Drabet på bin Laden - hvad ikke fortælles

Drabet på bin Laden: Hvad vi ikke fik at vide, og hvorfor?  

Roger Aronoff

Den epokegørende nye bog af tidligere Navys SEAL, Chuck Pfarrer har ført til en genovervejelse af, hvad der faktisk skete da SEAL Team 6 dræbte Osama bin Laden i maj måned. Mediernes dækning af bogen har i det store og hele haft fokus på de specifikke detaljer ved operationen, men der er langt mere i Pfarrers bog, SEAL Target Geronimo: The Inside Story of the Mission to Kill Osama Bin Laden, der kun har fået lidt eller ingen opmærksomhed. Pfarrer har fornylig givet et eksklusivt interview til Accuracy in Media, hvor han talte om kulturen og karakteren hos SEAL, om sin egen unikke historie og den såkaldte Krig mod Terrorismen.

I juni  -AIM Report, nævnte jeg adskillige uoverensstemmelser i udtalelserne fra regeringsembedsmænd, herunder Præsident Obama og daværende CIA-direktør Leon Panetta om, hvordan Navy’s SEAL Team 6 faktisk slog al-Queda terroristen Osama bin Laden ihjel i maj måned i Pakistan.

Historien blev ved med at blive lavet om i de første dage og timer efter bin Ladens død. Forskellene synes at være større end den sædvanlige “krigståge” kunne forsvare. Dog bestemte Det Hvide Hus og Forsvarsministeriet sig for en endelig version af begivenhederne der er blevet udfordret af Pfarrer, en tidligere kommandør for angrebsindsats i det samme SEAL Team 6. Pfarrer hævder han har talt med et antal af de, som var involveret i operationen.

Men i inverviewet kom vi meget mere omkring, end blot denne vigtige historie. Vi diskuterede, hvem Navy SEALS er, og hvad der kræves for at være med hos dem. Vi talte om Pfarrer’s egen rolle i Achille Lauro hændelsen, (krydstogskib opbragt af terrorister) hans tid i Libanon, der omfattede oprydningsarbejde og undersøgelser efter den iransk støttede Hezbollah gruppes angreb på ambassaden i Beirut, der dræbte 241 amerikanere. Og vi diskuterede hans syn på, hvad der faktisk skete under efterforskningen efter Masseødelæggelsesvåben efter U.S. og dets allieredes invasion af Irak i 2003. Han kommer med nogle overraskelser.

Pfarrer beskrev hændelsesversionen der førte frem til og indbefattede Osama bin Ladens død som den er givet af Obama administrationen. Han går langt ind i den, punkt for punkt, og fortæller hvorfor den ikke lyder rigtig for ham, og hvad hans undersøgelse er kommet frem til. Hans bog er blevet kritiseret af mennesker der stadig er i aktiv tjeneste, mennesker Pfarrer tjente sammen med Special Forces, der nu siger at han i det store og hele har opfundet historien. Talsmanden for U.S. special operationer Oberst Tim Nye, har kaldt Pfarrer’s bog en “fabrikation,” og sagt, “Det er ikke sådan det skete.” Nye talte på vegne af Admiral Bill McRaven, der var chefen for Special Forces operationerne på den tid angrebet fandt sted. McRaven var bekymret for, ifølge UK Guardian, at bogen “ville få amerikanerne til at tvivle på administrationens version af begivenhederne.” Pfarrer imødegik hans kritik i interviewet.  

Forskellene i historierne har at gøre med, som Obama administrationen fastholder, om en eller to helikoptere styrtede ned tidligt i operationen, efterfulgt af SEAL teamet der kom ind i stueetagen og kæmpede sig vej op til bin Ladens værelse på en “drabsmission,” og dræbte ham, selvom han ikke forsøgte at kæmpe imod. Pfarrer’s undersøgelse førte til en noget anderledes konklusion. Helikopteren styrtede senere hen i operationen, efter den havde sænket mændene ned på taget. Og i løbet af 90 sekunder var det overstået, med bin Laden skudt to gange mens han forsøgte at få fat i en AK47 i forsøget på at kæmpe for sit liv.  

Bogen er hurtigt kravlet op i Top 10 på såvel Publisher’s Weekly og The New York Times bestseller listerne, således har den muligvis virkelig fået amerikanerne til at betvivle administrationens version af hændelsesforløbet.

Chuck Pfarrer’s personlige fortællen gør hele hans sag des mere påtrængende. Chuck Pfarrer gennemgik grundtræningen ved Underwater Demolotions SEAL i 1981, og tilbragte otte år som en Navy SEAL. Han tjente som militærrådgiver i Centralamerika, trænede NATO styrker i Europa og Middelhavsområdet, og foretog opgaver i Mellemøsten - mest bemærkelsesværdig i Libanon under den libanesiske borgerkrig. Som højere officer i et SEAL Team tilknyttet den Multinationale Fredsbevarende Styrke, var han vidne til bombningerne af Marine forlægningerne i 1983 i Beirut.

Pfarrer var en af de SEAL Team ledere der havde ansvaret for pågribelsen af Abu Abbas og bortførerne af krydstogtskibet Achille Lauro. Han sluttede sin tjeneste som Assault Element Commander ved U.S. Naval Special Warfare Development Group, formelt kendt som “SEAL Team Six.” Han har skrevet bredt om terrorisme, og mod terrorisme, og har betjent regerings- og industrier som en ekspert i emner såsom special operationer, terrorist metodologi, mod-nedrustning og terrorist anvendelse af masseødelæggelsevåben. Efter han forlod militæret har Pfarrer beskæftiget sig som manuskriptfofratter i Hollywood. Hans filmkredit omfatter, forfatter, skuespil, og produktionsarbejde i Navy SEAL’s Darkman, og Hard Target, og han var manuskriptforfatter til The Jackal. Hans bestsælgende selvbiografi, Warrior Soul: The Memoir of a Navy SEAL, blev udgivet i 2004.  

I 2003 skrev Pfarrer en New York Times artikel om 20. årsdag for 23. oktober 1983 angrebet på Marine hovedkvarteret ved Beiruts Internationale lufthavn. En lastvogn kørt af en selvmordsbomber og læsset med seks tons eksplosiver smadrede ind i barrakkerne og dræbte 241 amerikanere, heraf 220 Marinere, 18 NAVY personnel og tre soldater. Det var det største tab af Marinere på en dag siden Slaget om Iwo Jima i 2. Verdenskrig.  

Her er udsnit af Pfarrer’s klumme i the Times:  

Det var på mindste og allermest hængende hår at jeg ikke blev dræbt. Jeg var 300 meter borte fra et sted ved navn Green Beach, og sov sødt i undergrundsbunkeren. Natten før havde jeg ført min SEAL deling ind til bakkerne over Beirut på rekognoscering. Mens vi trak os tilbage kom vi under artilleribeskydning. Vi nåede først tilbage til vor stilling tidligt kl. 5.00. I det som nærmest var en lille smule giftig ironi havde jeg næsten beordret mine mænd ind i en lastbil, med spiseredskaber og ville få dem til at spise søndagsmorgenmad i Marine hovedkvarteret. Jeg vidste at et varmt måltid ville gavne dem. Men så, mente jeg at et par timers søvn ville være mere gavnligt for dem.

Derfor nogle få minutter før solopgang faldt vi omkuld  på vore brikse - og derpå rystede et dundrende brag vor bunker. Detonationen havde næsten pulveriseret den 4 etagers bygning. Eksplosionen kunne høres i Sidon, en by 45 kilometer mod syd. I minutterne derefter opstod den rene kaso. Ingen havde nogen anelse om lastbilbomben var en forløber for et angreb af den syriske hær, eller om lufthavnen snart ville komme under et storangreb. Med et slag havde 24.th Marine Amphibious Unit mistet en fjerdedel af deres land der var på land.

Vi arbejdede hele dagen med at grave de sårede og døde ud af ruinerne mens snigskytteild knitrede og knaldene ind i betonklodserne rundt om os; militsmænd i slumkvartererne omkring lufthavnen skød helt bevidst på redningsmandskabet. Sent på eftermiddagen blev jeg kaldt tilbage til stranden og forsøgte af nå en helikopter. De døde blev lagt pænt på række på en presenning pakket ind i nylonposer, og de iturevne soveposer som de var døde i.

I dagene der fulgte var det næsten umuligt ikke af føle vrede. Rædslen var så overvældende at vi blev frosset fast til den. Den mindste deling af marinere holdt nu lufthavnen. Bjergene over os knitrede med artilleri; vi var i undertal med mindst fem til en. Det var kun beslutsomheden, udholdenheden og modet hos den enkelte mariner der stod mellem os og Alamo. De overlevende holdt sammen i klynger, hver mand klar over at de var tusinder af kilometer væk fra hjælp eller nåde. Vi holdt ud indtil forstærkninger fra Camp Lejeune, N.C., ankom to dage senere og vi var hjemme ved Thanksgiving.

Udover 9/11 var angrebet mod Marine forlægningen uden for al tvivl den mest succesrige terrorhandling. Fredsbevarerne blev trukket tilbage og det libanesiske folk overladt til deres skæbne. Libanon kom til at lide under besættelsen af Syriens hær, og i to årtier var det en lovløs ulykkelig nation, et fristed for Hezbollah banditterne og et udklækningsanstalt for selvmordsbombere.

Efterfølgende er Pfarrer’s udtalelser under interviewet og i visse tilfælde mine spørgsmål. Du kan lytte til hele interviewet eller læse den fulde udskrift her.

PFARRER:  De interessante ved SEALs og noget som de er stolte over, er at de holder deres største sejre hemmelige. Jeg mener et af deres største bidrag i nuværende krig mod terrorismen er, at der sådan set hver nat er SEALS teams på kampvalen. For al-Queda er de et konstant mareridt. Bogstaveligt talt “banker de på døren." Næsten hver nat, udfører specialenheder fra flåden operationer af meget høj værdi, der for det meste resulterer i at al-Queda personer pågribes. Det er det de er ekstremt gode til. Det og også i direkte aktion - hvilket altså er det samme som kamp, hvor fjenden bekæmpes, hvor fjenden ikke forventer det.

PFARRER: En operation jeg kan tale om er efter Achille Lauro kapringen. Vi var i stand til at jage og opspore Leon Klinghoffers mordere, og Abu Abbas, der var mesterhjernen bag det grusomme drab på Achille Lauro krydstogtskibet (læs denne artikel på synopsis http://synopsis-olsen.blogspot.com/2008/07/er-vore-ledere-blevet-skre-newt.html)....Oberst Oliver North var en hoveddrivkraft i det arbejde. Det var, så vidt jeg forstår, hans ide at ‘indfange’ Egypt Air flyet, med Tomcats (jetfly) fra U.S. Saratoga. Da bortførerne  i deres fly blev tvunget ned ved Sigonella befandt jeg mig på jorden som en kommandosoldat, der skulle sikre at de ikke kunne slippe væk. Jeg vil også gerne påpege at Hr. Abbas’ opførsel i den grad ligner de øvrige terroristslynglers. Da han blev konfronteret med et ultimatum overgav han sig meget hurtigt. Ingen af disse mennesker er nogen med et fysisk mod. Hr. Abbas er et billede på hvordan de alle er.

PFARRER:  Jeg tror, set i bagklogskabens lys, at masser af historikere ser den episode (bombningen af Marine forlægningen i Beirut) som en af åbningssalverne i det vi nu kalder Den Globale Krig Mod Terror. Jeg vil også gerne påpege, at den operation, det ved vi nu, gennem kommunikationsoplysninger, blev beordret og udført fra Teheran. Den blev udført af elementer fra Revolutions Garden der under dække af en hidtil, på det tidspunkt, ukendt milits i Libanon kaldet Amal. Bomben der ramte Marine barakkerme var den største ikke atomare eksplosion i krighistorien - fik jeg personligt at vide af FBI bombeinspektørerne der hjalp med til at grave i ruinerne. Den Franske Fremmed Legions enhed blev ramt på samme tid med samme våben. Tre dage senere blev en tredje kopi af våbnet detoneret 100 meter fra et israelsk checkpoint i Sidon, hvor det stadig var i stand til at dræbe og såre dusinvis af mennesker. Dette var overordentligt sofistiskerede våben, og oprindelsen til dem kan lægges helt præcist på Irans regering. De valgte datoen: 23 oktober. Det var den dato hvor USA gav Shahen af Iran lov til at komme til USA for at blive behandlet for cancer.

Ødelæggelser i Beirut forårsaget af Amal Militsen

PFARRER:  Det er næsten ubegribeligt. Det var en frygtelig hændelse. Jeg tror det ofte glemmes af folk i USA, at der døde flere Marinere i slag i Libanon, end der blev dræbt i Khe Sanh slaget i Vietnam. Bombningen var, selvfølgelig, en ækel dag, men det følgende i kampen var næsten en nonstop bykamp. Jeg har sammenlignet den, i artikler jeg har skrevet, med de sidste 15 minutter i Blackhawk Down blot hver dag. Byen Beirut blev bogstaveligt flået i stykker - det var som fra Mad Max (film). Marinerne og SEALs der var kommet, vi var jo udsendt som fredsbevarere, men blev mere og mere trukket ind i en sindssyg krig med seks parter. Det var yderst tragisk.

Blev der fundet Masseødelæggelsesvåben i Irak efter Saddams fald?

ARONOFF: Kris Alexander, der har skrevet en beretning nu, som svar på din bog, siger han var våbenekspert i Irak efter Saddams fald. Ham kender jeg ikke---

PFARRER: Må Gud velsigne ham for hans tjeneste.

ARONOFF: Fint. Så ganske givet. Han har skrevet en artikel der hævder, “Pfarrer siger at Saddam Hussein havde farlige aktive kemiske, biologiske og kernevåbenprogrammer lige til den dag han faldt. Værre endnu, de våben faldt i hænderne på Osama,” og grunden til vi ikke aner noget om det er fordi “krysteragtige politikere og de storlyvende medier gemte sandheden om, hvad US Militære våbeneksperter afdækkede.”

PFARRER: Jeg står ved den udtalelse. Jeg er enig med ham: Det er hvad jeg sagde.

ARONOFF: All right. Hvorfor samarbejder du så ikke? Retter ham.

PFARRER:  Jeg vil gerne påpege, at BBC, The New York Times, og Fox News alle rapporterede, at i  al Bayaa, Irak, maj 2004, forsøgte al-Qaeda at detonere en 155 mm granat fyldt med nervegas, den allermest giftige substans menneskeheden kender. Dette var første gang i verdenshistorien, at et masseødelæggelsesvåben er blevet forsøgt brugt af en ikke statslig aktør. Nuvel fandt dette så virkelig sted?  BBC og The New York Times rapporterer om det som værende sket. Ydermere har Department of Defense Public Health Laboratory Journal, en bevidnet lægejournalartikel, hvori der diskuteres behandlingen af to teknikere der var udsat for VX, haft det med Så denne begivenhed fandt virkelig sted.

Betyder det så at al-Queda blot havde en granat? OK, lad os formode dette et øjeblik: Lad os formode, at det han siger er sandt. Skulle jeg så tro på at Saddam Hussein selv gjorde sig til verdensfredens tjener, ødelagde alle sine masseødelæggelsesvåben i hemmelighed, og derpå blot så til da United States Marine Corps marcherede direkte ind i Bagdad? Det er da besynderligt. Saddam Hussein dræbte hundredtusinder af iranske soldater med kemiske våben. Han dræbte tusinder af sin egen befolkning med kemiske våben. Hvor tlintetgjorde han dem? Hvor er stederne han ødelagde dem? Hvor er fabrikkerne? Hvor er ovnene? Intet af dette er blevet fundet. Det vi har fundet i Irak er tusinder af ....kemiske våben. Hvorfor siger jeg nu det? Nuvel, vil du tro på De Forenede Nationer? FN’s Overvågningsenhed? Her er en besynderlig rapport - “Overview of the Chemical Munitions Recently Found in Iraq”—dateret august 2006. Der er nævnt våben. De er faldet i al-Quedas hænder. VX Bomben i al Bayaa var ikke det eneste angreb, beordret af al-Queda en række på tre store bilbomber, også ladet med klorgas.

PFARRER: Jeg kan gøre rede for, hvorfor medierne undgår at nævne det: Det er mudret grundigt ind i den fortælling, at der ingen Masseødelæggelsesvåben var i Irak, når der faktisk har været tusinder af våben fundet i Irak. Tusinder. Nu igen, stol ikke kun på det fordi jeg siger det! Læs FN rapporterne. De eksisterer i uklassificeret udgave på nettet.

ARONOFF:  Hvad er din mening om, hvordan vi behandler fjenden på slagmarken efter de regler vi har, hvad står vore soldater overfor når de mødes med fjenden på slagmarken?

PFARRER:  Jeg kan fortælle dig dette: Ikke alene er alle amerikanske kombattanter forpligtet til at følge reglerne, og Geneve konventionen - som om de havde brug for nogen opmuntring end ordrerne fra deres lovlige overordnede og officerer - men det skal bare ikke undlades at blive bemærket for publikum, at denne administratione har forfulgt - bragt Navy SEALS’s for krigsretter....Dette er en administration, der lader krigsretter køre til enden. Heldigvis blev de frifundet, og er tilbage i tjenesten.

PFARRER: Under forudsætning af at  det er scenen, miljøet vi befinder os i, er det meget sandsynligt at SEAL Team Six blev sendt på en, citat “drabsmission,” citat slut, ikke sandt? Det er meget sandsynligt at en dem ville have ønske om at skyde en ubevæbnet mand, og skyde en kvinde i benet, ikke? Men igen, som jeg har påpeget til hr. Holder, har en masse af disse mennesker- ser du: Dette er advokater der aldrig har sovet en dag udendørs i hele deres liv. Jeg er bange for at politik bliver til en form for sport. Spektret med disse undersøgelser hænger over CIA som en dødens kolde hånd. Enhver i den bygning har set eksemplet med, hvad der allerede er sket med to patriotiske officerer der har fået deres liv smadret af dette.

ARONOFF: Okay. Hvordan vil du karakterisere de vi bekæmper globalt i denne Krig Mod Terror, Krigen mod terrorisme? Er det jihadister? Radikale muslimer? Hvad mener du?

PFARRER: I samfundet omtales det som “Den Globale Salafist Jihad.” En Salafist er en islamisk fundamentalist der ønsker at komme tilbage til tiden med Profeterne. Igen, det som en salfist vil gøre er at bruge konceptet Jihad, der i bund og grund er en åndelig kamp, og derpå vende denne til også en fysisk kamp. Her fornylig - inden for det sidste år eller deromkring - er hele atmosfæren, hvori jihad udføres forandret. Jihadister som Ayman Zawahiri, der er nuværende chef for al-Queda er ikke kun Salafister, ved at de ønsker at vende verden til det sjette århundrede, men de praktiserer også en doktrin kaldet takfiri, der betyder de selv kan bestemme efter deres forgodtbefindende, hvilke muslimer der er “gode” og hvilke der er “frafaldne.” Al-Queda har uheldigvis haft muslimer blandt deres ofre i langt større antal end nogen andre grupper. Dr. Zawahiri er stolt og lykkelig over at dræbe muslimer som han ikke er enig med.

ARONOFF: Lad og gå videre til Neptune Spear, den operation der dræbte bin Laden. Fortæl mig din version: Hvad sagde de (Obama administrationen) og hvad siger du faktisk skete?

PFARRER: Som alle andre hørte jeg først om missionen da Præsidenten kom med sin udtalelse. Den var præcis. Der var ingen interne modsigelser. Den var fyldestgørende, og ville have været det sidste ord i den mission om ikke jeg har været her, og jeg ville ikke have skrevet denne bog. Præsidenten har ikke fået nogen god betjening af sine nationale sikkerhedsrådgivere, der minutter efter præsidentens tale begyndte at ringe til journalister og fodre dem med fiktive fakta, nogle af dem sande, nogle falske.

Som alle andre hørte jeg først, at dette var en 45 minutter ildkamp. I min begrænsede kamperfaring er 45 minutter som en livslængde. Jeg så ingen skudhuller i bygningerne. I en 45 minutters ildkamp, var der ingen sårede SEAL, og af de 35 personer blev kun 5 dræbt? Som enhver anden hørte jeg, angiveligt, efterfølgenden at en helikopter styrtede tæt på målet. Jeg kan kun undre mig over, som enhver anden, hvorfor, hvis den første helikopter styrtede, dens backup helikopter derpå landede på den anden side af en tyve fods høj mur, med en ti fods ståldør. For mig giver det ingen mening. Det som satte mig i gang med at skrive bogen, var at i august kom der en artikel i New Yorker, der var ‘korrekt’ og politisk informeret, men uheldigvis trak alle disse halve sandheder ind i en trist beretning om mord. SEAL helikopterstyrtet skulle være sket på vej ind, derpå landing udenfor bygningen, hvor de måtte sprænge sig vej gennem adskillige eksterne mure og porte for at komme i i bin Ladens hus, hvorpå de begyndte at skyde kvinder, børn og ubevæbnede mænd, kæmpende sig tre etager op af trapper, og derpå skyde en kvinde og myrde hendes mand med koldt blod. Denne fortælling kan jeg ikke få til at passe. Jeg har talt med mennesker tæt på operationen - så tæt så de kunne lugte krudtrøgen. Jeg har talt med mennesker i planlægningen af den. Jeg har talt med mennesker i efterretningsvæsenet. Jeg har talt med mennesker helt officielt, og uden for citat. Jeg fandt, at folk forsøgte at fodre mig med nogle helt umulige fortællinger. Jeg blev fodret med 45 minutters ildkampen af nogle kilder - Jeg sagde, “Jamen hvor er skudhullerne?” Jeg fik at vide at helikopteren styrtede ved indrykningen - Jeg sagde “Hvorfor bøjede de af?” Så endelig efter at have overvejet alle disse kildeoplysninger måtte jeg sortere dem selv. Jeg har lagt min fortælling tættere på øjenvidneberetningerne, og den historie der fortaltes i SEAL Target Geronimo er anderledes end de forskellige historier der lægges frem af administrationen.

PFARRER: Jeg betragtede pressedækningen udfolde sig. Det er ikke en overraskelse, at en administration vil søge at øve indflydelse på en genfortælling af en militær begivenhed. Lyndon Johnson med sit spin om hændelsen i Tonkin Bugten; Richard Nixon om invasionen i Cambodia - det er meget sandsynligt at Det Hvide Hus gør hvad det kan for at dreje begivenhederne gunstigt.

Men ligesom dig, når der er flere selvmodsigelser end svar, da følte jeg vi ikke fik den ægte historie, og ved den tid som New Yorker artiklen udkom, følte jeg at mænd havde risikeret deres liv, ikke kun for at fjerne hr. bin Laden, men for at indsamle efterretning der kunne have sat al-Queda ud af spillet for evigt, og at dette var en sag. hvor militær sikkerhed og behovene for den nationale sikkerhed er kommet i konflikt med fysisk egeninteresse - og det så ud som om politikerne vandt. I et stykke tid så det endog ud til at politikerne skulle skrive historie.

ARONOFF: Det er en interessant pointe. I din bog sagde du at efterretninger åbenbarede at bin Laden var ved at bryde med Zawahiri.

PFARRER: Ja, der har ofte været gnidninger mellem de to mænd. Zawahiri kan også have været impliceret i at sende en informant således at pakistanerne og CIA kunne arrestere Khalid Sheik Mohammed. Efter 9/11 var Khalid SSheik Mohammeds stjerne opadgående. Man skal huske at det var bin Laden der havde alle pengene, og hvad han manglede i personlig velstand, kompenserede han for ved at indsamle enorme pengesummer i ti- måske endog hundrede millioner dollars til sin organisation Afghan Services Bureau. Dette har altid været målet for dr. Zawahiri. Efterretninger indikerer, at da årsdagen for 9/11 nærmede sig var der nogen foruroligelse over, at de ikke var i stand til at rejse et tilstrækkeligt storslået angreb. Dr. Zawahiri der forrådte sine sine medkonspiratorer i mordet på Sadat (Egyptens præsident i 1975) var også delagtig i mordet på Sheik Azzam, Osam bin Ladens tidligere partner i de afghanske jihad dage.  

Al-Zawahir -en meget from mand at dømme efter hans bedemærke i panden, som man får at at knalde hovedet i gulvet flere gange om dagen.

Zawahiri var ude efter bin Laden da denne kunne læse og tale engelsk. Dr. Zawahiri er en glubende forbruger at presse om sig selv, og også presse om al-Queda. Zawahiri kunne læse i adskillige bøger at Abu (Ahmad) al-Kuwaiti, kureren var kendt af - ikke kun af CIA, men kendt af journalister. Ikke kun blev han ved at benytte denne mand i kommunikationsnetværk, men sikrede sig at det var al-Kuwaiti der kommunikeredes med, og kørte ind og ud af lejren hver dag - og for at sikre at ingen undgik at lægge mærke til, sikrede han sig at han kørte en 4WD Toyota med et næsehorn malet på.

PFARRER: Nuvel, når man undersøger den modstand der er mod denne bog og man også forfalder til personlige angreb - hvorfor i alverden er det så nødvendigt at være så meget imod noget der blot er en bog om historie? Hele problemet er, at administrationen ikke ventede 24 timer, 48 timer, 72 timer. De meddelte dette så hurtigt, at ingen følge mission kunne igangsættes. Da denne nyhed gik verden rundt, gik det så hurtigt som noget budskab kan komme her på planeten. Der var al-Queda folk der i bogstavelig forstand tabte deres mobiltelefoner og tog tilflugt i bjergene. Politisk belejlighed blev handlet for national sikkerhed. Det er derfor det er nødvendigt at sige fra overfor denne historie så kontant.

PFARRER: Hvis denne udsendelse skulle finde vej til en bunker et eller andet sted eller en skyttegrav eller på toppen af et armeret køretøj et eller andet sted, hvis en fyr har tid til at lytte til den når han ikke kæmper for sit liv, så ønsker jeg at fortælle dig at der ikke går et minut uden jeg tænker på det offer som disse mænd og kvinder gør for mig der i udlandet. Der er ikke et minut, hvor jeg ikke er klar over at de friheder jeg nyder lige nu er under forudsætning af de fyre der tilbringer nætterne ude i det fri, og som er heldige hvis de kan få et varmt måltid mad. Tak for at I beskytter mig, og mit land. Hvis nogen skulle være interesseret er hjemmesiden www.chuckpfarrer.com. Klik, ind efterlad en kommentar. Hvis ud er uenig hører jeg også gerne det.

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Roger Aronoff is a media analyst with Accuracy in Media, and is the writer/ of the award-winning documentary "Confronting Iraq: Conflict and Hope." He can be contacted at roger.aronoff@aim.org.director