Mormon kritisk musical hyldes - muslimsk kritisk film forhånes

Hillary roste Broadways ‘Mormons Bog,’ fordømmer Innocence of Muslims

Jack Cashill

Torsdag sidste uge kalde Udenrigsminister Hillary Clinton videoprojektet Innocence of Muslims, den som måske har eller måske ikke har provokeret til optøjer over hele verden, for “afskyelig og forkastelig.”

Skønt Clinton næppe kunne have set mere end en 13 minutters trailer af videoen, fordømte hun den helt betingelsesløst med disse udtalelser: “Lad mig være klar i mælet - og jeg håber det er helt åbenbart - United States regeringen har intet med denne video at gøre. Vi forkaster så absolut dens indhold og budskab.”

Man kunne tro, at Clinton kunne have haft en lignende reaktion på en musicalkomedie ved navn The Book of Mormon, en satirisk, skandaløs skidtspands udfald mod Mormon religionen.

Her følger en af showets tekster - denne fra sangen “Den helt igennem amerikanske Profet.”  

You all know the Bible                              I kender alle Bibelen
Is made of Testaments old and new.         Den består af gamle som nye Testamenter, 
You've been told it's just those two parts, Du har fået at vide der er kun de to dele,
Or only one, if you're a Jew.                     Eller kun een, hvis du er jøde.
But what if I were to tell you                     Men hvad hvis jeg fortæller dig
There's a FRESH third part out there?     Der er en dugfrisk tredje del derude?
That was found by a HIP new prophet      Den blev fundet af en  MODERNE ny profet
Who had a little...                                      Som havde en lille smule....
Donny Osmond flair.                                 Donny Osmond udstråling.

Tilsyneladende har Udenrigsminister Clinton fleksible standarder. Associated Press rapporterede straks efter The Book of Mormon havde haft premiere, at “showet er blevet hilst, ikke af protester, men henrykkende anmeldelser og stående ovationer fra publikum der har omfattet berømtheder så forskellige som Udenrigsminister Hillary Rodham Clinton, skuespiller Jack Nicholson og komponisten Stepehn Sondheim.” Faktisk er showet blevet et kæmpehit på Broadway igennem to sæsoner, og har vundet ni Tony Award hen ad vejen.

Sandt nok, da showet havde premiere i 2011, blev medierne chokeret. NPR kaldte den “blasfemisk.” The Washington Post kaldet den “giftig.” The New York Times kaldte den “mere beskidt i mundtøjet end David Mamet på slap line.”

Men medierne holdt ikke inde her - slet, slet ikke. I konteksten kaldte NPR The Book of Mormon, “blasfemisk, latterfrembringende og på besynderlig vis kær.” The Post kaldte showet “en af de mest glædesfrembringende giftige frembringelser Broadway har ladet folde ud i årevis.” Og the Times kaldte den. beskidt i mundtøjet eller ej, “en nyfødt, gammeldags, musical der bringer glæde.”

Skønt nogen sandsynligvis fandt The Book of Mormon lige så “krænkende og forkastelig og afskyvækkende, som Det Hvide Hus’ talsmand Jay Carney fandt Innocence of Muslims, så valgte Obama administrationen ikke af tage afstand fra den. Jeg har heller ikke kunne finde nogen protester fra Carney da hans tidliger arbejdsgiver Time Magazine, roste The Book of Mormon, som “frisk og underholdende, og god nok til at selv den meste sure kritiker vil lade den komme på Top 10 listen.”

Det Hvide Hus bad helt sikker ikke Eugene O’Neill Theater om “at genoverveje” om The Book of Mormon “krænker deres betingelser for opførelser,” da man bad Google om at genoverveje traileren til Innocence of Muslims.

Det Hvide Hus bad heller ikke FBI om at interviewe enhver med forbindelse til showet fra scenearbejderne til producerne, som man har gjort med Innocence of Muslims. “Vi kan ikke og vil ikke kvæle ytringsfriheden i dette land,” sagde Jay Carney. “Det er et fundamentalt princip i denne nation.” Den floskel skulle berolige de mennesker der nu bliver ristet af FBI.

Medierne selv er blevet nærmest omend endnu mere komisk hykleriske om Innocence of Muslims end Det Hvide Hus. Da Washington Post anmelderen Ann Hornaday kaldte filmen “ondskabsfuld,” standsede hun med det. Den var ikke kun “ondskabsfuld, men.” Den var bare ondskabsfuld.

Hornaday kæmpede så for at fornuftiggøre sin foragt for dens producere. “Mængden af lavpandede scener og elendig dialog der udstilles,” konkluderede hun, “ligner mere en primitiv kynisk propagandareklame end det er smagsprøver fra en film.” Det er helt sandt, men venstrefløjens åbenlyse had mod dette projekt har kun lidt at gøre med dens, indrømmet, skrækkelige produktionsniveau.   

The Huffington Post, hvis anmelder “bad for” at The Book of Mormon måtte blive “et kæmpehit og føre til flere originale shows som det,”  førte nu an for at udstille ‘synderne’ bag The Innocence of Muslims. Publikationen har haft banneroverskrifter der lyder “Innocence og Muslims Filmskaberen er Identificeret af Ordensmagten” og “Innocence of Muslims er optaget i Hollywood, tilladelse til filmen knyttet sammen med Kristen Velgørenhed.” Hvis FBI bad redaktørerne  om at uddele høtyve og offentliggøre et kort over filmskaberens bopæl, så ville de sandsynligvis have indvilget.

Svaret fra medierne og Obama administrationen ville ikke have overrasket Christopher Hitchens Hitchens opdagede den moralske tomhed hos sine kolleger på venstrefløjen da han arbejdede for at beskytte sin ven Salman Rushdie. Rushdie en provestlig progressiv provokerede til en virkelig alvorlig dødstrussel fra Irans mullaher for sin fine bog De Sataniske Vers.  

I sine erindringer, Hitch-22, omtaler Hitchens sin forbavselse over at finde den “postmoderne venstrefløj i samme liga med politisk Islam.” Han citerer den ene prominente venstreorienterede efter den anden der forkaster Rushdie fordi han har forstyrret status quo.

Hans venstreorienteredes venners moralske kujoneri gjorde ham omtrent lige så nedtrykt som synet af folkemængderne i britiske byer der kræver ikke kun “mindre frihed,” men også “ødelæggelse af en forfatters værk og endog om at tage forfatterens liv.”

Hitchens kom til at forstå, at for venstrefløjen havde nærtagetheden overfor Islam meget mindre at gøre med respekt for religion end den er bange for at fornærme sine allierede i den post-koloniale anti-amerikanisme. “Understrømmen af plage og formodet moral og racemæssig afpresning” paralyserede dem. Med Rushdies status som en af ‘deres egne’ da kunne venstreorienterede ikke lige netop kræve hans hoved.

  

Men producenterne af Innocence of Muslims nyder ikke en sådan nåde. Hvis de kan blive knyttet sammen med “Kristen Barmhjertighed, selv i en egyptisk udgave da vil folkene på Huffington Post føre an i lynch pøblen.

Som modsætning har Mormon svaret på Broadway showet der profanerer deres tro været eksemplarisk. Kirkens ældste har sagt at “musicalen muligvis vil kunne underholde publikum en aften, men Mormons Bog, skriften, vil frelse dit liv.” Individuelle mormoner har stået i kø på gaden foran teatret -- ikke i protest, men for at uddele kopier af den faktiske Mormons Bog.

Ifølge TPM en venstreorienteret blog har Mitt Romney været “et ekko af Det Hvide Hus’ holdning til Innocence of Muslims. “Ideen om at benytte noget som nogle mennesker betragter som helligt og derpå udstille det på negativ vis er ganske enkelt upassende og forkert,” sagde Romney. “Og jeg ville ønske menneske ville undlade at gøre det.” Men det er vel knap et ekko. At ønske at mennesker vil holde inde er ikke helt det samme som at sætte FBI ind på sagen.

Dog er den virkelige forskel mellem Romneys reaktion og Det Hvide Hus’ helt sikkert forskellen mellem hans og Hillarys, den at han kunne og ville have kunnet sige det samme om The Book of Mormon.

http://www.americanthinker.com/2012/09/hillary_cheered_broadways_book_of_mormon_condemns_innocence_of_muslims.html#ixzz26i7AjQvI