LSD og den frygtelige stank

Stanken herinde er frygtelig

Zombie

Historien fortælles om en ung kemiker der, en aften, kom til at indtage en dråbe af et ukendt fluidum fra et af sine reagensglas, det var tilovers fra sidste eksperiment.

I løbet af minutter gik hans sind på udflugt, og han blev underlagt ikke kun de vildeste hallucinationer, men han følte også en verdensforandrende indsigt i naturen og universet.

Næste dag, efter at stoffet var klinget af, forsøgte han at beskrive sit eksperiment overfor sine kolleger og venner, men kunne ikke sætte ord på for at beskrive det korrekt. Alle han talte med afviste det som en særdeles livlig drøm, og gik videre med deres daglige gøremål.

Frustreret placerede han næste dag en større dråbe på tungen, helt bevidst denne gang, og kom  i en mental tilstand han ikke kunne beskrive; han syntes at fornemme, uden han selv virkede med dertil, selve naturens eksistens. Han så ikke kun Gud, han indså at han var, og altid havde været en del af Gud. Han forstod holistisk og klart ethvert videnskabelig aksiom og princip - herunder nogle der endnu ikke var blevet opdaget - som alle værende aspekter af en enkelt forenet teori om kosmos - en fastslået teori han kunne undersøge stille og roligt, som holdt han den i sin hånd.

Men næste morgen kunne han , endnu engang, ikke huske noget specifikt af hans nye klarsyn, og hans forsøg på at ihukomme sit gennembrud mødte kun døve øren; hans videnskabskolleger kunne ikke fatte hoved eller hale i, hvad det var han sagde, og hans venner var helt uberørte af hans nytteløse pladren om Gud og universet.

Den unge kemiker var helt og aldeles, og til det inderste i sin sjæl overbevist om, at han udviklede et nyt virkelighedsniveau, og forpligtede sig til at berette om sit nye klarsyn, og bringe det videre til verden, og dermed være med til at indføre en storslået ny tid for menneskeheden. Derfor låste han sig den tredje nat inde på sit laboratorium, med en stor notesbog, og sin bedste kuglepen, nu ville han nedskrive alle de indsigter der kom til ham.

Han indtog endnu en dråbe. Hans sind udvidede sig. Han begyndte at skrive.

Det var storslået. Hans visioner og erkendelser var endog endnu mere dybe end de foregående nætters, men denne gang var han i stand til at beskrive det hele, mens det skete. Han kuglepen fløj henover papiret, ordene tumlede ud af ham som et vandfald, i skønne detaljer kom alt det han så og fattede ned på linjerne. Han lo i ekstase ved hver ny storslåede erkendelse, og hulkede i taknemmelighed over, at han var i stand til at bevare det for evigt, og dermed forandre menneskeheden til det bedre.

Da han vågnede om morgenen havde han endnu engang glemt detaljer i sin oplevelse, men denne gang ville de ikke være gået tabt. Han løb hen og fandt sin notesbog på skrivebordet. Med hjertet hamrende af ophidselse og stakåndet åbnede han for bogen og begyndte at læse.

Men første side var tom.

Det var anden side også.

Hektisk begyndte han at bladre gennem alle siderne: De var alle blanke, indtil han kom til den sidste side. Der med hans karakteristiske håndskrift, men så småt og forkrampet at han knap kunne læse det, var den eneste sætning han havde skrevet hele natten:

Stanken herinde er frygtelig.

Forskellige udgaver af denne historie har cirkuleret i næsten et århundrede. Den mest citerede forekom i Bertrand Russel's A History of Western Philosophy, hvor Bertrand Russel tilegner den William James (skønt besynderligt nok, citatet aldrig er blevet fundet i selve James arbejder):

William James beskriver en mand der oplevede lattergas; når han var under dens indflydelse kendte han universets hemmelighed, men når han kom til sig selv, havde han glemt det. Til sidst, med en kæmpeanstrengelse, nedskrev han hemmeligheden før visionen var forsvundet. Da han var kommet helt til sig selv, skyndte han sig for at se, hvad han havde skrevet. Det var "der er en stank af petroleum over det hele."

Lignelsen, beretningen formodes at være baseret på en virkelig hændelse, skønt dens oprindelse (ligesom protagonistens klarsyn) muligvis aldrig kan findes. Men uanset hvad - det sker hele tiden for mange mennesker der benytter stoffer. For nogle år siden udgav en tidligere NBS stjerne (jeg erindrer ikke p.t. hvem) sin selvbiografi, hvor han genfortæller en lignende hændelse. Efter en storslået basketball karriere på college kom han ind i den professionelle liga og med hans nye rigdom begyndte han at bruge kokain. Han blev hurtigt afhængig og en dag indsnusede han adskillige baner før en vigtig kamp.

Og hvilken kamp! Han driblede op og ned ad banen som en gepard, løb i cirkler rundt om sine målløse modstandere. Han dunkede adskillige gange med største præcision. Han udfordrede banen, og sprang højere end han nogensinde havde sprunget, og dunkede bolden i til mængdens hyldestråb.

Næste dag inviterede træneren ham på kaffe i kontoret og til en samtale. Spilleren satte sig ned og forventede ros for sin optræden, men i stedet kritiserede træneren ham for han vederstyggelige opførsel, der havde medført de tabte kampen. Forvirret insisterede spilleren på, at han havde spillet fremragende - indtil træneren afspillede kampen på bånd. Spilleren så til i rædsel mens videoen afslørede sandheden: Han fik ikke fat i bolden, han var for langsom, afleverede bolden forkert og tog for mange skridt, og gjorde dusinvis af absurde skudforsøg fra midten af banen, der alle ikke ramte kurven. Når han løb fremad i et forsøg på at dunke, blev han idømt forskellige personlige fejl da han løb modstanderne over ende.

Grunden til alt dette er at Owsley Stanley døde i søndags, det medførte mange rosende ord, mindetaler og selvtilfredse reminiscener fra den psykedeliske tid. For de som ikke er bekendt med navnet: Owsley var den mand der bragte LSD til masserne. Han opfandt ikke stoffet, han var heller ikke den første der fremstillede det eller prøvede det. Men han var den første LSD forhandler:
 

Owsley Stanley med tilknytning til rockgruppen Grateful Dead, hvis timelange guitarnumre var under indflydelse af LSD (ekstremt kedeligt - synopsis-kommentar)

Før han blev tilknyttet UC Berkeley i 1963 tjente hr. Stanley i U.S. Air Force og studerede ballet i Los Angeles. Efter et semester gik han ud af skolen, da han opdagede, hvordan LSD skabes i Journal of Organic Chemistry på et UC Berkeley bibliotek.

Mens han arbejde som tekniker på KGO TV, påbegyndte hr. Stanley fabrikationen af store mængder LSD. Bear Research Group hævdes at have fremstillet mere end 1,25 millioner doser mellem 1965-1967, i al væsentlighed som forsynere til hele den moderne psykedeliske bevægelse.

I årevis var Stanley den eneste i verden der fremstillede LSD i større mængder, og egenhændigt transformerede han et mindre kendt stof fra at være en kuriositet kendt af en håndfuld Harvard professorer og forskere fra regeringen til et af de førende 'rekreative' stoffer i en generation.

Jeg fordømmer ikke Stanley for dette. Da han var masseproducent af LSD der midt i 60'erne, var det ikke endnu ikke ulovligt: Regeringen forbød det ikke før ved afslutningen af 1968. Stanley kunne heller ikke have nogen forudviden om, hvordan LSD ville (eller ikke ville)påvirke enkeltindivider eller samfundet som hele. Om noget, så var han en etisk stofforhandler. Han blev berømt for at fremstille forbavsende rene produkter, og solgte dem til rimelige priser, fordi efter hans vurdering da ville LSD gavne verden.

Det var altså ikke Owsley Stanley der blev til problemet, men snarere alle de forfattere, intellektuelle og berømtheder der promoverede LSD som et stof der gav masser af inspiration, var med til at oplyse, og som udvidede den mentale horisont. Dette var en af de Store Løgne i 60- 70'erne: At 'rekreative' soffer (især psykedeliske) kan være gavnligt.

Det er ikke formålet med dette essay at gå i dybden med historien om LSD, der jo er veldokumenteret andre steder. Det er heller ikke en diskussion om stofmisbrug generelt, eller om plusser og minusser ved 1960'ernes kulturelle opstand. Snarere er det kun for at stille et spørgsmål: Er de indsigter, erfaringer og formodede gennembrud som mennesker føler mens de er på LSD (eller noget andet psykedelisk, eller psykoaktivt stof) "ægte" i en hver forstand, eller er det hele blot en illusion.

Se for eksempel denne video fra midt 60'erne af en britisk pige på LSD der forsøger at beskrive sine visuelle indtryk:

Hun er ganske overvældet af intensiteten og skønheden i de farver hun ser:

Interviewer: Indtil nu, er disse visuelle effekter de eneste du oplever?

Pige på LSD: Nej.

Interviewer: Hvilke andre virkninger?

Pige på LSD: Det hele handler om farver. Det hele har noget at gøre med cirkler, med former. Det er - alt er farvet, du ved alt er...oh det må have noget med orange at gøre. Ikke kun orange, men oh, jeg har ikke set farven. Jeg lever i en monokromatisk verden. jeg kan ikke bruge farver (Ryster på hovedet). Jeg kan gøre alt. 

Denne næste video viser nogle amerikanske hippiepiger på LSD der på lignende vis taler dobbelt når de bliver bedt om at beskrive deres sindsforandrende nye mentale status:

Denne samme manglende evne til på en effektiv måde at sammenfatte naturen eller dybden af personens LSD indsigter er næsten universel blandt LSD brugerne. Millioner har taget det, men ingen er nogen sinde 'kommet tilbage' fra et trip med nogle ægte visdomsord. De kan muligvis narre sig selv til at tro at de besidder visdomsord, men helt ærligt, har du nogen sinde hørt en LSD bruger sige noget af betydning enten før eller efter et trip.

Beviset ligger i substansen. Trods alle påstande om LSD eksperimentet, har det faktisk ikke haft nogen konsekvens i den psykiske verden. Fortalerne hævder at under påvirkning af LSD er de meget mere kreative. Men kan du nævne blot en mindeværdig melodi, maleri, digt eller andet kunstnerisk udtryk der blev skrevet eller skabt af nogen på LSD? Helt sikker: Forskellige afsøgende hippie jam bands improvisatoriske optrædener fandt sted mens musikerne var høje; men udover denne tvivlsomme præstation, er det kunstneriske udtryk gennem LSD ekstremt tyndbenet. De få præstationer (såsom timelange- guitarsoloer) produceret under indflydelse af psykedeliske stoffer er ærligt talt meget middelmådige.

Det meste af kreativiteten der kan forbindes med den psykedeliske bevægelse blev skabt af personer mens de var 'ædru' som et forsøg på at simulere for publikum, hvordan en psykedelisk oplevelse er. Således blev det meste 'psykedeliske' musik skrevet af musikere, ikke på LSD, mens de skrev det, der forsøgte at genskabe lydmæssige hallucinationer som de huskede fra tidligere trips. Det samme gælder psykedelisk kunst og plakater: Kunstneren måtte være i besiddelse af et klart sind for faktisk at kunne skabe værket og simulere hvordan en visuel hallucination kunne se ud: Mens de var på trippet kunne de ikke koncentrere sig længe nok til faktisk at producere noget som helst. Det samme gælder det at skrive, tale og andre kunstneriske udtryk.

Forholdet bliver endnu mere udpræget når det drejer sig om åndelige indsigter. Jeg har læst utallige bøger og essays af "LSD Guruer" der forklarer, hvordan LSD bringer mennesker til et nyt niveau af oplysning, og bringer dem nærmere til Nirvana eller Gud eller virkeligheden eller hvad som helst. Men i hvert enkelt tilfælde er det ikke lykkedes: Jeg har aldrig hørt en åndelig indsigt, eller modtaget en visdomsperle fra læberne af en LSD bruger. Uanset hvilke oplevelser de har haft i deres eget sind er det bare ikke lykkedes at overføre til verden 'udenfor.'

Meget påfaldende er der tidligere LSD brugere der hævder at de er blevet forvandlet eller oplyst af erfaringen, men det ser ikke ud til de klarer sig bedre mentalt set end så mange andre. Faktisk ser det ud til, generelt, at tidligere LSD brugere er langt mere mentalt 'syge' end befolkningen som helhed. Dette kan skyldes "selvvalgsstatus" - først og fremmest eksperimenter personer der ikke er i balance med sig selv med stoffer - men uanset grunden så har vi helt bestemt ikke set en generation af Jesus'er eller Buddhaer komme fra LSD scenen for at frelse verden, med forbløffende inspirerende åndelige åbenbaringer. Hvor er visommen? Vi har haft 50 år med masser af LSD brug, og ikke blot har brugerne ikke været i stand til på nogen måde at forandre verden til det bedre, det ser heller ikke ud til at de har forandret sig selv på nogen måde, undtagen i nogle tilfælde er de blevet til kedsommelige gamle stofmisbrugere eller skinhellige talere med tomme ord.

Ydermere, brug et par minutter på at se denne historisk skelsættende video af en, som hun selv beskriver sig, "normal" husmor der i 1956 frivilligt tog LSD som del af et medicinsk eksperiment: Hun opfatter sine visuelle "hallucinationer" så levende, at selv den ser ser hende begynder at tro at de var "ægte" - at under indflydelse af stoffet, ser hun virkelig virkeligheden, og at de som ikke er på LSD blot har brugt deres liv på at betragte en vedvarende illusion.

http://www.youtube.com/watch?v=iGf2loLAwVE

Det er denne påstand der er selve essensen i "Den Store Løgn." LSD guruerne ville have os til at tro at psykedeliske stoffer ikke medfører hallucinationer, men snarere fjerner "monotoniens hallucination" den vi oplever i vore liv. At blot gennem LSD kan du på ægte vis fatte, hvad virkeligheden er, og hvis du ikke tager LSD bliver dine sanser fortsat sløvet.

I særlig grad, om du spoler videoen tilbage og ser sektionen mellem 3.30-4.0. Kvinden beskriver her at hun ser et uendeligt smukt "tæppe eller edderkoppespind" direkte foran sit ansigt, som derpå fortsætter med at gå direkte gennem hende, en oplevelse så intens at den opløser hendes egen bevidsthed.

Det vigtige spørgsmål at stille er: Var der virkelig, en psykisk virkelighed, et tæppe eller edderkoppespind der passerede gennem den kvindes krop? Noget som LSD gjorde det muligt for hendes sanser at se, men som vi ikke kunne på grund af vore sløvede opfattelsesevner? Eller var det hele blot en hallucination hun havde?

Min mening: Indtil vi har et håndgribeligt bevis på, at det "tæppe eller edderkoppespind" (og enhver anden af hallucinationerne) er ægte, da må vi formode at de er mentale imaginære konstruktioner forårsaget af LSD der påvirker hjernen. Jeg ville gerne tro at hallucinationerne var ægte, ligesom jeg gerne vil tro at spøgelser er ægte, men indtil der er findes nægte solide beviser vil jeg fastholde min skepsis. Som vi alle bør gøre.

Men hvis hallucinationerne og indtrykkene ikke er virkelige for os, men kun for personen på LSD, af hvilken betydning er de da? For brugeren har de betydning, kunne man argumentere. Men det bringer mig tilbage til min tidligere pointe: Hvis brugeren ikke kan beskrive eller benytte erfaringen, enten mens den finder sted, eller bagefter, og hvis brugeren i de efterfølgende dage og år forekommer at være åndeligt og intellektuel uforandret, hvilket formål tjener LSD så, udover at være blot endnu et stof der giver brugeren en 'kommen ud af sig selv' mental tilstand?

Jeg kan allerede høre forkæmperne sige (som de altid gør), "hvis du ikke har taget syre, vil du aldrig kunne forstå det." Men ser du, jeg har taget LSD - ikke en, men to gange. Begge gange uden jeg var klar over det.

Første gang var jeg blot 10 år gammel, da en gruppe af ældre teenagedruggier mente det kunne være morsomt at peppe en milkshake op med syre og give det, uden forklaring til nogen af nabolagets unge, herunder mig. Jeg vidste ikke, før flere dage senere, at jeg havde været "høj," og erindringen om oplevelsen endnu næsten helt borte, men jeg kan huske følelsen af at "et filter" var blevet fjernet og at jeg modtog ting i deres rå tilstand.

Næste gang var blot få år senere, da jeg var cirka 14 og endnu engang gav en "ven" mig en dosis LSD uden min viden; men denne gang fortalte hun mig, hvad hun havde gjort, efter jeg havde slugt det, men før virkningen indtraf, så i det mindste kom jeg på et trip velvidende at jeg var på stoffet.

Jeg havde altid været (og er det stadig) en meget meditativ person, en der "oplever dybden" og kan værdsætte en million fascinerende mønstre i en støvkugle eller tågens hvirvlen forbi.  Jeg har også læst alt for mange bøger om det overnaturlige, og havde i årevis forsøgt at gå ind i "ud af kroppen oplevelser" mens jeg var ved at falde i søvn, eller i det mindste have levende drømme, hvori jeg forsøgte at opnå kontrol over mig selv. (Jeg er ikke sikker på det nogensinde lykkedes, men det var interessant at afprøve).

Under alle omstændigheder var de 'sensationer' jeg oplevede på mit andet trip ikke ukendte for mig, fordi de syntes at skabe i mit sind en slags vågen lyslevende drøm, hvori jeg kunne værdsætte hver lille detalje af alt omkring mig. Det var såmænd ikke anderledes end de typer af bevidsthed som jeg ofte eksperimenterede med selv (fordømt som "dagdrømmeri" af gnavne voksne.)

Fordi jeg allerede kender til, hvordan man opnår en ikke farmaceutisk udgave af et "trip" (ofte ved blot at ligge på græsset og stirre op i himlen), følte jeg efter min LSD erfaring at jeg bedre end de fleste andre mennesker forstod virkningen syren har på brugerne. Psykedeliske stoffer var blot en kemisk måde at slukke for de distraherende indre tanker og forudopfattelser og blot absorbere verdens stimuli uden filter. Men denne forudviden fik mig også til, efter LSD oplevelsen, at denne ikke havde gjort noget som helst ved mit klarsyn, jeg følte det som "Javel, det var det. OK."

60 år er rigtig lang tid for et stof at bevise sin værdi. Og efter 6 årtier har LSD i bund og grund intet af fremvise. Verden er ikke et bedre sted som en følge af LSD. Individerne er ikke bedre mennesker, gennemsnitligt set: De fleste brugere, kan det se ud som, udviser slet ikke nogen varige forandringer, og de få som måske viser en bedre indsigt er langt langt færre end de som forekommer at være blevet noget skøre.

Det ser ud til at Owsley Stanley selv uheldigvis faldt i den anden kategori. Som mindeordene om ham afslørede, syntes han at tro af hele sit hjerte på den helt omvendte logik man kan finde i den utilsigtede morsomme science fiction film om verdens ende The Day After Tomorrow:

Hr. Stanley blev australsk statsborger i 1996, og levede økologisk med hustruen Sheila i Queenslands ødemark. Hans beslutning om at flytte til det tropiske nord i landet tidligt i 80'erne havde baggrund i hans tro på, at global opvarmning ville føre til en ny Istid, og at i  de området var sandsynligheden for at overleve størst.

Hr. Stanley levede udelukkende af kød og mælkeprorukter. Han mente grøntsager var giftige og gav skylden for et hjertetilfælde, år tilbage, på de broccolis om hans mor gav ham da han var barn.

Det er det LSD gør ved dit sind. Du tror du har indsigt og visdom -- nej faktisk er du aldeles overbevist -- men det ender med du tror at global opvarmning forårsager nye istider og at broccoli giver hjertetilfælde.

Sørgeligt. Trist for Owsley Stanley. Begrædeligt for alle de andre med udbrændte hjerne. Og sørgeligt for en hel generation der stadig forsøger at fremføre Den Store Løgn om farmaceutisk oplysning.

http://pajamasmedia.com/zombie/2011/03/15/the-stench-in-here-is-terrible/