Blødt mod hårdt i kriminalitetsbekæmpelse?

Om at huske en bekriger af kriminalitet

Thomas Sowell             

Der er utvivlsomt mange mennesker der er i live i dag på grund af James Q Wilson, der døde forleden. Han var ikke læge eller videnskabsforsker i medicin, han var heller ikke brandmand og hos Kystvagten der redder mennesker fra farefulde situationer.

James Q. Wilson var en lærd der studerede kriminalitet. Han reddede liv på grund af sine dybdeborende analyser af forbrydelsen og kriminallovenes virkning, afviste andre intellektuelles teorier, der havde medført, at dommere og lovgivere var mindre ‘straffende’ over for kriminelle -- og som førte til at kriminalitetsraten røg i vejret, herunder også mord.

Før 1960 havde mordraterne i USA  været på vej ned ad i årtier. Det absolutte antal af mord faldt, samtidig med at befolkningstallet steg med millioner. Trods det at der kom to nye stater til - Hawaii og Alaska - i 1960 var antallet af mord i de 50 stater mindre end det havde været i 48 stater 30 år tidligere.

Antallet af mord i 1960 var knap halvdelen af hvad den havde været i 1934.

Se det var ikke godt nok for intelligentsiaen, med deres teoirer om hvordan man “løser” vore “problemer.” Først og fremmest påstod de, at vi måtte holde op med at have fokus på straf og gå direkte til “årsagerne, roden” af forbrydelser. Med andre ord, vi måtte bare løse de kriminelles problemer, for at løse problemet med kriminalitet.

Denne holdning var ikke ny i 1960’erne. Faktisk gik den helt tilbage til det 18.århundrede. Men hvad der var nyt i 1960’erne var den udbredte accept af sådanne holdninger i lovsystemet, herunder Højesteret i USA.

Korstoget mod afstraffelse, og det især dødsstraf spredtes gennem alle tre dele af forbundsregeringen, og også ind i statsregeringerne. Selv en morder, pågrebet midt i handlingen havde så mange nye “rettigheder” skabt ud af den tynde luft af dommere, at en henrettelse af ham, ville kræve et årti eller mere ekstra lovgivning, selv efter han var blevet dømt skyldig.

Det mest kendte produkt af denne 1960 revolution vedrørende kriminallovgivning var den berømte Miranda advarsel, “Du har ret til at forblive tavs,” etc. Det er som om vi er i færd med en eller anden sportskonkurrence med den kriminelle, og skal give ham en chance for at gentage voldtægten, selvom han er skyldig.

 

I kølvandet på denne revolution i kriminallovgivning fremmet af akademiernes intelligentsia og af medier, vendte den ellers langvarige tendens med fald i antallet af mord.

I 1974 var mordraten dobbelt så stor som den var i 1961. Mellem 1960 og 1976 var en borgers chancer for at blive offer for en større voldsforbrydelse tredoblet. Det gjaldt også mordet på politibetjente.

Mennesker der er dygtige til at formulere sig søgte på alle mulige måder at benægte den utvetydige kendsgerning at de ‘nymodens’ udviklinger i kriminallove var på katastrofal vis skadelige. Det var da James Q Wilson skriverier om forbrydelser dukkede op på scenen, og skar igennem alle de ‘smarte’ undtagelser med hårde kendsgerninger og hård logik.

Ideen om at forbrydelser er resultatet af fattigdom, eller kan begrænses ved at udligne fattigdom skød professor Wilson ned ved at påpege at “kriminalitet steg hurtigst i dette land, på en tid hvor antallet af personer der lever i fattigdom eller elendighed var på vej ned.” Han sagde, “Jeg mangler endnu at se en “hovedårsag” eller at møde et regeringsprogram der med succes har givet sig i kast med det.”

Wilson antog heller ikke argumentet om at arbejdsløshed drev mennesker til kriminalitet eller velfærd.  Han bemærkede at “arbejdsstyrken var på sit højeste på samme tid som antallet af de som modtog velfærd.” Heller ikke minoriteterne var frosset ude af økonomien. I 1969, “var raten for ikke-hvide arbejdsløse faldet til 6,5%” påpegede han.

Ved på systematisk vis at konfrontere de herskende holdninger og retorik med kendsgerninger der ikke kan benægtes begyndte James Q. Wilson at slide de herskende sociale dogmer fra de intellektuelle som stod bag de ikke gavnlige virkninger i lov og i samfundet, ned. Det var næsten ligesom vand der slider på en klippe - langsomt som uundgåeligt.

Den sunde fornuft der engang havde skabt og fastholdt en nedgang i kriminalitetsraterne begyndte af dukke op igen, forskellige steder i domssystemet og vandt undertiden. Mordraterne begyndte igen af falde. James Q. Wilson var frontkæmperen i dette salg. Han sagde: “Vi har ikke spøgt med de onde.”

I dag er der er ingen måde, hvorpå nogen af os kan vide om vi er i live grundet hans arbejde. Men vi skylder ham alle en vis portion taknemmelighed.

http://frontpagemag.com/2012/03/06/remembering-a-warrior/2/