Sådan vinder Romney - værdigt!

Det er op til Romney om at tabe

William Tucker

Hans modstander vil føre en modbydelig kampagne. Han skal blot fremstå positiv.

Kald mig blot skør, men jeg tror Mitt Romney har mere end blot en lille chance for at vinde dette valg mod Barack Obama. Hvis han agerer rigtigt - og det er jeg sikker på han vil - mener jeg der er en rigtig god mulighed for at vælgernes sympati vil tilflyde ham og han kan overtage embedet.

Lad os begynde med en analogi. I 1989 stemte vælgerne i New York Manhattan Borough President på David Dinkins som byens første afrikansk-amerikanske borgmester. Kirkeklokkerne rignede, aviserne sang Hosianna’er, og alle lykønskede hinanden med denne vidunderlige handling i tolerance, der havde sat den Demokratiske politiker i borgmesterstolen.

David Dinkins - en katastrofe som borgmester i New York

Da først tingene faldt til ro, viste Dinkins administration sig imidlertid at være mindre inspirerende end godt er. Som alle Demokrater overalt, havde han ingen fornemmelse af penges værdi. Han gik i gang med at forbruge som om verden ville gå under i morgen. Mens det skete gik landet ind i en recession og pengekassen blev udtørret. Derfor svarede han og den Demokratiske Guvernør Mario Cuomo igen med at forhøje skatterne, med det resultat at en ud af fem mistede arbejdspladser i landet var i New York staten. Ved afslutningen af hans embedsperiode var Dinkins begyndt af pille ved en af New York mest hellige pagter - den uformelle aftale om at ejendomsskatterne skal være lave. Med byen oversvømmet af kriminalitet, var selv den succesrige middelklasse parat til at forlade den synkende skude.

Så ramte en konvoj af ordtodokse jøders køretøjer ved et uheld en ung sort knægt i Crown Height. Da afro-amerikanerne gik bersærk, nægtede Dinkins at sende politiet ind før der var gået to dage, idet han sagde at området skulle have lov til at “lufte deres vrede.” Resultatet var at en bande sorte knægte forpligtede sig til at “dræbe jøder” og fik fat i en ung rabbinerelev og dolkede ham ihjel. Det er vel næppe nødvendig at sige at det kostede Dinkins massiv støtte fra New York betragteligt store jødiske befolkning.

Kort sagt, efter fire år undrede New Yorkerne sig over om valget af Dinkins havde være en såt god ide alligevel. Og derfor i en by, hvor blot 10% af vælgerkorpset er registrerede Republikanere, lukkede New Yorks borgere øjnene og lod deres stemme falde i den tidligere Republikanske anklager, Rudi Giulianis vægtskål, og han blev borgmester. Resten er historie.

Lige til denne dag er der hårdnakkede venstreorienterede i New York der er tøvende overfor at skulle indrømme at de stemte på Giuliani i 1993, men det er jo derfor vi har hemmelige afstemninger. Lige op til valget lå Giuliani bagud i meningsmålingerne og der var ikke megen forventning om at han ville vinde. Men det gjorde han.

Det formoder jeg sådan set er det der kunne ske ved dette valg. Jeg ville ikke forvente at se Romney komme foran i meningsmålingerne. Det er næsten også det bedste. Hvis mennesker begynder at forvente at Romney vinder så kan det føre til eftertanke og nogle kan føle skyld over at forlade Obama. 

At skifte en leder ud er en alvorlig sag for amerikanerne, især når det er en valgt der kun har haft en periode. Det er heller ikke noget folk ønsker at tale for meget om. Således gik det da Præsident Reagan slog Jimmy Carter i 1980. Reagan førte ikke i meningsmålingerne. Han var 25%point bagud på dette tidspukt i kampagnen og lå stadig bagud i slutugen. Kun efter deres første og eneste debat begyndte vælgerkorpset at svinge til hans favør. Den store tilstrømning kom blot tre dage før valget og det blev aldrig rigtig fortalt offentligheden.

Kun Pat Cadell der læste de daglig meningsmålinger så hvad der var ved at ske og fortalte Carter råt for usødet at situationen så håbløs ud. Sådan kan det også gå denne gang. Hvis folk ser nærmere på meningsmålingerne i forsøg på endelig at beslutte sig, så kan de med en vis sandsynlighed sige, “Åh, hvad pokker, lad dog en anden forsøge!”

Hvad skal strategien derfor være for Romney? Den skal være enkel. Vær positiv. Obama vil igangsætte en rigtig modbydelig kampagne. Hvad ellers kan han gøre? Han kan ikke henvise til sine resultater. Folk ved han er en fiasko og det ved han måske også selv. Hvad andet er der at gøre end at føre en ækel kampagne hvor han kan forsøge at brændemærke Romney med ord som “besynderlig,” “rig,” “ufølsom” “selvisk” en “Social Darwinist” og hvad nu de kan komme i tanker om. Det bliver ned ad bakke hele vejen.

Det Romney skal gøre er at ignorere det. Lade være med at gå i kast med sprudlende mudderkastningskonkurrencer med præsidenten. Vær for ‘pæn’ til det. Lad Obama stege i sin egen vrede. Romney burde være den glade kriger, lykkelig for at være ude blandt folket lærer om deres problemer, blive mere og mere tryg ved den megen slåen på ryggen og hændtrykkene. Han har allerede foredret sig ganske meget og pressen er begyndt at bemærke det. Der vil være et drama i at betragte ham blive mere afslappet ved vælgermøder og det vil skabe momentum. Folk vil blive fascineret af det.

Der er endnu en ting der giver Romeny en kæmpefordel. Obama vil være den der splitter. Allerede nu vil hans tilsyneladende objektiv være at slå ned på forskellige emner en efter en -- kvinderne, latinoerne, de unge - og overbevise dem om at deres virkelige problemer stammer fra de mennesker alle hader - den rige 1%. Det er en gennemprøvet og barsk metode, praktiseret af Hugo Chavez og enhver anden tomhjernet demagog der kom til magten ved at tilskynde folket til at hade den rige.

Men hvis Obama fremstår som en der splitter, så kan Romney fremstå som en der forener. “Han kan bringe os sammen” er det slogan der altid knyttes til den vindende kandidat. Folket føler sig tryg ved vedkommende.

At lade en eller anden lille fraktion af befolkningen fremstå som folkets fjende kan appellere til de mest trofast Obama tilhængere, men med den store vælgerskare vil det sandsynligvis ikke fungere. Jeg kan bare ikke tro på, at flertallet af amerikanerne vil falde for den forestilling om at de kan forbedre deres liv ved at lade en lille procentdel af befolkningen være syndebukke.

Obama kampagnen er allerede gennemkalkuleret. De tror inderst inde at alle er ligeså politiske som dem selv. Faktisk vil en stor del af vælgerkorpset blot stemme på den kandidat der føler sig mest tryg ved. I sidste uge sammenlignede R. Emmet Tyrrel Romney med den venlige nabo ved siden af som man altid kan regne med hvis man har låst sig ude. Det er nøjagtig det billede Romney bør forstærke. Og selvfølgelig er han så meget mere end det. Ligesom Reagan skal han have nogle gode slagargumenter i debatterne.

Der er en grum side af Obama der muligvis vil dukke op under denne kampagne. For ham er det hele meget, meget personligt. Hele hans liv har han måttet kæmpe mod de fyre som Romney der tilsyneladende uden besvær har tilpasset sig det etablerede. Da han arbejdede for et advokatfirma i Chicago, skrev han at han følte sig “som en spion blandt fjendens linjer.” Efter at opnået den offentlige gunst, ville det synes som om han skulle efterlade alt dette.

Nuvel, nu er han her, præsident for United States og de samme fyre fra ‘det etablerede’ har nu gang i at forsøge at lave om på alt det ‘vidunderligeø han har opnået ved at skabe et socialt lige, ligeværdigt, miljømæssigt rent Amerika.

På et tidspunkt vil Obama bryde sammen. Han vil komme til at gøre eller sige noget meget, meget krænkende der til få folket til at se hvad der er bag fineren af “håb og forandring.” Når det sker vil Romney stadig blive stående, uberørt af al det ulækre, han vil stråle af optimisme, klar til at lede landet i en ny retning og folket vil sige., “Så lad os da for pokker give denne fyr en chance.”

Det er såmænd blot det der skal til for at vinde valget.

William Tucker is the author of Terrestrial Energy: How Nuclear Power Will Lead the Green Revolution and End America's Energy Odyssey.


http://spectator.org/archives/2012/04/13/its-romneys-to-lose