Muslimsk trojansk hest

Muslimernes trojanske hest

Bradlee Dean
   

Hvis du troede at FN’s International Bachelor og forbundsregeringen ‘Intet Barn Ladt Tilbage’ uddannelsesskemaer i sig selv var slemme så kunne du måske ønske at gå lidt mere i dybden.

I lyset af 9/11 angrebene kunne du tænke at den nuværende administration ville bruge bare en smule klogskab hvis de var alvorligt bekymrede over en radikal muslimsk trussel. Da Obama aflagde ed som præsident undsagde han Amerika på adskillige måder. Han har givet 1,5 milliard dollars i hjælp til det muslimsk-ledede Egypten, kort efter Det Muslimske Broderskab ‘erklærede’ krig mod USA. Det er den samme mand der sagde at Amerika “ikke længere er en kristen nation,” efterfulgt af en henvisning til at Amerika kunne beskrives som en muslimsk nation.
                   
Muslimsk indoktrinering i offentlige skoler


Interessant nok så har der i de seneste år, i de amerikanske offentlige skoler, været en indoktrinering af den muslimske religion. Undersøgelser har påvist over 500 fejl med hensyn til historien i lærebøger i de offentlige skoler, til fordel for islam.

Resultatet er at vore unge nu udsættes for følgende undervisning og praksis:

• Man lærer, hvordan man bliver muslim
• At faste ved Ramadan
• Lærer om de fem søjler i Islam
• Lærer vers udenad - fra Koranen
• Får et muslimsk navn
• ‘Opførelse’ af en jihad (krig mod ikke-muslimer)

Hvordan er dette gået til. ACLU, the American Muslim Council, Americans United for Separation of Church and State og Clinton administrationen sluttede sig sammen for at skabe et miljø der åbnede op for undervisning i muslimsk tro, samtidig med man angreb enhver der taler om den kristne tro i offentlige skoler.
Således kan du se domstole der støtter muslimers dagsorden når, for eksempel en skole i Californien lærer sine elever, ved et tre ugers kursus, det som der i al væsentlighed kræves af dem for at blive muslim!

Dette forklarer også udmærket, hvorfor min gerning har været under voldsomt angreb for at bringe et forfatningsmæssigt og moralsk budskab til offentlige skoler.

For at bevise min sag, så afsoner en repræsentant fra American Muslim Council, Abdul Rahman idag en dom på 23 års fængsel for at være en af de som betalte mest til al-Queda i USA.

Læg dertil at der er over 225 muslimske skoler i USA og rundt regnet 50000 børn der undervises der, og jeg citerer Brigitte Gabriel hos ACT! For Amerika, “der er et miljø af had, forhånelse og ringeagt mod Vestens Kultur, kristne, jøder, shiiter, verdslige muslimer og ikke-muslimer.”

Amerika! Hvorfor sker dette? I en nation der blev grundlagt på kristne principper, hvis studerende blev ‘næret’ med et bibelsk syn på verden. Kunne det være at de kristne blev apatiske, faldt i søvn og tillod denne radikale dagsorden at krybe ubemærket ind i den store offentlighed?

Muslimsk infiltration på universiteterne

Saudierne har med fordel benyttet TitleVII programmet som vor regering indførte efter 2. Verdenskrig for uddannelsen af unge amerikanere om fremmede kulturer og sprog.

Hvordan? Jo, de benytter deres rigdomme fra olien til at pumpe millioner af dollars ind i vore universiteter for at udpege arabiske professorer i ledende stillinger,  såsom politisk videnskab, Mellemøststudier mv., og som hjernevasker vore studerende med en anti-amerikansk holdning. De lærer, at vi er problemet; at vor udenrigspolitik er problemet; at vor velstand, oplysning og succes virker undertrykkende overfor resten af verden.

Dette forklarer hvorfor Obama er undskyldende overfor andre nationer. Det er derfor han har fokus rettet mod de unges stemmer efter denne anti-amerikanske fortælling er sneget ind i vore skoler. Dette er også derfor ACLU hurtigt repræsenterer muslimer, men nægter at forsvare kristne der praktiserer ders tro ... i offentlige skoler.

Offentlige skoler underviser i hvad?!
Bradlee Dean’s “My War” DVD serie kan erhverves ved WND Superstore today! WND’s Joseph Farah siger: “Hvis du ønsker at se hvad der er rigtigt og forkert med vort land bør du se Bradlee Dean’s ‘My War’ DVD serie. Den er fuld af overraskleser.”

Bradlee Dean
Bradlee Dean is an ordained preacher, heavy metal drummer, talk-show host of the Sons of Liberty Radio, and speaks on college and high school campuses with his ministry, You Can Run But You Cannot Hide International. He also is the producer of the 5-DVD documentary "My War." Bradlee is currently involved with a lawsuit against MSNBC and Rachel Maddow and could use all the prayers and financial support possible. Tax-deductible donations to help restore this generation back to America's biblical foundation can be made online.

Clint's Tale

Clint's Tale

           
Jed Babbin       
       

Rygterne om nattens mystiske taler ved Republican National Convention har kredset om den tidligere borgmester i Carmel, Californien. Nej ikke den afdøde Sonny Bono: Dirty Harry, Harry Callahan - alias Clint Eastwood.                     

Takket været en kilde tæt på os er vi i stand til at frigive noget af talen, lækket til os af en næsten pålidelig kilde.
Feelin' lucky, folks? Nuvel det burde I. Vi står her på konventets sidste af og vi sidder ganske komfortabelt. Vor nominerede Mitt Romney stiller op mod en siddende siden Jimmy Carter, der er til at slå. Faktisk får denne Obama fyr den gamle jordnøddefarmer til at ligne et geni. Jovist Obama er så elendig.

En mand skal bare vide hvad hans begrænsninger er. Præsident Obama mener ikke han har nogen. Uheldigvis for os og vore allierede, så ved ethvert kæmpefjols fra Vladimi Putin til uanset hvilken Kim der styrer Nordkorea hvad Obamas begrænsninger er. De har kun givet mig fem minutter her, så jeg kan ikke nævne dem alle. Det ville tage timer.

Lad os derfor forpligte os og vore børn i dette øjeblik. Den 6. november så lad os alle gå hen og stemme, og få alle vi kender til valgstederne selvom vi måske skal bære dem på vore rygge. Det bliver en stor dag for Amerika, hvis vi gør det. Så fremad venner. Den 6. november - fremad: make my day. 
http://www.youtube.com/watch?v=qiHNVYRTKP8

¨

                    
                
       
Jed Babbin served as a Deputy Undersecretary of Defense under George H.W. Bush. He is the author of several bestselling books including Inside the Asylum and In the Words of Our Enemies. You can follow him on Twitter @jedbabbin.

Man kan ikke lede fra baggrunden!

Rice: ‘Vi har intet andet valg - vi må ikke tøve med at lede’                                                                                                                  Bridget Johnson               

I en af de bedst modtagne taler ved Republican National Convention, reflekterede tidligere udenrigsminister  Condoleezza Rice over, hvor Amerika står i verden, over den vigtigste borgerretighed i vor tid, og hvordan en kvinde der ikke kunne sidde ved “kun for hvide” bord voksede op til at blive en af verdens topdiplomateri

“Jeg ved også der er en forsigtighed. Jeg ved det føles som om vi har båret disse byrder længe nok,” sagde Rice om verdens smertelige problemer ved undertrykkende nationer, om AIDS forældreløse børn i Afrika om handel med kvinder i Sydøstasien. “Men vi kan kun vide at der intet andet valg er, fordi en af to ting vil hænde om vi ikke leder. Enten vil ingen lede og der vil opstå kaos, eller nogen vil udfylde tomrummet, og som ikke deler vore værdier.”

“Mine medamerikanere, vi har intet andet valg,” understregede hun. “Vi må ikke tøve med at lede og man kan ikke lede ved at stå i baggrunden. 

Rice gik varmt ind for frihandel, militær slagstyrke og uafhængighed af energi. “Vigtigst, så vil Mitt Romney og Paul Ryan genopbygge grundlaget for vor styrke, den amerikanske økonomi - stimulere den private sektors vækst og stimulere de mindre virksomheders foretagsomhed,” sagde hun. “Når verden ser på os i dag, ser de en amerikansk regering der ikke kan klare sig med egne midler.”

Hun sagde, at fortællingen om Amerika aldrig har været en beretning om “rettighed og klagen.” “Vi har aldrig troet på at jeg klarer mig elendigt fordi du klarer dig godt. Vi har aldrig været jaloux overfor hinanden og aldrig være misundelige på andres succeser,” sagde Rice.

“Vi har også haft succes, fordi amerikanerne har været klar over at en person fødselsstatus ikke er en afgørende betingelse,” sagde hun. “Og din bedste allierede i at få kontrol over svaret på dine omstændigheder har været en kvalitetsuddannelse. Men i dag, i dag, når jeg ser på dit postnummer så kan jeg fortælle dig om du får en god uddannelse. Kan jeg da ærligt sige det ikke betyder noget, hvor du kommer fra, det ikke betyder noget hvor du er på vej?”

Rice kaldte krisen med de underpriviligerede unge der er fastslåst i elendige skoler “vor tids borgerrettighedsproblem.”

“Og personligt. En lille pige vokser op i Jim Crow Birmingham. Den opdelte by i Syden, hvor hendes forældre ikke kan tage hende til en biograf eller på restaurant, men de er overbevist om, at selvom hun ikke kan få en hamburger ved Woolworts, så kan hun blive præsident for USA hvis det var det hun ønskede, og så blev hun udenrigsminister.” Sagde Rice.

“Amerika har en metode til at gøre det som forekom umuligt muligt, men vi ved det aldrig var uafvendeligt,” sagde hun. “Det kræver ledelse. Og det kræver mod.”

http://pjmedia.com/tatler/2012/08/29/rice-we-do-not-have-a-choice-we-cannot-be-reluctant-to-lead/?singlepage=true

Reagan og Verdensregering. Del 3.

Reagan, Den Kolde Krig og verdensregering Del 3.

Wes Vernon

Lyt efter Mitt Romney, Mitch McConnell, og senatorerne fra din stat.

Da Ronald Reagan ankom til Det Hvide Hus med en dagsorden om at afslutte Den Kolde Krig forstod han, at for at få Sovjet Imperiet på knæ, da ville han også stå overfor en af kommunismens mest uforsonlige virkemidler -- presset efter 2. Verdenskrig for at opgive U.S. Suveræniteten.

 

Mange af de som var involveret i den bevægelse var overbeviste Marxister (mere om det senere) der var allieret med de uoplyste, ønsketænkere, forskellige andre kategorier af dem med gode-hensigter og fejlslutninger sammen med de politisk motiverede og de som blot var anti-amerikanske.

Det var af denne årsag, at ved fremsættelsen af Law of the Sea Treaty (LOST) og endog før han blev præsident, at Reagan studerede dokumentet og gennemskuede de direkte blomstrende fraser der maskerede en særdeles alvorlig hæmsko for USA.  

Fra "get-go"

I en radiokommentar den 10. oktober 1978, gik Reagan ind for den ide, at “ingen af vore nationale interesser kan retfærdiggøre, at der overdrages kontrol af to tredjedele af jordens overflade til Den Tredje Verden.” Senere nægtede Præsident Reagan af underskrive LOST.  

Snigende verdensregering

Uden for al tvivl da ville den farligste del af traktaten etablere en Internationalt Havbunds Myndighed (ISA), en ny form for FN-bureaukrati. Som en af mere end 160 lande i det råd ville USA pludselig have meget lidt indflydelse på rådets beslutninger om havbunden.

Som vi har set i årtier i FN Generalforsamlingen ville ISA være domineret af anti-amerikanske interesser. Men langt udover hvad selv FN Generalforsamlingen ville have været i stand til at udføre da ville ISA’s beslutninger være uomstødelige. USA ville ikke have nogen veto.

Nu for tiden har Amerika suverænitet over sin kontinentalsokkel, herunder olien, gas og andre mineralressourcer. Vor nation kan således få afkast fra de rettigheder som energiselskaberne betaler for at bore der. LOST ville kræve at USA overdrog summen af sådanne rettigheder til ISA for at de kunne “omfordeles” til “udviklingsverden,” herunder korrupte, diktatoriske og terrorstøttende regeringer.

Overvej et sådant arrangement et øjeblik. Vi hører konstant advarsler om et økonomisk kollaps der lige rundt om hjørnet da denne nation er ved at segne under en enorm gæld på 16-17 trillioner dollars. Dog vil tilsyneladende normale mennesker, der ikke er iført tryllehatte, have os til at frasige os et nettooverskud til Skattevæsenet og sende det afsted til et internationalt bureaukrati i Kingston, Jamaica. Helt ubegribeligt.

Nogen der sagde Cap and Trade?

Vort medlemskab af LOST ville kræve at USA går med hatten i hånden og retfærdiggør sig selv på påstande der fremføres mod os af et andet medlem. Du kan være helt sikker på, at ekstreme elementer i “miljø” bevægelsen på aktiv vis efterstræber besnærende klager mod USA vedrørende “forurenings” problemer.

Husk at præsident Obama i 2009 ikke magtede at få den overvejende Demokratiske Kongres til at indføre den job-dræbende “Cap and Trade” lov. Siden dengang red Republikanerne ind for at kontrollere Huset og har øget deres andel af Senatet ganske stort, på grund af dette forsøg på et angreb på middelklassen i “miljøets” navn. Hr. Obama har sagt at alles energiregninger ville ryge i vejret under hans “Cap and Trade.”


Mens præsidenten skubber på for LOST og dens potentiale for straffende “grønne” edikter, så kunne de se ud som om hans modus operandi er, at hvis Kongressen ikke vil give ham det han ønsker, eller en bemyndigende tilladelse er alt for politisk følsom, så er det ikke noget problem. Overlad det blot til de internationale bureaukrater der ikke kan fjernes fra embedet at de amerikanske skatteydere der hænger på regningen. Ganske kløgtigt, ikke sandt? (Jovist ville der være en international beskatning. USA ville skulle betale 7% i skat af hvad vi får frem fra på eller under havbunden.)

Der følger mere med

Washington Examiner klummeskribenten Holly Martin oplister flere grunde til at forkaste traktaten: 1 -- Vi vil blive krævet at skulle overdrage ikke kun noget af det overskud som USA får, vil ville også blive påkrævet at engageres os i “viderebringelse af teknologi og videnskabelige kundskaber” der gjorde os i stand til at udvikle udvindingen. 2 -- USA døjer  allerede under de internationale love og andre konventioner der vedrører oceangående fartøjer. 3 -- Det vil ikke slutte her. Der er en endeløs række af suverænitetstruende traktater der venter på os, og som vi skal være opmærksomme på. Nu er det på tide at sig - Nok er Nok.

Reagan faktoren

Da Præsident Reagan forkastede LOST i 1982 så han en aftale der ville være en hindring mod hans tosidede bestræbelse for at lave om på to forfejlede formodninger der havde været toneangivende i udenrigspolitikken efter 2. Verdenskrig. De formodninger var - for det første at Sovjetunionen ikke kunne besejres med landets ambitioner om verdensdominans, uden man gik i færd med en altødelæggende krig; den anden fejl var, at for at bevare freden skulle USA være forberedt på at overdrage nogle nøgle suverænitetsrettigheder til internationale råd. Reagan havde til hensigt at få Sovjetunionen ned på knæ uden at indlede en krig, og uden at overgive amerikanske rettigheder til en “een-verdens” fraktion.

LOST venner og fjender

Det er interessant at bemærke hvor trofaste veteraner fra Reagan æraen har stået i de seneste år med Law of the Sea Treaty.

I det store og hele (sandsynligvis er der undtagelser) var Reagan rådgiverne der var imod dette dokument med i hans samlede bestræbelse for at få styrtet Sovjetunionen så tidligt som muligt, eller også støttede de med begejstring indsatsen.


Jeane Kirkpatrick

Ligesom Drakula, vender Law of the Sea Treaty tilbage som det vigtigste med års mellemrum.

Blandt de som gik ind for en traktatgodkendelsen i Senatet i 2004 var Senator Richard Lugar (der tabte sin plads i et primærvalg i 2012, delvist fordi indbyggerne i Indiana ikke var imponeret over hans hans forkærlighed for internationale traktater der truer USA’s suverænitet.)

Afdøde Jeane Kirkpatrick, en trofast Reagan administrator, kom for en Senats komite i 04 for at opfordre lovgiverne til ikke at give det to tredjedels flertal der ifølge forfatningen er påkrævet for en ratifikation af LOST medmindre og indtil traktaten blev revideret til at omfatte beskyttelse af amerikanske interesser.

Kirkpatrick der har haft “langvarige og grundige forhandlinger” om LOST, gjorde opmærksom på aftalens mange fejl, herunder følgende:

1 — Formlen for repræsentation af de industrielt “producerende” lande vil efterlade dem som en permanent minoritet.
2 — Der var ingen garanti “for at kvalificerede ansøgere (for udnyttelse af havbunden) ville få tilladelse til minedrift,” selvom de opfyldte alle traktatens krav.
3 — Den overdrog kontrol over havbundsminedrift til lande der ikke besidder den nødvendige teknologi.
4 — Den pålagde byrder på virksomheder der er interesseret i minedrift med usædvanlige omkostninger og forpligtelser, samtidig med man giver permanente fordel til deres konkurrenter.
5 — "Vi blev ikke garanteret et sæde i det 36 medlemmers store ledende råd,” men beslutningsstrukturen “skulle afspejle de økonomiske interesser og bidrag fra de deltagende stater.”
6 — Den holdning at havene eller Rummet er “menneskehedens fælles arv” er “en dramatisk venden sig bort fra Vestens opfattelser” af ejendomsrettighederne.
7 — Det er vanskelig for U.S. Senatet af godkende en aftale,hvis indhold efterfølgende kan ændres af andre traktatmedemmer.
8 — Beslutningen hos USA om ikke at deltage er endnu mere gyldig end først antaget. Vi er imod den “kavallerimetode som G-77 (udviklingslandene) er klar til ved at indføre tvungne byrder på de udviklede lande. “
9 — Endelig, som Kirkpatrick argumenterede “har det været en lejlighed til at se, at når USA ikke bøjer sig og går med på en plan der er inkompatibel med amerikanske interesser, men elsket af det globale etablissement, så falder Himlen ikke ned.”

Det opsummerer sagen mod LOST. Det er ganske svært at forbedre den liste.

Dette skal dog bemærkes......

I en ny bog Political Woman beskriver forfatteren Peter Collier Jeane Kirkpatrick uforlignelige tjeneste for sit land. Hendes sunde fornuft og vidnesbyrd som netop er beskrevet foroven er med til at bygge videre på den bedømmelse.

Præsident Reagan udpegede fru Kirkpatrick med det råd som (George H.W.) Bush fraktionen i Det Hvide Hus kom med. Da hun accepterede udnævnelsen fortalte præsidenten hende “Du har givet mig en god dag.” Det er blot en ud af mange eksempler på hvordan Gipperen ville lytte til råd fra forskellige perspektiver, men i sidste ende ikke kunne overtales mod at gå imod sin plan.

Ikke alene

Kirkpatrick's synspunkter om LOST deles selv i dag af - blandt andet veteranerne fra Reagan administrationen - Donald Rumsfeld, som præsident Reagan sendte jorden rundt for at diskutere med andre nationers ledere om hvorfor USA forkastede LOST, og Edwin Meese, en nær fortrolig med præsidenten. (læs denne på synopsis)

Faktisk erindrer Meese at Reagan “ikke blot ikke underskrev traktaten. Offentligt nægtede han at underskrive den. Han sagde også fra over for Udenrigsministeriets folk der var med til at forhandle den.”

Republikanerne der støttede LOST herunder Henry Kissinger (der blev nægtet en kabinetsstiling i Reagan administrationen, uimponeret af hans “détenté” holdning overfor Sovjet); James Baker (der lækkede information til medierne beregnet på at sætte præsidenten i et dårligt lys); og Colin Powell (støtte for Barack Obama i 2008).

Igen mindes vi om at præsident Reagan havde nogle folk der arbejdede for ham og som var i overensstemmelse med hans mål, og andre igen der ventede på at han trådte af således at George W.H. Bush kunne tage over. Rimeligvis var Bush loyal overfor Gipper, mens han var hans vicepræsident. Det var efter Bush selv blev præsident at han vendte ryggen til nøglepositioner i Reagan revolutionen.

LOST’s oprindelse


Cliff Kincaid's America's Survival Inc. website sporer oprindelserne til Law of the Sea Treaty til en socialist og en nøgleperson i World Federalist of Canada. Den tyskfødte Elisabeth Mann Borgese var oganisatoren af Oceans Conference der foreslog en “Havudviklingsskat.” Borgese proklamerede åbenlyst sin beundring for Karl Marx.

Hvad du kan gøre

Senatets formand for udenrigsforhold John Kerry (D) har indikeret at han muligvis ikke vil stemme for LOST og holde den i bero til efter valget, dermed muligvis gå ind for ratificering som en afskedsgave til sin besejrede kollega i komiteen, Senator Richard Lugar (R), hvilket sødt makkerpar på tværs af partier. Man får lyst til at forbyde Kongressens lammende møder, hvor en nyvalgt venter på at afløse den gamle, (som med Richard Lugar)  hvilket er intet andet end at snyde vælgerne. Din indsats er påkrævet i bestræbelsen på at hindre denne “skide være med offentligheden” strategi:

1 — Mens dette skrives har 27 senatorer underskrevet et brev der går imod LOST. Der skal 34 senatorer til at hindre Senatets godkendelse af traktaten. Hvis senatorerne fra din stat ikke er på den liste, så lad din mening komme til udtryk overfor dem. Det vil hjælpe dem.
2 — Senatets Republikanske leder Mitch McConnell (R-Ky.) er ikke på den liste (skønt jeg har erfaret - som svar på et spørgsmål - at han er imod LOST). Han har brug for at høre fra dig, hans navn skal bare være på listen.
3 — Det gælder også guvernør Mitt Romney. Hvis han kan blive overtalt til at lægge sin personlige betydning mod LOST så vil det sandsynligvis betyde det ønskede knæfald. Forresten ville dette give kandidaten lejlighed til at få sat ild i sit partis nationale sikkerhedsbase.

P.S.

Jeane Kirkpatrick havde tidligere været en liberal Demokrat. Efter hun havde læst The Federalist Papers som 15 årig, var hendes ultimative konversion til det konservative verdenssyn næsten uundgåelig. Hun og hendes mand havde været knyttet til Hubert Humphrey - Demokratisk Senator, tidligere vicepræsident og præsidentkandidat. Ved første glimt ville det være afskrækkende for nogle indtil man læser denne passage fra Alfred S. Regnery’s bog fra 2008 Upstream.

"[Senator Humphrey] døde tidligt i 1978 af cancer. En dag i sommeren 1977 bad han Paul Laxalt, den konservative Republikanske Senator fra Nevada om at komme til hans kontor, hvor han fortalte ham at han ikke længere troede på at liberalismen var det landet havde brug for, men at han var enig i det meste af hvad Laxalt sagde. Han var også for gammel og syg til at forklare, hvorfor eller til at give udtryk for sin nye overbevisning.”

Endnu en kopi af de mange post-tresserne neokonservative? Måske. Eller måske mere end det, hvis han var enig med Senator Laxalt om de fleste emner. Manden fra Nevada var en Reagan fortrolig og en helt og aldeles gennemført konservativ.

Set fra den vinkel er forbindelsen mellem Humphrey og Kirkpatrick ganske så fornuftig og forståelig.

http://www.renewamerica.com/columns/vernon/120618

Del 1: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2012/08/forlbet-op-til-den-kolde-krig.html
Del 2: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2012/08/historiens-hellige-ker-afkldes.html

Nej! Til embedet som præsident

Helt i Sherman's ånd

Ryan L. Cole

Republikanere der i øget grad er ængstelige for den kommende præsidentvalgkamp bruger uforholdsmæssigt megen tid på at lede efter Frelsere.

Resultatet er at anvendelige guvernører, karismatiske kandidater bliver til tale-TV værter, og 'stjerner' i Kongressen er blevet tryglet om at stille op, og alle har høfligt sagt nej tak.

Utrøstelige GOP (medlemmer af Republikanske Parti) undrer sig over, hvordan nogen bekymret og kvalificeret borger dog kunne modstå kaldet for Det Hvide Hus. Som vejledning burde de konsultere William Tecumseh Sherman. 

Den kontroversielle generals berømthed strækker sig langt udover hans fremragende strategi på slagmarken; som han selv indrømmer var han den første amerikaner til at afvise stillingen som præsident.

Shermans afvisning som Republikansk præsidentkandidat i 1884 valget, som der henvises til hvert fjerde år, er legendarisk. Men hans rationale for afvisningen, som bliver langt mindre ofte citeret, burde give trøst til de som vælger ikke at stille op og bringe klarhed til deres frustrerede bejlere.

Kravet om at generalen stillede op som kandidat gik faktisk mere end to årtier forud for valget i 1884. Kort efter Union hæren, under Shermans kommando, indtog Atlanta i september 1864 søgte nogle Demokrater efter en soldater-kandidat, og satte spotlyset på arkitekten bag den snart afsluttede kampagne.

Men da Sherman kom under vejrs med at Demokraterne håbede at kunne gøre ham til deres mand skrev han fuld af foragt, "Hvis jeg blev tvunget til at vælge mellem fængselsstraf og Det Hvide Hus i fire år...da ville jeg sige fængslet, tak." Demokraterne nominerede General George McClellan, og Sherman, der aldrig følge sig tryg med politik, lykkedes at styre klar af enhver tale som præsident. I et stykke tid.

Efter præsident U.S. Grants genopstilling i 1872, forestillede fremsynede Republikanerne sig Sherman, som nu var øverstkommanderende general i U.S. Army, som hans efterfølger. Men Sherman der havde mistillid til politikerne (efter hans mening var de mænd der benyttede "deres midlertidige magt til selviske formål") havde fået denne mistillid forstærket under Grants's etisk-udfordrede administration, og han meddelte kort og præcist tidligere Kongresmand fra Missouri, James S. Rollins, at ikke ville acceptere jobbet -- og det uanset om "jeg blev nomineret eller valgt."

Som for at understrege dette flyttede Sherman Army Hovedkvarteret fra Washington til St. Louis, hvor han blev til han blev kaldt tilbage til hovedstaden i 1875.

Shermans pensionering og venden tilbage til Missouri i 1884 faldt sammen med endnu en kamp som præsident og endnu et forsøg på at tvinge den gamle general ind i striden. Da Republikanerne forsamledes i Chicago i juni måned for at beslutte sig til bannerføreren var loyaliteterne delt mellem præsident Chester Arthur, James Blaine, og George Edmunds.

.

James Blaine, Chester Arthur

Naturligvis blev Sherman foreslået som en forenende kandidat og opfordret til at stille op. Blaine havde informeret ham om at dette næsten var uundgåeligt. Tro overfor sin 'form' hånede den 64-årige Sherman med at kun "en tåbe, en galning, et røvhul" ville søge en ny karriere i hans alder, at at han ikke ville ofre sin personlige frihed eller sin families lykke, at han nu boede i St. Louis og var flyttet i sikkerhed for den korrumperende indflydelse i Washington, for præsidensskabet. Han mindede Blaine om at "deres tanker, deres følelser, skulle og burde have indflydelse på min handlemåde."

Sherman havde ingen interesse i at underlægge sig pressens undersøgende blikke. "Hvis jeg stillede op som Præsident ville jeg vågne hver morgen og se i alle aviserne at jeg havde forgivet min bedstemor," fortalte han en bekendt. "Nuvel du ved at jeg aldrig har set min mors mor, men aviserne ville sige jeg slog hende ihjel og bevise det." 

Shermans hus i St. Louis

Alt dette var ikke med til at 'kvæle' bevægelsen. Da konventet begyndte gik der telegrammer fra Chicago til St. Louis med meddelelse om at hans nominering var næsten helt sikker, og at han skulle forbedre sig på at gå ind på partiets opfordring. Den 5. juni afgjorde Sherman sagen.

Efter at have modtaget et telegram der 'advarede' ham om at han skulle lægge sine "fordomme til siden og acceptere nomineringen som præsident," knurrede Sherman, uden at fjerne cigaren fra munden et svar: "Jeg vil ikke tage imod nomineringen og vil ikke tjene om jeg blev valgt."

Derpå gav han beskeden til hans søn Thomas så den kunne afleveres. Den unge Sherman husker at hans far "derpå gik videre med den samtale han var blevet afbrudt i."

I de efterfølgende 127 år, er de ord, i forskellig udformning, eller i det mindste med de samme sunde bevæggrunde bag, dukket op igen når mulige ledere har sat personlige, professionelle eller familiemæssige hensyn før præsidentembedet.

Familie, privatlivet, tøven overfor at underlægge sig mediernes ofte ødelæggende røntgenblik, tilfredshed med det nuværende holdepunkt i livet og en ærlig mangel på interesse i jobbet og dets opslidende ansvar; dette var tilstrækkeligt til at tage modet fra Sherman for over et århundrede siden. Det tvinger dagens samling af tøvende ansøgere til at også at overveje det.

At være præsident er ikke nogen let sag. At udføre det betyder ofte en stor personlig omkostning. Mange patriotiske og offentligt-sindede amerikanere har, forståeligt nok, undgået begge dele.

Republikanerne behøver ikke bekymre sig: De vil samle sig rundt om en stærk kandidat, der vil blive formet og afprøvet gennem nomineringsprocessen. I mellemtiden vil de gøre klogt i at indse at de som vælger at se til fra sidelinjen har fuldstændigt lovlige gode grunde til at gøre det.

I 1874 da Sherman forberedte sig på at modstå en af de mange opfordringer for ham som kandidat skrev han "Du kan argumentere for at ingen førhen har gjort det, hvis det skulle dukke op, jeg skal være den første i rækken."

Som det har vist sig var han virkelig den første i rækken. Til i dag bliver Republikanerne mindet om, at der er den sjældne embedsmand der kan skelne mellem lykke og ambition, mellem egeninteresse og selvopretholdelse og modstå fristelsen til midlertidig at bebo 1600 Pennsylvania Ave.

http://spectator.org/archives/2011/06/15/positively-shermanesque/1