Sig Palæstina og du finder Israel!

Sig “Palæstina” og du finder Israel

                           
Victor Sharpe

I Rolf Hochuth’s skuespil “Stedfortræderen” er der en linje i 1. Akt, scene 1, der lyder: “Forbandet er fredsmagerne.”

Fred er en virkelighed mellem stater der er venligtsindede overfor hinanden. De behøver trods alt ikke indgå fred; den eksisterer allerede gennem det fælles venskabs forsikring. 

Men en sådan sandhed er på tragisk vis ikke eksisterende når man søger efter ægte fredselskende stater i den arabiske eller muslimske verden og hvis det drejer sig om venskab med det belejrede Israel. 

Den jødiske nation stræber dagligt efter fred med sine naboer, bliver dagligt afvist af de samme naboer. Jo, der er en fredstraktat mellem Israel og to af naboerne, Egypten og Jorden. Men Egypten der med stormskridt er ved at blive en Islamisk Republik under Det Muslimske Borderskabs hæl viger bort fra den fred og tillader at Sinai ørkenen igen kan blive en terroristbase mod den jødiske stat. Jordan har samtidig med at man opretholder fredstraktaten, dog noget reserveret, altid været noget skrøbelig med sine intentioner. Det kan også afslutte noget der kunne minde om fred langs landet lange østlige grænse til Israel, hvis den jordanske konge fjernes af det samme Muslimske Broderskab. Derfor kan Israel kun overleve ved at bevare et stærkt og årvågent militært beredskab.

 

Det er ikke en tilfældighed at den til døden naive radikale venstreorienterede Fred Nu bevægelse indenfor Israel ikke kan finde nogle sjælsbrødre i den arabiske og muslimske verden. Ethvert sådant arabisk muslimsk individ eller gruppe der er villige til at indgå fred med Israel vil kunne se frem til henrettelse hvor frygtelig tortur har været indledningen.

Det noble ord “fred” har gennemtrængt demokratierne i årtier og lydt fra utallige talerstole; kristne som jødiske. Men trods de endeløse opfordringer til fred, er der mindre fred i verden i dag og flere hyklere der sælger det som kvaksalvere.

Man behøver blot at se på det engang smukke ord “fred” der nu er taget som gidsel og svines til at venstrefløjsstuderende og aldrende velbeslåede professorer fra de lavere læreanstalter. De udspyr deres lumre marxistiske mantra, “fred og retfærdighed,” dog viser de med deres ord og opførsel en udpræget benægtelse af samme fred og retfærdigged. De er i bund og grund hyklere. 

På bredden af East River i New York står Hykleriets Tempel; FN-bygningen. I dette nationernes mødested samles forskellige organisationer med flotte titler - den ene var engang Menneskerettighedsrådet. Her er selve den ægte fred og anstændigheds nulpunkt.

 

Idet de udgør de værste menneskerettighedskrænkere i verden, så har denne organisation forpligtet sig til at bruge sin tid på at ignorere de skrækkelige overgreb og menneskerettighedskrænkelser der begås ganske rutinepræget i Sudan, Syrien, Iran, Egypten, Nigeria, Afghanistan, Yemen, Somalia, Pakistan -- alle muslimske lande, eller som i tilfældet Nigeria, der hurtigt er ved at blive islamiseret med den rutinemæssige nedslagtning af kristne. 

Men UNHRC har som besatte koncentreret sig om at fordømme et lille demokrati, Israel, en jødisk nation der giver friheder i Mellemøsten som ikke ses nogen andre steder der og det til alle sine indbyggere mens man forsøger at overleve i selve hjertets mørke - den arabiske og muslimske verden. Til deres vedvarende skam forbliver regeringerne i de europæiske demokratier og Obama administrationen medlemmer af denne anti-jødiske FN komite: For det er hvad den i virkeligheden er. 

Israel ønsker fred med sine naboer - i dette tilfælde Den Palæstinensiske Selvstyreenhed, der nu for tiden besætter Judæa og Samaria (Vestbredden). Dette område er de jødiske forfædres og det bibelske jødiske hjerteland, og mange israelske regeringer er kommet med generøse hjerteskærende tilbud og at overdrage området til araberne mod at få en ægte og vedvarende fred.

Et sådant tilbud, som denne skribent vurderer som selvmord for den jødiske stat - ser bort fra jødisk historie, og dets oldgamle men aldrig overdragne suverænitet over landet. Det er en hån mod, og et bedrag overfor den evige Pagt mellem den Almægtige Gud og Hans Folk. Ikke desto mindre er sådanne uhørte tilbud for freden skyld uafvendeligt afvist af den samme palæstinensiske myndighed der ledes af den nidkærer Holocaust benægter Mauhmou Abbas. Han og hans medslyngler ønsker ingen fred med Israel: Punktum, slut. 

Ligesom hans forgænger ærketerroristen Yasser Arafat, holder Mahmoud Abbas fast ved Arafat doktrinen om at gribe hvilket som helst område man kan komme til for at benytte det som fremtidige affyringssteder for endnu flere terrorangreb mod Israels folk og Israels overlevelse som stat. Måske er afdøde Abba Ebans berømte diktum: “Araberne vil aldrig undlade at gribe en chance for chancens skyld,” Israels redning.

 

Yoram Ettinger, skriver i sin seneste artikel, Hvem er de Palæstinensiske Arabere? og henviser til John Haynes Holmes, pacifisten, og venstreorienterede Unitar præst, medstifter af American Civil Liberties Union og forfatter til Palæstina i dag og i morgen - en hednings forskning i Zionismen (McMillan, 1929): Holmes skrev om den geografiske enhed der er kendt som Palæstina:

“Dette er landet som jøderne er vendt tilbage til for at genopbygge deres oldgamle hjemland.....På hele denne jords overflade er der intet hjem for jøden, undtagen i bjergene og kilderne i hans gamle kongedømme.....Alle andre steder er jøden i eksil....Men, Palæstina er hans.....’skrab’ i Palæstina og du finder Israel. ....Der er ikke en plet der ikke er mærket af fodaftryk af nogle oldgamle jødiske stammer....Ikke en vej, en kilde, et bjerg, en landsby, der ikke giver mindelser om en eller anden stor (jødisk) konge, eller et ekko af en eller anden stor (jødisk) profet. ....(Jøden) har et højere mere ædelt motiv i Palæstina.....Denne mission er at genskabe Zion; og Zion er Palæstina.” 

Men “fredsmagerne” forbliver glemsomme eller uvillige til at acceptere sådanne empiriske sandheder. I stedet bliver de aldrig trætte af at forsøge at gøre den berømte cirkel firkantet. De forbliver blinde over den realitet, at enhver påtvunget udefrakommende fredsproces ikke kan være andet en nytteløs handling og ofte til det værre. 

Som det så ofte er blevet demonstreret skaber fredsmagerne en katastrofal erosion af sikkerheden for den fredselskende nation, men ikke for den bedrageriske og aggressive enhed der lader som om den er en fredspartner. Det har været Israels skæbne, og som nationen har måtte udholde siden man accepterede og stolede på de tømme løfter i den såkaldte Oslo-Freds-Aftale. 

For Israel har denne forhåbning om fred med arabere, der kalder sig palæstinensere, været den direkte vej til hensynsløs arabisk aggression med tusinder af civile israelere som ofre i mord og lemlæstelse - i det som er blevet Oslo Krigen.

 

At udråbe fred, hvor der ingen fred er, som den jødiske profet Jeremias, lærte os for lang, lang tid siden er ikke et udtryk for håb, men en tåbelig og dødsensfarlig afvigelse af virkeligheden i en farlig verden. Ligesom Peace Now, sløver det sindet og folkets forhåbninger, det folk der bliver fortabt og forblindede under et tågeslør af deres eget selvbedrag. 

Jeg mindes ordene af den afdøde israelske digter, Natan Alterman, i hans digt Borte som en drøm, udtrykte Alterman sin dybe bekymring over den svækkede beslutsomhed hos Israels jøder, og i Diasporaen, i støtten til de ukrænkelige rettigheder for det jødiske folk til deres nedarvede og bibelske hjemland. En sådan mangel på beslutsomhed blev anført på hans tid af dagens defaitistiske og splittende Peace Now, New Israel Fund og J Street. Han skrev dette om sådanne individer og organisationer indenfor den jødiske stat og i Diaspora: 

“Derpå sagde Satan: Denne udvalgte belejrede, hvordan skal jeg overrumple ham?

Han er modig og dygtig, han har våben og omstillingsevne.

Derfor sagde han: Jeg vil ikke fjerne hans styrke, heller ikke hæmme ham eller lægge ham i tøjler.

Ej heller svække hans hænders værk, kun skal jeg gøre en ting;

Jeg skal sløve hans hjerne og han vil glemme at han har ret.”

Når fjenden er en muslimsk og arabisk enhed, der ikke er villige til at indgå ægte fred på grund af at den islamiske tro forbyder nogensinde at gøre noget sådant med en ikke muslim - eller hvad muslimerne så arrogant kalder vantro - stat, så er det et bruge bare et minut i et forsøg på at overtale dem en sikker vej til ingen steder udover selvødelæggelse. 

Hvis den arabiske og muslimske verden forkaster Israel og søger at ødelægge det med alle midler, militært, økonomiske, politisk og gennem løgne, forbandede løgne og de nederdrægtigste former for propaganda så skal de komme til at leve med konsekvenserne af deres fjendskab og blive taberen i sidste ende. 

En jødisk stat, der ikke længere søger fred for enhver pris vil have vækst og fremgang. Den vil også skabe respekt, dog en respekt under jamren, fra både venner og fjender. 

Som W. B. Yeats skrev: “...Fred under noget der ligner fred er en mangesidet illusion.”

Om selverklærede fredsmagere har A. N. Whitehead beskrevet deres bestræbelser som “...en bevidst søgen efter fred, der meget let går over til en bastard erstatning: Bedøvelse.”

Sådan er den sørgelige med præcise kendsgerning når det drejer sig om nytten af at tro at der nogensinde kan blive fred mellem den muslimske og den ikke-muslimske verden. Islam vil aldrig tillade det.

    
Family Security Matters Contributing Editor Victor Sharpe is a prolific freelance writer and author of the trilogy: Politicide. The attempted murder of the Jewish state.