Tanker om rygning - en ukorrekt analyse

Tanker om rygning - en politisk ukorrekt analyse                                            

Der er mange afhængighedstilstande langt værre end rygning. Politisk korrekthed er en af dem.   

David Solway
               

Hvorfor ryger vi? Nogle mennesker betragter det blot som en vane der er blevet indgroet, et behageligt middel i en deprimerende verden, i princippet ikke meget anderledes end alkoholisme eller stofafhængighed. 

Det er et fix, hvis eneste modkur er en livslang ‘kold tyrker’ iklædt den moralske prædikens klædedragt- Man “afsværger” ‘tingen’. For eksempel ‘total afholdsmand’ der er iført renhedens skilte - “blå bånd kæmper,” som John Buchan kaldte dem i De 39 trin - og reformerte junkier der dukker op på taleshows, som så mange andre Lazarusser der kan genfortælle Helvedets rædsler.                         

Her er humlen. Vi er kommet til at sammenligne, således argumenterer Dennis Prager, sundhed med moral. “Det er en grund til at regeringen fjerner cigaretterne fra billederne af præsident Franklin Delano Roosevelt og andre berømte amerikanere.” 

Kendsgerningen er, at anstændige mennesker og godgørere for menneskeheden har været kendt for at ryge. Winston Churchill pulsede løs på en cigar; og det forhindrede ham ikke i først at advare om, og derpå samle Storbritannien mod Nazisterne. C.S. Lewis elskede sin pibe; dog var han en eksemplarisk kristen. Uanstændige mennesker, tyranner, ledere af store virksomheder der markedsfører hydrogenerede olier og nitrater, forurenere af miljøet, og det som er værre, ville muligvis aldrig tillade en cigaret eller noget rygbart mod deres læber.

Anti-rygnings korsfarerne fatter ikke, at der er mange langt værre afhængigheder end rygning, af dem er politisk korrekthed en af de allermest skadende. Faktisk er de som er forført af hvilket som helst antal uholdbare ukrænkeligheder og konventionelle floskler, de samme som indtager en moralsk eller en teologisk holdning mod rygning konvertitter eller vor tids pralende puritanere. 

De er som nutidens Savonarola’s, selvretfærdige og iført skyklapper. Man bemærker, at rygerne der fornylig har fået sparket vanen bort, uden undtagelse tæller dagene for hvornår de sidste gang befamlede en cigaret, som syndere der husker angerens øjeblik. De kan aldrig nægte at tage imod en cigaret uden at aflevere en prædiken om de skadelige virkninger ved at inhalere, eller uden at ytre salvelsesfulde fromheder eller male dystre billeder af pletter på lungerne. Hele affæren har en slags religiøsitetens alvor eller en form for eksorcisme.

               

Selvfølgelig betragter mange mennesker rygning, ikke som en etisk afvigelse eller en spirituel forvandling, men blot som en dæmpning af nerverne. Vi skal trods alt, gøre noget med vore hænder. Trille tommelfingre eller knække fingerled er ikke velanset i et anstændigt samfund. At rulle lommetørklæder til små kugler i lommerne på ens jakke lader formode at man er fraværende og endog keder sig. At bide negle, inviterer til at man formodes at være retarderet. Efter denne fortolkning da skjuler rygning den besynderlige sårbarhed hos den uengagerede ekstreme. I moderne jargon - er det en målrettet aktivitet. livet    

            

Jean-Paul Sartre siger et eller andet sted at rygning er en eksistentiel grådighedshandling. Det er vor måde at “indtage” verden, beherske den, gør den til vor egen - en slags kapitalismens lungesygdom. Skønt vedf eftertanke det forekommer mig at det at blot trække vejret opfylder det formål udmærket. 

Som de fleste sunde i sindet mennesker anerkender da er rygning ikke et produkt af moralsk fordærv eller dæmonisk besættelse. Vane, nerver eller grådighed er langt mere fornuftige forklaringer. Men der er en fjerde mulighed. Rygning er en af de allermest effektive modgifte menneskeheden har fremstillet mod selvoptagetheden, hvormed jeg mener noget andet end nerverne. Sidstnævnte er ubevidst, en spontan dårligdom, noget der kunne ligne en refleks. Førstnævnte omfatter den bevidste, krystalklare smertefulde klarhed over betænkelighederne ved de ting vi anser som ønskværdige, guddommelige, eller absolut nødvendige den forstyrrende indblanden af selvet der deformerer og muterer ved blot at gøre opmærksom på sig selv. 

For eksempel. Ved en forførelse, der begynder med en middagsaftale er der de synaptiske øjeblikke, ridser i facaden, hvor det ægte motiv bliver forstyrrende åbenbart. Derfor tændes en cigaret og røgens bevægelse studeres. Dette er en form for social afledning - nu ikke længere målrettet, men i anden retning - der lyser, afleder eller erstatter opmærksomheden og således gør det muligt for forføreren til at fremstå som mere end, eller andet end en simpel forfører. Han er også interesseret i smagen af cigaretten eller i at udøve en handling der intet har at gøre med det øjeblikkelige emne. Der er en helt kunstart af elegant nonchalance eller filosofisk uinteresse komprimeret i den simple gestus med at tænde. Men metoden er effektiv. Cigaretrøg udjævner øjnenes sammentræf og afskærmer os fra Sandhedens hensynløse og demoraliserende sigte. På denne måde, redder den os i vort møde med det afdæmpede, de bedrageriske og det meningsløse, de tre elementer som vort liv i hovedtræk består af.                                                                          
                               

Men selv uskadelige eller mindre følelsesbetonede udfordrende situationer kræver en opblødning. Overvej f.eks. at nogle venner samles for at diskutere eller blot sladre om alt, og intet. Begivenheden skal som sådan finde sted helt uplanlagt: Der skal forekomme talen frit fra leveren, øjeblikkets stemning, improviseret, hvis ikke da vil stemningen være trykkende højtidelig og endog alt for kontrolleret. Ved at der ryges, kan man ‘afbrænde’ alvoren. Skulle en af de tilstedeværende sige, “Hvad med at fortælle en vittighed, så vi kan le” - det universelt anerkendte formål med vittigheder - så vil en der så udvælges få svært ved at mobilisere entusiasme, og vil stamme og rømme sig. Efter en gemytlig middag plejede min mor at kommentere, “Vi har det bare så dejligt, ikke sandt?” og hele bordet stivnede. Eller hvis to venner mødes og erklærer, “Vi er mødtes for at sludre. Lad os gå i gang,” ja, da er tavsheden uundgåelig. 

Som Walker Percy så drillesygt forklarer  Lost in the Cosmos, “ved at tilpasse visse neuroner i det centrale nervesystem,” svarer en organisme igen med “visse signaler i sit miljø med en opførsel orienteret mod andre segmenter i miljøet.” 

Det at tænde en cigaret er en måde der viser vi er mødtes med andre formål. Det vil sige, vi er mødtes for at ryge sammen, selvom vi ind imellem røgskyerne, som det jo hænder, får en lille samtale i gang. Når tingene bliver for nærgående, puster vi røg ud, og stirrer kort til venstre.

Og når de vigtige formålsløsheder med alt vort arbejde og dagens dont bliver alt for tyngende åbenbare, så tænder vi i disse foruroligende stunder, som vi alle kender, en Lucky Strike, skubber tankerne bort ved at få fat i tændstikken. Rygning tillader, så at sige, at man bliver den kommende tænker.

I En engelsk opiumbrugers bekendelser, fremkommer Thomas de Quincy med en analog argumentation, og anbefaler middagsbordet som det rette sted at indlede en intellektuel samtale, eller en veltalenhedens flugt. 

Hvis det således indtræffer, som det så ofte gør, at ens inspiration pludselig flagrer, kan man afværge det pinlige ved at bede om saltet eller spørge fuld af omsorg om ens ledsager dog ikke gerne vil have lidt mere vin. Da vi her i vor tid i det store og hele er langt mindre veltalende og vidende end vore ædle forfædre, så har vi i betragtelig grad mere brug for hjælp til at klare os ved vor samtale ved bordet. Det at ryge er således en fremragende forberedelse for dialog.

 

Eller når man sætter sig for at skrive et essay om rygning, og den halve pakke slører det blanke anklagende papirs stirren. Der er selvfølgelig andre teknikker for nødvendig undvigelse. Den tyske filosof og skuespilforfatter Friedrich Schiller havde en skuffe fuld af rådende æbler, som han snuede til når inspirationen svigtede. Gustave Falubert stolede på sin elskedes handsker og sko, hvilket uden tvivl hjalp ham med figuren Madame Bovary.

Rygning bør betragtes som en af vores mest kraftfulde virkemidler i afparering vi har til rådighed, uundværligt for så vidt det hjælper os til at opretholde illusionen om vore forhåbningers uoverlagte natur.

Je fume, et alors? spørger den franske forfatter Jean-Jacques Brochier i sin bog med den titel. Jeg Ryger, og hvad så? Det er dog et fremragende spørgsmål.

.David Solway is a Canadian poet and essayist. He is the author of The Big Lie: On Terror, Antisemitism, and Identity, and is currently working on a sequel, Living in the Valley of Shmoon. His new book on Jewish and Israeli themes, Hear, O Israel!, was released by Mantua Books.