Hvad man ikke bør være iført: Præsidentudgaven.
Cindy Simpson
Samtidig med jeg fik ordnet mit hår læste jeg på min iPad og denne friske overskrift på The Blaze: “Morgenværten Joes panel spørger faktisk om vi kan stole på Mitt Romney hvis han ‘farver sit hår.’”
Gæst
i panelet for MSNBC, Donnie Deutsch spurgte: “Ønsker du en præsident
for United States der farver sit hår?” og erklærede yderligere: “Jeg
mener at gennemsnitsamerikaneren ville miste tilliden til en mand dersom
han farver sit hår.”
Forestillingen
om at det at farve hår og troværdighed er knyttet sammen slog mig med
forbavselse langt mere end de ammoniakdampe der var i frisørsalonen. Jeg
så mig rundt i salonen, ville hun eller ville hen der der reagere som
Deutsch hævdede? Hvem kunne dog vide, at det gamle Clairol slogan havde
brug for en bekræftelse (ifølge Deutsch): “kun hans/hendes frisør ved
det med sikkerhed ..om han eller hun er troværdig.”
Deutsch
var indigneret over at “vi aldrig har stillet det spørgsmål. Hvorfor er
der ingen der gør det?” Måske nogle fra JournoLists der gennemgik Sarah
Palins affaldspande kunne lede efter nogle tomme farvetuber i Romneys
affaldsspande eller interviewe nogle af hans tidligere frisører så der
kan findes noget der virkelig vil ryste valget. Eller ikke.
Derpå
besøgte jeg så bloggen af en af mine mest troværdige klummeskribenter
den vise og tapre Diana West, for at finde at hun stiller dette mod(e)spørgsmål
samme dag: “Spørg dig selv, hvad der er farligst for republikken: a) At
den første nye præsident efter 9/11 er iført en fingerring med Shadada
indskripten; b) eller at medierne ikke spørger hvorfor.”
West
henviste til en ring som Obama bærer, tilsyneladende regelmæssigt (i
det mindste siden sine college dag ved Occidental) på sin venstre
ringfinger. Den samme ring, modtog han tilsyneladende ved
bryllupsceremonien med Michelle. Det er en usædvanlig ring, der har
indskriften af første del af den Islamiske Shada, ifølge en historie på WND der citerer eksperter, der undersøgte nærbilleder.
Shahada,
den første af de fem søjler i Islam er proklamationen af den islamiske
tro. Den offentlige recitation af Shadada der indledes med “Der er ingen
Gud udover Allah” er det som formelt betyder man er muslim.
Hvorfor en kristen præsident for United States skulle bære en sådan ring hver dag i de sidste 30 eller deromkring år burde være “troværdigheds” modespørgsmålet ved dette valg. West observerede at “medierne - de førende, de laveste, de som glider med strømmen uden at padle -- VIL IKKE RAPPORTERE OM DENNE KENDSGERNING. Det ville nemlige kræve af dem at de stiller præsidenten et spørgsmål de ikke ønsker, nemlig: Hvorfor?”
Tilbage i 2009 i en artikel om Obamas ægteskab bemærkede The New York Times’s Jodi Cantor at Obamas vielsesring var et “indviklet gulddesign fra Indonesien,” men bemærkede ikke forunderlige kendsgerning at han åbenbart havde båret den, på den samme finger, i adskillige år før brylluppet. Det er særlig interessant at huske at det var Cantor der i 2007 havde skrevet endnu en artikel om Obama ved Harvard Law Review dagene. I den artikel citerede Cantor fra Reviews 1990 profil om Obama og havde også et 1990 foto af Obama der helt tydeligt viste ham iført en guldring med inskriptioner på hans venstre ringfinger. Imidlertid undlod Cantor at nævne at profilen indeholdt “vedholdende spørgsmål om ringen på venstre hånd” som en af Obamas “karaktertræk” ligesom hun undlod at nævne, to år senere, at hun havde læst om den og set denne ring (eller en der er meget lig den) før.
Kan ringen blot være et familiearvestykke eller en skattet souvenir uden anden symbolsk betydning? Hvorfor denne tøven fra Obamas side på at forklare den, eller fra mediernes side om at stille spørgsmål om den?
Hvorfor en kristen præsident for United States skulle bære en sådan ring hver dag i de sidste 30 eller deromkring år burde være “troværdigheds” modespørgsmålet ved dette valg. West observerede at “medierne - de førende, de laveste, de som glider med strømmen uden at padle -- VIL IKKE RAPPORTERE OM DENNE KENDSGERNING. Det ville nemlige kræve af dem at de stiller præsidenten et spørgsmål de ikke ønsker, nemlig: Hvorfor?”
Tilbage i 2009 i en artikel om Obamas ægteskab bemærkede The New York Times’s Jodi Cantor at Obamas vielsesring var et “indviklet gulddesign fra Indonesien,” men bemærkede ikke forunderlige kendsgerning at han åbenbart havde båret den, på den samme finger, i adskillige år før brylluppet. Det er særlig interessant at huske at det var Cantor der i 2007 havde skrevet endnu en artikel om Obama ved Harvard Law Review dagene. I den artikel citerede Cantor fra Reviews 1990 profil om Obama og havde også et 1990 foto af Obama der helt tydeligt viste ham iført en guldring med inskriptioner på hans venstre ringfinger. Imidlertid undlod Cantor at nævne at profilen indeholdt “vedholdende spørgsmål om ringen på venstre hånd” som en af Obamas “karaktertræk” ligesom hun undlod at nævne, to år senere, at hun havde læst om den og set denne ring (eller en der er meget lig den) før.
Kan ringen blot være et familiearvestykke eller en skattet souvenir uden anden symbolsk betydning? Hvorfor denne tøven fra Obamas side på at forklare den, eller fra mediernes side om at stille spørgsmål om den?
Obamas tidligere kæreste bemærkede at han holdt af at slentre rundt i lejligheden iført sarong.
Måske
følte Obama at den indonesiske ring passede til dette udstyr. Eller
måske holder Obama blot af at være iført ringen for at virke
fremmedartet, eller verdensmandsagtig eller moderigtig?
Hvis ringen nu virkelig indeholder den traditionelle islamiske inskription er det tvivlsomt om Obama ikke virkelig var klar over det. Husk at i 2007 nævnte Nicolas Kristoff i sin artikel, “Obama Verdensmanden” at Obama studerede Koranen da han voksende op i Indonesien og hans recitation af indledningssætningen til den arabiske kalden til bøn “med en førsteklasses accent.”
Måske er ringen blot en “Verdensmand” modeudsmykning sammen med de perfekt pressede benklæder og den bløde udtale af "Pahkeestahn" og "Tahleebahn," Muslimske hilsener i taler, eller interessante betragtninger når der diskuteres sider af Islam såsom “åbenbaret” og “det hellige.”
Tilbage i 2007 da der var omtale af den (midlertidige) fravær af Obamas flagpin, skrev Allahpundit at Obamas “altfor principfaste” holdning til ikke at bære den var årsagen til at den manglede på hans revers, ligeså meget som det at Obama opfattede den som en “modefænomen” i sig selv.
Men Romneys flagpin var større end Obamas bemærkede et Huffington Post panel der uddelte “stil points” til deltagerne efter den første præsidentdebat. Panelet erklærede at Romneys slips var mere moderne end Obamas enkle valg. Ingen af paneldeltagerne bemærkede imidlertid at Obamas vielsesring var mere end bare anderledes. Hvorfor hviskede journalister ikke a la Clairo sloganet, “Er han eller er han ikke?” Eller: “Er det blot en usædvanlig krussedulle på din vielsesring ...eller er du muslim?”
Hvis ringen nu virkelig indeholder den traditionelle islamiske inskription er det tvivlsomt om Obama ikke virkelig var klar over det. Husk at i 2007 nævnte Nicolas Kristoff i sin artikel, “Obama Verdensmanden” at Obama studerede Koranen da han voksende op i Indonesien og hans recitation af indledningssætningen til den arabiske kalden til bøn “med en førsteklasses accent.”
Måske er ringen blot en “Verdensmand” modeudsmykning sammen med de perfekt pressede benklæder og den bløde udtale af "Pahkeestahn" og "Tahleebahn," Muslimske hilsener i taler, eller interessante betragtninger når der diskuteres sider af Islam såsom “åbenbaret” og “det hellige.”
Tilbage i 2007 da der var omtale af den (midlertidige) fravær af Obamas flagpin, skrev Allahpundit at Obamas “altfor principfaste” holdning til ikke at bære den var årsagen til at den manglede på hans revers, ligeså meget som det at Obama opfattede den som en “modefænomen” i sig selv.
Men Romneys flagpin var større end Obamas bemærkede et Huffington Post panel der uddelte “stil points” til deltagerne efter den første præsidentdebat. Panelet erklærede at Romneys slips var mere moderne end Obamas enkle valg. Ingen af paneldeltagerne bemærkede imidlertid at Obamas vielsesring var mere end bare anderledes. Hvorfor hviskede journalister ikke a la Clairo sloganet, “Er han eller er han ikke?” Eller: “Er det blot en usædvanlig krussedulle på din vielsesring ...eller er du muslim?”
De førende medier har endnu tilgode at udforske denne WND afsløring. Nogle kommentatorer insisterer på at mærkerne på ringen blot er dekorative. Lignende ‘dekorationer’ på et isbæger benyttet af Burger King foranledigede en ret så stor kontrovers i 2005 i Storbritannien.
Gudsfrygt, Guds kærlighed, kærligheden til ikke at lade nogen vise mangel på respekt for Gud. Selvom det intet betyder for nogle mennesker og måske betyder noget for nogle muslimer i dette land, så er dette min jihad. Jeg vil ikke kunne finde hvile før jeg finder den person der er ansvarlig. Jeg vil få dette land i knæ.
WOW,
Burger King undskyldte sådan helt formelt, trak produktet tilbage og
lavede om på indpakningen. Man kan kun undre sig over om lignende
skriblerier på en amerikansk præsidents ring kunne tænde ligeså flygtig
en reaktion som et chokoladeisbæger. Lad os ikke håbe det. Husk at det var Obama selv der fornylig sagde:
“Fremtiden skal ikke tilhøre de som forhåner Islams Profet.” Gør han så
det eller gør han det ikke? Er Obama helt bevidst om at bære en Shahda
ring eller er han måske ubevidst ved at krænke muslimer?
The Blaze, syntes at bøje sig lige så langt bagover, (for at afskrive ringen som uden betydning) som da Obama bøjede sig for Saudiarabiens konge. Blaze artiklen indeholdt citater fra en anden ekspert der sagde, “Og hvad så?” og “det ville betyde at præsidenten er monoteist” og at “Obama faktisk kommer med et kristent forslag, og fremviser sin personlige tro på Kristus ved at bære ringen.” Men artiklen undlod at nævne Obamas egne påstande om at han ikke blev kristen før tidligt i 1990’erne. Og hvorfor et “kristent forslag” skulle være på arabisk og med de samme ord som Shahada blev ikke diskuteret.
Vore konventionelle medier synes mere interesseret i Romneys eventuelle brug af hårfarve end af en potentiel bemærkelsesværdig besynderlighed i Obamas smykker, der direkte kan have relation til hans troværdighed. Medierne vil heller ikke forske i om vi burde stole på Hillary Clintons yndige og fashinobale medhjælper Huma Abedin, med dennes utallige bånd til Det Muslimske Broderskab -- endnu et problem der med så stort mod er forsket i af West.
West bemærkede at svarene på de spørgsmål kan være i særlig grad bekymrende, og den endnu mere alarmerende kendsgerning at vor “frie” presse ganske bevidst og i koordineret enighed har undladt at stille dem.
West har ret. Alarmklokkerne burde ringe.
The Blaze opsummerede: "Det ser derfor ud til at situationen er ret så kompliceret. Uanset hvor man står da vil det at kende den ægte historie bag ringen og præsidentens begrundelse for fortsat at bære være en fascinerende bedrift.”
Ja, tilbage i tiden da ville en sådan efterforskende journalistik faktisk have været noget man bare foretog sig. I dag vil det næppe ske. Vor nations sikkerhed er blevet sat i fare -- ikke kun ved de mulige ubehagelige svar på spørgsmål der bør stilles, men også med den tøven og benægtelse af i det hele taget at ville stille dem.
The Blaze, syntes at bøje sig lige så langt bagover, (for at afskrive ringen som uden betydning) som da Obama bøjede sig for Saudiarabiens konge. Blaze artiklen indeholdt citater fra en anden ekspert der sagde, “Og hvad så?” og “det ville betyde at præsidenten er monoteist” og at “Obama faktisk kommer med et kristent forslag, og fremviser sin personlige tro på Kristus ved at bære ringen.” Men artiklen undlod at nævne Obamas egne påstande om at han ikke blev kristen før tidligt i 1990’erne. Og hvorfor et “kristent forslag” skulle være på arabisk og med de samme ord som Shahada blev ikke diskuteret.
Vore konventionelle medier synes mere interesseret i Romneys eventuelle brug af hårfarve end af en potentiel bemærkelsesværdig besynderlighed i Obamas smykker, der direkte kan have relation til hans troværdighed. Medierne vil heller ikke forske i om vi burde stole på Hillary Clintons yndige og fashinobale medhjælper Huma Abedin, med dennes utallige bånd til Det Muslimske Broderskab -- endnu et problem der med så stort mod er forsket i af West.
West bemærkede at svarene på de spørgsmål kan være i særlig grad bekymrende, og den endnu mere alarmerende kendsgerning at vor “frie” presse ganske bevidst og i koordineret enighed har undladt at stille dem.
West har ret. Alarmklokkerne burde ringe.
The Blaze opsummerede: "Det ser derfor ud til at situationen er ret så kompliceret. Uanset hvor man står da vil det at kende den ægte historie bag ringen og præsidentens begrundelse for fortsat at bære være en fascinerende bedrift.”
Ja, tilbage i tiden da ville en sådan efterforskende journalistik faktisk have været noget man bare foretog sig. I dag vil det næppe ske. Vor nations sikkerhed er blevet sat i fare -- ikke kun ved de mulige ubehagelige svar på spørgsmål der bør stilles, men også med den tøven og benægtelse af i det hele taget at ville stille dem.
http://www.americanthinker.com/2012/10/what_not_to_wear_presidential_edition.html#ixzz29Sn8WRuQ
Ingen kommentarer:
Send en kommentar