fredag den 27. juli 2012

Kan en god økonom være medfølende?

Kan en god økonom være medfølende?

Walter Williams
                    
Det er godt nok vanskeligt at være en god økonom og så på samme tide blive opfattet som medfølende. Når man er en god økonom så skal man beskæftige sig med virkelighedens verden. At forekomme at være medfølende, forstående, da skal man undgå ubehagelige spørgsmål, benytte “omsorgsfuld” terminologi og betragte virkeligheden som et tilvalg.

Boligudgifter og sundhedsudgifter er udtryk med betragtelig følelsesmæssig appel, som politikere dyrker, men de har dog absolut ingen brugbar mening eller analytisk værdi. For eksempel kan nogen fortælle mig, i rigtige penge, den rimelige pris på en bolig, en bil eller fjernelse af svulster i livmoderen? Det er muligvis langt mere behageligt at lade som om der er en slags universel aftale om hvad der er, og hvad der ikke er overkommeligt økonomisk set.
 

Hvis du synes min kritik af hvad der er økonomisk overkommeligt er noget ubehagelig så vil du hade min vision om hvad der gør skade. En god økonom anerkender at det at noget er skadeligt ikke er som en ensrettet gade; den går begge veje. For eksempel, hvis jeg ejer et masse og rejser et hus foran dit hus og blokerer for din udsigt til et smukt landskab, så har jeg gjort dig skade; dersom jeg imidlertid hindres i at bygge mit hus foran dit, så er det mig der lider skade.

Hvis ‘skade’ er vigtigst? Du kan sige, “Williams, det kan man ikke sige.” Du kan hindre mig i at skade dig ved at du overtaler nogle regeringsmyndigheder så jeg hindres i at bygge. Det er det samme med rygning. Hvis jeg ryger en cigaret så skades du - eller i det mindste generes. Hvis jeg hindres i at ryge samme cigaret, så lider jeg skade ved at min nydelse reduceres. Hvis skade er vigtigst? Igen, det kan man ikke sige. Men som med eksemplet med byggeriet, så kan den person der lider skade benytte regeringsmyndigheder til at få sin vilje.

Hvor mange gang har vi ikke hørt at, “hvis det blot redder et menneskeliv, så er det det værd,” eller at “menneskelivet er uden en pris”? Begge udtalelser er noget sludder. Hvis hver udtalelse var sand, så ville vi se lavere fartgrænser forbyde racerløb og se færre fly i luften. Vi kan altid gøre alt mere sikkert end det er. For eksempel kunne bilen produceres sådan, at de som sidder i den kunne overleve uden en skramme en kollision ved 80 km i timen, men hvor mange af os ville kunne købe en sådan bil? Misforstå mig endelig ikke; jeg kunne god mene at mit er uerstatteligt, men jeg betragter måske ikke dit på samme vis.

Jeg beundrer Greta Garbos objektivitet om sit liv. Hun sagde: “Jeg er en kvinde fuldstændig uden værdi, og ingen mand burde sætte livet på spil for mig.”

Når vi nu taler om værdiløshed, så ville jeg være værdiløs som rådgiver for enten Det Hvide Hus eller Kongressen for, hvis de spurgte mig, hvad de dog skulle gøre for at få økonomien på skinner, så ville jeg svare, “Gør ingenting!” Overvej det. Mellem 1787 og 1930 oplevede vor nation såvel milde som alvorlige nedture. Der var ingen intervention for at stimulere økonomien, dog kom denne altid på fode igen.

I løbet af 1930’erne var der massive interventioner, begyndende med præsident Herbert Hoover og senere med præsident Franklin D. Roosevelt. De handlinger medførte, at det som ville have været en skrap økonomisk nedtur på en tre til fire år, blev til en tiårig forestilling. I 1930 da Hoover begyndte at “reparere på økonomien, var arbejdsløsheden på 6%. FDR gjorde endnu mere for at ‘reparere’ på økonomien. Resultatet blev at arbejdsløsheden forblev tocifret igennem hele årtiet og nåede hele 20% i 1939.

Belejligt gav præsident Roosevelt sin forgænger skylden for den høje arbejdsløshed. En sådan præsidentiel praksis med at lægge skylden for forgængerne fortsætter selv i dag.

Så siger du, “Williams, Det Hvide Hus og Kongressen bør gøre noget.” Når man ser på resultaterne af intet at gøre så er de ganske fremragende sammenlignet med at ‘gøre noget.’ Ingen af vore økonomiske nedture i de 150 år før 1930 varede så længe som Den Store Depression. 
 
Det ville være politisk selvmord for en politiker at følge mit råd - og af en god grund. Amerikanerne er blevet fejlundervist til at tro at Roosevelts New Deal reddede vor økonomi. Den fejlundervisning går langt ind i de fleste akademier, herunder økonomernes på vore universiteter, der er arrogante nok til at tro at det er muligt for nogle få mennesker i Washington at have information og nødvendig viden til at klare det økonomiske liv for 313 millioner mennesker. Gode økonomer anerkender deres begrænsninger, og derfor er vi ikke særlig behagelige mennesker at omgås.


http://frontpagemag.com/2012/04/20/can-a-good-economist-be-compassionate/2/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar