Vi har alt for travlt til at være interesserede i sandheden.
Mark Steyn
Takket
været David Maraniss’ nye bog ved vi nu, at endnu en nøgleposition med
Barack Obamas identitet er falsk. Hans kenyanske bedstefar blev ikke
brutalt torteret eller endog ikke-brutalt tilbageholdt af hans britiske
koloniherrer. Den opdigtede bessefar slutter sig til en stadig svulmende
række af personer fra Baracks’ “erindringer” der for at udtrykke det på
en pæn måde, adskiller sig en del fra virkeligheden med deres
brudstykker i den ‘Store’ Obama fortælling.
Den
bedste ven i skolen skildres i Obamas ‘selvbiografi’ som “et symbol på
unge sortes identitet,” men var faktisk, halvt japaner og ikke nogen nær
ven. Den hvide veninde han tog med til et Broadway skuespil der skulle
opføre et vredt show om racefordomme så aldrig skuespillet, og daterede
Obama til en helt anden tidszone, og hun havde ingen omtalt
verdenshistorisk betydende samtale med ham.
Hans
indonesiske stedbedstefar der formodedes at skulle være slået ihjel af
Hollandske soldater under hans folks tapre kamp mod kolonialismen mødte
faktisk sin skæbne da han “faldt ned fra en stol hjemme da han forsøgte
at hænge gardiner op.”
David
Maraniss er ikke en person fra højrefløjen, og kan ikke forstå hvorfor
kedelige ikke-litterære typer har benyttet hans bog som bevis på at
præsidenten for USA er et Kæmpe Fupnummer. Han fortalte Soledad O’Brien
på CNN. “Det er et helt i orden spørgsmål at stille om, hvor linjen i
hans memoir er.”
Min
Oxford ordbog definerer “memoir” som en “historisk fortælling eller
biograf skrevet ud fra personlig kundskab.” Og hvis Obama ikke har
“personlig kundskab” om sin torterede bedstefar, sin krigshelt
stedbedstefar og den racebesatte teatertossede veninde, hvem har så?
Men i de seneste år har Venstrefløjen fået vendt den falske memoir til en af de mest prestigiøse litterære genrer.
Oprah’s Book Club anbefalede James Freys’ A Million Little Pieces,
hyldet af Bret Easton Ellis som “hjerteskærende memoir” af “poetisk
ærlighed,” men blev efterfølgende afsløret som værende ret så tung med
“poesi” og yderst let med “ærlighed.” Den “hjerteskærende memoir” om en
stofafhængig der blev smidt i fængsel efter at have skændtes med
betjente da han var høj på crack sammen med sin narkoluder veninde viste
sig at være et værk af en eller anden forstads Pat Boone type med nogle
parkeringsbøder. (Jeg overdriver, men ikke så voldsomt som han gjorde.)
Oprah blev også smittet af The Education of Little Tree,
den hjertevarmende ærlige erindring om en barndom hos en Cherokee, der
viste sig at være opdigtet af et tidligere medlem af Ku Klux Klan hvis
eneste tidligere bemærkelsesværdige litterære værk var George Wallace’s
“Segretation Forever” speech.
Fragments: Memories of a Wartime Childhood
er en hjerteskærende ærlig, poetisk gennemsyret, flænsende smertelig,
smertelig ærlig mv. beretning om Binjamin Wilkomirski’s ubegribeligt
rædselsvækkende barndom i en jødisk ghetto i Riga, og i
nazikoncentrationslejren Auschwitz. Efter hans erindring vandt Amerikas
respekterede National Jewish Book Award, blev hr. Wimorski efterfølgende
afsløret som værende født i Schweitz og havde tilbragt krigen i et
velstående kvarter i Zürich, opfostret af et par fra middelklassen.
Han
havde helt sikkert en besynderlig barndom i det mindste ud fra en
litterær agents synspunkt, som lod det gå videre til et større forlag.
Men den “ubegribelige” rædsel i hans bog viste sig at være alt for let
at forestille sig. Falske
memoirer har vundet Nobel Fredsprisen og der bliver undervist i dem på
Ivy Leagu skoler til skarer af mellemklassefamilier der betaler
sekscifrede beløb for det previlegium (I, Rigoberta Menchú).
Rigoberta Menchu modtager af Nobels Fredspris
De deles ud af Pentagon til seniorofficerer der skal på tur til Afghanistan (Greg Mortenson’s Three Cups of Tea)
med de ganske så fornuftige grunde, at en gennemført fantasifortælling
næppe kunne være mindre troværidg end den nuværende NATO-strategi.
I en sådan verden var det helt sikkert kun et spørgsmål om tid for en falsk memoirskribent blev valgt som præsident for USA.
Faktisk var førnævnte Rigoberta Menchu kandidat i 2007 og 2011 i
præsidentvalgene i Guatemala, skønt hun blev slået ud i første runde --
guatemaleanerne er åbenbart ikke tilbøjelige til at vælge en person til
det højeste embede i landet som ikke har præsteret noget som helst,
udover at være del af en luset svindelmemoir. Hvilket jo blot viser at
de jo så er en flok usofistikerede fjolser.
I en ‘inspireret’ argumentationsrække har Ben Smith fra websitet BuzzFeed antydet at kontroversen over Dreams from My Father, er en fejl fra de konservatives side, fordi de har “antaget den som værende direkte sand.”
Tænk
vi er så uvidende, ikke belæste og godtroende at vi mener en
erindringsbog handler om ting der faktisk er sket frem for en litterær jeu d’esprit (leg med åndrigheder) der spiller på nuancer af formodninger, af forudfattede sammenbiksninger af opfundet sludder og fup.
Og
således anser vi det første medlem af det opdigtede amerikanske samfund
der har banet sig vej til Det Hvide Hus som en slags kugleskør
udvikling frem for et opmuntrende tegn på, hvorledes en ny post-race,
post-køns, et postmoderne Amerika bevæger sig ud af de gamle spændetrøjer
af sort og hvidt, mand og kvinde, bøsse og hetero, ægte og
hallucination.
Spørgsmålet
er nu om USA selv er det sidste kapitel i Obamas falske memoir. Du vil
bemærke, i ovenanførte eksempler, at ‘opfindelsen’ kun går en vej.
Ingen
barndom som Cherokee, ingen Holocaust overlever, eller stofafhængig der
er kommet sig, og forestiller sig at være George Wallaces taleskriver. I
stedet søger de gennemført kedelige hyldere af mellemklasse livet i
Vesten at få fortællingerne til at passe og dermed nyde en
elektrificerende gysen over de fashionable offergrupper. Således går det
med den offentlige orden i Vesten her ved tusmørke.
Således
er Obamas erklæring om immigration der lader en million mennesker
slippe for at være under United States love gennemført
forfatningsstridigt, men det er ikke sådan en lytter af NPR ser på det:
For ham er Obamas ensidige amnesti noget der beriger det latterlige
hvide Amerika med en million små kære Rigoberta Menchus og med deres
hjerteskærende beretninger.
Hele
Eric Holders optræden som chefanklager er i sig selv en falsk erindring
og hans indførelse af “exekutiv privilegium” i Fast og Furious
skandalen er foragteligt, men amerikanske venstreorienterede kan ikke
høre: Indtil nu aner de intet om Fast and Furious, det har noget at gøre
med at regeringen opsporer de våben som fyre, hos de der Alabama
“Segregation For Evigt” tosser, fremfor et middel hvormed hundreder af
uskyldige Rigoberta Menchus syd for grænsen der blev skudt ned med våben
solgt til deres mordere af venstreorienterede politikere fra Obama
dministrationen. Hvis det er den alternative narrativ, jamen så antager
de den falske erindring.
På
lignende vis handler Obamacare tilsyneladende om den undertrykkende
patriarkalske hvide mand der fører sin “krig mod kvinder.” Kvinderne
kæmper mod den 30 år gamle Georgetown Lov om ligeløn, hvor startlønnen
efter eksamen er 140 af de store om året, men lad os nu ikke hænge os i
detaljer.
Dodd-Frank
finansreformen der også afventer Højesterets dom er endnu et
forfatningstridigt greb om magten, men de udpegede skurke er mustache
udstyrede hattesvingende bankfolk, så hvorfor dog bekymre sig om det?
Man
kan meget vel forstå, hvorfor de som har gavn af efterkrigstidens
ekspansion i Vesten af middelklassens velstand hellere vil afskrive sig
som medlemmer af langt mere seje offergrupper; det er et karrieretræk
mod endnu mere. Se Sandra Flukes forbløffende forsøg med Fake Memoir: The High School Musical, hvori en 30 årig Georgetown Law medarbejder, hvis startløn efter eksamen er 140 af de store ønsker at fremstå som den Lille Roberta, Hussein, Wilkomirski i rækken af de som skal hjælpes.
Men
forvandlingen af en hel nation ind i en falsk erindring vil ikke være
halv så lukrativ. De hjertevarme indvandrere, de præventionsmanglende
medarbejdere, de mustache udstyrede bankfolk dækker over over en langt
mere appellerende dagsorden: Udvidelsen af den centraliserede magt i et
omfang man hidtil ikke har oplevet i republikken.
I
virkeligheden døde Obamas stedbedstefar ved at falde ned af en stol
mens han hængte gardiner op. I den falske erindring står Stor Regering
på stolen og det er ved at være lukketid for Amerika.
— Mark Steyn, a National Review columnist, is the author of After America: Get Ready for Armageddon. © 2012 Mark Steyn
http://www.nationalreview.com/articles/303776/obama-s-great-american-novel-mark-steyn
Ingen kommentarer:
Send en kommentar