Anglosaksisk politik - rædsel eller velsignelse

Romney har ret. Britere & amerikanere er fælles arvinger til anglo-saksiske friheder

DANIEL HANNAN                                             
                   

Amerikanerne kan med rette være stolte over deres succesrige assimilation af nyankomne. Millioner har følt sig draget til deres land, fra hvert kontinent og ø-rige, besluttet på at blive amerikaner.

Hvad menes der så med at blive amerikaner? Når vi går ned i substansen er der tre ufravigelige elementer. For det første - en accept af de værdier der er indkodet i US Forfatningen: Ytringsfrihed, opdelingen af magten, religiøs tolerance og så videre. For det andet - en forståelse af de uskrevne regler der er knyttet til de værdier: Borgerligt engagement, fri konkurrence, privat foretagsomhed. For det tredje - at tale engelsk.

Hvor har disse karaktertræk deres rødder? I anglo-saksisk civilisation. Når en medhjælper hos Romney fortalte denne avis, at USA og Storbritannien delte en “Anglo-Saksisk Arv’. så fastslog vedkommende det helt åbenbare. De på venstrefløjen lod som om de var i oprør - Obama kampagnen kaldte bemærkningen for ‘forbløffende krænkende’ - velvidende at henvisingen var kulturelt betinget fremfor for racemæssig. Da franskmændende talte om ‘les anglo-saxons’ eller spanierne om ‘los anglosjones’ mener de ikke Cerdic og Oswine og Æthelstan. De mener mennesker der taler engelsk og får ind for en lille regering.

 

Det er vel knap nødvendigt at nævne at USA ikke genetisk er anglo-saksisk: Man er godt fyldt op med ikke-saksere med f.eks. efternavne som Hannan. Heller ikke United Kingdom. Nylige DNA test har bekræftet, hvad stednavne studier stædigt har insisteret på det sidste århundrede, nemlig at englænderne nedstammer i lige så høj grad fra befolkningen i det 5. århundrede før vor tid som fra bosættere der ankom efter Romerrigets legioner tog hjem. Forestillingen om massebefolknings udskiftningen stammer i det store og hele fra en senere og tendentiøs kilde: Gildas's De Excidio Brittonum. Det er mærkeligt, retrospektivt, at historikerne i det hele taget har taget den alvorligt.

 

Hvis anglo-saxisk er af begrænset værdi som en etnisk kategori, så er den dog af enorm værdi som kulturbestemmer. Indtil midt i det tyvende århundrede, sporede historikerne indstillingerne til den personlige frihed, lovens styre og en repræsentativ regering til den anglo-saksiske periode. Et frit folk, styrede ‘butikken’ regeret ved en folkeret af almindelig lov, og bestemte deres forhold i stadig større grad gennem folkeforsamlinger - folkmoots - (folkemøder) - og blev underlagt en feudalisme af Normannerne.

Ideen var heller ikke kun begrænset til historikerne. Seks århundreder efter Erobringen, under Den Engelske Borgerkrig, fik soldater fra Parlamenetet at vide at de kæmpede for at 'smide det Normanske åg.’ Ideen om genskabelsen af den oprindelige frihed hos anglo-sakserne, der var blevet undertrykt af et fremmed aristokrati, var yderst ægte for dem.

I løbet af den anden halvdel af det tyvende århundrede snerrede nogle historikere af det som de anså som Victoriansk chauvinisme, og udfordrede den narrativ. Men som professor James Cambell, uden tvivl vor ypperste autoritet om den periode, har vist, var Victorianerne inde på noget helt rigtigt:

Anglo-saksisk exceptionalisme var ægte nok.

Den var helt sikkert ægte nok for Amerikas grundlæggere. De historier der mest læstes i kolonierne - Nathaniel Bacon’s Historical Discourse of the Uniformity of the Government of England; Henry Care's English Liberties; Lord Kames's British Antiquities - fortalte alle den samme beretning: I 1066 havde et frit folk mistet deres friheder til en besætter fra Kontinentet. Selv på den tid, var der selvfølgelig amerikanere der var klar over de ikke nedstammede fra englændere, men som dog med stor glæde gik ind på en selvbevidst anglo-saksisk identitet.

Da de første skud lød i 1775, faldt det ikke amerikanerne ind at de bekæmpede en fremmed magt. Forestillingen om Den Amerikanske Revolution som en krig mellem to nationer - en Uafhængighedskrig - kom først meget senere. Paul Revere har aldrig råbt ‘Briterne kommer!’ - helt absurd når man tænker efter, at råbe af en næsten udelukkende britisk befolkning. Det han faktisk råbte, under sit berømte ridt var ‘Soldaterne er på vej!’

Når amerikanerne faktisk kaldte sig selv Patrioter, så mente de at de var britiske patrioter der kæmpede for deres nedarvede friheder mod en tysk kong og hans Hessiske lejesoldater. Hvordan ellers skal vi forstå deres klage i Uafhængighedserklæringen om ‘fjernelsen af det frie System med Engelske Love’ og ‘transporterne af store Hærenheder af fremmede (det vil sige ikke britiske) lejesvende’?

Hessisk lejesoldat

Mitt Romney - eller rettere hans ansatte - stod på absolut fast grund. USA er opbygget på værdier der er blevet så ukontroversielle at de nærmest betragtes som universelle:
En repræsentativ regering, styre ved lov, privat ejendomsret, religiøs frihed, ytringsfirhed, habeas corpus, dom ved jury. Det er let at glemme disse anvisninger, i det mindste i den form som Grundlæggerne anerkendte dem, at de var produkter af en særlig Britisk politisk kultur.

Selv den mest langsomt opfattende Romney hjælper må være klar over at ikke anglo-saksere udgør det store flertal af US vælgerkorpset. Det er helt i orden at gøre opmærksom på Obamas anti-britiske fordomme (se her for en udførlig liste). Det er også helt i orden at angive en forbindelse mellem Obamas mishag ved Storbritannien og hans foragt for de US institutioner - almindelig lov, Forfatningen, Bill of Rights - som blev arvet fra netop Storbritannien.  

En ting som Storbritannien og US har til fælles er at de definerer nationstilhørsforholdet i samfundet fremfor i etniske termer. For hundred år siden, var 80% af britiske undersåtter hverken hvide eller kristne. Man blev britisk, som man blev amerikansk, ved at skrive under på et værdisæt.

Og tilmed ganske så anstændige værdinormer. I to Verdenskrige, krydsede hundreder af millioner mænd den halve af verden for at gribe til våben i deres forsvar. Uanset om de var fra Jamaica eller Australien, Indien eller Canada så forstod de at de kæmpede for friheden mod tyranniet. Ikke hvert land forstod de store udfordringer i forrige århundrede - de to Verdenskrige og Den Kolde Krig - rigtigt. I det store og hele forstod anglosfærens folk det.

I første halvdel af 2012 rejste jeg i de førende engelsktalende demokratier for at tale gunstigt for Anglosfæren. Jeg blev slået af den varme som mennesker af ikke britisk baggrund, især i Australien og Canada modtog og støttede konceptet.

Hvis, som jeg håber, Mitt Roney bliver præsident, og hvis, som jeg håber, Tony Abbott vinder i Australien så vil der for første gang være et konservativt og et anglosfærisk fuldt hus. Det ville være en skam, hvis muligheden for at gå frem mod en anglosfære med et frithandels område gik tabt på grund af Storbritanniens forældede medlemskab af en europæiske toldunion. I mellemtiden, så lad os i det mindste vise at vi kan tage imode en kompliment med værdighed.

                       
   
Daniel Hannan is a British writer and journalist, and has been Conservative MEP for South East England since 1999. He speaks French and Spanish and loves Europe, but believes that the EU is making its constituent nations poorer, less democratic and less free. He is the winner of the Bastiat Award for online journalism.
                       

Read more: Family Security Matters http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/romneys-right-brits-americans-are-joint-heirs-to-anglo-saxon-liberties?f=must_reads#ixzz22UPq6OON
Under Creative Commons License: Attribution