det bedre (halvt århundrede) senere end aldrig.

http://bigpeace.com/edulis/2012/02/18/a-presidents-priorities-kennedy-more-committed-to-teenage-mistress-than-cuban-freedom-fighters/#more-196788

Læs artikler af Humberto Fontova her på synopsis der dækker eksilcubaneres kamp.