søndag den 17. juni 2012

Slaget ved Shiloh - 150 år siden

Slaget ved Shiloh 150 år siden

           
Mark Tooley    
   
Ligesom slaget ved First Bull Run, blev Shiloh udkæmpet en søndag ved en Metodist Kirke.                     
150 årsdagen for Civil War er nærmest gået stille forbi, mindet af mennesker der genopfører slagene overværet af nationens utallige Civil War entusiaster. Sidste års genopførelse af First Bull Run (Manassas Virginia) krigens første store slag udenfor Washington D.C tiltrak sig et stort publikum, men dog mindre end forventet, takket været den trykkende julihede. Deltagerne i det slag havde haft det på lignende vis, men manglede dog muligheden for blot at se til.

For 50 år siden blev Civil War 100 årsdagen fejret, men blev bagefter dog mest husket som en fuser. De som genopfører slagene manglede nutidens selvsikkerhed. De sociale spændinger hærgede. De sidste veteraner var døde blot få år forinden. Deres børn var der stadig i stort antal, og aktive, såsom speakeren i Repræsentanternes Hus Sam Rayburn. Som søn af en Confederate-soldat var han bekymret over om reenactors i blå og grå ville igangsætte en fornyet regional fjendtlig indstilling. Borgerrettighedsbevægelsen var i fulde omdrejninger.

Ubøjelige segrationister fra Syden havde antaget Confederate Battle Flag som deres symbol. (Læs denne artikel på synopsis) I dag er erindringen om Civil War mindre lidenskabsvækkende. Årsdagen for Shiloh var i april. Det er ikke så meget i erindringen som Gettysburg eller Antietam. Men det var på den tid, i 1862, det blodigste slag nogensinde udkæmpet i Nordamerika, og muligvis på den vestlige halvkugle.

I løbet af to dage blev over 23000 slået ihjel, såret, taget til fange eller meldt savnede. Som det siges så “smilede Syden aldrig siden.” Og hverken Nord eller Syd kunne lade som om krigen ville blive kort og med små omkostninger.



Et nyligt besøg i Shiloh, der befinder sig i bunden af Tennessee nær Corinth, Missisippi, åbenbarer en idyllisk park, der ved Tennessee River. Nation Park Service’s typisk upåklagelige vedligeholdelse af Amerikas slagmarker gør det ofte vanskeligt at mindes dem som scener, hvor masseblodbade fandt sted. Der er en national begravelsesplads sammen med et stateligt besøgscenter der ligner et palæ fra før borgerkrigen, med utallige monumenter samt kanoner og store områder med træer.

Nutidens slagmarker, som det meste af Amerika er næsten altid mere skovbevokset nu end dengang da landmændene mere gennemgribende ryddede deres land til brug for kvæget eller agerbruget.


Ligesom First Bull Run blev Shiloh udkæmpet en søndag ved en Metodist kirke. Ved Bull Run var sognebørnene på vej til gudstjeneste ved Sudley Methodist da Union tropperne begyndte af strømme til, og overtog kirken som hospital. Ved Shiloh, hvor fjendtlighederne begyndte før daggry, var de troende klar over det usikre i at bevæge sig mod deres simple tømmerhelligdom, hvor General William Sherman havde slået lejr. I dag er opført en kopi af kirken sammen med den moderne Shiloh United Methodist Church, der ser gammel ud, lavet af træ og mursten, men som faktisk blev bygget i 1940’erne. Dens kirkegård er afholdt af Civil War aficionados; selv nye gravsten fremhæver Confederate arven. Sudley United Methodist Church ved Bull Run er også forblevet aktiv, selvom sørgeligt nok det oprindelige alter med dets blodplettede gulv blev udskiftet i 1920’erne.

Sherman var blot en af adskillige store personligheder ved Shiloh. Hans kommandør var Ulysses S. Grant, der da allerede var berømt for at have indtaget, blot to måneder før, Fort Henry og Donelson, der henholdsvis bevogtede Tennesee og Cumberland floderne. Ved Donelson havde han krævet “betingelsesløs overgivelse, der blev hans kendetegn, og som passede så godt til hans forbogstaver U -unconditional S -surrender. Den Confederate general der overgav sig var Simon Buckner, en ven med Grant fra før krigen, og som var krænket over det angiveligt vanærende krav. Buckners søn ville senere blive en U.S. Army general der døde på Iwo Jima 83 år senere, den øverste amerikanske kommandør der døde i kamp i 2. Verdenskrig.
 
 

Den mest erfarne kommandør der døde i Civil War var uden tvivl Confederate kommandøren Albert Sydney Johnston. “Om han ikke er en general, så har vi ingen general,” erklærede Confederate præsident Jefferson Davis så bekendt. Robert E. Lee var på den tid relativ ukendt, og Johnston kunne være blevet Sydens mest hyldede helt. Han flyttede sine tropper ubemærket indenfor en mils afstand af Grants hær, og han fejede med lethed gennem Sherman og de andre da han igangsatte sit overraskelsesangreb.

Da hans tropper standsede for at gennemsøge forladte Union lejre greb Johnston et Union tinbæger og udtalte, at det var tilstrækkeligt krigsbytte for ham, og han samlede sin tropper ved at lade dette trofæ klinge mod de rejste bajonetter. Altid forrest i fronten ignorerede han en kugle der sårede hans ben, indtil han kollapsede fra sin hest af blodtabet og døde kort efter. General Pierre Beauregard kommandøren fra First Bull Run overtog kommandoen. Trods hans nærmest kongelige navn og fremtoning manglede Beauregard Johnston’s dristighed. Alt for tidligt telegraferede Beauregard til Jefferson Davis om en stor sejr ved Shiloh.

Efter at være blevet fuldstændig overrasket og fået tæsk hele dagen mumlede Grant ubøjeligt denne nat da hans tropper samlede sig langs Tennessee River, “Ikke slået endnu - det mindste.” Hans underordnede Sherman fortalte ham, “Vi fik besøg af Djævelen på hans dag.” Men Grant gentog: “Giv dem stryg i morgen.” Denne scene blev genskabt i filmen fra 1962 How the West was Won med John Wayne som Sherman.

Takket været Grants stædighed, som han skulle blive hyldet for utallige gange gennem resten af krigen, og det at forstærkninger ankom hele natten blev Confederates fordrevet den næste dag og måtte trække sig tilbage til Corinth. “Federal tropperne dukkede op af jorden som svampe,” huskede en Confederate. Blandt forstærkningerne var General Lew Wallace der tilsyneladende var gået vild med sine tropper på fjerntliggende veje på slagets rædselsvækkende første dag.

Idet han altid inisterede på, at han var tro overfor de ordrer han fik brugte Wallace resten af sit liv på at sone sit rygte. Med tiden lykkedes det ham at skrive den store godt sælgende Ben Hur: En Beretning om Kristus, der så berømt skulle blive en film i 1959 med Charlton Heston som stjerne. Dens beretning er om en hebraisk prins der falskeligt bliver anklaget og solgt som slave, blot for at genvinde sit ry i et stridsvognsløb mod sine romerske anklagere, og som senere finder frelse ved at være vidne til Kristus korsfæstelse. Formodentlig var den en slags selvbiograf af General Wallce om sin egen vækkelsesrejse, idet han også erfarede en kristen omvendelse ligesom Ben-Hur judæeren. 
 

“Det hele forekom som en drøm,” huskede senere en Confederate memoireskribent om sit første møde med slaget ved Shiloh. En ny film ved Park Service besøgscentret fortæller slagets gang til melodien af den resolutte salme fra det 19. århundrede, “How Firm a Foundation,” en favoritsalme hos General Robert E. Lee’s og utallige andre på den tid. Åbningsscenen, takket været computergrafik viser dusinvis at tøffende dampskibe fra nord der fragter Grants tropper ned ad Tennesse River til Shiloh efter hans store sejre ved Fort Henry og Fort Donelson.


Civil War var den første store industrielle krig, hvori hærene bevægede sig med relativ lethed ved dampskibe og lokomotiver ad strategisk vigtige floder og jernbaner. Mod den uforlignelige mekaniserede styrke hos Nord, havde Syden aldrig en reel chance, trods deres kommandørers dristighed, som hos Johnston og Lee. Flere end en halv million flere mænd skulle dø efter Shiloh, men enderesultatet var nærmest forudsagt.

At ihukomme 150 året for Civil War og besøge slagmarkerne som Shiloh og Fort Donelson, der er en smuk brink over Cumberland River med massive Confederate artilleri der stadig peger mod nord er måder, hvorpå vi kan give en hyldest til de faldne der byggede vor nation. .
                    
     
Mark Tooley is president of the Institute on Religion and Democracy in Washing

http://spectator.org/archives/2012/05/30/remembering-shiloh-150-years-l

Ingen kommentarer:

Send en kommentar