Kønnenes kamp (Alle fire køn)
William Tucker
Obama administrationens sygelige hjerte
Den
første aften da jeg kom til college i 1960 besluttede en flok af os,
der netop var ankommet til orienteringen for førsteårgangsstuderende at
gå over skolegården og udfordre de netop ankomne i en anden
soveafdeling.
Da
vi ankom viste det sig at den eneste beboer var en beboer fra en af de
højere klasser, der også var opsynsmand for soveafdelingen, og tilmed en
gigantisk fodboldspiller. Han dukkede op som svar på vore spottende
råb, så blev der udvekslet meninger og før nogen rigtig reagerede så
havde flokken af os fået lagt fodboldspilleren ned, en eller anden
skaffede en saks og vi klippede ham meget korthåret.
Meget
muligt du vil kalde dette “bøllemanerer.” Den gigantiske fodboldspiller
kunne have klaret enhver af os. Jeg ‘krympede’ mig noget den næste dag,
da jeg så den barberede kriger gå over området og frygtede han ville
genkende mig. Det var den slags rigelige overmodig der var så almindelig
på alle universitetsområder med unge mænd dengang.
Vi anede så at sige ikke at en sådan hændelse en dag kunne diskvalificere os, dersom vi ville have ønske om at være præsident.
Mitt-Romney-på-Cranbrook
problemet (læs denne på synopsis) og præsident Obamas besynderlige
‘omfavnelse af bøsseægteskabet har hurtigt vendt et valg, fra at skulle
handle om arbejdsløshed og den skrantende økonomi, til en debat om
skæbnen hos mennesker der mener de blev socialt krænkede da de var unge.
Det forekommer næsten absurd at et sådant afgørende valg endog
diskuterer et sådant emne, men så længe vi nu behandler det, så lad os
se på nogle få ting.
For
det første - lad os erkende - barndommen er som en jungle. Vi kommer
ind i denne verden ikke lige præcis civiliserede og barndommen og
ungdommen er den periode, hvor disse ting skal rettes til med ihærdighed.
Jeg husker under mine første tre år i skolen det altoverskyggende emne
med, ikke at lære at læse eller udforme askebægre i sløjdklassen, men
hvem der havde fået “lus” af en pige der gik to klasser over os. Hun var
en storlemmet pige der hed “Elizabeth” forkortet til “Lizard” (øgle.)
Det allermest frygtelige der kunne ske var få “Lizards Lus.” Rygtet gik
på at hun gik i bad som en dreng.
Seksuel
tvetydighed er noget der altid har skræmt børn og primitive samfund.
Stammekulturer har sædvanligvis indarbejdet tabuer om hvad mænd og
kvinder kan gøre, hvilken bygning de kan gå ind i, endog hvad de må røre
ved. Sådanne samfund har grundige indvielsesceremonier for at sikre sig
at de unge mennesker antager den rette seksuelle rolle mens de nærmer
sig kønsmodenheden.
Det
var Margaret Mead, der i et øjebliks svaghed engang sagde, “De mest
stabile samfund er de der har den skarpeste opdeling af mænd og
kvinder.”
(læs denne om Mead på synopsis)
(læs denne om Mead på synopsis)
Dog
skaber hvert samfund et lille antal personer der føler sig skidt tilpas
med de traditionelle roller og går mere hen mod det som antropologen Edward Carptenter,
tidligt 20. århundrede, kaldte “overgangskønnet.” De fleste samfund har
skabt plads til dem, ofte med betragtelig ære til del. Mænd der føler
sig ukomfortable med den traditionelle manderolle bliver ofte
‘heksedoktorer’ eller præster eller undervisere, der afviser den
traditionelle manderolle, men som hædres for deres forskelle og
respekteres for deres visdom. Kvinder har gjort det samme. Athena,
gudinden for Athen, blev født direkte ud af Zeus’ hoved uden spor af
moderskab i sig, og var altid repræsenteret iført hjelm og sværd.
.
Oraklet
i Delphi, der faktisk styrede Klassisk Grækenland, var en bondepige der
havde hørt stemmer fortælle hende at hun skulle afvise kvinderollen og
leve blandt vestale jomfruer (eller tempelprostituerede, det har ingen
afgjort endnu) udspyende profetier. Jeanne D’Arc var endnu en ung
heltinde hvis indre stemme tilskyndede hende til at påtage sig
manderollen og redde Frankrig. Hun blev et nationalt symbol.
Alt
i alt kan et samfunds progressivitet muligvis måles ved dets evne til
at tolerere seksuel tvetydighed og give fleksibilitet i seksualrollerne.
Vi er muligvis så tolerante som noget samfund nogensinde har været i
den henseende. Men at lade homoseksuelle gifte sig på linje med
traditionelle ægteskaber er noget ganske andet. Ægteskabet
er en ceremoni beregnet til at knytte de to halvdele af menneskeheden
sammen. Homoseksuelle ægteskaber efterlader dem længere væk, og
isolerede. Få samfund har givet lov, alene fejret det, som det kan se ud
til vi er i færd med.
Der
er en særdeles god grund. Hvert samfund beriges ved det at mand og
kvinde knyttes sammen som det absolut bedste for artens videreførelse.
Dette er ikke uden stor betydning. Evolutionsteorien er med baggrund i
den præmis at alle organismer er drevet af en irrationel trang til at
reproducere sig og “sprede sine gener.” Forældre og andre slægtninge
ønsker ikke at se deres børn eller fætre og kusiner blive homoseksuelle,
fordi det betyder at de med en vis sandsynlighed ikke vil får børnebørn
eller andre nære slægtninge. Dette vil være det grundlæggende
biologiske svar uanset hvor mange “Stolte-Forældre-til Bøsse-Børn”
organisationer der oprettes.
Men
selvfølgelig er vi et superprogressivt samfund der kan se stort på al
denne biologi med det simple spørgsmål, “Hvem siger man skal være gift
med nogen af det modsatte køn for at få børn?” Det
er derfor homoseksuelt ægteskab, uanset hvor uskyldigt det umiddelbart
kan forekomme uundgåeligt udfordrer hele ægteskabets princip. Hvis to
mennesker kan binde sig sammen i en institution med det formål at
opfostre børn, hvorfor så ikke 3 eller 4 eller blot alene?
For mandlige homoseksuelle kan dette medføre noget kompliceret
ju-jitsu, men for lesbiske eller blot for kvinder, der ikke bryder sig
særlig meget om mænd, da er det forbavsende let. Hvorfor ikke blot vælge
en attraktiv mand, blive gravid, få et barn og glemme alt om denne
sociale konvention med at blive gift?
Man
behøver ikke lede længe for at se resultaterne. På forsiden af Time
magasinet i denne uge. Det kontroversielle billede viser en blond ung
supermor der ammer det som synes at være en fireårig dreng. Overskriften
hævder det hele har noget at gøre med “Er du Mor nok?” men den
underliggende besked er klar. Dette er den nye amerikanske familie.
Denne kvinde er “Julia” Obama administrationens-skabte “nye kvinde” der
har ikke har brug for forældre eller ægtemand eller støttende
slægtningen, men kan gifte sig med regeringen i stedet.
Hvem er så denne unge mand? Hvorfor er han Den Nye Kvindes seksuelle modpart, en barnliggjort totalt afhængig mand? (Det
er ikke et tilfælde at det er en dreng iført kamptøj hun giver mad.
Hvis det var en pige i strutskørt ville hele budskabet falde til jorden).
Dette
er en feministisk drøm, en verden uden voksne mænd. Og er der den
ringeste chance for at denne lille dreng vil vokse op til at blive en
ægtemand og en far? Glem alt om det. Vi har allerede skabt denne form
for matriarkat i den afrikansk/amerikanske subkultur gennem
velfærdssystemet. Lad os nu gøre det samme i endnu større skala.
Dermed
er vi inde ved hele den syge tankegang i Obama administrationen. Det er
derfor præsidenten og hans stab vil fortsætte med at gå ind for
bøsseægteskaber og for enlige mødre i alle former som en afvigelse af
den traditionelle ægtemand-og-hustru familie, og overøse dem med
regeringsgoder. Sammen
udgør de et vælgerkorps der kan forkaste det grundlæggende mand/kvinde
forhold, det som har været selve grundstenen i ethvert samfund i
menneskets historie.
Homoseksuelle
og mennesker med en dobbeltseksualitet kan, og spiller, en succesrig,
endog ledende rolle i det traditionelle heteroseksuelle samfund. Rock
Hudson spillede rollen som en førende mand, og en hjertetyv for millioner
af kvinder, skønt han var homoseksuel. Rosie O’Donnell og Ellen
DeGeneres underholder millioner i store heteroseksuelle forsamlinger.
Elton John og Lady Gaga har tjent formuer på at synge om heteroseksuel
kærlighed. Hele kunstverdenen har altid været fyldt med mennesker, der
spillede en rolle i det offentlige, samtidig med de levede fuldstændig
anderledes i privatlivet.
Spørgsmålet
er ikke om noget individ skal hyldes eller fordømmes for deres
seksualitet. Spørgsmålet drejer sig om, hvorvidt den homoseksuelle norm
kan sættes lig det heteroseksuelle bånd. Når ethvert samfund når dette
punkt, så er det på tide at sige fra.
Derfor
ja, lad os glemme alt om økonomien for en stund, og indlede en
valgkampagne om hvorvidt kønsroller kan forsvares -- om drenge kan være
drenge, eller om kandidaterne skal ‘svines til’ og ugleses for at have
udvist traditionel mandlig opførsel i deres ungdom. Det er muligvis
alligevel det alvorligste.
William Tucker is the author of Terrestrial Energy: How Nuclear Power Will Lead the Green Revolution and End America's Energy Odyssey.
http://spectator.org/archives/2012/05/16/the-battle-of-the-sexes-all-fo
Ingen kommentarer:
Send en kommentar