Tre grunde til at styrte Irans Mullaher nu
N. M. GUARIGLIA
Verden
står ved et vendepunkt i 2012. Problemet med Iran vil sandsynligvis nå
et højdepunkt. Den klogeste kurs er ved at snævre sig ind til den eneste
kurs. Ændring af regimet i Teheran.
Dette
betyder ikke en militær aktion, heller ikke en invasion, erobring eller
besættelse. I tilfældet Iran betyder ændring af regimet åben støtte til et “Persisk Forår.” Det betyder at gentage Reagan-Thatcher modellen vis-à-vis Lech Walesa i Polen og den afdøde Vaclac Havel's
i Tjekkoslovakiet: Støtte de iranske dissidenter og oppositionsgrupper
retorisk, politisk, finansielt, materielt og moralsk indtil en folkelig
opstand - der lurer i Iran - siden Den Grønne Bevægelse i 2009 medfører,
at de få hundrede teokratiske mullaher der truer verden bliver fjernet.
Vi skal gøre dette af mange grunde, men de tre mest fremtrædende der dukker op er:1. For at undgå krig.
Hvis
det iranske regime ikke erstattes vil det føre til krig. Israelerne kan
foretage et forebyggende angreb mod Irans atomvåbenfaciliteter. Hvis
israelerne ikke går i aktion, kunne USA gøre det.
Og hvis hverken USA eller Israel går i aktion så vil iranerne fortsætte
med at være geopolitiske agressorer. Skulle Iran få atomvåben, kunne
denne hypotetiske konflikt blive til en atomkonflikt.
At
få styrtet mullaher indefra ville med stor sandsynlighed gøre vor mest
fjendtligsindede fjende til vor naturlige allierede. Det er uklart,
hvilken slags regering Iran ville få´efter mullaherne er fjernet. Men en
ting er klart: Ulig Egypten og Libyen og andre arabiske opstanden, hvor Det Muslimske Broderskab kunne tage over for altid, så er det iranske
folk langt venligere overfor USA. Irans 70 millioner mennesker er
blandt de yngste i verden. De ønsker at være forbundet med resten af
planeten. De ønsker frihed til gudsdyrkelse eller ikke gudsdyrkelse, alt
efter hvad de selv vælger. De ønsker at være i stand til at gå frit på
internettet, fri for censur; at forsamlet frit uden trusler; at læse,
skrive og ytre sig frit uden indblanding. De ønsker ikke krig med
Vesten.
2. At undgå afpresning med kernevåben, spredning af atomvåben og terrorisme med atomvåben.
Dersom intet gøres, og vil det lykkes mullaherne at få et atomvåben vil verden gå ind til, som Churchill engang udtrykte det, “ned
i en afgrund med en ny Mørk Tidsalder, der vil blive endnu mere dyster
og måske endnu mere langvarig ved den perverterede videnskabs lys.” Aldrig før ville sådanne apokalyptiske individer have fået fingre i så kataklysmisk teknologi.
Problemet
behøver ikke kun være en paddehattesky. Forestil dig, at den iranske
Øverste Leder gør krav på verden, med den underforståede trussel af et
kernevåben-kuffert-bevæbnet Hezbollah eller al-Queda der kan operere i
Washington D.C., London., Paris, eller Tel Aviv klar til at “sprænge” om
ikke kravene indfries. Dette ville være den verden vi vil få i dette
nye årti, om Iran får lov til at få kernevåben. Hele Planeten ville blive gidsel ved mullahernes for kernevåbenafpresning.
I
tilgift ville saudierne, egypterne, tyrkerne og måske endog jordanerne
alle stræbe efter kernevåben for at forhindre den iranske krigeriskhed.
(For ikke at nævne israelernes, pakistanernes og indernes
kernevåbenarsenaler.) Vi ville få et Mellemøsten i et kernevåbenkapløb. Ingen med et sundt sind kan forestille sig at en sådan udvikling kunne ende i noget godt.
3. Fred i Mellemøsten.
Når
det drejer sig om statsstøtte til jihaditerrorisme, er den Islamiske
Republik Iran selve “moderskibet.” Iran støtter enhver relevant
terroristgruppe i hele verden, herunder al-Queda. Mullaherne
har ført krig mod U.S. styrkerne i Irak og Afghanistan i årevis, og har
tusinder af amerikaneres blod på sig. Af disse grunde alene, burde det
iranske regime styrtes. Men skulle iranerne få kernevåben ville hele
Mellemøsten falde under Teherans dominans - også Irak.
Skulle
Irak falde for Irans svøbe, ville dette forvandle den otteårige krig
fra en betinget sejr til et nederlag. Alle vore ofre ville have været
forgæves. Skulle det iranske regime falde, da er succesen i Irak sikret.
Det ville også betyde at cirka halvdelen af det afghanske oprør ville
være besejret. Det syriske regime, Irans lillebror; Mussolinis Italien
for Hitlers Tyskland ville muligvis kollapse.
Hezbollah terrorregimet i Libanon ville følge efter. Hamas
terrorgruppen i Palæstina ville stå uden sponsor, og vil med stor
sandsynlighed implodere. Dette kunne potentielt tillade at israelerne og
palæstinensere med god vilje kunne komme overens. Med mullahernes fald,
ville forbindelsen Iran-Syrien-Hezbollah-Hamas være slut.
Kort
sagt, en regimeændring i Iran ville betyde at U.S. “vinder” hele
Mellemøsten fra Teheran til Jerusalem, fra Persien gennem Mesopotamien
til Middelhavet. Den såkaldte “shiitiske halvmåne” ville være
pacificeret.
Regime
forandring i Iran ville forhindre en regional krig; forhindre spredning
af atomvåben og terrorisme; fjerne verdens største støtte af
terrorisme; gøre en fjende til en ægte ven; besejre den Shiitiske fløj
med islamisk fanatisme; og bringe stabilitet og fred til Mellemøsten.
Der
er ingen større, mere presserende, med større fordel, strategi der vil
gavne USA end at få styrtet mullaherne. Overvej det iranske regimes
fjendtlighed og sammenlign det med den iranske befolknings varme følelser. I Mellemøsten er der er ingen mere oplagt gavnlig sag.
Contributing Editor N.M. Guariglia is an essayist who writes on Islam and Middle Eastern geopolitics.
Read more: Family Security Matters http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/three-reasons-to-overthrow-irans-mullahs-now#ixzz1xrvHbU6k
Ingen kommentarer:
Send en kommentar