Amerikas sidste frie valg - Del 9 - Rigsretssag

Amerikas sidste frie valg -   Del 9 - Rigsretssag

Wes Vernon

(Se Del 1. Her. Del 2. Her. Del 3. Her. Del 4 Her. Del 5 Her. Del 6. Her. Del 7. Her. Del 8 Her)

Hvorfor der burde indledes en Rigsretssag mod Obama (som sandsynligvis ikke sker)

Præsident Barack Obama husker han i sine college dag “var tiltrukket” af Marxistiske professorer. At dømme efter den måde han regerer, så kan det se ud til det var de eneste professorer han konsulterede. Dert ville ikke være nogen overraskelse hvis vor da fremtidige præsident  hen ad vejen havde en dybdeborende diskussion med nu afdøde Howard Zinn, nu afsløret som værende ement i et FBI rapport der indgående beskriver hans langvarige medlemsskab af Communist Party USA (CPUSA).

Zinn's skriverier - der stadig bruges meget i vore skattebetalte skoler og universiteter - spreder det budskab til vore unge, at Amerika er og har været en hadfyldt og uretfærdig nation gennem hele historien. (Eksempel: Hr. Zinn har skrevet at hele Civil War (Borgerkrigen) var et kneb fra begge parters side for at aflede opmærksomheden fra det glorværdige folks revolutions, som var lige på nippet til at have succes i deres bestræbelser for at styrte det kapitalistiske samfund).

Over 150 år senere

Nuvel det tog vore langtsomt opfattende dummernikker 150 år at begribe det helt åbenbare fup i 1860’erne og at fjerne slaveriet, men nu endelig mange generationer senere er vi ved at fatte vore forfædres tåbelighed. Men der er stadig håb for revolutionen her tidligt i det 21. århundrede. Vær ikke bekymret, fordi det at ride ind på hvide heste som frelsere var det samme som at få en administration bemanddet med mennesker i nøglestillinger - herunder formanden - hvis forkærligheder for kommunister og kommunistiske frontorganisationer har udstyret dem med en tankegang der kun har foragt til overs for U.S. Forfatningen.

Faktisk har den nuværende præsident for United States sagt at han mener vor Forfatning er ude af takt, umoderne, fejlfyldt fordi den lægger alt for megen vægt på at hæmme, tøjle den almægtige regerings magt med hensyn til hvad den ikke kan gøre ved folket og vidunderlig lidt opmærksomhed på hvad den kan gøre for det formodede bourgeoisie.

Stands her: Det er hele humlen. En regering der hævder at de gør noget for folket er ofte i virkeligheden ved at gøre noget forkert ved folket. (Tænk Obamacare).

Således er ‘systemet’: Den Marxistisk inspirerede “liberalisme” bønfalder om - giv mig mere magt og jeg til i tilgift give dig noget, og jeg vil finde på noget “nyt” til hvert valg. Det er det ældste trick i politik. Indfør dette og så lidt efter lidt er det Den Store Regering der bestemmer hvilke lyskilder du må bruge, hvilken bil du må køre i, hvilken mad du mås pise, og hvilken rumtemperatur du skal have. Og det er blot en begyndelse. Når du kommer så langt, så kan det ende med at du må se dig over skulderen for “Hvad bliver det næste” regeringen finder på.

Det er ingen overdrivelse

Nej det er ingen overdrivelse. Det sker. Her fornylig refererede en tidligere indbygger i et Warszawa pagt land - som i næsten et halvt århundrede havde været under vor “ædle allierede” Sovjetunionens hæl - til Obamaadministrationens ulovlige edikter, og sagde da han var i en lufthavn ved siden af en amerikaner, “Jeg har set alt dette førhen.”

Overvej hvad der foregår og læg så dertil:

Præsidenten ignorerer den kendsgerning at vi har tre regeringsmyndigheder. Han ser stort på den del af Forfatningen der gør det krystalklart, at han ikke må styre som en monark. Han kan foreslå lovgivning for Kongressen. Men Kongressen kan handle (eller lade være) over for hans forslag. Det er det vi kalder lovgivning, hr. præsident. Det er derfor lovgivere er ansat af os.

Og hvis de ikke udfører deres job så kan vi afskedige dem, ligesom nogle af os håber at gøre med dig i næste måned, når din kontrakt udløber. Og forresten hvis du ikke er enig i de love som juristerne sender dig, så behøver du ikke underskrive dem. Du kan nedlægge veto, og så skal de mønstre et to tredjedels flertal for at ophæve din veto. Nogle af os mener at det i sig selv udstyrer dig med en betragtelig myndighed. Det er du vel ikke tilfreds med? Undskyld, men så må du drage til de 57 mellemøstlige og islamiske lande du engang forvekslede med vore 50 stater og så søge magten der. Der er masser af bananrepublikker i verden, hr. præsident. Du behøver ikke blive her og knægte vor Forfatning.

(Aldrig nogensinde troede jeg det ville være nødvendigt at skære ud i pap det som i en tidligere tid var børnelærdom, men i Obamas tid, er amerikansk historie blevet Marxistisk indoktrinering i klasseværelserne i hans “57 stater.”).

Hvad motiverer?

Præsident Obama kan muligvis være ikke vidende om nogle grundlæggende ting, men manden er ikke dum. Hvis vore formodninger om det er korrekt, så er han en af to ting: Smertelig glemsom med hensyn til hvordan vor regering arbejder eller (vi hader denne mulighed) krænker han bevidst vore love og Forfatning for at bringe sit land på knæ - sætte os på plads. Han udfører et godt stykke arbejde med at maskere dette. Men hans holdning kan være resultatet af prædikenerne af Howard Zinn og Karl Marx.

Læg alt dette sammen

Hvis Kongressen nægter at handle i overensstemmelse med vor nuværende præsidents ønsker, så fortsætter han alligevel ved en overordnet ordre oprette et direktivkontor, krævende en ‘udpint’ fortolkning af loven, eller hvad der nu tjener ham bedst. Det er altså lovgivning fra Det Hvide Hus. Under Forfatningen er det ikke tilladt hr. præsident.

“Vi kan ikke vente” på at Kongressen handler, intonerer den mand, hvis forståelse af sin rette myndighed langt overgår den engelske forståelse med hensyn til lov og Forfatning. Hr. præsident, vi er en nation af love, og vedtagelsen af lovgivning ved Kongressen er en forudsætning.

Da Kongressen forkastede præsident Obamas forslag om at lave en mulighed med medborgerskab for nogle der er indvandret ulovligt (den såkaldte Dream Act) gik han uden om lovgiverne og udstedte en overordnet ordre. Dette er ulovligt og ikke ifølge Forfatningen.

Senere uden nogen bemyndigelse fra den lovgivende gren gav hr. Obama ordre til Grænsepolitipatruljer om at løslade enhver ulovlig indvandrer de standser udover de med en kriminel fortid som gør at de er en trussel mod andres liv. Hvis præsidenten ikke kan lide en lov er hans løsning at gå udenom den ved tvang. Ved at gøre således krænker han loven. Punktum.

Det samme mønster følges i administrationens benægtelse af at håndhve Defense of Marriage Act, og nogle forordninger ved No Child Left Behind loven.

Da selv Pelosi Kongressen forkastede hans Cap and Trade lovgivning (mod Pelosis ordre), gav Obama EPA (miljøagenturet) en meget vidt og meget vid fortolkning af loven der blev vedtaget for 42 år siden og begyndte alligevel af implementere Cap and Trade. Dette er den lov som Den Kære Leder lovede ville gøre at din elektricitetsregning “nødvendigvis ville gå kraftigt i vejret” på grund af hans krig mod kul.

Men du fik intet at vide vel? Medlemmer af Kongresse godkendte ikke dette og gik i færd med at at forklare folkene derhjemme, hvorfor de ikke ville give tillade at el-regningerne “nødvendigvis røg i vejret.”  Derfor forkastede de Cap and Trade. Det ville dog ikke hindre hr. Obama. For ham er Kongressen blot noget udsmykning, en flueklat, eller en potteplante. Det er i strid med Forfatningen hr. præsident.

Fast and Furious undersøgelsen havde fokus på Justistsministeriets beslutning om at gå ind i handel med våben over den mexikanske grænse. De våben endt i narkokartellernes hænder - og resulterede i mordene på tusinder af mexikanere og også en af vore egne forbundsagenter.

Det samme mønster med hensynsløs mangel på respekt for amerikaneres liv udspiller sig lige nu i Libyen, hvor vor diplomatiske missioni Benghazi blev angrebet da vor ambassadør og tre andre amerikanere blev myrdet.

Nogen i Det Hvide Hus har tilsyneladende beordret deres talsmænd (Det Hvide Hus pressesekretær Jay Carney og FN ambassadør Susan Rice) til at lyve for det amerikanske folk og give skylden for volden på en meget lidt kendt anti-islam film produceret i USA. Faktisk stod præsidenten frem for FN, og spredte den fortælling foran hele verden. Dette var et godt stykke tid efter at vor regering kendte til de cirka 24 timer efter begivenheden at gerningsmændende faktisk var organiserede terrorister, hvis mål var at dræbe amerikanere.

Som Frank Gaffney, Præsident for Center of Security Policy anklagede så var den massive søgen at skjule og bedrage for “at sløre administrationens egen fejlfyldte sikkerhedsprocedurer, nemlig den slet skjulte benægtelse af at erkende den virkelighed at Amerika er i krig med en fjender s0m man ikke har villet sætte navn på, ikke har formået at imødegå, og faktisk opmuntrer.” Det er forræderi så det basker.

Udenrigsminister Hillary Clintons svar er at holde fast ved “et gammeldags pres og hån” af terroristerne for at få dem til at holde inde med deres onde gerninger. Det er selvfølgelig nærmest som at gå fremad med en gåsefjer som våben og så lade som om man skræmmer fjenden med kampråbet, “Så tag dog hensyn hr!”

Faktisk ignorerede administrationen tidligere advarsler om at den diplomatiske mission var i fare for et terrorangreb mod faciliteter og at sikkerheden ikke var i orden. De nu åbne dagbøger af ambassadør Christopher Stevens afspejlede hans frygt for at han og hans stab var sårbare overfor angreb.

Hvad gør vi så?

                                                           

Sent sidste måned spurgte jeg Husets Juridiske formand Lamar Smith (Rep. Texas) om hans panel ville kunne overveje artiklerne om en rigsretssag mod en præsident der uden for loven har tilegnet sig magtbeføjelser der ikke tilhører ham, og intimiderer den dømmende myndighed (som han med succes fik gjort forud for Højesterets afgørelse til fordel for Obamacare). Efter selv den allermest bøjelige standard er præsident Obama skyldig i krænkelser mod forfatningen og derfor en rigsretssag. Så hvorfor studerer House Judiciary Committee så dog blot muligheden af en sådan?

Formand Smith mindede om rigsretssagen mod præsident Bill Clinton sent i 90’erne. Det Hus der gik i gang førte imidlertid til en frifindelse af Senatet uden hensyntagen til Clintons falske vidneforklaring (for hvilken han kunne være kommet bag tremmer) og de ganske troværdige påstande om at han havde begået voldtægt.

Med hensyn til Obama, “mener jeg vi er afhængige af vælgerne til at tage sig af det her til november” tilføjede formanden - en kommentar der medførte et heftigt bifald fra tilhørerne ved

Accuracy in Media conference, hvor kongresmedlemmet Smith talte.

Præcedens?

Der er faktisk ikke særlig megen mod ved efter at rejse rigsretssag mod præsident Obama uanset om vælgerne ved stemmeurnerne “sørger for det.”

Jeg erindrer at i oktober 1972, blev præsident Richard Nixon kørt gennem vridemaskinen hver dag i Washington Post med serieafsløringer i Watergate Skandalen. Hr. Nixon vandt ikke desto mindre valget det år og meget stort. Dog kunne han i sidste ende være blevet dømt af Senatet om han ikke valgte at gå af.

Forskellene?

Dagen før amerikanerne skulle stemme ved 72 valget talte afdøde Hale Boggs, en topleder i Huset, til sine kolleger i Capitol garderoben om at rejse rigsretssag mod den daværende præsident når valget var forbi. At Nixon vandt afholdt ikke det demokratiske flertal i dette. Den 37. præsident blev gjort grydeklar.

Hvad er så forskellen mellem dengang og nu? Det kræver ingen forudviden at bemærke at medierne havde været efter Nixons skalp lige siden 40’erne da han spillede en stor rolle i afsløringen af Alger Hiss som den forræder Hiss var.

Dagens medier er endog endnu længere ude på venstrefløjen end Washington skribenterne der tidligt i 70’erne. Hvis Washington ulvekoblet kan drive Nixon ud af embedet i 70’erne og svine enhver der forsøger at rejse rigsretssag mod Clinton i 90’erne, hvad siger de så dig?  

Nuvel - såmænd - du skulle vel ikke formode at der er nogen forbindelse med den kendsgerning af Clinton - og for den sags skyld, Obama - er Demorkater, hvor Nixon var Republikaner?

Det er sådan set det jeg mener i denne klumme, ikke sandt? Hvis Præsident Obama kan slippe afsted med de mest ækle direkte krænkelser af sin embedsed før næste måneds valg, kan vi da stole på ham om han før endnu fire år og ikke behøver frygte vælgerne længere. Fire år.

Åh javist. Det minder dig på en måde om dengang tidligere Senator Bob Bennett (Rep.-Utak) - da han blev spurgt om denne “verdens ypperste rådgivende råd” ville gøre indgreb overfor (noget relativ ukontroversiel lovgivning) - svarede at de hele afhang af om medierne “vil give os lov.”

De historier er sandsynligvis allerede blevet skrevet: De onde racister vil bare ikke lade den første sorte præsident regere. Wes Vernon

http://www.renewamerica.com/columns/vernon/121001