En feltpræst af de usædvanlige

Amerikas 'Kæmpende Feltpræst’ rider igen

The editors of Leben Leben    

Den amerikanske Uafhængighedskrig var på randen af en katastrofe ved begyndelse af 1780. Flere end 600 var deserteret fra Washingtons’ hær i Morristown, New Jersey, afstedkommet af  en mere alvorlig vinter end den man led under Valley Forge. Mytterigrupper var sprunget op i løbet af vinteren og i foråret. Så i maj 1780 faldt Charleston South Carolina til den britiske general Charles Cornwallis.

Opmuntret af generalens succes og dygtighed der lod formode at kolonimilitsen ikke ville kunne klare sig, opfordrede Loyalisterne de britisk kommandører til at indlede en invasion og med et slag påføre et dødeligt sår der ville afslutte krigen der havde varet i fem år. Briterne gik ind på det og igangsatte en invasion i juni måned.

    

Bekymret over at den britiske Øverstkommanderende Sir Henry Clinton kunne slå til mod West Point, ledte den amerikanske general George Washington et vogntog for at levere forsyninger til posten, med general Nathanael Green som chef. Clinton sendte generalløjtnant Baron von Knyphausen, en hessisk general mod Springfield, 5000 mand stærk. Da Knyphausen marcherede ned af hovedlandevejen mødte han den amerikanske oberst Israel Angell, der havde slået lejr i en æbleplantage ved Rahway River. Rødfrakkerne nærmede sig og påbegyndte en voldsom ildstorm ved at benytte 6 artillerikanoner. Bredsiden flåede kæmpestykker af æbletræerne og slog det amerikanske regiments eneste artillerist ihjel. 

Trods tabene hold oberst Angell en styrke der var fem gange større end hans stangen i 25 minutter.

Midt under slaget, gik en malpalceret person - en feltpræst - op og ned langs kamplinjen og fremførte opmuntrende tilskyndelser. Da skytterne var ved at  løbe tør for forladerstop til deres musketter racede præsten James Caldwell på hesteryg tilbage til byen, gik ind i den Presbyterianske Kirke, greb en stak salmebøger (hvor de fleste salmer var skrevet af Issac Watts). Da han kom tilbage til fronten uddelte Caldwell salmebøgerne mens han råbte, “Her giv dem Watts, drenge! Lad dem smage Watts, drenge!

Drengene tog imod opfordringen og hældte bly i den angribende fjende. 

Caldwells legendariske gerning fik ikke slagets udgang ændret den dag. I det mindste forsinkede det invasionen af Springfield med nogle minutter. Men begivenheden afstedkome en patriotisk begejstring at de som bevidnende den lod det gå videre til de efterfølgende generationer indtil Washington irving nedskrev den i sin biografi om George Washington. 

For den “Kæmpende Feltpræst” var det blot endnu en uselvisk handling i et liv fyldt med mod, patriotisme og inderlig interesse i andre og Gud.

Lige fra begyndesen var Caldwell en nidkær revolutionær, og skammede sig ikke over at proklamere det fra prædikestolen. Da modbeskyldninger, protesterne og spændinger endelig bryd ud i lys lue og musketterkugler og kanonild på markerne ved Lexington og Concord i apirl 1775, var James Caldwell klar. Ved et møde med den Presbyterianske Synode i maj blev han udpeget til en komite der formelt opfordrede den Presbnyterianske Kirke til at støtte oprøret. Disse handlinger fra Presbyterianerne og især deres gejstlige, blev målet for hævntogter. Derhjemme kom Cladwell med tordenprædikener,hvor han bønfaldt om loyalitet for sagen. 



Skønt det var almindeligt at præster prædikede for friheden var det få der trådte ned fra talerstolen og indgik i tjenesten. James Caldwell var en af de få. 



Han have allerede arbejdet for den spirende Revolution som medlem af Korrespondance Komiteen, der havde hjulpet med til at udsprede nyhderne om de anti-britiske aktiviteter før krigen og da fjendtlighederne så brød ud hjalp med til at rekruttere soldater, materiale og våben. 

Som feltpræst gik han hvor tropperne var. Dette betød at han var i stand til at være præst, ikke kun for soldaterne men også for indbyggerne i de nærliggende byer. Han prædikede, døbte og holdt også ofte begravelser. 



Som det var tilfældet i hans hjemby fik han hurtigt det ry ved hans prædikener som han selv skrev: “Hans fremtoning har en eftertænksom, rolig karakter; men når han blev begejstret - ekspressiv med beslutsomhed og energi. Hans stemme var blød og melodisk, og dog så stærk at, når det var nødvendigt, kunne han høres selvom der var trommehvirvler og fløjter.” 

 

Året 1780 viste sig som et lidelsens og sorgens år for “Rebel Præsten.” Et natligt angreb af briterne mod byen afstedkom at domhuset og den Presbyterianske kirke brændte ned til grunden. Caldwell mistede mange personlige papirer, og kirkeoptegnelser og dokumenter.

Så fulgte Cornwallis’ invasion. Knyphausen var landet og var på vej mod Springfield, men først var der et slag ved Connecticut Farms, hvor Caldwell tidligere have boet med sin familie.

Da der kom forlydender om invasionen af byen fik Caldwell det straks organiseret så hans familie kunne flytte. Hans hustru ønskede imdilertid ikke af flytte; hun blev tilbage mens de ældste børn blev sendt til venner i en anden by.

James red derpå hen for at slutte sig til sin brigade. Det var skæbnesvangert. Da briterne marcherede ind i byen, sprang en rødfrakke ver et hegn, kom frem til huset og skød gennem vinduet, smadrede glasset og dræbte Hannah Caldwell med en kugle i brystet. Andre soldater væltede ind i huset. De fyldte deres lommer, plyndrede huset og de 500 prædikener som James havde skrevet. Heldigivis blev hendse lig båret ud inden de nedbrændte huset. I adskillige timer blev hun efterladt i det fri, med forrevent tøj og lemlæstet indtil naboerne førte hende væk. Det sluttede med at briterne satte byen i brand.

James var med General Lafayette på højdedragene nær Springfield. Da han så røgen sagde han, “Tak Gud. Den brand er ikke i retning af mit hus.”

Han tog fejl og fik snart overbragt sandheden fra soldater der vendte tilbage. Han skyndte sig tilbage til byen for at finde sin hustru, og mor til hans ti børn - borte. Begravelsen var blevet holdt den eftermiddag.

Nyheden om mordet førte til  indignation i byen, men for James var der ikke tid til at sørge. På blot to uger red han omkring i landskabet, slog alarm om de britiske fremrykninger nær Springfield, hjalp med til at få stoppet Watts salmer ned i musketløbene. Efter hustruens død sørgede Caldwell for forsyninger til sine børn og fortsatte så sine pligter. Han blev ved at at prædike og give sjælesorg til tropperne.

Den 24. november 1781 drog han hen for at hilse på Beulah Murray, der under en våbenhvile skulle besøge nogle slægtninge. Hun havde givet tjeneste til amerikanske fanger på fangeskibe i New York og var meget afholdt. Han kørte i en vogn til Elizabeth Town ved Newar Bay. Han kunne ikke finde hende. Han gik om bord på en slup. Mens han bar på en skibssæk blev han antastet af en vagt. Amerikanske myndigheder bekæmpede smuglere med britiske varer fra New York til New Jersey. Strenge ordrer var blevet udstedt til alle vagter om at holde øje med ulovlig handel.

Caldwell stoppede, men vagten, James Morgan, skød ham alligevel. James Caldwell, den “Kæmpende Feltpræst” var død.

Caldwell levede et fuldt liv. Man forundres over omfanget af hans tjeneste for sit land og sin Frelser. Det er let at forestille sig at han kunne have tjent sit land i den nye Republik som en af de Grundlæggende Fædre.

For den fulde beretning om James Caldwell’s tjeneste, visit www.leben.us.
The editors of Leben Leben is America's fastest growing magazine of Christian history and biography. A beautifully illustrated quarterly that brings you the stories of the pilgrims, patriots, missionaries and martyrs who have gone before us.

http://www.wnd.com/2012/06/americas-fighting-chaplain-rides-again/?cat_orig=diversions