mandag den 6. august 2012

Undskylde for Hiroshima og Nagasaki?

Undskylde for Hiroshima og Nagasaki?

       
Bruce Thornton

I 1938 efter den katastrofale München konference der var gnisten til 2. Verdenskrig sagde et britisk medlem af Parlamentet for Labor Party, “Det er fuldstændigt sandt at vi ikke handlede, klogt og generøs, endog ikke med rimelighed overfor Tyskland efter krigen ...jeg gentager at vi må bære et tungt ansvar for spændingerne og besværligheder ved den nuværende internationale situation.” Denne kommentar var udtryk for en engelsk “krigsskyld” der i de foregående to årtier havde skabt sympati for Tyskland og gjorde det lettere for England at ignorere de mange krænkelser af Versailles Traktaten som fik overbevist Adolf Hitler om at hans agression ikke ville blive straffet.

Den historiske lære ved München - at vejen til forsoning er brolagt med skyld og undskyldninger - er blevet bekræftet ved Barack Obamas opførsel. Han har iværksat en forsonende tone i sin administration i 2009, da han bøjede sig for Saudiarabiens Kong Abdullah (se denne artikel på synopsis) og sendte busten af kritikeren af forsoning Winston Churchill tilbage til England. (se denne artikel på synopsis)

En junidag 2009, bekræftede han sin forsoningsiver i sin tale til den muslimske verden i Cairo. Dér midt i skamrosende fantasier om muslimsk “tolerance,” angav han “spændingen” mellem Vesten og Islam - ikke som islamisk jidahterror støttet af regimer i Mellemøsten, men som “Kolonialismen der benægtede mange muslimers rettigheder og muligheder, og til en Kold Krig, hvori lande med muslimske flertalsbefolkninger alt for ofte blev behandlet som vedhæng uden alt for megen hensyn til deres egne forhåbninger.”
                        
Efter at have lagt skylden for jihad-agression på os selv begyndte Obama derpå sin række af “håndsrækninger” til mullaher i Iran og forsikrede dem om at han var “villig til at bevæge sig fremad med forbehold, med baggrund i en fælles respekt.” Selvfølgelig fejlede denne forsonende “håndsrækning” på det skammeligste, og opmuntrede regimet der begyndende i 1983 med bombeangrebet på Marinernes forlægning i Beirut har svinet sig til med amerikansk blod, som våbenleverandør og optræner af terrorister der dræber vore soldater i Afghanistan, og går fremad med beslutsomhed, og er kommet endnu nærmere at være i besiddelse af kernevåben.

Og nu i et hemmeligt dokument der er frigivet af Wikileaks afsløres at Obama, på sin tur i 2009 til Japan, hvor han bøjede sig for Kejseren, ønskede at undskylde overfor japanerne for atombombningen af Hiroshima og Nagasaki, der afsluttede Krige i Stillehavet og ødelagde et at de allermest brutale regimer i historien.

Undskyldningen blev ikke kendt for offentligheden, fordi, ifølge det lækkede dokument, Japans viceunderigsminister Mitoji Yabunaka fortalte U.S. ambassadøren John Roos at “forestillingen om at præsident Obama besøger Hiroshima for at undskylde for atombomben i 2. Verdenskrig er ‘uden mening.’”
                        


Uden tvivl er japanerne ikke særlig opsatte på at dykke ned i deres fortid, der indbefatter deres barbariske opførsel i Manchuriet, hvor der i 1937 blev myrdet hundredtusindvis af kinesere, der blev tortureret og voldtaget; eller deres tortur, tvangsarbejde, og halshugninger af Allierede krigsfanger under krigen, 350000 af dem var stadig i japanernes varetægt i august 1945. For at få en forsmag på,hvordan livet var for fanger i Imperiet Japan, da læs den rædselsvækkende beretning om Bataan dødsmarchen i Michale Elizabeths Norman’s Tears in the Darkness.

Vi burde imidlertid ikke være overrasket over, at et produkt af et venstreorienteret universitet, som Obama er, ville antage den holdning af Amerika begik en “krigsforbrydelse” som der skal undskyldes for. Det er akademisk ortodoksi, at det at benytte atomvåben i 1945 var unødvendigt, ikke en militærhandling, men ren racisme eller en geopolitisk bøllemetode. Men sandheden er så meget anderledes, som enhver med blot et minimum af historisk forståelse og begreb om kendsgerningerne selv kan opdage. Og de kendsgerninger viser, at bombningen af Hiroshima og Nagasaki reddede livet for hundredetusinder, om ikke millioner af amerikanere og japanere.

Så langt fra at være nær et nederlag og overgivelse, som kritikerne af bombningerne hævder, var den fanatiske ledelse af Japan fast besluttet på at kæmpe til enden, og påføre så megen skade som muligt på amerikanerne, og det selv om en sejr ikke kunne forventes.

Beviset er de forfærdelige kampe på Okinanwa, fra 1. april til 2. juli. Dér kæmpede japanerne fanatisk, ikke for sejr, men kun for at lade Amerikas omkostning være så enorm så det var som “at tilbyde en selvmordslektion for amerikanerne,” som Victor Davis Hanson skriver i Ripples of Battle, “ at standse dem før de befandt sig døende i millionvis på det japanske moderlands strande. Og prisen for Okinawa var høj: 200000 japanske soldater og civile døde og 24000 amerikanere. Hvor mange liv skulle der derfor gå til i en konventionel invasion af de japanske øer? Konservative vurderinger anslår at dødshøsten ville være 500000 amerikanere og dobbelt så mange japanere.

Ydermere var Japans militære kapacitet ikke skæbnesvangert ødelagt juli 1945. Kejseren havde stadig cirka 6150 kampklare fly, 8000 piloter med tilstrækkelig træning til at flyve som Kamikazes, og en hær på 2.350.000 regulære tropper, med måske så mange som 30 millioner borgere i stand til at kæmpe som en milits. Som Hanson opsummerer, “Bogstaveligt var millioner af japanske civile og soldater villige til at dø i forsvaret for deres hovedland mod en amerikansk invasion, både som konventionelle styrker og som selvmordsangribere.”

Med hensyn til at vente nogle uger før den japanske øverste kommando kom til fornuft og indså at krigen var forbi, der argumenterer økonomen John Kenneth Galbraith, at drabene fortsatte i Asien, hvilket betyder at det at afslutte krigen med atombomber også reddede kinesere, russere og japanere. På blot en uge med kampe i august dræbte Sovjet 80000 japanere, og mistede selv 8000. Og selv efter Nagasaki blev Allierede soldater dræbt og fanger halshugget.

At kaste atombomberne var helt klart med til at redde liv og afkortede en brutal krig. Hvad ligger der så bag Obamas ivrighed efter at undskylde? Som Obama åbenlyst har sagt, så tror han ikke på amerikansk exceptionalisme eller godhed. Som professorerne, de fleste af medierne og fremførerne af populær kultur, tror han, at Amerika altid er den skyldige, motiverne er altid suspekte, og landets fjender er altid ofre for landets aggression. Han er blevet overbevist om at Amerika har begået racistiske, kolonialistiske, imperialistiske forbrydelser mod verden, og fortsætter med at være drevet af grådighed og begær efter at dominere andre.

For enhver som tror på dette fantasifulde melodrama, hvorfor skulle vedkommende da give sin kærlighed og troskab til sådan en global skurk? Burde han ikke snarere undskylde for fortidens synder, og forsone sig med de, hvis vold mod os blot er en retfærdig tilbagebetaling for vor egen aggression?

Også på dette område ligner Amerika England i 30’erne. I 1933 sagde Winston Churchill, “Vore vanskeligheder stammer fra følelsen af et utilgivelig selvpineri som vi er blevet ført frem til af en magtfuld del af vore egne intellektuelle. De stammer fra accepten af defaitistiske doktriner hos en stor del af vore politikere. Men hvad har de at tilbyde udover en sløret internationalisme, en foragtelig materialisme, og løftet om det umulige Utopia?”

Lyder det ikke lige præcis som nogen vi kender?

About Bruce Thornton
http://frontpagemag.com/2011/10/13/obama-tried-to-apologize-for-hiroshima-and-nagasaki/2/

2 kommentarer:

  1. Hvis man ikke forstår hvorfor USA brugte Atomvåben mod Japan så forstår man ikke hvordan man slutter en krig mod et fanatisk folk!

    Fanatikerne slås til sidste mand og kun overvældende magt kan få dem til at stoppe.

    SvarSlet
  2. Man kan så glæde sig over at siden 2. Verdenskrig er der så at sige ingen fanatikere mere, ikke sandt? Eller har jeg en helt forkert opfattelse af Fredens Religion.

    SvarSlet