Historiens hellige køer afklædes. Koldkrigen

Historiens Hellige Køer afklædes. Den Kolde Krig. 2. Del.

Wes Vernon

Læserne var advaret ved udgivelsen af vor opsummering om begivenhederne der førte til Den Kolde Krig at denne i sig selv ville kræve en hel bog - frem for en klumme - for at være retfærdig overfor en så stor svøbe i historien. (læs første klumme her på synopsis)  Vi skriver dog endnu ikke en bog, men for de som på ærlig vis søger flere (om end godt indkapslede) forklaringer - så fortsættes der:

 

Wilson

Versailles Traktaten gik længere end Woodrow Wilson oprindeligt ønskede. Ikke desto mindre, efter at Italien og Japan forlod forhandlingerne efter 1. Verdenskrig var de “Tre Store” (Storbritannien, Frankrig og USA) overladt til at sammenfatte det som viste sig at være en række indholdsmæssigt stridbare møder. Men Wilson underskrev til sidst det som han beskrev som et “ulykkeligt kompromis.”

Udgør hr. Wilson forslag  en “større kontrolleret” del af den endelige deltagelse i dette efterkrigsprodukt? Det tror jeg, og jeg står derfor bag den beskrivelse af påvirkningen som hans indblanden havde på traktatens oprettelse. .

Bemærk også at da han fik manøvreret os ind i krigen da sagde præsident Wilson at vort mål var “at gøre verden sikker for demokratiet.” Han tilføjede ikke “hvis blot vi er enige om at overdrage vor suverænitet til et verdensråd (f.eks. FN) efter krigen en forbi.”!

Taft I

Før 2. Verdenskrig var Robert Taft faktisk imod vor deltagelse i en ny europæisk konflikt. Han mente, som flertallet af amerikanere på den tid, at vi var blevet lokket ind i 1. Verdenskrig på anledning af det britiske imperium og at det ikke var ofrene i skatter eller det ultimative offer med blodet af amerikanere der forsvandt værd.

Den dybfølte overbevisning gjorde ikke Taft eller flertallet af amerikanere til “pro-nazister.” Der var rædselsberetninger om Nazisternes vilje og evne til ekstreme handlinger (selv før overgrebene i Holocaust), men de med en god lang hukommelse huskede historier om tyske overgreb i 1. Verdenskrig, der ved nærmere efterforskning viste sig forkerte. Således blev nyhedshistorierne af mange opfattet som drengen der hele tiden råbte “ulven kommer.”

Jovist så var der pro-Nazi grupper (såsom Silver Shirts f.eks.) men de fleste amerikanere var blot “isolationister.” Man kunne tro - med bagklogskabens gode vilje - at de var fordrejede. Men de var ærværdige, patriotiske borgere, der blot havde lige så megen ret til deres meninger som de der mente noget helt andet.  

Taft II

Hvad mente Taft da ved udsigten til Den Kolde Krig. Han blev oprørt over at udsigten til endnu en krig (som beskrevet af Winston Churchill i “Jerntæppetalen”) ville styrke Velfærdsstaten.

En større krig skaber megen omvæltning. Borgernes liv forstyrres på mange måder, hvoraf den militære indsats kun er et af dem.

Ved afslutningen af 2. Verdenskrig var der en bekymring for at nedgangen i en oppustet krigstidsøkonomi ville efterlade millioner uden beskæftigelse og at “vi ønsker ikke at vore drenge skal stå på gadehjørnerne og sælge æbler.” Det førte til lovgivning som “GI Bill “ og 'veteranydelser’. Hermed ikke sagt at disse ydelser var ufortjente, men de udgør et udfald mod en udvidelse af regeringen også på andre områder.

Den kritiske punkt på vejen kan give opmuntring til en følelse af rettigheder der fremmes af politikere der er på stemmefangst, og derfor tilbyder den brede befolkning (ikke-militær) “gratis ting” mod mere magt i deres ‘valgte’ hænder. Det er sjældent at et problem med lethed kan løses uden man skaber et andet.

Højrefløjen

2. Verdenskrig fører igen til en diskussion hos de der definerer Nazismen som “højrefløjen.” Først og fremmest er det på sin plads at huske ,at det officielle navn for Nazi-Partiet var Det National Socialistiske Tyske Arbejder Parti. Som kontrast betegnes højrefløjen, som anvendt sent i det 20. tidligt 21. århundrede, på de amerikanere, hvis fundamentale tro er på en begrænset regering. Enhver der hævder at nazismen var en filosofi med “begrænset regering” risikerer at blive  leet ud af teatret.

Venstrefløjen

På den anden side, i en anden facet af vor diskussion, så førte anti-anti-kommunisterne - uanset deres motiver - sagen for kommunisterne i efterkrigstidens Amerika. 

 

Der er god grund til at spørge, hvorfor efterkrigstidens liberale var så djævleblændt forhippet på at forsvare Alger Hiss, den dømte spion. Whittaker Chambers, der afslørede Hiss skriver i Wittness, at New Deal var “en koalition af divergerende interesser (herunder, men ikke kun udelukkende direkte kommunistiske)” en skjulen af “en drift der var i al væsentlighed mod socialismen.”(læs denne på synopsis)

“Enhver anklage for kommunisme,” tilføjede Chambers, “ophidser dem netop, fordi de ikke kunne skelne forskellene mellem sig selv og de som de blev fremsat mod.”

Konklusion

De som argumenterer for,  retrospektivt, at der var en bedre sag historisk set mod U.S. indblandingen i 1. Verdenskrig end i 2. Verdenskrig har ikke forstået pointen: 2. Verdenskrig ville ikke have fundet sted om ikke det havde været for den katastrofale tidligere “Store Krig.”

Ydermere, havde det ikke været for Hitler-Stalin pagten der igangsatte 2. Verdenskrig da ville Stalin ikke have fremstået styrket i verdensforholdene og som igen medførte Den Kolde Krig.

General George Patton forsøgte forgæves at advare sine overordnede om at det stalinistiske Rusland ville være årsag til ballade i efterkrigstiden.

Forfatteren/journalisten/manuskriptforfatteren Robert K. Wilcox har skrevet bogen fra 2008 volume Target: Patton. The Plot to Assassinate General George S. Patton.

Du kan selv regne det ud du vil af forfatterens tro på at General Pattons skæbnesvangre “ulykke” midt i ruinerne af den tyske besættelse mest af alt ligner et snigmord. Men ikke før du har læst de stærke omstændighedsbeviser han præsenterer. (her er en kortfattet gennemgang at Pattons død http://forums.gearboxsoftware.com/showthread.php?t=65159)

Alle disse forkerte handlinger førte til årtier med udenrigspolitiske katastrofer som Præsident Reagan da måtte konfrontere da han indtog Det Hvide Hus i 1981, fast besluttet på at få det selvsamme Sovjetimperium på knæ.

  
Wes Vernon is a Washington-based writer and veteran broadcast journalist.


http://www.renewamerica.com/columns/vernon/120611