Debatter og vælgertække

Joe Biden skaber historie

           
Paul Kengor        

Selvom det måske ikke var lige det der var hans hensigt - vil det få legenden om Paul Ryan til at rodfæste sig.        
                    
Joe Biden's atituder, gestus mod Paul Ryan har det taget et par dage at konsumere.

Som en begyndelse, forsøg at være Paul Ryan sidste tirsdag: En ung politiker i det glohede sæde, verdens øjne hvilende på ham mens han forsøger at komme med omhyggelige og præcise udtalelser i et meget intenst miljø, samtidig med, bogstaveligt talt hvert eneste minut - Biden afbrød Ryan, 80+ gange, - hans modstander smågriner, grynter, smisker ukontrollabelt, slår ud med armene og alt i alt opfører sig som et møgforkælet barn. Jeg spørger nu læserne: Ville du kunne have holdt ud som Paul Ryan gjorde? Når man tager i betragtning hvad Paul Ryan var oppe imod så var hans præstation fremragende. Den var ekstraordinær. Alene indstillingen. Ryan vandt med hænderne bundet på ryggen.

Med hensyn til Joe Biden, så var hans mangel på respekt af historiske proportioner. Enhver udover den allermest blinde Demokrat samtykker i at manden var nederdrægtig. Kun virkelig, og jeg mener virkelig vrede liberale, og jovist der er mange, - holdt af det Biden gjorde.

“Jeg mener ikke jeg nogensinde har set en debat, hvor den ene kandidat viste så åbenlys mangel på respekt, og så åbenlyst nedladende,” observede en forbløffet Chris Wallace, en veteranjournalist der har fulgt med i hver præsident- og vicepræsidentdebat siden Kennedey versus Nixon i 1960.

 

Wallaces observation får dette frem i min erindring: Jeg kan ikke lade være med at tænke på de historiske dimensioner af det som skete sidste tirsdag aften. Overvej følgende fra både Joe Bidens og Paul Ryans perspektiv:

Forestil dig Ryan, hvis han en dag bliver ikke kun vicepræsident, men præsident. Forestil dig denne ung mand tidligt i 40’erne blive et dominerende ansigt på den amerikanske scene i de næste 40 år.  Forestil dig så Paul Ryan, lad os sige 80+, der trækker sig fra det offentlige liv, efter en lang hæderværdig karriere. Hvis det finder sted, så vil verden se tilbage på den stund med Joe Biden som værende historisk. Biden-Ryan billedet vil blive vist igen og igen, sendt  igen og igen, på TV, på nettet, museer måske endda i præsidentbiblioteker: Den ungdommelige politisk grønne Ryan versus den nedladende, forhånende, væmmelige senior modpol, men en Ryan der roligt bevarer værdigheden. De som ser videoen, lad os sige f.eks. 2052, født efter 2012 debatten, vil se på den unge Ryan og smile i værdsættelse, og vil se på Joe Biden og sige, “Hvem er den nar?” Hold da op hvor er han led! Hvad er der galt med ham?” 

 

Mens jeg søger efter historiske paralleller følger så to analogier:

I juli 1959 var en ung Richard Nixon, vicepræsident for United States det uheldige offer for en debat med en gammel, skaldet bombastisk, skiderik ved navn Nikita Khruschev. De to gik til den med ildhu, med Khruschev der opførte sig som en idiot, og kun kunne glæde de mest hårdhjertede kommunister, og med en Nixon, så mange år yngre, der forsøgte sig med gennemtænkte argumenter samtidig med at der hele tiden blev råbt til ham - men dog holdt han stand ved sin egen taktik.

“Aldrig før er statsoverhoved blevet mødt med med en tirade af ord på fire bogstaver,” sagde Nixon efter det første møde med Khrushcev. “Hans ondsindethed ...havde været et chok. Da Gud skabte Khruschev (noget denne ville benægte), så brugte han noget andet ler.”

Hvis Paul Ryan vokser til det niveau som Richard Nixon havde, så vil vi tænke på hans debat med Biden som vi gør med Nixons konfrontation med Khruschev - noget som gjorde han trådte i karakter. Oveni i det vil Ryan ikke bryde sammen og miste besindelsen som Nixon,fordi Ryan er meget mere en folkets mand, og har en større karakter og integritet. Trods Venstrefløjens aldrig ophørende forsøg på at dæmonisere Paul Ryan, vil de fleste amerikanere kunne lide ham -- hvilket fører mig til min anden analogi, Ronald Reagan. 

 

Oktober 1947 stod en ung, grøn Roanld Reagan foran House Committe on Un-American Activities. Skuepsilleren var præsident for Filmskuespillernes Fagforening. Hans ungdom var ikke ubemærket i Newsweek, der sagde at den blonde og rødmossede Reagan lignede en stor knægt så meget, at da han stod i værelset for at tale blev dette fyldt med “ah- og åh,” især fra forsamlingen af stjernebesatte piger der var kommet for at beglo ham.  

Både fra højre- som venstre side var Reagans vidnesbyrd bedømt som værende modent. Han blev først udspurgt af Robert Stripling, komiteens barske chefafhører, og så af formand J. Parnell Thomas. Andre medlemmer af komitten fik også lejlighed til at stille spørgsmål, herunder ironisk nok det unge kongresmedlem Richard Nixon. (Kun en tåbe der så den høring ville have forudset at de to mennesker en dag ville blive præsidenter).

Reagan klarer sig aldeles udmærket under lysene, kameraerne og det intense pres. Faktisk samtykkede formand Thomas umiddelbart efter Reagans afslutning med: “Det er vi enige i. Mange tak.” I den anden ende af spektret, blandt liberale, døbte James Loeb, fra Americans for Democratic Action (ADA) Reagans vidnesudsagn “ud fra alle betragtninger, det mest ærlige og oprigtige,” og han sagde han var “virkelig fremragende.” Loeb kaldte Reagan “helten” ved Washington høringerne. 

 

Dette var også et afgørende punkt i Reagans politiske fremkomst. Vi ser billedet i enhver dokumentar om Reagan - som vil se Paul Ryans kamp med Joe Biden.

Og hvad med Joe Biden? Hvordan vil dette være med til at fuldstændiggøre det historiske indtryk af ham?

Hvis Barack Obama taber præsidentvalget vil dette være Bidens svanesang og ganske så passende. Her på American Spectator, sidste onsdag skrev jeg en artikel "Old Smirkin' Joe." Jeg beskrev det Biden benyttede sidste trisdag. Jeg bemærkede hvordan Biden i februar 1981 havde latterliggjort en usædvanlig god mand Dommer Bill Clark, der blev Reagans nærmeste rådigver. (se denne på synopsis) Det var ingen ny taktik for Biden. Han orkestrerede det samme nummer mod typer som Ed Meese og Clarence Thomas (blandt så mange andre).

Det som blev afsløret til fuldkommenhed ved Bidens typiske rå angreb mod Paul Ryan er at endelig, langt om længe, så enorme antal amerikanere det. Joe Biden skabte historie.

Og mens han gjorde det fik millioner af amerikanere en forsmag på, hvad denne mand har gjort ved modstandere i årtier, ja i over 30 år. Jeg hører mediekommentatorer der pludrer om at Biden er en “rar fyr” der uden tvivl lader sig forføre af sine følelser, sin teateroptræden. Sandheden er at en gennemført rar fyr ikke ville gøre, hvad Biden gjorde mod Bill Clark, Ed Meese, Clarence Thomas og nu Paul Ryan.

Sidste uges optræden vil komme i historiebøgerne om den gamle Old Smirking Joe. Den vil blive husket ikke kun i Bidens eftermæle, men også i Paul Ryans. Og som dommen i tirsdagens debat er så er det Paul Ryan der i sidste ende vil blive husket i det gunstigste lys.

          
   
Paul Kengor is professor of political science and executive director of The Center for Vision & Values at Grove City College. He is author of the new book The Communist: Frank Marshall Davis, The Untold Story of Barack Obama’s Mentor. His other books include The Crusader: Ronald Reagan and the Fall of Communism and Dupes: How America’s Adversaries Have Manipulated Progressives for a Century.

http://spectator.org/archives/2012/10/15/joe-biden-makes-history/