Nej! Til embedet som præsident

Helt i Sherman's ånd

Ryan L. Cole

Republikanere der i øget grad er ængstelige for den kommende præsidentvalgkamp bruger uforholdsmæssigt megen tid på at lede efter Frelsere.

Resultatet er at anvendelige guvernører, karismatiske kandidater bliver til tale-TV værter, og 'stjerner' i Kongressen er blevet tryglet om at stille op, og alle har høfligt sagt nej tak.

Utrøstelige GOP (medlemmer af Republikanske Parti) undrer sig over, hvordan nogen bekymret og kvalificeret borger dog kunne modstå kaldet for Det Hvide Hus. Som vejledning burde de konsultere William Tecumseh Sherman. 

Den kontroversielle generals berømthed strækker sig langt udover hans fremragende strategi på slagmarken; som han selv indrømmer var han den første amerikaner til at afvise stillingen som præsident.

Shermans afvisning som Republikansk præsidentkandidat i 1884 valget, som der henvises til hvert fjerde år, er legendarisk. Men hans rationale for afvisningen, som bliver langt mindre ofte citeret, burde give trøst til de som vælger ikke at stille op og bringe klarhed til deres frustrerede bejlere.

Kravet om at generalen stillede op som kandidat gik faktisk mere end to årtier forud for valget i 1884. Kort efter Union hæren, under Shermans kommando, indtog Atlanta i september 1864 søgte nogle Demokrater efter en soldater-kandidat, og satte spotlyset på arkitekten bag den snart afsluttede kampagne.

Men da Sherman kom under vejrs med at Demokraterne håbede at kunne gøre ham til deres mand skrev han fuld af foragt, "Hvis jeg blev tvunget til at vælge mellem fængselsstraf og Det Hvide Hus i fire år...da ville jeg sige fængslet, tak." Demokraterne nominerede General George McClellan, og Sherman, der aldrig følge sig tryg med politik, lykkedes at styre klar af enhver tale som præsident. I et stykke tid.

Efter præsident U.S. Grants genopstilling i 1872, forestillede fremsynede Republikanerne sig Sherman, som nu var øverstkommanderende general i U.S. Army, som hans efterfølger. Men Sherman der havde mistillid til politikerne (efter hans mening var de mænd der benyttede "deres midlertidige magt til selviske formål") havde fået denne mistillid forstærket under Grants's etisk-udfordrede administration, og han meddelte kort og præcist tidligere Kongresmand fra Missouri, James S. Rollins, at ikke ville acceptere jobbet -- og det uanset om "jeg blev nomineret eller valgt."

Som for at understrege dette flyttede Sherman Army Hovedkvarteret fra Washington til St. Louis, hvor han blev til han blev kaldt tilbage til hovedstaden i 1875.

Shermans pensionering og venden tilbage til Missouri i 1884 faldt sammen med endnu en kamp som præsident og endnu et forsøg på at tvinge den gamle general ind i striden. Da Republikanerne forsamledes i Chicago i juni måned for at beslutte sig til bannerføreren var loyaliteterne delt mellem præsident Chester Arthur, James Blaine, og George Edmunds.

.

James Blaine, Chester Arthur

Naturligvis blev Sherman foreslået som en forenende kandidat og opfordret til at stille op. Blaine havde informeret ham om at dette næsten var uundgåeligt. Tro overfor sin 'form' hånede den 64-årige Sherman med at kun "en tåbe, en galning, et røvhul" ville søge en ny karriere i hans alder, at at han ikke ville ofre sin personlige frihed eller sin families lykke, at han nu boede i St. Louis og var flyttet i sikkerhed for den korrumperende indflydelse i Washington, for præsidensskabet. Han mindede Blaine om at "deres tanker, deres følelser, skulle og burde have indflydelse på min handlemåde."

Sherman havde ingen interesse i at underlægge sig pressens undersøgende blikke. "Hvis jeg stillede op som Præsident ville jeg vågne hver morgen og se i alle aviserne at jeg havde forgivet min bedstemor," fortalte han en bekendt. "Nuvel du ved at jeg aldrig har set min mors mor, men aviserne ville sige jeg slog hende ihjel og bevise det." 

Shermans hus i St. Louis

Alt dette var ikke med til at 'kvæle' bevægelsen. Da konventet begyndte gik der telegrammer fra Chicago til St. Louis med meddelelse om at hans nominering var næsten helt sikker, og at han skulle forbedre sig på at gå ind på partiets opfordring. Den 5. juni afgjorde Sherman sagen.

Efter at have modtaget et telegram der 'advarede' ham om at han skulle lægge sine "fordomme til siden og acceptere nomineringen som præsident," knurrede Sherman, uden at fjerne cigaren fra munden et svar: "Jeg vil ikke tage imod nomineringen og vil ikke tjene om jeg blev valgt."

Derpå gav han beskeden til hans søn Thomas så den kunne afleveres. Den unge Sherman husker at hans far "derpå gik videre med den samtale han var blevet afbrudt i."

I de efterfølgende 127 år, er de ord, i forskellig udformning, eller i det mindste med de samme sunde bevæggrunde bag, dukket op igen når mulige ledere har sat personlige, professionelle eller familiemæssige hensyn før præsidentembedet.

Familie, privatlivet, tøven overfor at underlægge sig mediernes ofte ødelæggende røntgenblik, tilfredshed med det nuværende holdepunkt i livet og en ærlig mangel på interesse i jobbet og dets opslidende ansvar; dette var tilstrækkeligt til at tage modet fra Sherman for over et århundrede siden. Det tvinger dagens samling af tøvende ansøgere til at også at overveje det.

At være præsident er ikke nogen let sag. At udføre det betyder ofte en stor personlig omkostning. Mange patriotiske og offentligt-sindede amerikanere har, forståeligt nok, undgået begge dele.

Republikanerne behøver ikke bekymre sig: De vil samle sig rundt om en stærk kandidat, der vil blive formet og afprøvet gennem nomineringsprocessen. I mellemtiden vil de gøre klogt i at indse at de som vælger at se til fra sidelinjen har fuldstændigt lovlige gode grunde til at gøre det.

I 1874 da Sherman forberedte sig på at modstå en af de mange opfordringer for ham som kandidat skrev han "Du kan argumentere for at ingen førhen har gjort det, hvis det skulle dukke op, jeg skal være den første i rækken."

Som det har vist sig var han virkelig den første i rækken. Til i dag bliver Republikanerne mindet om, at der er den sjældne embedsmand der kan skelne mellem lykke og ambition, mellem egeninteresse og selvopretholdelse og modstå fristelsen til midlertidig at bebo 1600 Pennsylvania Ave.

http://spectator.org/archives/2011/06/15/positively-shermanesque/1